Med sine to bøger 'Stå fast' (2014) og 'Ståsteder' (2016) er Svend Brinkman blevet en massiv stemme i debatten om konkurrencestatens marginalisering af det enkelte menneske og livskvaliteten generelt. Nogle mener end da, at han er på vej til at manifestere en egentlig civilisationskritik. Dette er fjerde del af Pernille Rübner-Petersens  gennemgang og kritik af Svend Brinkmanns to Bøger 'Stå fast' og 'Ståsteder'.

I en analyse og kritik af Svend Brinkmanns to bøger, ’Stå fast’ og ’Ståsteder’, ser jeg nærmere på den filosofi og det livssyn, Brinkmann tilbyder til at realisere et meningsfuldt liv.

I bøgerne finder jeg en kraftig polarisering mellem tingenes værdi i sig selv, pligten, samfundssind og fællesskab i den ene ende som det gode og subjektivitet, autenticitet og selvrealisering i den anden som det onde.

I forhold til Brinkmanns overordnede projekt, at få os til at leve meningsfyldt, finder jeg det dybt problematisk.

Læs første del: »Hvad er egentlig ' Brinkmann-filosofiens ærinde« her

Læs anden del: »Brinkmann-kritik: Røvhulsfilter er en udvidet nej-hat og svaret på tidens optimeringspres«

Læs tredje del: »Vil Brinkmann genindføre pligt og droppe lysten? Så er det på tide at finde nej-hatten frem«

Læs femte del: »Måske er stoicisme og selvudvikling ikke så langt fra hinanden, som Brinkmann giver udtryk for«

For mig at se består bogen 'Ståsteder' af tre bærende søjler af opfordring: Pligten over for værdiernes iboende værdi, over for fællesskabet, og i begge dele med stoisk ro.  

Forrige artikel fokuserede på de første 6 ud af de i alt 10 ståsteder i bogen 'Ståsteder', som Brinkmann mener, har iboende værdi.

Som præsenteret i artiklen handler værdi-ståstederne 1-6 om forpligtende etiske grundregler, som er nødvendige for, at samfundet fungerer helt basalt. De udgør en del af den pligtetik, de 10 ståsteder samlet står for, som Brinkmann foreslår som alternativ til instrumentalisering og selvudvikling. Han mener, vi skal sætte udøvelse af pligten i stedet for realisering af selvet.

I min analyse og kritik konkluderede jeg derimod, at pligtudøvelse og selvrealisering er to sider af samme sag. Det ene befrugter det andet. Både når vores liv skal være meningsfulde, og når vi skal definere, hvad pligten over for samfundet går ud på.

Jeg mener, at selvudvikling også har en iboende værdi.

Denne artikel fokuserer på de sidste fire ståsteder med iboende værdi: Kærligheden, Tilgivelsen, Friheden og Døden.

Som nævnt i tidligere artikel opfatter jeg ståstederne 7-10 som udtryk for en ideal måde at leve på. I dette tror jeg, at Brinkmanns inspiration fra stoicismen slår igennem:

7: Kærligheden: ”Kærlighed er den ekstremt vanskelige erkendelse af, at noget andet end en selv er virkeligt.” (Murdoch).

8: Tilgivelsen: ”Man kan kun tilgive det utilgivelige.” (Derrida).

9: Friheden: ”Friheden udgøres ikke primært af privilegier, men af pligter”. (Camus).

10: Døden: ”Den, der har lært at dø, har aflært at være slave.” (Montaigne). 

Kærligheden som erkendelse

Sociologen Anthony Giddens har med termen det rene forhold begrebsliggjort moderne relationer, som baserer sig på følelser frigjort fra økonomiske og sociale omstændigheder. Brinkmann afviser dette som definition på kærlighed, fordi det rene forhold kun dur, så længe positive følelser er fremherskende.

For at beskrive kærlighed hælder Brinkmann i stedet til Iris Murdochs definition på kærlighed som »Den ekstremt vanskelige erkendelse af, at noget andet end én selv er virkeligt.«

Kærlighed består i at erkende et andet menneske ved at give dette menneske opmærksomhed. Ikke i have følelser for at andet menneske. Når man elsker et andet menneske, er det altså ikke fordi, man føler noget for et andet menneske. Det er fordi, man erkender det.

Ifølge Brinkmann er der hos Murdoch »ingen forskel på videnskabelig undersøgelse og moralsk forståelse. I begge tilfælde drejer det sig om at blive opmærksom på verden – ikke på individets egen subjektivitet.« Dette ræsonnement lægger sig op ad til Aristoteles (og Brinkmanns) opfattelse af, at det gode og det etiske svarer til 2+2=4.

Problemet med det er blot, at kærlighed mellem mennesker ikke handler om objektiv erkendelse af et andet menneske, men om hvorledes en relation fungerer. En relation erkendes ikke objektivt, men leves subjektivt af de mennesker, der er involveret.

Brinkmann skriver: »Mange lader til at være mere optaget af at opdage sig selv end at opdage virkeligheden. Eller måske tror man fejlagtigt, at selvet er virkeligheden.«

Det er rigtigt, at man nogle gange kan undre sig over, hvor lidt mennesker, især i kærlighedsrelationer, interesserer sig for, hvem den anden er. Det kan fører til misforståelser. Men selvet er lige så meget virkelighed som den Anden.

Det, Brinkmann og Murdoch betegner med begrebet – at give opmærksomhed – svarer til at møde den Anden fordomsfrit. Det er rimeligt nok. Men før eller siden vurderer vi andre mennesker ud fra vores egne præferencer. Det er os, der må vurdere, om vi passer sammen med et menneske eller ikke oplever os ordentligt behandlet.

Det er faktisk et udmærket selvudviklingstip for par at give ikke bare fordomsfri, men anerkendende opmærksomhed til den anden.

Når mennesker går i parterapi, er det netop for at erkende den Anden fra en ny vinkel. Men hvis Brinkmann afviser selvudvikling for den enkelte, er par-udvikling ifølge hans verdensbillede næppe løsningen. I stedet mener han tilsyneladende, at mennesker skal erkende den Anden som et menneske i egen ret, så lykkes kærligheden af sig selv.

Men misforståelser og konflikter kan kun udredes ved at forholde sig gensidigt til hinanden. Ikke ved blot at give opmærksomhed. Når misforståelser er udredt, og mennesker fortsat er utilfredse i et kærlighedsforhold eller en relation, så er det virkelighed. Utilfredsheden skyldes ikke manglende erkendelse af den Anden. 

At elske sig selv

Brinkmann mener, at hvis der er betingelser ved kærligheden, instrumentaliserer man den. Han skriver, at selvudviklingsideologiens credo om at elske sig selv, før man kan elske en anden, opmuntrer til at anskue kærligheden som et »noget-for-noget forhold« a la en økonomisk transaktion: »Jeg elsker dig, for at du skal elske mig«.

Jeg tror nu, at logikken i selvudviklingsideologien skal læses omvendt: Jeg elsker mig, og nu elsker jeg også dig.

Selvhjælpslogikken er i sig selv ikke så tosset, men det er voldsomt provokerende og mange gange forkert, at den antager, at folk ikke elsker sig selv (nok). Og hvis de gjorde det, så ville de vupti-vupti finde en kæreste og blive lykkelige. På den måde udråber mennesker i selvhjælpsindustrien sig til eksperter og håber på at gøre sig uundværlige. De snylter og kapitaliserer på menneskers mangler og afsavn, uanset om de er reelle eller opfundne.

At miste sig selv

Brinkmanns indstilling »Kærligheden er en selvoverskridende opmærksomhed på den anden – ikke en følelse« kan føre til, at man mister sig selv.

En forelskelse er faktisk en grænseoverskridende opmærksomhed på den Anden. Men når forelskelsen fører til en relation, så begynder andre parametre end den umiddelbare tiltrækning at få afgørende betydning. At erkende den anden som virkelighed har ikke så meget at sige, hvis samspillet med vedkommende ikke fungerer.

Kærlighedens opståen, som en forlængelse af forelskelsen, er betinget af, at relationen fungerer gennem en gensidig anerkendende forholden sig til hinanden.

Heri kan anerkendelse af den Anden som et menneske i egen ret indgå. Men når kærligheden brister og slides op, kan det netop skyldes, at man »erkender den Anden som mere virkelig end én selv« og insisterer på at rumme og møde den Anden, uanset om ens egne behov eller grænser bliver mødt.

Det er bl.a. det, kvinder, der er fanget i voldelige forhold, gør. De mister sig selv.

Nogle mennesker fortsætter med at leve i deres ægteskaber for deres børns skyld. Som 'Ståsteder' anbefaler, gør man her »det overordnede gode«.

Ifølge brinkmann-filosofien anses det som meningsfuldt, idet livet ikke handler om at have det godt, men at gøre det godt. Uanset hvad man selv får ud af det.

At forvente at blive elsket eller at have det godt i et kærlighedsforhold synes suspenderet og ligefrem mistænkeliggjort i Brinkmanns etiske univiers. Det er udtryk for, at man forsøger at presse sine egne behov ned over den anden i stedet for at se den anden som en person i egen ret.

Men uanset hvor objektivt man erkender den Anden, så er kærligheden en relation, hvor der foregår en udveksling af subjektive verdener i form af den andens personlighed. Begge parter bør opleve en gensidig imødekommenhed og måske end da forståelse. Det kræver ikke bare opmærksomhed og erkendelse, men aktivt engagement.

Kærligheden som en popsang

Selvom Brinkmann afviser det romantiske kærlighedsbegreb, der baser sig på (utilregnelige) følelser, synes han alligevel at ende ud med et totalt romantisk kærlighedsideal, hvor man elsker den Anden betingelsesløst uanset, om man selv bliver elsket tilbage.

Det gør han ved at opsummere kærligheden i et citat fra hittet af Georgia Satellites sang af samme navn: »I love you period«.

Citatet minder om det kristne budskab: Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Det gør kærligheden altså ikke. Det kan være, de midterste udsagn gør sig gældende – tror, alt, håber alt –, men de to andre gør ikke. Det er derfor, at mennesker går fra hinanden og bliver skilt, venskaber går i stykker, og børn som voksne ikke vil se deres forældre.

Tilgivelse uden at give 

Med ståstedet Tilgivelse overtager Brinkmann Jaques Derrida’s tilgang til tilgivelse: »Man kan kun tilgive det utilgivelige.«

Tilgivelse giver altså kun mening, hvis man tilgiver det utilgivelige. Ligesom med kærligheden bør den være betingelsesløs. Ellers bliver den instrumentel, og så gælder den ikke.

Hvorfor er det kun meningsfuldt at tilgive det utilgivelige? Er det overhovedet muligt?

Brinkmanns eksempler virker ikke overbevisende.

Først henviser Brinkmann til filminstruktøren Nils Malmos’ tilgivelse af sin kone for at slå deres fælles datter ihjel i en psykose. Men Malmros selv giver ikke hans kone nogen skyld. Hun var jo psykotisk. Tilgivelse her er altså slet ikke relevant.

Et andet eksempel er en voksen kvinde, der som barn blev tævet af sin far. Nu har hun sit voksenliv, der er uden for hans rækkevidde. En dag, da hun ser ham, registrerer hun, at hun har tilgivet ham Det er ikke noget, hun vælger at gøre. Det er ikke en viljehandling. Det sker bare.

Måske Brinkmanns opfattelse af tilgivelse ikke definerer tilgivelse som en handling, et menneske gør – det vil siger giver. Det virker mere her som om, at enten sker tilgivelsen, eller også sker den ikke. Alligevel skal man åbenbart efterstræbe tilgivelsen, for som ståsted har tilgivelse af det utilgivelige en iboende værdi, som man bør forpligtige sig på.

Men næppe kan man forvente, at mennesker skal forpligtige sig på en værdi, som ikke er betinget af handling, men af subjektivitetens uransagelige veje i det enkelte menneske. Det sidste anerkender Brinkmann ikke engang som havende iboende værdi, så kvindens tilgivelse af sin far synes her heller ikke at være et godt eksempel.

Et tredje eksempel, Brinkmann nævner, er satiremagasinet Charlie Hebdo’s reaktion efter terrorangrebet: »Tout est pardonné« (alt er tilgivet). Men var dette udsagn nu også betingelsesløst eller uden andet formål end tilgivelse?

I situationens absolutte blodige alvor demonstrerede udsagnet en suveræn mental overlegenhed over for den primitive fysiske vold. Teksten var nemlig ikke en direkte udmelding fra menneskene bag satiremagasinet. Budskabet var meget mere subtilt. Tegningen, der fulgte med, viste Muhammed med en tåre og et skilt, hvor der stod »Je suis Charlie«.

Satiremagasinet valgte ikke at rase eller hade, men at trumfe terroristernes religiøse vanvidslogik med et både skarpt intellektuelt og empatisk budskab på terroristernes egen banehalvdel. Samtidigt overtrådte de let og elegant billedforbuddet af Muhammed.

Satiremagasinet eksponerede på intelligent vis terroristerne som de åndelige amøber, deres handling enten afslørede dem som eller gjorde dem til. Forsiden var om ikke en slags hævn – eller måske var det? – så en symbolsk gengældelsesaktion: Det er jer selv, I (også) har slået ihjel.  

Betingelsesløs tilgivelse er der næppe tale om, og jeg tvivler på, at de efterladte til de dræbte har tilgivet terroristerne.

Nogle handlinger er så uhyrlige, at tilgivelse måske slet ikke er en mulig del af scenariet.

Har jøderne tilgivet Holocaust?

Bør den voldtagne kvinde og den torturramte mand tilgive deres voldsmænd? Ville det være at leve meningsfuldt?

Vi taler her om mennesker som måske knap nok lever i almindelig forstand. 

Frihed til at udføre pligten 

Brinkmann bruger Camus’ frihedsbegreb »Friheden udgøres ikke primært af privilegier, men af pligter« og henter yderlig støtte fra Isaiah Berlins tematisering af friheden som negativ eller positiv. Ifølge Berlin, skriver Brinkmann, har man negativ frihed, når ingen forhindrer én i at gøre, hvad man vil.

Positiv frihed består af den frihed, man har til at gøre noget.

Den negative frihed kan udmærket praktiseres i en diktaturstat, men det er uklart, hvordan en sådan ville udspille sig, og om den overhovedet er realistisk.

Den positive frihed synes at være den frihed, vi nyder godt af i især vestlige demokratier. En udstrakt frihed inden for lovens rammer og egne ressourcer. Nogle gange end da for de fælles ressourcer.

For Brinkmann er meningen med friheden at bruge den til selv-mestring. Det vil sige at reflektere over egne ønsker og lyster og sætte dem i forhold til éns pligter over for fællesskabet. Frihed handler om, »at have evner og færdigheder til at gøre det, man bør gøre«.

Ikke det man har lyst til.

Det er næsten som om, at frihed her blot er en pryd, som mennesker kan bruge til at demonstrere, hvor gode de er til at beherske sig selv. En cadeau til stoisk ro. 

Loven og pligten

Her ville det være relevant med en diskussion om pligtens rolle i forhold til loven.

Loven er hensigtsmæssig til at fastsætte klare rammer for, hvad der er godt og skidt. Så er vi fri for at slå hinanden med moralske domme om, hvorvidt vi har gjort vores pligt eller ej. Vi følger blot loven.

Men når vi taler om, at folk »udnytter systemet« eller benytter sig af »huller i lovgivningen«, er det måske på sin plads at tale pligt. Hvad er den moralske pligt over for fællesskabet, når loven ikke rækker?

Er det en diskussion som denne, Brinkmann med sin dydsetik søger at starte - hvordan bruger vi vores frihed til at komplementere eller kompensere for lovgivningen ved at gøre vores pligt?

Ytringsfrihedens måder at blive opfattet og udspillet på for tiden er måske et godt eksempel på, hvordan forskellen mellem lov og pligt udmønter sig, og hvordan de i praksis forholder sig til hinanden.

I udgangspunktet kan vi sige, hvad vil. I sidste ende afgør domstolene, om vi overtræder ytringsfrihedens grænser. Alligevel er der en pligtfølelse eller en diskussion om den, som huserer latent i den enkelte eller eksplicit i samfundsdebatten. Vi er i tvivl om at tie for ikke at skabe unødige problemer og af respekt for andre. Eller om at udtrykke os, som vi gerne vil kunstnerisk og politisk, og som vores samfund ikke bare giver os frihed til, men måske også forpligter os til.

Et andet eksempel er valg af uddannelse. Hvorledes er unge mennesker forpligtet over for fællesskabet, når de vælger uddannelse?

Mange unge mennesker bruger et par år på at skøjte rundt i uddannelsessystemet. Det koster naturligvis samfundet ressourcer. Nogle anser disse ressourcer som en del af den dannelse eller selvrealisering (hvordan man nu opfatter folks uddannelsesvalg), der gør mennesker klogere på sig selv og deres virke i livet. Dermed indgår de mere effektivt i konkurrencestaten til alles bedste.

Tidligere nævnte jeg, at Brinkmann selv skiftede fra Filosofi til Psykologi og spurgte retorisk, om han skiftede af pligt eller lyst. Polemisk kan vi nu spørge, hvorvidt hans uddannelsesskift var et led i en dannelsesproces for fællesskabet skyld eller en omvej i egoistisk selvrealisering?

Nu er det blevet vedtaget en lov, så det er sværere at skøjte rundt og tage en helt ny uddannelse. Uanset om man skøjter af lyst eller pligt – eller lidt af begge dele og hvem skal forresten dømme om det? - så er loven trådt på tværs af pligten og har afgjort sagen ud fra økonomiske hensyn.

Det kan man være enig eller uenig i, men når man skaber rammer for frihedens rækkevidde, synes det mere konstruktivt at henholde sig til loven end til en forpligtelse over for fællesskabet, som er diffus.

Disse eksempler nævner jeg for at understrege, hvor relativt pligten optræder i samfundet, og hvor abstrakt pligtetikken forekommer, som den efterhånden formuleres og træder frem i 'Stå fast' og 'Ståsteder'.

Døden giver moral og mening 

Døden er ikke et formål i sig selv, så Brinkmann betragter ikke Døden som et ståsted, men mere som et meta-ståsted: »Erkendelsen af dødeligheden er en betingelse for forståelsen af moralske værdier« og »..uden døden, ingen eksistentiel meningsfuldhed«.

Bevidstheden om døden gør os altså til moralske væsener. Desuden giver den vores liv retning ved, at erfaringer og handlinger får mening og værdi. Den gør det nødvendigt, at vi prioriterer, hvordan vi vil bruge vores tid.

Angsten for døden kan gøre mennesker til slaver af livet, f.eks. ved at spilde tiden eller efterstræbe udødelighed. At lære at leve med angsten, skriver Brinkmann, er ifølge Montaigne en forudsætning for at leve: »Den der kunne lære mennesker at dø, ville samtidig lære dem at leve«.

Eller som omvendt udtrykt i ståstedet: »Den, der har lært at dø, har aflært at være slave.«

Værdig død

Allerede i værdi-ståstedet nr. 2 om værdigheden (Værdigheden: »Alt har enten en pris eller en værdighed.«) introducerer Brinkmann sin tilgang til døden, som ovenstående er en forlængelse af. 

Udover at Værdigheden sigter mod menneskers iboende værdighed, dækker begrebet også over at forholde sig værdigt til dødens komme.

Både når døden kommer pludseligt og voldsomt ved en katastrofe og som en overordnet forholden sig til døden som en realitet, man altid er bevidst om. 

Som eksempel på, hvordan man værdigt reagerer på en katastrofe, henviser han til et ældre ægtepar i Hollywoodfilmen Titanic, der under synkningen af skibet lægger sig tæt sammen i deres kahyt og afventer døden. Man læner sig tilbage - værdigt - og dør.

Værdigheden er her en slags pendant til stoicismen, som Brinkmann overordnet gerne ser udbredt til en generel livsattitude.

Med afsæt i dødens uforudsigelighed og stensikker leveringsgaranti opfordrer Brinkmann os til ikke blot at se døden i øjnene med stoisk ro uanset, hvornår den indtræffer, men således forholde sig værdigt, også med stoisk ro, til alle livets foreteelser.

Men hvis vi er ved at dø – who fucking cares – om det bliver i skrig og skrål eller i stoisk ro?

Som Brinkmann i øvrigt selv påpeger, ved vi ikke, hvordan vi reagerer i katastrofesituationer, eller når vi møder døden i det hele taget. Man reagerer instinktivt. Ikke velovervejet i forhold til et overordnet begreb om værdighed.

Når vi i vores kultur ikke synes så meget at dyrke det faktum, at vi skal dø, som Brinkmann anbefaler, så er det måske, fordi nogen af os ganske enkelt har travlt med at skabe et værdigt liv.

Hvis man er angst for overhovedet at nå at få et liv – i det her liv – har man ikke tid til at tænke på døden – endsige være dødsangst. 

I øvrigt er vores ungdomsfikserede kultur snarere udfordret af benægtelse af alder end af døden.

Vi tror, at alder ikke betyder noget samtidig med, at den betyder alverden. Vi føler os unge og livsduelige uanset, hvor gamle vi er, men jo ældre vi bliver, jo mindre er vi værd. Det er ikke særlig værdigt. 

Opsummering: Ståstederne instrumentaliserer mennesker til pligten

Bogen 'Ståsteder' er Brinkmanns forslag til eksistentielle ståsteder med iboende værdi, som vi bør forpligte os på.

I princippet indgår ståsteder 1-6 (Det gode, Værdigheden, Løftet, Selvet, Sandheden, Ansvaret) allerede i samfundsmaskineriet. De optræder relativt og varieret. Vi synes at være uenige om doseringen i samfundet som helhed og mennesker imellem.

Det er den problematik, jeg har forsøgt at diskutere i artiklerne.

I forhold til etisk forpligtelse synes håndhævelse af de seks ståsteder meget abstrakt, medmindre de indsættes i en specifik, konkret sammenhæng. Her synes subjektive opfattelser og politiske interesser uundgåelige. Det første afviser Brinkmann som faktor, og det andet er uden for bogens rækkevidde.

Jeg mener, at konkrete sammenhænge uløseligt hænger sammen med ståstederne her, for at ståstederne kan have reel mening.

Ståsteder 7-10 (Kærligheden, Tilgivelsen, Friheden, Døden) indgår ikke umiddelbart i samfundsmaskineriet på samme grundlæggende måde, som ståstederne 1-6. Slet ikke Brinkmanns udlægning.

For mig at se er ståstederne 7-10 udslag af le grande gesture. Det er ideelle måder at leve på, der udviser generøsitet og selvbeherskelse. Mig bekendt er kun få mennesker i besiddelse af dette. Under alle omstændigheder synes jeg ikke, ståstederne har en iboende værdi, der er værd at forpligtige sig på.

Hvor de seks første ståsteder forekommer abstrakte uden en specificeret kontekst, forekommer de sidste fire både abstrakte og utopiske. De er monomentale idealer opfundet for pragtens skyld. Anti-instrumentaliseringen slår over i det absurde:

- Betingelses kærlighed, hvor den Anden er virkeligheden. Ikke en selv eller det, der foregår i relation.

- Betingelsesløs tilgivelse af det utilgivelige, hvor det ikke gøres for nogens skyld andet for tilgivelsens.

- Kun at bruge sin frihed til at gøre sin pligt for fællesskabet, mens éns lyst er bandlyst. Det er da instrumentalisering af friheden!

- Konstant forholde sig døden uden at give udtryk for sin dødsangst (for den har man »aflært« sig).

Faktisk synes jeg, at alle ståstederne i Brinkmanns udlægning har karakter af, at mennesket instrumentaliseres i forhold til pligten over for værdiernes iboende værdi og fællesskabet.

Fra tilgivelse mod retfærdighed – et nyt ståsted

I afsnittet om Tilgivelse berører Brinkmann sporadisk en anden af dekonstruktivisten Derridas proklamationer: »Retfærdighed lader sig ikke dekonstruere«. Det udsagn har meget mere substans end »Man kan kun tilgive det utilgivelige«. 

Her synes jeg, at det giver mening at tale om et ståsted med iboende værdi, som ikke kan eller bør instrumentaliseres: Retfærdighed, eller fraværet af det, i samfundet eller i det personlige liv, er vitterlig det, der kan gøre en forskel på, hvorvidt mennesker oplever deres liv som meningsfuldt.

Betydningen af Derridas retfærdighedsbegreb uddybes ikke i 'Ståsteder'. Jeg fandt en længere redegørelse her.

Der synes at være omfattende uenighed blandt andre filosoffer om, hvorledes Derridas retfærdighedsbegreb skal opfattes. Jeg fokuserer her blot på, hvad jeg fandt som en interessant hovedpointe.

Nemlig, at retfærdighed som idé opererer hinsides loven, og det er op til borgeren at vurdere, om retfærdigheden sker fyldest. Forekomsten af retfærdighed kan være i opposition med loven og den almengyldige opfattelse af pligt.

Hvis loven eller udøvelsen af pligten ikke giver retfærdighed, er det op til borgeren at kæmpe for den. (Det kunne være f.eks. være at tage nej-hatten på og lidt til.)

Retfærdighed er centrum for etikken

Retfærdighed er det nav, pligtetikkens hjul drejer om eller burde dreje om. Her udgør ståstederne 1-6 egerne i hjulet med hver deres funktion: at gør det gode, tale sandt, give løfter og tage ansvar etc. arbejder henimod og udgør en helhed.

Hvis udøvelsen af pligten ikke opleves retfærdig, og man i øvrigt ikke er specielt økonomisk eller socialt privilegieret, begynder man at sætte spørgsmålstegn ved pligten og tage nej-hatten på. Især hvis man lever i et demokratisk samfund.

Så ved man nemlig, at det ikke er rimeligt at blive behandlet dårligt eller dårligere end andre, og at man kan gøre noget ved det. Det demokratiske samfund baserer sig på en opfattelse af ligeværd og handlekraft for alle mennesker. Kernen i dette er netop, at mennesker er et formål for sig selv og ikke bare er et middel for andres vinding. Alle har krav på retfærdighed.

Men nu gives der sjældent retfærdighed til alle. Fordi magten ikke vil, ikke kan eller fordi mennesker ikke ønsker eller ikke har brug for den samme retfærdighed. Der skal kæmpes om den.

Som ståsted sætter »Retfærdighed kan ikke dekonstrueres« de første 6 ståsteder i spil med fokus på deres relative størrelser, som først får betydning og mening, når de kastes ud i forhandling i konkrete situationer, hvor retfærdighed har forskelligt at sige for forskellige mennesker.

Hermed bliver det tydeligt, at etikken er uadskillelig fra den politiske virkelighed.

Næste og sidste artikel fokuserer på stoisk ro, og hvorfor det måske er svært at leve med i et moderne samfund. Den opsummerer desuden analysen og kritikken af 'Stå fast' og 'Ståsteder'.

Pernille Rübner-Petersen er cand.mag. i Moderne Kulter & Kulturformidling, skribent, sanger og sangskriver