Om at være vred og være ked af det i politik. Om Modkrafts lukning.
Jeg hader den der grædende "ked" emoji (
) som Facebook har indført i repetoiret af enkeltklikstilkendegivelser der blev inført som alternativ til "likes".
Hver gang der deles nyheder på Facebook om at flygtninge der dør, politikerne der lyver eller højrefløjstrømninger i fremgang kommer der altid en lind strøm af
tikkende ind på opslaget.
Jeg sidder altid og tænker "Fuck de der ked emojis! At være ked af det er fandens passivt. Bliv vrede i stedet for! Vrede kan i handle med! Vrede kan få jer ind i kampen for en bedre verden! Vrede kan gøre en forskel."
Lille My er ikke ked
I Tove Jansons fantastiske børnebøger om Mumitrolden er der en passage der virkelig flot beskriver forskellen på at være vred og ked af det i politik. Et smukt og noget ubegavet egern med en meget flot hale er kommet til at vandre for tæt på Murren - et ensomt væsen bestående af ren kulde. Egenet blev frosset ihjel og mumitrilden ville begrave det og holde en smuk og sørgelig ceremoni. Den temperementsfulde Lille My var uenig og ville hellere lave et tørklde af egernets smukke hale. Mumitrolden blev selvfølgelig forfærdet og råber af Lille My at hun slet ikke forstår begravelser og er fuldstændig ligeglad.
Lille My svarede noget a lá: "Jeg er ikke ligeglad! Jeg kan bare kun være glad eller vred og hvis jeg bliver vred nok kan jeg bidde Murren i benet så hun ikke render rundt og fryser små egern til is!"
Indenfor politik har jeg det ret meget som Lille My. Vi kan ikke bruge sorg til at forandre verden. At vi er triste stopper ikke højrefløjen, udvisninger til krige eller undertrykkelse. Derfor bliver en del at mig altid irriteret når jeg ser de triste
smileys som reaktion på politiske nyheder.
At miste Modkraft er som at miste en ven
Når det så er sagt har jeg her til aftes godt nok brugt
emojien meget alligevel. Der er simpelthen umuligt for mig at føle andet end en meget personlig sorg når jeg hører om Modkrafts sandsynlige og snarlige lukning.
Jeg fik egentlig nyheden på en mail i går aftes og kunne med det samme mærke et stik i hjertet. En følelse jeg bedst kan sammenligne med at skulle afslutte et romantisk forhold eller få at vide nogen i min omgangskreds er døde. Jeg skubbede det dog væk da jeg havde en lang og udfordrende arbejdsdag i dag og generelt har travlt med at planlægge demonstration imod Trumps indsættelse på fredag. Nu har jeg endelig et par timer alene på mit værelse og kan for alvor tænke over hvad en lukning af Modkraft egentlig betyder for mig. Og der er mange grunde til at være ked af det.
Modkraft var der
Sammenligningen med et dødsfald kan lyde voldsom men i mit liv er det ikke helt ved siden af. Modkraft har altid været der alle de 17 år jeg har været politisk aktiv. Modkraft blev født samtidig med at den politiske ild blev tændt i mig. Uanset hvor jeg har været i mine politiske opture og nedture har Modkraft altid været en stemme ved min side. En fortæller til en stor del af min livshistorie. Ikke en neutral fortæller, men en ærlig og fornuftig fortæller der har sat de ting jeg har gjort, sagt og skrevet i perspektiv både konstruktivt og kritisk.
Modkraft var der da jeg første gang blev anholdt og fik tæv af politiet i Göteborg og Malmø. Som et af de eneste medier beskrev de hvad der skete i stedet for lydigt at holde mikrofon for politiets løgne og politikernes afstandtagen.
Modkraft var der da jeg som frustreret 18-årig teenager kastede æg på statsministeren. De glorificerede det ikke men brugte heller ikke de samme katastrofetyper som resten af pressen.
De var der da Ungdomshuset blev ryddet og vi gik på gaden og kastede brosten. De var med i fængsel, udgav mine breve og gjorde min tid bag tremmer politisk meningsfuld.
Modkraft gav plads til mine skriverier da jeg begyndte at forstå at mine blogs kunne veje tungere end mine brosten i den politiske kamp.
Modkraft har været et rum for alt hvad var vigtigt for mig på en måde som ingen andre nyhedsmedier har kunnet det. Der har været hyldest på Modkraft når jeg har lavet seje aktioner. Der har været kritik og verbale tæv når jeg har kvajet mig. Modkraft har været min politisk samvittighed. Min mentor og mit modstykke. En stemme i mit hoved eller en summen af forskellige stemmer der har banket, formet og fyldt mig med politiske tanker, kritisk energi og politisk poesi.
Modkraft har altid været der for mig og det er fandme trist at se det forsvinde.
Livet går videre
Jeg kan ikke lade være med at nære en snært af håb om at der dumper en løsning ned fra himlen selvom jeg ved det er urealitisk. At tabe Modkraft bliver et hårdt slag. Men hverken livet eller kampen stopper selvom Modkraft skulle stoppe med at eksistere. Der vil opstå andre kritiske platforme. De fantastiske mennesker Modkraft består af vil selvfølgelig fortsætte med at gøre mediebilledet og verden smukkere ligesom andre tidligere mennesker fra modkraft i dag gør det andre steder. Venstrefløjen har det jo i virkeligheden bedst når ting er i foranding og den energi der har været lagt i Modkraft vil selvfølgelig blive lagt andre steder. Jeg stopper ikke mine skriverier bare fordi jeg mister den bedst mulige platform at skrive fra. Kampen fortsætter som den altid har gjort det.
I virkeligheden er det der berører mig mest nok sorgen over at ting ændrer sig og forsvinder. At jeg mister noget betydningsfuldt der altid har været der for mig. At noget der har så meget historie og liv for mig måske snart er væk.
Der er ikke plads til vrede i lyset af lukningen af Modkraft. Der er ingen at være vrede på. Jeg tror inderligt på at alle involveret i Modkraft og Monsun har gjort deres allerbedste for at få det til at fungere. Uden dem havde Modkraft slet ikke kunnet overleve som kritisk og seriøst medie i 17 år.
Derfor er der ikke plads til vrede og kamp lige nu. Der er kun plads til at være lidt
og det er okay.