Kommentar: Sådan vil CETA-traktaten mellem EU og Canada gøre det vanskeligere at bekæmpe klimaforandringerne og beskytte miljøet. 3,5 millioner europæere har skrevet under på en appel imod CETA og TTIP. Torsdag den 27. oktober går vi på gaden mod CETA og TTIP – også for klimaet og miljøets skyld.
Når modstanden mod TTIP og CETA går på gaden i København den 27. oktober er det med støtte fra blandt andre en række miljøorganisationer: Danmarks Naturfredningsforening, Greenpeace, Det Økologiske Råd og NOAH.
Læs om demonstrationen på Stop TTIP-hjemmesiden
Ikke mindst, hvis man bekymrer sig om klimaet og miljøet, har man glimrende grunde til at gå imod de transatlantiske økonomiske traktater, som EU-Kommissionen og bl.a. den danske regering prøver at presse igennem:
Ganske vist indeholder CETA-traktaten mellem EU og Canada hensigtserklæringer om miljøbeskyttelse, men de er uforpligtende – i modsætning til en række mere konkrete regler i CETA, som vil gøre det vanskeligere at bekæmpe klimaforandringerne og beskytte miljøet.
Ifølge kritikere er CETA ikke så meget en frihandelsaftale, som det er et 1.600 sider langt katalog over, hvad regeringer ikke må gøre i forhold til erhvervslivet.
Under dække af at øge samhandelen ved at bortrydde såkaldte handelshindringer indskrænker CETA og TTIP staternes politiske og retslige muligheder for at regulere i offentlighedens- og miljøets interesse og underminerer i det hele taget de demokratiske beslutningsprocesser til fordel for øget kontrol fra de private koncerner. Både sociale, miljømæssige og sundhedsmæssige standarder er i farezonen, hvis CETA og TTIP bliver til virkelighed.
Det har fået millioner af europæere og nordamerikanere til at protestere og kræve aftalerne taget af bordet. 3,5 millioner europæere har skrevet under på en appel imod CETA og TTIP. Over en halv million har deltaget i demonstrationer. Europæiske og canadiske fagforeninger, forbrugerorganisationer, miljøbevægelser og andre ngo'er har opfordret til at afvise CETA.
I denne artikel får du de vigtigste miljøargumenter mod CETA, især med udgangspunkt i analyser fra Corporate Europe Observatory og fra Ernst-Christoph Stolper, handelsekspert i BUND, den tyske afdeling af Friends of the Earth.
Se artikelsamlingen »Making Sense of CETA«
Se »The great CETA swindle« hos Corporate Europe Observatory
CETA og TTIP forfølger mål, der går stik imod en indsats for at afværge katastrofale klimaforandringer.
Den globale klimaaftale fra Paris, december 2015, satte som mål at »holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur et godt stykke under 2 °C i forhold til førindustrielt niveau og at fortsætte indsatsen for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C over førindustrielt niveau«.
For at kunne begrænse opvarmningen til 1,5 grader skal de globale udledninger toppe senest i 2020, og de skal gå stort set i nul inden 2050. Det indebærer ifølge FN's klimapanel, at langt størstedelen af de allerede kendte reserver af fossile brændsler skal blive liggende i jorden.
CETA og TTIP går i den modsatte retning af disse internationale forpligtelser, alene af den grund, at CETA og TTIP udtrykkeligt vil fremme handelen med fossile brændsler.
Se artikel af Ernst-Christoph Stolper: »CETA: Gefahr für Klima und Energiewende«
Grundlæggende tilskynder CETA til øget handel, produktion og udvinding, og det vil trække i retning af øgede drivhusgasudledninger og andre miljøbelastninger.
Ligesom andre såkaldte frihandelsaftaler, sigter CETA mod at fremme handel med varer og tjenesteydelser. Aftalen tager ikke højde for klima- og miljøeffekterne af øget produktion, transport over længere afstande, udbredelse af industrielt landbrug og ødelæggelse af lokale økonomier.
»Den endelige CETA-tekst ignorerer næsten fuldstændigt klimaforandringerne,« skriver Ernst-Christoph Stolper i »Making Sense of CETA«.
»Kun kapitlet om handel og miljø (kapitel 24) nævner overhovedet klimapolitik: Artikel 24.9.1 forpligter parterne til at fremme handel med og investeringer i miljøvenlige varer og tjenester, mens artikel 24.12.1 (e) indeholder bestemmelser om samarbejde om miljøspørgsmål. Men kapitlet kan ikke håndhæves gennem CETA's generelle tvistbilæggelsesproces.«
»Der er heller ingen klare bestemmelser, som ville tillade klimapolitik at have forrang eller på anden måde være fritaget for CETA's regler om markedsadgang, liberalisering af tjenester eller beskyttelse af investeringer. Det er en forglemmelse af dimensioner, hvis lande, der er så optagede at bekæmpe af klimaforandringerne, som de siger de er, ikke vil beskytte deres skønsmæssige beføjelser til at regulere til fordel for klimabeskyttelse. I stedet vil CETA gøre klimahensyn sekundære i forhold til erhvervslivets rettigheder.«
CETA indfører ligesom TTIP vidtgående rettigheder for udenlandske »investorer«, dvs. kapitalejere, som stiller miljø- og klimalovgivning over for en trussel om kostbare sagsanlæg fra forurenende virksomheder.
CETA giver investorer og selskaber internationale juridiske rettigheder til at udfordre offentlige tiltag, som kan være til skade for en kommerciel aktivitet eller investeringsmulighed – uanset om tiltagene først og fremmest tjener til at beskytte miljøet og reducere udledningen af drivhusgasser.
I modsætning til miljøbestemmelserne er CETA's bestemmelser om beskyttelse af investorer meget brede og kan håndhæves direkte, dvs. uden opbakning fra en regering, gennem aftalens investor/stat-tvistbilæggelse-mekanisme, Investor-State Dispute Settlement (ISDS).
CETA gør det muligt for udenlandske investorer fra den ene part at klage over regeringspolitik, love og regler i den anden part, som de mener overtræder aftalens investeringsregler. Sagen vil blive afgjort af en overnational særdomstol bestående af tre erhvervsadvokater. ISDS-domstolen er hævet over de nationale domstole.
Centralt i retsgrundlaget for mange sager i ISDS-systemerne står den yderst problematiske og vage term »retfærdig og rimelig behandling« (»fair and equitable treatment«, FET) , og det vil også gælde for CETA's investorbeskyttelse. Et selskab vil have krav på erstatning, hvis dets »legitime forventninger« bliver krænket.
ISDS-mekanismen er kendt fra en række eksisterende aftaler, men ingen med konsekvenser for Danmark og EU i samme omfang, som CETA og TTIP ville få. CETA's kapitel 8 om investeringer indeholder de samme omfattende rettigheder for udenlandske investorer som eksisterende internationale traktater, der har dannet retsgrundlag for hundreder af sagsanlæg fra investorer vendt mod stater for deres miljøregler, sundhedsregler m.m.
USA's regering blev f.eks. i 2015 indklaget af den canadiske energikoncern TransCanada med krav om en erstatning på 15 mia. US-dollar, fordi USA's regering havde aflyst Keystone XL-rørledningen til tjæresandsolie. Det skete efter ISDS-bestemmelserne i den Nordamerikanske Frihandelsaftale, NAFTA, som blev indgået af USA, Canada og Mexico i 1994.
Det vil f.eks. stille olieselskaber stærkt, hvis en stat har åbnet for efterforskning og senere ønsker at sige nej til udvinding. Således blev den canadiske provins Québec indklaget for ISDS-panelet under NAFTA, da den vedtog et midlertidigt stop for fracking under St. Lawrencefloden.
Energiselskabet Vattenfall lagde sag an mod Tyskland med krav om 1,4 mia. euro på grund af Hamburgs indførelse af miljøkrav over for et kulfyret kraftværk. Det endte med forlig, idet Tyskland gik med til at sænke kravene.
ISDS kan også bruges til at udfordre miljøpolitiske foranstaltninger, når en investor, f.eks. et olieselskab, hævder, at der er sket en »indirekte ekspropriering« af deres investeringer. ISDS-panelet vil da tage stilling til, hvorvidt foranstaltningerne »griber ind i specifikke, rimelige investerings-understøttede forventninger«. »Indirekte ekspropriering« har ofte i tidligere ISDS-sager været lagt til grund for erstatningskrav vendt mod regeringer, der har forsøgt at styre ressourceanvendelsen.
Truslen om et sagsanlæg vil kunne presse folkevalgte til at opgive lovgivning, som kan genere multinationale selskaber. Dermed er stærkt påkrævede klimatiltag, herunder regler, der skal øge energieffektivitet og energibesparelser eller reducere og udfase fossilt baseret energiproduktion, i farezonen.
De vil risikere at udløse ISDS-sagsanlæg. Eftersom tiltag for at reducere drivhusgasudledningerne kan gøre udvinding af fossile brændsler uprofitabel, er der klart fare for, at mine- og energiselskaber vil forsøge at kompensere deres tabte profitter gennem ISDS på bekostning af skatteyderne i EU-landene og Canada.
CETA lægger op til et såkaldt regelsamarbejde (kapitel 21) med en række komplekse og svært gennemskuelige procedurer, som kan føre til ophævelse og bremsning af klima- og miljøtiltag.
Med henblik på at reducere forskellene i regelværk opretter CETA en række dialoger og høringer og et »regelsamarbejdsforum« (»Regulatory Cooperation Forum«, artikel 21.6).
Lignende »frivillige« dialoger mellem USA og EU har allerede medført en sænkning af normer til skade for beskyttelsen af miljø og sundhed, skriver Corporate Europe Observatory. Et eksempel er reglerne for elektronikaffald. I 1998 indeholdt et forslag fra EU-Kommissionen støttet af EU-Parlamentet planer om at forbyde farlige stoffer i elektronikaffald.
Gennem en dialogproces, som svarer til CETA's regelsamarbejde, angreb embedsmænd og erhvervslobbyister fra USA forslaget. De henviste til dets påståede negative virkninger for den transatlantiske handel. I 2002, da affaldsdirektivet blev vedtaget, var bestemmelserne om farlige stoffer blevet svækket betydeligt. Det krævede et sagsanlæg fra den danske regering og EU-parlamentet for endelig at få ét stof, som skulle have været forbudt ifølge det oprindelige forslag, deca-BDE, fjernet fra EU's marked, ti år efter forslaget.
Klimakrisen kan ikke afbødes uden drastisk at reducere brugen af fossile brændsler og hurtigt at overgå vedvarende energikilder. Det kræver også massive investeringer og lovgivning for at omstille energiforsyningen og energinetværkene, spare energi og effektivisere energianvendelsen.
Men, siger Ernst-Christoph Stolper, det vil CETA's kapitel om regelsamarbejde spænde ben for. Her tilskyndes begge parter nemlig til at øge konkurrenceevne og effektivitet gennem en kompatibel »reguleringspraksis, som er teknologineutral«. Denne »teknologineutralitet« strider direkte mod indsatsen for at fremme rene energiteknologier og modarbejde miljøskadelige teknologier. En part i aftalen kan ganske vist vælge ikke at deltage i regelsamarbejdsaktiviteter, men »den skal være parat til at forklare årsagerne til sin beslutning over for den anden part«.
Som påpeget af Greenpeace, kan EU-Kommissionen og den canadiske regering bruge regelsamarbejdet til at »deregulere til fordel for selskaberne og imod EU's og de canadiske borgeres interesser – uden kontrol fra de valgte parlamenter«.
Kapitel 12 om de enkelte landes regulering forpligter Canada, EU, EU-medlemsstaterne, regionale parlamenter og bystyrer til at vedtage eller bevare licens- og godkendelsesprocedurer, der er »så enkle som muligt« for selskaberne (artikel 12.3.7), medmindre de er opført i et kompliceret bilag.
Forpligtelsen til at gøre godkendelsesprocessen for en atomreaktor, en rørledning, en fødevarefabrik eller en bank »så enkle som muligt« vil sandsynligvis påvirke de fremtidige standarder, vurderer Corporate Europe Observatory. Intet i CETA-aftalen giver modvægt til enkelhedskriteriet, så man f.eks. kunne sikre, at en foreslået olierørledning ikke ødelægger miljøet, eller at lokalbefolkningen får medindflydelse.
»Tjenesteydelser udgør en stadig vigtigere del af energibranchen. Derfor kan mulighederne for en proaktiv klimapolitik blive yderligere indskrænket gennem den omfattende liberalisering af tjenesteydelser, som CETA lægger op til«, påpeger Ernst-Christoph Stolper.
De deltagende stater har kunnet tage forbehold for eksisterende og fremtidige reguleringstiltag, men det vil næppe tillade permanent begrænsning af eller forbud mod tjenester, der f.eks. ikke lever op til energieffektivitetskrav eller benytter fossile brændsler. På EU's side er der kun indføjet væsentlige forbehold af Belgien, Bulgarien (mod fracking), Cypern, Finland, Frankrig, Malta, Holland, Portugal og Slovakiet.
Offentlig forsynings- og indkøbspolitik kan spille en vigtig rolle i at fremme vedvarende energi m.v. Regeringerne har traditionelt kunnet gøre kvalitative krav gældende i forbindelse med kontrakter om leverancer og udbud, f.eks. krav om brug af ren energi i offentlige bygninger, men – advarer Corporate Europe Observatory: Ifølge CETA skal en kontrakt gives til den leverandør, der er kommet med det »mest fordelagtige« bud, hvilket kan bruges til at tilsidesætte bud, som er dyrere, men mere miljøvenlige.
»Hvis CETA havde været indført, ville Canada og dets asbestindustri have haft mange effektive værktøjer til at forhindre det franske forbud i nogensinde at komme i stand. Asbestindustrien kunne have truet med et CETA investor/stat-sagsanlæg med krav om milliarder i kompensation. Virksomheder, der anvender asbest, kunne have modsat sig forbuddet med det argument, at det ikke var blevet fastlagt på forhånd, da de fik deres tilladelser. Gennem CETA's bestemmelser om regelsamarbejde ville have været i stand til at angribe forbuddet i møder for lukkede døre, inden de franske borgere overhovedet havde fået besked om, at man overvejede et forbud. Og endelig, hvis disse bestræbelser var slået fejl, kunne Canada som CETA-part have kunnet krævet udskydelse af forbuddets gennemførelse, hvilket ville give asbestlobbyen mere tid til at bekæmpe det.«
Se artiklen »CETA: A significant shift from democratic governance« hos Policy Note (Canada)
Forsigtighedsprincippet indgår ikke i CETA-teksten. Den refererer tværtimod nogle steder til såkaldt »videnskabsbaseret« godkendelse, dvs. hvor en risiko skal være entydigt påvist, før et produkt kan forbydes (artikel 24.11.2c og 25.2.2b).
I Canada gælder ligesom i USA det såkaldt »videnskabsbaserede« princip. En myndighed skal fremlægge alment accepteret videnskabeligt bevis for en risiko, for at et stof kan forbydes. Denne videnskabelige konsensus bliver imidlertid ofte torpederet af industri-sponsorerede rapporter.
CETA-traktatteksten nævner overhovedet ikke forsigtighedsprincippet. Dette er særligt bekymrende i lyset af det planlagte »regelsamarbejde«. Det rejser spørgsmålet om, hvilke principper EU og Canada vil lægge til grund for fremtidige standarder.
Dertil kommer, at CETA-traktatteksten nogle steder eksplicit understøtter den »videnskabsbaserede tilgang«. F.eks. hedder det i kapitlet om genteknologi, at den »videnskabeligt baserede godkendelsesprocedure« for genetisk modificerede produkter skal fremmes. Det må derfor forventes, at de regler, der er baseret på forsigtighedsprincippet, vil blive sat under pres med CETA.
EU-kommissionen har som argument for, at forsigtighedsprincippet er beskyttet under CETA, anført, at der i CETA er en henvisning til Verdenshandelsorganisationen, WTO's aftale om sundheds- og plantesundhedsmæssige standarder, SPS-aftalen. Men det er tværtimod på grundlag af denne aftale, at USA og Canada med held kunne angribe EU's forsigtighedsprincip, da de ved et WTO-voldgiftspanel i 1999 anlagde sag på grund af EU's forbud mod hormonbehandlet kød.
På falderebet her i oktober 2016 kom den canadiske regering og EU-Kommissionen med en »fælles fortolkningserklæring«, som skulle dæmme op for den voksende kritik af CETA, ikke mindst fra europæiske socialdemokrater, fagforeninger og den bredere offentlighed, som frygtede, at CETA ville true den offentlige sektor, lønarbejderrettigheder og miljøregler. Blandt andre den østrigske regering gjorde sin støtte til CETA afhængig af en sådan erklæring.
»Indeholder Canada og EU's "fælles fortolkningserklæring" noget, der vil reducere CETA's trusler mod miljøet?« spørger Corporate Europe Observatory og svarer selv: »Egentlig ikke.« Det underbygger de med udsagn fra forskellige juridiske eksperter.
Ifølge den tyske juraprofessor Markus Krajewski »giver den ingen mulighed for at sikre retslige forbedringer eller løsninger for nogen af de omtvistede og kritiske punkter« i CETA, så erklæringen ville ikke gøre fra eller til ved en fremtidig uenighed om CETA.
Erklæringen ændrer ikke ved CETA's retlige betingelser. Som den canadiske juraprofessor Gus van Harten forklarer:
»På grundlag af principperne for fortolkning af traktater vil CETA primært blive fortolket ud fra teksten i dens relevante bestemmelser. […] Erklæringen ville spille en underordnet rolle, om nogen, i denne fortolkningsproces.«
Se Gus van Hartens papir »The EU-Canada Joint Interpretive Declaration on the CETA«
Corporate Europe Observatory har gennemgået centrale påstande i tillægserklæringen, herunder om miljøpolitik og afviser den som et forsøg på at »grønvaske en aftale, der medfører reelle trusler mod miljøet og mod en stærk indsats for at redde kloden fra klimakatastrofe«.
Et eksempel er, at CETA ifølge fortolkningserklæringen »præciserer, at regeringerne kan ændre deres love, uanset om det kan påvirke en investering eller investors forventninger eller overskud negativt«. Det er bare ikke det, kritikken af CETA's investeringskapitel handler om. Som Gus van Harten forklarer:
»Problemet er ikke, at CETA forhindrer love og regler direkte. Det er, at CETA vil gøre nogle love og regler for risikable at binde an med, ved at sætte et usikkert og potentielt enormt prisskilt på dem... Og det er selve den risiko – dvs. en ikke ubetydelig risiko for potentielt massiv ansvarspådragelse for staten – der giver udenlandske investorer deres særlige forhandlingsstyrke til at underminere den demokratiske regulering.«
Ifølge Greenpeace »benytter erklæringen ikke-bindende beskrivende tekst, der maler et urimeligt optimistisk billede af CETA og ikke forholder sig til aftalens mangler«. Den har kort og godt »samme juridiske tyngde som et feriekatalog«.
Se Greenpeaces kommentar til erklæringen
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96