Basisindkomst er ikke et alternativ til en reduktion af arbejdstiden igennem overenskomsterne. Idéen om, at alle borgere skal modtage en universel basisindkomst, uanset om de arbejder eller ej, vinder frem. Både på venstrefløjen i nye partier som Podemos i Spanien og Alternativet herhjemme samt hos ærkeliberale tænkere som Milton Friedman og erhvervsfolk i Silicon Valley. Konkrete forsøg med borgerløn er i gang i både Holland, Finland og Canada. Men er borgerlønnen god idé? Rød+Grøn giver ordet til en tilhænger og en skeptiker.
ERIK CHRISTENSEN:
Hvorfor er borgerløn helt grundlæggende en god idé netop nu?
– I dag skærper globaliseringen konflikten mellem arbejderklassen og de marginaliserede. På den ene side bliver arbejderklassen stadig mere presset i lønarbejdet og mangler tid til børn, lokalsamfund og politik. Samtidig betyder outsourcing og f.eks. korttidsansættelser, at der bliver længere mellem ordinære, varige fuldtidsjob beskyttet ved overenskomst. De udstødte mangler lønarbejde, men de mangler også anerkendelse for det uformelle arbejde, de i stedet udfører i familien og samfundet. Samtidig tør de, der er i ordinært arbejde, ikke slække på det.
I den situation kunne basisindkomst blive murbrækker for en bredere reformpolitik. De, der er i arbejde, vil via basisindkomst få mulighed for at tage orlov- eller efteruddannelse. De udstødte, der for manges vedkommende dukker nakken i frygt for den næste beskæring af overførselsindkomsterne, vil på én gang få lov at tage lønarbejde uden modregning og samtidig få anerkendt det uformelle arbejde, som de fleste borgere laver i dette samfund.
Hvordan ville borgerløn kunne se ud i en dansk kontekst?
– Borgerløn eller basisindkomst skal være universel, individuel, ubetinget og tilstrækkelig høj til, at man kan leve af den på et beskedent niveau. Det betyder, at den skal være så høj (omkring kontanthjælpsniveau), at lønarbejde bliver et reelt frit valg. Basisindkomst er til alle uden betingelser eller tidsbegrænsning og erstatter alle nuværende overførselsindkomster (kontanthjælp, dagpenge osv.).
Oven på denne offentlige basisindkomst vil der være et privatfinansieret og -organiseret arbejdsløshedskassesystem, hvor de private a-kasser og fagforeninger konkurrerer om at give service og rådgivning, indgåelse af overenskomster, forsikring ved arbejdsløshed, efteruddannelse, omskoling og sikring af arbejdsmiljø. En stor fordel ved et sådant system ville være, at man sikrer en mere smidig og mere solidarisk sammenhæng mellem de forskellige dele af arbejderklassen: Dem med fast lønarbejde, de deltidsansatte, de arbejdsløse, og de marginaliserede uden for a-kassesystemet.
Hvordan kan borgerløn løse arbejdsfordelingsproblemet?
– Med en ubetinget basisindkomst vil alle mennesker få muligheden for helt frit at vælge, om de vil tage lønarbejde. Det vil blive muligt at forlade arbejdsmarkedet for en tid for f.eks. at tage orlov, pleje sin familie eller starte egen virksomhed. Samtidig vil de mennesker på traditionelle overførselsindkomster, som hidtil har haft svært ved at få et deltidsjob, få bedre kår. For med en ubetinget basisindkomst vil det altid kunne betale sig at tage et lønarbejde, lige meget hvor beskedent det er. Samlet set giver det mere ”flexicurity” på arbejdsmarkedet, fordi alle vil have en basisindkomst (security) og samtidig få nemmere ved at gå ud og ind af arbejdsmarkedet og bestemme, hvor meget de vil arbejde (flexibility). Basisindkomst er ikke et alternativ til en reduktion af arbejdstiden igennem overenskomstsystemet, men et supplement. I et basisindkomstsamfund kan arbejdsmarkedets parter blive stimuleret til at skabe et meget mere differentieret overenskomstsystem end i dag. Man kunne tænke sig, at der ville opstå flere slags overenskomster, f.eks. både 8, 16, 20, 24 og 30 timers overenskomster.
Erik Christensen er medlem af bestyrelsen for BIEN Danmark – www.basisindkomst.dk
RUNE MØLLER STAHL:
Hvorfor er borgerløn ikke en god idé netop nu?
– I vores del af verden kan en stigende del af befolkningen ikke finde plads på det almindelige arbejdsmarked. Det skyldes især, at den bølge af massearbejdsløshed, der ramte efter krisen, ikke er forsvundet, men tendensen vil nok fortsætte, når robotteknologi og automatisering overtager flere og flere jobfunktioner. Det kan løses ved at sætte en gruppe uden for arbejdsmarkedet – på borgerløn eller anden forsørgelse – eller ved at fordele arbejdet bedre. Det sidste er klart det mest fornuftige. Jeg kan sagtens forstå, hvorfor borgerløn virker attraktiv og human i dagens samfund, hvor vi har et meningsløst aktiveringssystem og ser brutal behandling af mennesker på førtidspension og kontanthjælp. Men borgerløn kan hurtigt blive en nem og billig måde at parkere store grupper, som ikke længere er nødvendige for økonomien. Hvis resten af arbejdsmarkedet bliver ved med at køre i samme hurtige gear som nu, er det let at forestille sig voksende modsætninger mellem dem i arbejde og dem på borgerløn.
Hvordan ville borgerløn kunne se ud i en dansk kontekst?
– Som styrkeforholdet er i dag, er det svært at forestille sig en særligt høj borgerløn. Vi ville snarere tale om en minimumsydelse på linje med kontanthjælp eller SU. Når mange liberale er glade for borgerløn, er det fordi, den kan bruges som anledning til at skære en række velfærdsydelser væk, som folk så selv må dække via borgerlønnen. I en lang række lande ville en minimal borgerløn være et klart socialt fremskridt, men jeg tror ikke, Danmark er et af dem – bl.a. fordi vores dagpengesystem i dag er knyttet til fagforeningerne, som ville blive ramt af en (statslig) borgerløn. Det er klart, at havde vi en stærkere arbejderbevægelse eller venstrefløj, kunne man forestille sig langt mere gavmilde og progressive ordninger – men spørgsmålet er, om det var borgerløn, vi skulle kæmpe for i en sådan situation.
Hvordan kan vi, hvis ikke med borgerløn, løse arbejdsfordelingsproblemet?
– Den store udfordring i dag er at sikre, at alle, der gerne vil have et arbejde, kan få et. Det kræver et mere rummeligt arbejdsmarked. For mange på venstrefløjen forekommer kampen for fuld beskæftigelse måske gammeldags og socialdemokratisk – så virker borgerløn og frigørelse fra lønarbejde mere radikalt. Men reelt vil borgerløn ikke nødvendigvis rykke ved de kapitalistiske produktionsforhold. Sikrer man i stedet fuld beskæftigelse, hvor staten i sidste instans tilbyder overenskomstmæssige job til alle, der ønsker det, så vil det for alvor ændre magtforholdene på arbejdsmarkedet.
En sådan plan for afskaffelse af tvungen arbejdsløshed skulle kombineres med en gradvis sænkelse af arbejdstiden, med lønkompensation for de laveste lønnede, så arbejdsmarkedet kunne give plads til flere. For mig handler det også om socialismeopfattelse. Jeg tror på den klassiske ”yde efter evne, nyde efter behov”. Selv i det mest utopiske samfund vil der være opgaver, der skal løses. Selvfølgelig vil folk ikke samle skrald, producere hundemad eller rette eksamensopgaver, fordi de synes, det er selvrealiserende og sjovt! Den slags arbejdsopgaver bør deles retfærdigt mellem arbejdsduelige – det er et krav, vi godt kan stille til hinanden.
Rune Møller Stahl er ph.d.-stipendiat i politisk økonomi på statskundskab.
BIEN Danmark og Alternativet indbyder til en nordisk konference om basisindkomst-eksperimenter - Nordic Conference on Basic Income Pilots den 22-23. september på Christiansborg. Entré: 110 kr. for een dag, 220 kr. for to dage - http://ubi-nordic.org/ Her optræder Finn Sørensen fra Enhedslisten den 23. sept.