Hunden – en sammensværgelse, kapitel 23

Af modkraft

Hunden – en sammensværgelse, kapitel 23

Af Sean McGuffin

Oversat af Inge Kongsgaard Hansen & Alfred Lang

»Sådan, som livet former sig, drømmer man om hævn«

Paul Gauguin

Marin, San Francisco: Vindhundene

Martha Dooley og Fuglen Gerry kunne heller ikke lide stikkere, men disse specielle umenneskelighedens væsener skænkede de ikke en eneste tanke, da de sad i den prægtige whirlpool i Chris Connollys kystvilla og nød udsigten over bugten. Stjernerne stod højt på himlen over landtangen i Marin, små egern hoppede muntert fra træ til træ, og et par rådyr kunne skimtes i skovkanten, da lysenes blev tændt i San Francisco på den anden side af bugten.

Martha betragtede de både, som lå for anker nede i Tiburon Dock, så en del af Golden Gate broen, hvis stålbuer var indhyldet i et aftenslør af smog og glædede sig over lyshavets glans og fuglene, der fløj over Angel Island, mens mørket brød ud. Så overvældende en udsigt havde hun ikke nydt i hele sit liv.

»I forhold til det her er Bundoran da bare en vits, ikke sandt Gerry? Det ville ikke være det værste sted at slå sig til ro, hva’?«

Denne afslappede stemning befriede dem langsomt for rejestrabadserne, mens de nippede til den champagne, en opmærksom Chris havde stillet frem til dem. Bruset prikkede i hendes næse og hun følte sig en smule svimmel og svag, men behagelig varm. Det var tyve år siden, hun sidst havde haft en badedragt på, og nu sad hun her sammen med den berømt-berygtede Gerry og drak champagne under en klar stjernehimmel i et enormt skumbad. 7000 miles fra Derry og Bogside. Hvad mon de ville sige derhjemme, hvis de så hende og Gerry lige nu?

Fuglen svarede ikke. Udsigten havde gjort ham eftertænksom. De store træer, vildtet, de små egern, dæmringens velgørende stilhed fik ham til at tænke på Fianna i forgangne tider, det fik ham til at tænke på Oscar og Conan Maol, på Goll MacMorna og på selve Tuatha de Dannan.

Tuatha. Havde Hunden ikke været helt rigtig på den, da han omtalte dem som virkeligt eksisterende væsener, dengang for lang tid siden da han for første gang havde fremlagt sine planer om en undergrundskampagne for den ældre generation af frihedskæmpere? Hunden ville bruge Harer fra den unge generation i sine kommandoer, men han var også bevidst om nødvendigheden af rygdækning fra et reservehold. Fuglen Gerry og onkel Chris. De var hans Hunde. Hans Vindhunde.

Fuglen havde kendt Hunden siden 50’erne. Hunden var dengang en lovende republikaner og Fuglen trak sig langsomt og uden at vække opmærksomhed ud af bevægelsen. De havde stor respekt for hinanden. Fuglen havde deltaget i den fejlslagne og resultatløse bombekampagne i England i slutningen af 30’erne og var fortsat med at være aktiv i 40’erne og 50’erne . Han var en skør gammel irer. Aldrig tilgive! Aldrig glemme! En gammel fortaler for væbnet kamp.

Men i modsætning til mange af hans gamle våbenbrødre, blev han aldrig en ’grøn’ konservativ nationalist.

Han havde haft for mange venner, der i 1936 og 37 havde kæmpet i den spanske borgerkrig i Connolly-brigaden og var faldet, og han havde siddet alt for længe i fængsel i fristaten Irland til at have noget som helst til fælles med de, som var fortalere for ’en nybegyndelse’, den parlamentariske vej til et forenet Irland! Som om der var noget nyt i det! Var der ikke dusindvis af artige irere – fra Parnell til Mick Collins – som var gået denne vej og var endt i fordærv med snigende tilpasning og selvudslettelse.

Fuglen havde således stor respekt for den nye generation af provoer, »absolventerne« fra Long Kesh. Og han respekterede Hunden, der på trods af sit sværmeri for Groucho-marxisme var en oprigtig revolutionær, der havde stået bag den aktuelle bombekampagne i England, indtil han blev anholdt.

Fuglen havde været glad for at være en ’sleeper’, men Hundens forhold til Tuatha havde undret ham en hel del. Under sine forskellige ophold i stort set alle fængsler i Irland, i Norden såvel som i Syden, havde Fuglen lært at tale flydenede gællisk og han havde læst alle de gamle legender, der for ham var den rene poesi. Stædigt havde Hunden fastholdt, at de på en eller anden måde var mere end det, og han var ikke nogen synsk fanatiker, ingen Padraig Pearse. Fuglen Gerry, der hverken var religiøs eller overtroisk, havde i den seneste tid drømt det samme igen og igen. Drømme om Fianna fra urgammel tid.

Martha gav ham et albuestød og rev ham ud af sin dagdrøm.

»Se at komme op af det her, din gamle nar, ellers skrumper du jo ind som en bagt blomme.«

Og Chris Conolly stod der med et bredt smil og et par kæmpestore frotteebadekåber til de to. Mens han hjalp Martha op af karret, så Fuglen på ham, og Belfast-manden nikkede.

»Inde ved siden er der dejlig ild i pejsen, Gerry. Lad os sludre lidt, når I har fået tøj på. Har I for øvrigt prøvet saunaen?«

Fuglen smilte.

»Du ved da godt, at jeg ikke kan lide de der japanske biler.«

Connolly lo. »Stadigvæk den gode gamle Fugl.«

En halv time senere sad de foran ilden og drak øl. Connolly rakte Fuglen den lokale avis. »Det ser ud til, at der er nogen fra Hundens team, der taler med pressen, i hvert fald med denne Harry Thornton.«

Et fotografi af Thornton var placeret på en fremtrædende plads på Examiners forside.

For detaljer om hans eksklusiv-interview med et medlem af Cuchullain Brigaden, de terrorister der havde myrdet den britiske minister Sir Geoffrey Mason på Fairmont Hotel, blev læserne henvist til avisens indersider.

’Først-på-pletten’ Thorntons artikel begyndte på side 1 under en enorm underoverskrift med forfatternavn:

»For de lokale politimyndigheder er det stadig en gåde at finde frem til identiteten på de irske frihedskæmpere, der i øjeblikket på ordre fra en mystisk mand, som republikanerne kalder for Hunden, opererer her i bugten ved San Francisco, og mens FBI-agenter fortsætter deres serie af vilkårlige og ofte ulovlige husransagninger (se ekstrarapport, interview med politiveteranen Jimmy Phelan på side 3), er det lykkedes vor reporter at få et eksklusivinterview…«

Derefter fulgte en yderst gunstig sammenfatning af Gallaghers raison d’etre. Det drejede sig om det rigtige og det retfærdige i den irske kamp og om Englands perfiditet. På side 3 prangede overskriften: »Var George Washington en terrorist?«, spørger irsk rebel.

»’Først-på-pletten’ Thornton«, mumlede Fuglen. »Klart, jeg kender ham. Så ham sidste år i Bodenstown. Godt nok en gammel drukkenbold, men overbevidst nationalist. Hvad mon han laver her?«

»Det ser ud til, at han er i familie med denne her Jimmy Phelan, den gamle San Francisco strisser, der bilder sig selv ind, at han er en gællisk lærd. Hvorom alting er, pressen bygger Thornton op som ekspert i sagen om Hunden. Her, læs det! Han påstår, han har talt med en af Harene. Tror du, der er noget om det?«

Fuglen kløede sig i håret.

»Han hører ikke til dem, der opfinder historier. Men hvordan skulle han have kunnet etablere kontakten? Ved du hvilke dæknavne, de bruger, Chris?«

Chris fnøs. »Klart, det er trods alt mig, der har skaffet dem deres falske pas. Enwright, Morgan og Kelly er døde. Så er der altså tre tilbage, såvidt jeg ved. To fyre og en kvinde. Drengene går under navnene Stan Powers og Tex Doughan, kvindens pas er udstedt til en Debbie Duncan. Det betyder selvfølgelig ikke, at de nødvendigvis stadig bruger de navne, de brugte ved deres indrejse. Desuden er der stadig mindst en Hare i England. I går eksploderede der igen en bombe i en filial af Barclay Bank.«

»Da det gik løs her, talte jeg med min mand fra Noraid. Kelly havde formodentlig taget kontakt med dem, men de ved intet om de andre. I hvert fald er Noraid-fyrene her blevet iskolde i røven. Det sagde Alo. Dusindvis af dem er blevet chikaneret og spærret inde. Nogle af dem er illegale indvandrere, så Indvandringsmyndighederne kan udvise dem når som helst. Jeg siger dig, drengene er slet ikke glade for Hunden og hans Harer. I årevis har de fået at vide fra Dublin, at de ikke måtte lave aktioner på denne side af Atlanten, men at de skulle koncentrere sig om at samle penge ind og organisere de obligatoriske menneskekæder, hvis en prominent brite skulle dukke op. Og nu har man i sidste uge sprængt en britisk minister i luften i Fairmont og serveret døde narkohandlere, der skød på en åbenlyst forrykt IRA-mand, der omkom i et skyderi med en britisk agent. Det er jo det rene kaos. Ikke så underligt at de og hærledelsen derhjemme har fået mere end nok.«

Fuglen skimmede endnu engang Thorntons artikel. »Han døde en tapper død, synes du ikke også, Chris?« sagde han stille.

Connolly nikkede. »Du må ikke misforstå mig, Gerry. Jeg er på Hundens side. Jeg tager mig overhovedet ikke af, at drengene derhjemme måske beslutter at fordømme dem som renegater. Du og jeg og Hunden har kendt hinanden i umindelige tider. Nu har jeg været her i 40 år, og det går strålende for mig her, men dybest set er jeg som før af hele mit hjerte en mand fra Belfast Brigade. Det er muligvis taktisk uklogt, at angribe briterne her i Staterne, men kors i himlen, man dør kun en gang.«

Fuglen nikkede og spurgte så:

»Chris, kan du huske Moss Tierney?«

»Ja, klart, helt sikkert, kunne ikke fordrage fyren, har heller aldrig turdet have nogetsomhelst med ham at gøre. Efter hvad jeg har hørt, hører han nu med til IRAs ledelse.«

»Jeg kan fortælle dig noget meget bedre. Han var med i samme forbandede flyvemaskine fra Shannon til New York som Martha og jeg.«

»Siger du det.«

»Så jeg går altså ud fra, det blot er et spørgsmål om tid, før vi ser ham herovre vestpå. Det er da ret indlysende, hvorfor han er her.«

»Selvfølgelig, for at sætte en stopper for Hundens aktioner. Jeg giver et par folk besked på, at han dukker op. Han tager helt sikkert kontakt med Noraid. Det får jeg tids nok besked om. Vil du have en lille tår til?«

Fuglen rystede på hovedet. »Nej tak, Chris, jeg tror dette jetlag, alle taler om, har fået tag i mig. Jeg lægger mig lidt og hviler mig, hvis du ikke har noget imod det. Åh ja, der var lige én ting, jeg ville spørge dig om. Tro nu ikke, at jeg har en skrue løs, men har du i den seneste tid haft nogle mærkværdige drømme?«

Connolly så overrasket op. Han så sig om, men de var alene foran pejseilden. Martha var stadigvæk inde i soveværelset. Frankie, chaufføren, var ude at købe ind. Langsomt vendte Chris sig om mod sin gamle kammerat.

»Er det Tuatha, du mener?«

Fuglen åndede lettet op.

»Så er det altså ikke kun mig, der har det sådan…«

Læs næste kapitel i Modkrafts weekendføljeton