Vi er i krig. Om det kan der ikke herske tvivl. Vi er i krig med nogle, der ønsker at fjerne enhver ting, der gør os til hvem vi er, fra jordens overflade – der ønsker ikke bare at bekæmpe os og erobre vores territorium, men at påtvinge os deres verdenssyn ved at destruere vores eget undervejs.
Ovenstående er svært for mig at skrive, og det er en tankerække der har taget tid for mig at turde tænke, og endnu længere tid at turde formulere. Men det er nødvendigt, at vi ser konflikten for hvad den er, en krig. Ikke en krig fordi vi har deltaget i diverse krige i mellemøsten. . Nej, vi er i en krig på ideer, hvor ideer der ikke kan vinde i den frie debat forsøger at vinde ved vold.
Og det er nødvendigt at sige højt, for uden at turde realisere konfliktens omfang, kan vi ikke kæmpe – vi er nødt til at turde erkende, hvad vi taler om, for at kunne slå tilbage.
Men hvad taler vi så om? – Som jeg ser det, så tager både højre- og venstrefløjen fejl.
Venstrefløjen tager fejl når de siger, at vi ikke er i krig med Islam, for det er vi – langt fra hele Islam, men dem vi er i krig med, har erklæret krig i mod os på grund af Islam. Hvis vi ikke tør erkende det, så kan vi ikke komme videre, og er helt ærligt ikke et regeringsansvar værdigt. For erkendelsen er nødvendig, ligesom at jeg som kristen er nødt til at erkende at når Breivik begrunder sit terrorangreb med sin kristne tro, ja så kan jeg mene, at han perverterer min tro, men jeg kan ikke tage hans motivation fra ham. Ligeså kan jeg som socialist mene, at Rote Arme Fraktionen, Stalin, Lenin og mange andre har perverteret min ideologi, men jeg kan ikke tage deres motivation fra dem, kun bekæmpe dem. Og ligesom at jeg, som socialist og kristen må acceptere ansvaret for RAF, Stalin, Breivik og Lenin, ligeså må Islam acceptere ansvaret for Daesh og andre uslinge. Så ja, vi er i krig med Islam, men ikke hele Islam.
Højrefløjen tager fejl, når de i deres ekstremessentialisme gør al Islam til modstanderen, og når de i deres blinde had ikke er i stand til at foretage de nødvendige sondringer for at føre den nok så nødvendige, men også den korrekte politik. For ligeså meget som, at jeg mener, at vi er i krig med en del af Islam, ligeså åbenlyst vanvittigt er det at gøre hele Islam til fjenden. Hvis vi kigger udover Europas grænser, så er det som oftest andre muslimer, der er ofre for disse uslinge og deres higen efter et tomt martyrium. Når højrefløjen gør alle muslimer til deres fjender, så skubber de en af de vigtigste allierede fra sig. Når de opgiver frihedsrettigheder for muslimer over en bred kam, så skaber de fundamentet for den næste onde handling. Fordi islamister og deres sympatisører kæmper ligeså meget imod resten af Islam, som de kæmper imod os og, vi må og skal alliere os med muslimer i hele verden for at bekæmpe dem. For det er som med reformationen, forandring må komme indefra i troen, vi, der står udefra kan ikke gennemtvinge forandring. Hvad vi til gengæld kan gøre, i en krig på idéer er at fremskynde den ved at skabe alliancer og støtte dem der kæmper kampen.
Vi må vedblive med kampen for frihed og støtten til de, der forsøger at reformere, og ikke lade vores had til uslingene gøre os blinde for at de vinder, hvis vi bliver som dem, i kampen imod dem.
Angrebet i Nice blev foretaget med en lastvogn. Hvis det er alt der skal til, så havde alverdens overvågning og repression ikke kunnet stoppe det. Vi må ikke slække på årvågenheden, men vi må og skal huske, at der er en hårfin grænse imellem et vagtsomt demokrati og et totalitært styre.Vi taber kampen, hvis vi krydser den grænse.