Foto: Demonstration 26. maj i Paris. Foto: Arnaud Lclercq

Undervisning nedlagt, »wild cat strejker« (En ureglementeret strejke uden fagforeningsledelsens godkendelse.red] graffiti, hærværk, tåregas, en stresset regering, universitetet i strejke.

Noget er ved at blive født. »Vi« er ved at blive født. At kalde dét, som er ved at blive født, ved et navn, der betegner dét, som er ved at gå bort – det er at forsøge at slå det ihjel.

At bringe dét tilbage, vi oplevede forrige onsdag, dét, som har boblet i flere uger, at bringe vreden tilbage, der knurrede i »skyggen af CPE« (lov om ansættelseskontrakt fra 2008, der også gør det nemmere at fyre medarbejdere.red) og alle de politiske taler, vi hørte ugen der før – at bringe dette tilbage er en operation, en neutraliseringsoperation.

Hvis organisationerne ikke følger efter bortfalder deres mandat

Hvilken forbindelse er der mellem fagforeningernes diskurs og de gymnasiekammerater, der forleden onsdag taggede »verden eller intet« før de metodisk angreb en række banker?
Ingen.

Eller blot en samling zombiers sølle forsøg på rekruttering. Aldrig har fagforeningerne, aldrig har politikerne været så åbenlyst bagefter en bevægelse. Hvis de er så desperate efter at omslutte og forsøge at lede [encadrer], så er det præcis fordi alt kan undslippe dem.

Hvad der skete er enkelt: en gruppe youtubere har tilføjet deres likes, de har talt hinsides indrullering [encadrement], hinsides enhver »repræsentativitet«, de har opfordret til at gå på gaden; en kvinde, som ikke repræsenterer andre end sig selv har lanceret en klage imod arbejdsloven [loi travail]; og fordi, det hun sagde, lød rigtigt, ramte en diffus følelse, en almen lede, gik vi på gaden, og vi var mange.

Organisationerne fulgte efter. Risikoen ved ikke at følge efter var for stor for dem. Hvis de ikke havde gjort det var deres mandat bortfaldet.

De, som de forestiller sig at repræsentere, var gået på gaden uden dem, uden at de havde kunne placeret deres bannere foran dem, uden at de havde kunnet lufte deres røde balloner, uden at de havde kunnet overdøve os med deres elendige megafoner, deres platte slogans, deres gravtaler.

De var klædt af. Cheferne fulgte derfor efter; somme altid.

Der er ikke en lov, som udgør et problem, men et samfund, som er løbet tør

Vi er ungdommen. Men ungdommen er ikke ungdommen, den er mere end sig selv.

I ethvert samfund er ungdommen billedet på et disponibelt element. Ungdommen er symbolet på den almene disponibelhed.

De unge er intet. Det er blot dem, som endnu ikke er bundne. Bundne af en chef, bundne af kredit, bundne af et CV. Bundne, og altså fastlåst, i det mindste, så længe samfundsmaskinen fortsat fungerer.

Mediernes snak om truslen fra en ungdomsbevægelse tjener til at vende opmærksomheden fra den virkelige trussel, og den virkelige trussel, det er forsamlingen af de, som er disponible for dette samfund, forsamlingen af de, som ikke gider mere af det liv, man får dem til at leve, forsamlingen af de, som udmærket ser, at der ikke er en lov [arbejdsloven, red.], som udgør et problem, men et samfund, som er færdigt; det ophober sig.

Det ophober sig og tager form, dvs. bliver til en masse. Fordi den i dag er utallig denne masse af vantro. Den sociale løgn, den politiske farce vil ikke fortsætte længe. Dette er det store problem, som vores regering står overfor.

Og ikke bare den: hvem kan stadig være så dum stadig at ville stemme på venstrefløjen, til venstre for venstrefløjen, til venstre for venstre for venstrefløjen, når man ser, hvad det gjorde ved Grækenland i sommers? En regering fra venstrefløjen og radikal – særligt i implementeringen af nedskæringer.

Nuvel, de gamle! I er ikke blevet forrådt, I har blot ladet jer narre.

Nuvel, de gamle! Nuvel, vores gamle.

I siger, at I føler jeg forrådt. At I har stemt på et venstrefløjsparti, og at den førte politik ikke svarer til jeres forventninger. I taler om »ansvarsforflygtigelse«.

Men hvor vi I i 1983? I firserne, de gyldne år, Tapie i regering, Libé – også kaldet »Længe leve krisen!«, siger det jer intet? Os, vi var der ikke, men i mellemtiden er jeres nederlag blevet vores historielektioner.

Og når man lytter til dem, disse lektioner, så siger de til os, at Macron ikke er i gang med andet end at færdiggøre arbejdet fra 1983.

Det er da samme program siden dengang. Det har ikke ændret sig.

I er ikke blevet forrådt. I har blot lader jer narre. I har foretrukket at kultivere jeres illusioner.

Det er ikke socialisternes handlinger, der har forrådt deres diskurs. Det er blot disse diskurser, som – ved hvert eneste valg – har tjent til at indhylle jer i røg for at kunne fortsætte med at implementere det samme program, at forfølge den samme offensiv.

En 35-årig offensiv, standhaftigt udført, på ethvert niveau på samme tid – økonomisk, sikkerhedsmæssigt, socialt, kulturelt, eksistentielt, osv.

Denne lov, man diskuterer den ikke længere

Det, som er ved at blive født, har meget lidt at gøre med arbejdsloven. Arbejdsloven, det er blot vendepunktet.

Angrebet af for meget. For arrogant, for åbenlyst, for ydmygende. Informationsloven, Macron-loven, undtagelsestilstanden, fratagelsen af statsborgerskab, antiterrorlovene, straffereformsprojektet, arbejdsloven, alt dette udgør et system.

Det er et enkelt foretagende til at bringe befolkningen på hælene. El Khomri-loven[1] er blot prikken over i’et.

Det er derfor, der reageres nu, men der ikke blev reageret på Macron-loven. Hvis man går på gåden imod arbejdsloven er det i sidste instans ikke fordi den handler om arbejde.

Det er fordi, at spørgsmålet om arbejde er spørgsmålet om, hvad man skal beskæftige sit liv med; og at arbejdet, sådan som vi ser det omkring os, ikke er andet end negationen af livet, livet i en lorteversion.

Vi er ikke i 1960’erne, jeres Trentes Glorieuses,[2] lad dem gå, vi har aldrig kendt dem. Ingen af os tror på, at vi kommer til at »realisere« os gennem vores arbejde.

Det som vi altså kæmper for nu er, at den smule liv, som er tilovers efter arbejdet, hinsides arbejdet, ikke bliver reduceret til intet. Det lille spil mellem fagforeningerne og partierne for at begrænse konfliktområdet til at være et spørgsmål om arbejdsloven, forhandlingerne med regeringen, er en måde at begrænse vores begær efter at leve, at indelukke at det, der går udover deres små intrigeres kvælende atmosfære.

Fagforeninger og partier, man behøver ikke være clarivoyant for at se det, allerede nu er de klar til at efterlade os på en tom mark i det afgørende moment.

Vi lader dem være. Det er deres funktion. Bed os derimod ikke om at være tro mod dem. Det er fordi, vi er unge, at vi stadig er våde bag ørene.

Og stop desuden med at overhælde os med jeres gamle ting, som ikke længere virker: »massificeringen«, »overlappet mellem kampe« [convergence des luttes] som ikke eksisterer, at lade ordet gå på omgang og pseudofeminismen, som blot tjener jer til at kontrollere AG’erne, at monopolisere ordet, at gentage den samme tale igen og igen.

Ærligt talt, så er det for plat. Spørgsmålet, det er ikke det om massificering, det er det om præcision og beslutsomhed. Enhver ved, at det, som skal til for at vælte en regering, ikke handler om antallet af mennesker i gaderne, men om beslutsomhed.

Det eneste, som kan få en regering til at trække sig, er oprørets spøgelse, muligheden af et totalt tab af kontrol.

Selv hvis man blot ønsker tilbagetrækningen af arbejdsloven, er det alligevel nødvendigt at stile efter oprøret: slå hårdt, skaffe sig midlerne til at sætte sig i respekt overfor politiet, blokere dette samfunds normale funktionalitet, angribe de mål, som får regeringen til at skælve.

Spørgsmålet om »vold« er et falsk spørgsmål. Det som i medierne er beskrevet som »vold« opleves i gaderne som beslutsomhed, som vrede, som alvor og som leg.

Os, det er det vi oplevede sidste onsdag, og som gav de regerende god grund til at flippe ud: der var iblandt os mod, frygten var forsvundet, vi var sikre på os selv.

Sikre på at ville gå foran de, som regerer os. Foran de, som hvert eneste år træder os i ansigtet.

Slå hårdt! Slå retfærdigt! #batailledesolferino #kampenomsolferino

I modsætning hvad begynderne fra UNEFou[3] til NPA siger, så vil det at slå hårdt ikke være det, som »isolerer os fra masserne«, hvis målene for angrebne er de rigtige.

Tværtimod vil det få alle de, som er bag os, til at forene sig med os; og det vil gøre en verden til forskel og skabe en verden. Det spørgsmål, som arbejdsloven stiller, det er spørgsmålet om den politik, som PS har fulgt de sidste 35 år, det vil gøre os klar over, om de vil være i stand til at gennemføre deres kampagner årtier endnu.

Det er også spørgsmålet, om politik i al almindelighed.

Når en bevægelse har kunnet rejse sig et år efter en præsidentkampagne, som overordnet set medførte stilhed og forventning blandt alle, så siger det noget om den fundamentale ligegyldighed, læs: fjendtlighed, den allerede havde genereret.

Vi ved allerede, at de næste valg ikke er løsningen, men udgør en del af problemet. Det er ikke tilfældigt, at gymnasieeleverne fra Lyon forrige onsdag gik efter PS’ hovedkontor og gik til angreb mod politiet for at ramme dette mål.

Og det er ikke tilfældigt, at PS’ hovedkontorer i Paris og i Rouen er blevet skæmmede.

Det er præcis dét, bevægelsen sigter efter. Snarere end at falde i forhandlingsfælden er dét, som det er nødvendigt at angribe, overalt i Frankrig, fra på næste torsdag, PS’ hovedkontorer.

I Paris vil det blive til kampen om Solférino. Derefter, okay, vi får se. Det skal gå godt. Men udfordringen er enorm.

Oversat af Nicolai von Eggers, der snart forsvarer sin ph.d.-afhandling om demokrati og de politiske kampe i Den Franske Revolution ved Idéhistorie, Aarhus Universitet.

Teksten er tidligere bragt på bloggen »lundimatin«

Læs artiklen »Vi er vrede, og intet er, som det plejer« hos Modkraft

Læs artiklen »Nu strejker jernbanearbejderne også: Den såkaldt socialistiske regering begår en stor fejl« hos Modkraft

Se bloggen Cominsitus dækning af protesterne