Forleden var det grundlovsdag.

Mange opdagede det først, da vi skulle i Fakta, og der var lukket. Men politikerne synes tilsyneladende, det var en stor dag, og de holdte taler over hele landet.

Grundlovsdag er en form for fejring af grundlæggelsen af det danske demokrati, selvom det borgerlige demokrati reelt først blev tilkæmpet langt senere af arbejdere, kvinder og andre, der ikke blev lukket ind i 1849.

Men hvad er der egentlig at fejre?

I hele mit voksenliv er borgernes rettigheder kun blevet indskrænket. Jeg kan ikke huske, at politikerne har udvidet det borgerlige demokrati på et eneste tidspunkt.

Grundlovsdag er det rene hykleri. Næsten alle Folketingets politikere har på den ene eller anden måde indskrænket de grundlæggende rettigheder, som juridisk har dannet udgangspunkt for afviklingen af enevælden.

Og vi bevæger os langsomt, men sikkert frem mod en lille hidsig stat, der slår ned på den mindste politiske modsætning. Når politikerne ikke kan prale med udvidelse af demokratiet i retslig forstand, bliver de nødt til at opruste med nationalfølelse og udsagn som: »det er en pligt at elske fædrelandet«.

Politikerne afvikler demokratiet

Gennem de sidste godt 20 år er udviklingen kun gået én vej:

»Rockerloven« (1996, 2003), maskeringsforbud (2000), terrorlovgivning (2002, 2006), loven om visitationszoner (2004), »Lømmelpakken«(2009), offentlighedsloven (2013), »respektpakken« (2016), »Imam-pakke« (2016), muligheden for udvisningsdomme, øget logning og overvågning.

Og der er sikkert mange flere tilfælde.

Shut It Down-aktion før Klimatopmødet i 2009, hvor Lømmelpakken blev indført. Foto: Anders Pedersen/Monsun

Lovene angriber det borgerlige demokrati fra mange kanter.

Det drejer sig om indskrænkning af demonstrationsfrihed, indskrænkning i ytrings- og religionsfriheden, kollektiv straf ved opløb og gadeoptøjer, visitationer uden begrundet mistanke, blokering af hjemmesider uden dommerkendelse, ikke lige straf for lige forseelser (udvisningsdomme), såkaldt »tålt ophold« for mennesker, der ikke kan udsendes af Danmark, registre for fodboldfans og en masse andet.

Jeg er ikke jurist, og det er heller ikke pointen. For rettighederne er først og fremmest politik. Rettigheder er noget, staten giver dens borgere, når de opfører sig lydigt overfor den.

Og staten indskrænker rettighederne, når borgerne er ulydige, og der opstår konflikter og modsætninger i samfundet. På den måde er rettighederne udtryk for, hvor legitim staten og dens institutioner er, eller hvor bange staten er for dens borgere. Især det sidste er relevant i tilfældet med Danmark. 

Tilbagerulningen af de demokratiske rettigheder i Danmark er udtryk for, at dem, der regerer, er bange for befolkningen.

Elsk dit fædreland!

Efter mange år med frygtsomme politiske ledere virker det komisk, at landets politikere skulle holde tale ved grundlovsdag. Hvad siger man i anledning af grundlovsdag, når man systematisk har forsøgt at afvikle demokratiet i mere end 20 år?

Ja, de borgerlige rettigheder kan man vel næppe hylde, eftersom man selv går til angreb på dem. Flere politikere - selvfølgelig med den oppustede, men stadig lille Lars Løkke Rasmussen i spidsen – er derfor i stedet begyndt at tale om pligten til at elske fædrelandet. Det sagde han kraftedeme…

Men det giver god mening. For når de formelle rettigheder afvikles, hvad skal da holde sammen på det hele? Det skal selvfølgelig den nationalistiske følelse af folket og nationen.

Den politiske dynamik synes at være en bevægelse væk fra de formelle demokratiske retsstatsprincipper og herimod et endnu mere gustent nationalt folkefællesskab.

Hvis borgerrettighederne ikke var abstrakte nok i forvejen, så erstattes de løbende med følelser. De danske følelser. Og på grundlovsdag blev det så til en pligt at føle noget.

Jeg føler intet. Og hvis jeg gjorde, ville det være følelsen af et had til det borgerlige demokrati.

Jagten på fjenden iblandt os  

Den nationale følelse, der skal holde sammen på skidtet, er da også blevet suppleret med flere våben. Følelserne er alligevel for troløse mod staten og nationen. For det er svært at gennemskue, om mennesker, der bor i Danmark, »føler« noget for nationen. 

Derfor kan man med jævne mellemrum høre politikere ytre, at nogle ikke er »rigtigt danske«. De føler det ikke nok eller ikke på den rigtige måde. Os med grisehud, ’sen-efternavne og dansk pas går som regel fri fra mistænkeliggørelsen. Vi kan gå forbi uden at blive opdaget. Dette usynlighedsprivilegium har afvigerne ikke og interneringslejrene findes allerede spredt ud over landet.

Politiet har oprustet med flere våben, siden de gik med knippel og nøgle til alarm-telefonboksen i 60’erne.

For fjenden er i blandt os, får vi at vide. Politiet patruljerer med skudsikre veste og fuldautomatiske våben i gaderne på jagt efter den indre fjende. 

Det er da heller ikke til at få ud af den sleske justitsminister, om regeringen betragter Danmark som værende i krig eller bare i »en væbnet konflikt«.

Men bevidstheden om vold, død, terror og mistænkeliggørelse er blevet en del af hverdagen i de danske byer. Enhver taske, der bliver efterladt ved busstoppestedet er mistænkelig, ligesom folk der ikke uden videre »følger politiets anvisninger« er det. 

Den mindste mistro overfor den udøvende magt ses som et muligt opløb. For at føje til dette miljø af mistænksomhed, vil myndighederne ansætte »påvirkningsagenter«, der skal infiltrere afvigende politiske eller religiøse fællesskaber. Hvis de da ikke allerede har været i gang og først nu viser deres nyvundne interesse for internettet frem.

Man kan undres over, at Danmark skulle være et særligt tillidsfuldt samfund, for det er i hvert fald ikke de siddende regeringer, der bidrager hertil. Regeringerne gennem de sidste mere end 20 år har kun skabt mere usikkerhed og flere provokationer.

Der er da heller ikke længere nogen, der føler sig trygge, når politiet kommer forbi på gaden i fuld mundering og fem slags våben.

Især politiets civile betjente er kendt for deres brutale og konfliktoptrappende adfærd. Mange må efterhånden være overbevist om, at det netop er denne statsautoriserede bande, som københavnerne er mest bange for.

Flere og flere har det mildest talt svært med politiet, som da også efterhånden bliver overdynget med klager og kritik for deres dårlige håndtering af snart hvad som helst. Ikke engang en flok teenagere, der smadrer en bil under Distortion, tør politiet rykke ind mod uden det halve kavaleri.

Indtil videre er det kun få steder, hvor politiet bliver overdynget med sten. Men den udøvende magt med Søren Pind i spidsen har kaldt til våben.

De militante demokrater griber til våben

Naser Khader, en af politikerledens hellige kilder og radikalt ikke-tænkende, vælter forvirret rundt i demokratibegreberne i radio og TV.

Rygtet siger, at ekstremisten Khader har tatoveret »demokrati« et sted på kroppen, så han i det mindste ved, hvordan det staves.

Men det må da være løgn? Så dum kan han da ikke være? Khader ville i efteråret forsvare demokratiet ved tankepolitisk virksomhed gennem hans engagement i indfødsretsudvalget. 

Han mente, at mennesker, som havde idéer, der stred mod samfundets orden, ikke kunne få statsborgerskab. Dette argument er siden blevet et almindeligt synspunkt blandt toppolitikere. Indtil videre kan os med dansk pas fortsat hade det borgerlige demokrati uden at blive forvist.

Senest har Søren Pind talt om det militante demokrati. Med en sådan ekstremisme kaldes der til våben mod mennesker af andre livsanskuelser end hans.

Foto: Anders Pedersen/Monsun

I det mindste viser Pind nu tydeligt, at også demokratiet er bygget på vold ligesom enhver anden statsdannelse. Volden er udgangspunktet for samfundets orden. Længere er den egentlig ikke.

Man må give Søren Pind, at han åbent erklærer krig mod sin egen befolkning. De militante demokrater har trukket våben imod et andet samfund. De ved dog ikke, hvem de kæmper mod. Men de vil kæmpe til døden for det indre borgerlige sammenbrud, der ligger forude. Man kan kun håbe, at Pind og de andre idioter falder af brættet sammen med deres selvødelagte borgerlige demokrati.

Kim Bildsøe måtte måbende lytte på, da Irans daværende præsident Ahmadinejan i et interview i 2009 roligt gav udtryk for sammenfaldende interesser Danmark og Iran imellem, efter at mere end 1.000 mennesker var blevet anholdt i en demonstration ved klimatopmødet.

Politiet skal sørge for lov og orden både i Teheran og København. Der er kun tale om gradsforskelle i professionalisme og effektivitet.

Mistroisk sherif på stoffer

Selv de mest velfriserede, højtuddannede, veltalende, rige, duksedrengeagtige mennesker med en anden politisk eller religiøs baggrund end den national-konkurrencestats-lutheransk-demokratiske-opfattelse anses for at være potentielle fjender af samfundet og stabiliteten. De er femte-kolonne, lader man høre, fra det racistiske, ekstreme og menneskerettighedsfjendske Dansk Folkeparti.

Men Søren Pind har ret. Hans fjender findes overalt. Psykotisk og hallucinerende vælter han rundt som en mistroisk sherif på stoffer: ”ELSKER DU DANMARK!!!”, skriger han, mens han svinger med sit håndvåben og kommanderer rundt med et fortvivlet politikorps med millioner af overarbejdstimer til ingen nytte.

Khader, Pind, Løkke, Thulesen-Dahl og de andre idioter er i færd med at rive det hele ned ad brættet. Paradoksalt som de prøver at forhindre andre i at gøre det samme.

Politikerne tror slet ikke på noget mere. At nogen skulle tro på, hvad de siger og elske Danmark, er selvsagt til grin.

Eskil Andreas Halberg er sociolog og blogger på modkraft