Boligmarkedet betyder meget for samfundsøkonomien og for borgerne. Derfor har Det Økonomiske Råd igen taget temaet op. Rådet tør tale den herskende politiske uorden imod. Budskabet er igen: Sæt boligskatterne op og indkomstskatten ned.

Det Økonomiske Råd blev nedsat i 60’erne, for at bidrage med mere uafhængige og langsigtede økonomiske analyser end regeringens analyser.  Det er regeringen, der udpeger økonomerne i spidsen, de såkaldte ”vismænd”, og derfor har der ikke været erklærede marxister eller andre ”outrerede”. Men alligevel har Det Økonomiske Råd ofte præsenteret anderledes analyser bl.a. fordi man har brugt en anden regnemodel (SMEC) end regeringen, og fordi man ikke skal tage politiske hensyn. Man forelægger og diskuterer med et repræsentantskab af interesseorganisationer, men man er ikke underlagt stemmemaksimering, som regering og partier.

En periode i slut 70’erne og start 80’erne var Det Økonomiske Råd selv udsat for hård kritik, nemlig fra Socialistiske Økonomer (SØ). Der kom en bog fra fremtrædende medlemmer af SØ, som jeg og andre studerende havde stor glæde af, fordi polit-studiet var (og er?) dybt konservativt. SØ sejrede sig ihjel; de toneangivende medlemmer sidder rundt omkring på universiteterne og i ministerierne. Nu har vi til gengæld et utal af tænketanke (f.eks. CEPOS og CEVEA) og mange organisationer har selv ansat økonomer og scient. pol.’er, der også har en del økonomi i bagagen. Jeg synes, det er lidt ærgerligt at den økonomiske analyse og debat er blevet atomiseret, ligesom medierne er blevet mange og vidt forskellige. I det komplicerede miljø synes jeg Det Økonomiske Råd fortsat fortjener opmærksomhed.

En væsentlig afvigende politiske anbefaling fra Det Økonomiske Råd handler om boligmarkedet og jeg tror det er det tema, rådet har taget op flest gange – bortset fra den generelle økonomiske udvikling naturligvis. Senest i forårsrapporten, som udkom fornylig, handler et kapitel (100 sider) om bolig ; Rådet sætter altid nogle stikord i margen og laver sammenfatning og anbefalinger i slutningen kapitlerne, så det behøver ikke at være meget tidskrævende at orientere sig i rapporterne.

Det er en uvildig økonomisk analyse, men man udvælger dog tildels analyserne ud fra den herskende økonomiske debat. Det er de samme anbefalinger om at hæve boligskatterne, som Rådet tog hul på i 2001. Igen har de beregnet hvad den ”neutrale ejendomsværdiskat” er, denne gang 1,2% – dvs. den sats, som vil ligestille skatten på investering i obligationer, aktier, pension, egen virksomhed og boligkøb.  I dag er den faktiske landsgennemsnitlige ejendomsværdiskat 0,6 % af ejendomsvurderingen, fordi den borgerlige regering lavede skattestop i 2001. Det betyder altså at borgerne har incitament til at købe bolig fremfor at leje bolig og sætte deres ledige penge i produktion og opsparing. Dermed har Rådet igen forklaret hvorfor vi får disse boligbobler og efterfølgende (selvforskyldte) økonomiske kriser, senest med toppunkt i 2007. Det forklarer også en hel del af boligmanglen i København og Århus, hvor rige forældre køber bolig til deres børn, som skal til at studere i København og Århus; det kan være en rigtig god investering når priserne stiger og stiger og man kan få skattefradrag når man stifter gæld.

Jeg er ikke enig i alt hvad Rådet skriver her. Bl.a. synes jeg ikke at man skal nedsætte progressionen i ejendomsværdiskatten. I øjeblikket er den 3 % af den værdi, der ligger ud over 3.040.000 kr. og det er selvfølgelig en høj skat, men når man har så attraktiv en bolig og grund, burde man nok dele den med andre eller betale ekstra for at beholde en luksus, meget få andre har råd til. Men Rådet ser på tingene ud fra økonomiske hensyn og hylder værdierne: effektivitet, økonomisk sunde incitamenter, ligebehandling, fjerne barrierer mod arbejdsudbud, fjerne stavnsbinding osv. De spiller med åbne kort og diskuterer muligheder for og imod, før de konkluderer hvilke anbefalinger, de vil give. Et eksempel er diskussionen af gevinstskat, hvor de analyserer forskellige modeller før de bemærker at de kun kan anbefale skat på gevinst ved salg, hvis højere løbende boligskat ikke kan komme igennem politisk. I løbet af de 100 sider findes adskillige figurer og Danmarkskort, som viser uligheden på boligmarkedet og hvordan de mest velstående i Danmark har fordel af skattestoppet. Det er disse figurer, tabeller og kort, som jeg ville ønske kom mere frem i lyset og dannede grundlag for en rigtig reform på boligmarkedet. Rådet har også ideer til overgangsordninger, for man kan naturligvis ikke lave tingene om fra den ene dag til den anden uden at mange mennesker kommer i klemme eller får arbejdsfrie indtægter.

Det, der bør ske er:

1.)    Nyt vurderingssystem af ejendomme med udgangspunkt i et ajourført Bygge- og boligregister og lokale forhold.

2.)    Udfasning af skattestoppet på ejendomsværdiskat og grundskyld, samt op med ejendomsværdiskatten til 1,2 % – f.eks. over 10 år

3.)    Afskaffelse af fradrag i boligskat for gamle ejendomme, pensionister og landbrug. Folkepensionister uden anden indkomst end folkepension og andre boligejere med små indkomster, skal støttes på anden vis, ikke ved at støtte deres boligforbrug.

4.)    Andelsboliger skal betale ejendomsværdiskat (ligesom ejerboliger).

5.)    Kommunerne skal være forpligtet til at opkøbe ejerboliger til vurderingen af boligejerne. Dette forholder Det Økonomiske Råd sig ikke til. Det er min tilføjelse, som bunder i at lejeboliger er langt mere fleksible og lighedsskabende.

6.)    …m.m.m.