Feminist, jordemoder og sexologistuderende, Camilla Tved blogger fra konferencen Women Deliver 2016. I dag giver hun ordet til tre deltagere på konferencen, der blandt andet kritiserer konferencen for gerne at ville tale om patriarkatet, men ikke om race og at være elitært og uden inddragelse af deltagerne.
I dag vil jeg overlade ordet til tre af deltagerne på Women Deliver konferencen, der i denne uge, bliver afholdt i Bella Centeret i København.
Delaine Powerfull og Yingyi Wang er her som en del af Women Delivers young leaders program. Det 3-årige program uddanner via kommunikationstræning og andre tiltag deltagerne til engagement og involvering i internationale konferencer om seksuel sundhed og reproduktive rettigheder, men også i konkret projekt- og ngoarbejde.
Delaine er en ung afro-amerikansk aktivist fra New York. Hun arbejder på the National institute for reproductive Health.
Jeg spørger Delaine, hvordan hun har oplevet konferencen op til nu:
– Ved åbningsceremonien hørte vi uendelige historier om fattigdom, elendighed og ulykkelige kvinder. Men hvad er det for et billede at reproducere af sorte afrikanske kvinder? Er det virkelig sådan, vi vil fange folks interesse? Ved at bygge videre på koloniale stereotypier?
– Jeg har faktisk droppet en del workshops siden fordi jeg bliver så vred og ked af det. Det er så vigtigt, at stemmer som min høres, men det er udmattende at sige det samme igen og igen, og ingen svarer konkret. De smiler bare«.
Delaine fortsætter:
– Jeg har også kritiseret den manglende inklusion her på konferencen, f.eks de kønsopdelte toiletter, registreringsformularer med binære felter, og så er alle workshoprum bygget op med podier, hvilket jo udelukker rullestolsbrugere som speakers.
– Jeg synes bare ikke det virker som om man er interesseret i at arbejde med inklusion overhovedet. Konferencen har en virkelig snæver tilgang til køn og der et ekstremt overfokus på kvinder som reproduktive maskiner. Det er altså ikke særligt inkluderende – ikke alle kvinder ønsker at deliver, ikke alle kvinder kan deliver og ikke alle som faktisk gør det er kvinder!
Om selve konferencens program siger Delaine, at hun har forsøgt at påvirke sit eget Institue of Reproductive Health hjemmefra i forhold til inklusion af sexarbejdere. Hun er blevet afvist med henvisning til at det er sensitive topic, og det er en holdning hun har fået bekræftet på konferencen:
– Jeg synes ikke, det er et argument. Mange her arbejder progressivt med abort-rettigheder, som også er sensitivt topic for mange lande, hvorfor så ikke sexarbejdere og LGBT? Hvis vi skal lave indsatser mod undertrykkelse, så er vi nødt til at gøre det for alle, og ikke bare for nogle.
Det her er ikke et sexpositivt space, tværtimod, og jeg er meget frustreret over den manglende inklusion af sexarbejdere. De gemmes væk. På Youth Forum har vi lige holdt en workshop om transperspektiver – uden deltagelse af transpersoner! Der hvor jeg kommer fra er vi meget bevidste om ikke at tale på andre gruppers vegne, men her er man nærmest nødt til det fordi de er så ekskluderede. Det er meget problematisk”
Delaine er så utilfreds med den generelle agenda hos WD og med Young Leadership programmet, som hun har været på i et år, at hun har besluttet sig for at forlade programmet når hun kommer hjem.
–Jeg forstår dem ikke, de udvælger 200 meget forskellige personer, men der er ingen aktiv indsats for faktisk at gøre programmet rummeligt i praksis, og når du ser på lederstillinger i WD, så er de domineret af hvide. De mest marginaliserede er poc’s(Red: people of colour), især sorte, men vi er kun repræsenteret i bunden af organisationen.
Delaine Powerfull er aktivist fra New York og arbejder på the National institute for reproductive Health. Foto: Camilla Tved.
Vi taler om, hvordan Delaine tidligere i dag på en session efterspurgte en post-kolonial kritik i arbejdet med seksuelle rettigheder og udvikling. FNs højkommissær Kate Gilmore gled rutineret af på spørgsmålet.
»Ingen vil svare her?. Alle vil gerne tale om patriarkatet, men ingen vil tale om kapitalisme, kolonialisering og race. Hvordan hænger det sammen? Hvordan kan man tale udvikling og SDG’s uden?«
Delaine rejser hjem til New York i morgen og om få uger skal hun starte på en uddannelse i Folkesundhedsvidenskab. Da jeg spørger om hun vil fortsætte sit engagement selvom hun vil forlade Young Leaders programmet griner hun højt:
– Sure! Jeg ser to måder at være aktivist på i de her emner. Enten kan man lave community building, hvor man involverer sig i sit eget lokalområde. Jeg er selv en del af projektet Black Youth Project100, som er et projekt for unge sorte amerikanere med det formål at understøtte deres daglige økonomiske, sociale og seksuelle frihed.
– En anden måde er at gå direkte ind i de store systemer og infiltrere dem indefra. Det er meget trickering for mig som sort kvinde at være i de systemer, men jeg oplever faktisk, at det kan virke.
Men man skal bare sørge for også at komme ud af de systemer igen for de systemer korrumperer os! Man kan godt lave community-work uden at arbejde indenfor systemet, men man kan ikke arbejde
indenfor systemet og ikke lave community-work.
Yingyi er 26 år, og fra Beijing. Hun er feministisk LGBTQ-aktivist og arbejder bl.a. for en kinesisk organisation for biseksuelle.
Yingyi arbejder og studerer hos den engelske NGO, Marie Stokes International, som har et sexual education program i Kina og som bl.a. deltager på Women Deliver med progressive abortprogrammer og seksualundervisning.
Det er via Marie Stoke, at Yingyi er blevet optaget på Young Leaders programmet, som hun indtil videre har været tilfreds med. Via programmet har hun en del erfaring med konferencer om seksualitet, køn og udvikling.
–I Kina arbejder jeg bl.a. i et mobilt seksualundervisningstilbud, hvor jeg tager rundt på fabrikker og skoler og underviser min egen aldersgruppe. Jeg er meget optaget af peer-to-peer baserede tilbud, og jeg er lidt skuffet over så lille deltager-engagement, der er her i Bella Centeret.
Det er mest bare snak og store scener, de har ikke rigtig tid til spørgsmål, og de svarer heller ikke rigtig på dem, vi stiller. Jeg havde håbet på mere involvering og flere gruppediskussioner.
–Det netværk for biseksuelle jeg er en del af er ret presset af de kinesiske myndigheder. Jeg har netop været i Frankrig og besøge en kollega, som efter en rejse blev forbudt at rejse ind i Kina igen i 5 år.
–Jeg synes her er mange interessante og nye emner, men jeg er meget overrasket over så usynlige LGBTQ- issues er her på konferencen. Jeg havde regnet med langt bedre repræsentation og dækning af progressive emner, og det tog mig langt tid, at forstå at der kun er de her fem-seks workshops, og først kunne jeg heller ikke finde dem, for der står jo ikke rigtig i programmet, hvad de handler om.
Mine favorit-sessions var »Politics of pleasure« og »The politics of Sexual Rights in context«, fordi der turde panelet faktisk sige nogle af de her ord højt(griner).
Konferencens officielle sprog er engelsk, men tilbyder tolkning til spansk og fransk i Bella Centerets store sal, samt to små rum, men Yingyi er chokeret over den manglende tolkning:
–Når vi taler sprog er det her altså et meget elitært arrangement. Spansk og Fransk kan være ok, men selv dét er nyt for mig, i Young Leaders programmet er vi slet ikke orienteret om denne mulighed, og det er heller ikke tilstrækkeligt. 
Yingyi er feministisk LGBTQ-aktivist og arbejder bl.a. for en kinesisk organisation for biseksuelle. Foto: Camilla Tved
I Kina taler mange ikke engelsk, heller ikke NGO’er og aktivister, og jeg har netop skrevet en artikel til en kinesisk avis om det, for det anses som et stort problem for NGO’er i Kina som skal rejse til Europa eller samarbejder med organisationer i Europa. Fra andre konferencer i Asien, f.eks ILGA Asia(International lesbian, gay, bisexual, trans and intersex association) ved jeg, at det prioriteres meget højt, så hvorfor skal det være et problem i vestlige lande?.
Konferencens tema i år er Sustainable Development Goals, men Yingyi har det ambivalent med målene og mener det er svært at tale udvikling uden samtidig at tale om penge:
–På en måde er SDG’s et vigtigt værktøj til at engagere regeringer i arbejdet, men seksuelle rettigheder er jo alligevel ikke udspecificeret og jeg har svært ved at finde relevansen på et lokalt plan, det er super abstrakt og langt væk fra mit daglige arbejde.
Og jeg synes også vi må inddrage funding og finansiering af ngo-arbejde i det her. I Kina kan LGBTQ-organisationer ikke få national finansiering, og derfor er vi tvunget til at søge international funding. Men de udenlandske NGO’ere har ofte deres egen dagsorden og ofte tvinges vi til at kompromittere vores egen politiske agenda for at få penge. Det synes jeg er utilfredsstillende
Xiomara fra Costa Rica, deltager på Women Delivers via konferencens scholarship for +30 årige. Hun er feministisk advokat og aktivist indenfor køn og antiracisme. Xiomara har tidligere deltaget i konferencer om disse emner i Peru og Mexico.
Xiomara søgte aktivt om at komme med som deltager på konferencen:
–Jeg var interesseret i muligheden for udveksling af ideer og erfaringer fra emner, som berører kvinder, og den fælles viden vi sammen kan konstruere her. Indtil videre har det været en fantastisk mulighed for at lære noget om de forskellige kontekster vi kæmper i og imod, og hvordan strukturer og uligheder påvirker os hver især.
Det her et fantastisk space, og der er så meget at lære og give, men der mangler en metodologi til at understøtte udveksling af viden. Vi skal væk fra det nuværende top-down, og formidling af tal og data som vi alle kender i forvejen, og hen imod et sted, hvor konferencen arbejder seriøst på at facillitere en reel udveksling og opsamling af deltagernes viden- og erfaringer.
–I mit eget arbejde, og i mange latinamerikanske kontekster har man stort fokus på udveksling frem for formidling, ja på peer-to-peer metoder. Det handler om intensiv ligeværdig dialog, inddragelse, sprog og bevidsthed som metoder til at gøre de her konstruktioner mere tilgængelige. Det er simple værktøjer – rundkredse, spørgsmål frem for svar, gruppearbejde, at lytte, at lade folk være eksperter på deres egne liv og kroppe.
Det er så vigtigt og ikke spor svært. Der er masser af små sessions herude – hvorfor sidder de bare oppe på podierne og taler om os? Hvad er pointen med at samle alle de her mennesker hvis ikke vi får mulighed for at tale sammen?
Xiomara er feministisk advokat og aktivist indenfor køn og antiracisme. Foto: Camilla Tved.
Hvad tænker du om programmet herude?
–Tal og statistik er en god baseline, men vi skal dybere ned i hvad der skaber tallene. Der er også andre kategorier end køn på spil her – race, geografi, etnicitet, klasse, seksuel identitet. Det hele ser meget intersektionelt ud herude, men hvor er metodologien og perspektivet?
Vores kampe er jo på mange måder ens ja, men vores sammenhænge er forskellige, og de forskelligheder er nødt til at blive adresseret ud fra en post-kolonial kritik, og den er her slet ikke. Det virker på mange måder som om programmet er centreret omkring, hvordan man kan få kvinder til at reproducere det selv samme system som undertrykker dem, siger Xiomara.
Vi taler lidt om den kritik som mange har bragt op omkring de binære kønskategorier og selve begrebet »Women« deliver. Det forstås jo normativt som en biologisk kategori, hvor det tværtimod er en konstruktion.
Alligevel mener jeg vi er nødt til foreløbig at holde fast i ordet, for det er nødvendigt for i længden at kunne dekonstruere kategorien. Vi skal udfordre konstruktionen kvinde, ikke selve ordet, for hvis vi gør det usynliggør vi hele gruppen af kvinder.
Samtidig er det jo tydeligt, at Women Deliver med det intensive fokus på en traditionel forståelse af kvinder, og på vores reproduktive evner, er med til at reproducere og bekræfte normative kategorier i stedet for at udfordre dem.
Jeg deltager gerne på Women Deliver konferencen en anden gang, men inden da ville jeg nok først undersøge om de har lyttet til den kritik og feedback de får.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96