En videofotograf blev torsdag slået i hovedet af en politibetjent, da han ville dokumentere en voldsom anholdelse på Christiania. Se episoden her.
Det gik voldsomt for sig, da politiets specialpatrulje Task Force Pusherstreet torsdag formiddag rykkede ind på Christiania i København for at anholde to personer mistænkt for hashhandel.
Situationen eskalerede, da betjente omkring klokken 11 ligger en af de anholdte i håndjern, trækker hans jakke op omkring hoved på ham og sætter sig over på manden, så han ifølge øjenvidner får problemet med at trække vejret.
Se videoen på Ekstra Bladet her
Den ubehagelige scene får flere lokale og besøgende i området til at reagere med tilråb – og ifølge politiet også stenkast – mod betjentene, der reagerede ved at trække deres knipler og slå vilkårligt løs på de nærmeste.
Det går blandt andet ud over 25-årige Oliver Skov Haase, der er fotograf for Christianias videogruppe CA-DOK, og som er tilstede for at dokumentere optrinnet.
Da politiet er ved at forlade Christiania med de to anholdte, vender betjentene pludselig om og løber med trukne knipler mod folkemængden, der har samlet sig ved Den Grå Hal.
Det fremgår af videooptagelser, som CA-DOK efterfølgende har offentliggjort, hvordan en betjent løber direkte imod Oliver Skov Haase og slår ham i hovedet, mens en anden betjent slår ham på kroppen, efter han er faldet om på jorden.
– Jeg står helt op af muren (ved Den Grå Hal, red.) med mit kamera og filmer, da han løber hen og slår mig i hovedet. Jeg falder om og herefter kommer to andre og slår og skubber mig, mens jeg ligger ned, fortæller Oliver Skov Haase til Modkraft.
Han bliver efterfølgende hentet af en ambulance og kørt til Bispebjerg Hospital, hvor han får syet to sting i hovedbundet og konstateret hjernerystelse. Oliver Skov Haase fortæller, at han vil anmelde politiet for vold.
– Jeg føler mig virkelig forulempet og forurettet. Jeg ligger bogstaveligt talt og bløder ud af hovedet, da der kommer to betjente over og slår mig igen. Det var meget voldsomt og ubehageligt, fortæller han.
Besøg CA-DOK's Youtube-kanal og se flere videoer her.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96