Skal Kraftwerket rykke aktiviteter ud af huset i Valby, vil det kun ske i dialog og med accept fra brugerne, slår Jakob Kwederis, chef for DIT:KBH fast. Brugerne føler, at hele processen er blevet holdt hemmelig. »Vi er kede af, at det ikke er fremgået mere tydeligt og klart,« siger Kwederis.
Brugerne i kulturhuset Kraftwerket i Valby frygter, at Københavns Kommune beslutter at rykke aktiviteterne ud af huset og dermed lukke for Kraftwerket, som det ser ud i dag.
Baggrunden er et forslag eller en såkaldt business case udarbejdet af Do It Together:KBH (DIT:KBH), som er den enhed i kommunens kultur- og fritidsforvaltning, der har ansvaret for kulturhusene HUSET:KBH, Onkel Dannys Plads, VerdensKulturCenteret, Kulturhuset Indre By, KW3 og Kraftwerket.
Forslaget, en såkaldt business case, går ud på at samle aktiviteter på færre institutioner og dermed få muligheden for at udleje for eksempel den bygning, som Kraftwerket i dag bruger.
Læs business casen: »Kreative og strategiske partnerskaber i Kultur- og Fritidsforvaltningen« her
Læs »Kraftwerket frygter lukning: Vi holder vejret«
Grunden til, at der skal spares, er regeringens omprioriteringsbidrag, der tvinger landets kommuner til at aflevere én procent af deres budgetter til staten.
Og det går blandt andet ud over kulturbudgettet i kommunen.
Københavns Kommune skal spare omkring 245 millioner. DIT:KBH frygter, at det vil give et budget, der er omkring 600.000 – 900.000 kroner mindre om året i fremtiden.
Men forslaget i DIT:KBH's business case handler ikke om at lukke Kraftwerket, forklarer Jakob Kwederis, der er chef for DIT:KBH.
- Tværtimod, Kraftwerket er et virkeligt vigtigt sted og ramme for de unge, der vil prøve kræfter med selvorganiseret kultur for første gang, siger han.
Kraftwerkets aktiviteter dækker blandt andet over spillestedet Underwerket, et musikstudie, et ugentligt folkekøkken, rollespil og en række festivaler i løbet af året.
En del af business casen fra DIT:KBH går på at flytte aktiviteterne til Onkel Dannys Plads i Kødbyen på Vesterbro.
- Vi har bragt Onkel Dannys plads ind som mulighed, fordi der er en bygning, der kan bruges meget bedre end i dag. Baggrunden er at skabe de bedst mulige rammer for kulturen i en økonomisk svær tid. Det gør vi ved at investere i vores bygninger og ved at skabe en mere robust organisation sammen med brugerne. Desuden er der et ønske om, at medarbejdernes kompetencer og ressourcer bliver brugt der, hvor det nytter mest, når der for eksempel skal laves regnskab, så vi bedre kan stå imod de besparelser, som vil ramme os. Det har aldrig været meningen at sprede aktiviteterne drypvis, forklarer Jakob Kwederis.
Brugerne af Kraftwerket er skeptiske over for forslaget, da de har svært ved at se, at et andet sted kan rumme alle aktiviteterne. Jakob Kwederis understreger dog, at det kun bliver aktuelt at flytte aktiviteterne, hvis der er velvilje blandt brugerne.
- Et i forvejen presset kulturbudget kan se frem til at blive yderligere presset. Så det var et forslag på at udnytte nogle rammer bedre og optimere vores ressourcer.
Men det kan meget vel være, at dialogen med Kraftwerkets brugere ender med, at brugerne og husets aktiviteter fortsætter i Valby, forklarer Jakob Kwederis.
DIT:KBH har afholdt et dialogmøde med brugerne i Kraftwerket den 14. april. Og her mødte Jakob Kwederis blandt andet kritik for netop manglende dialog (se referat fra mødet her).
Brugerne af Kraftwerket blev først gjort bekendt med forslaget i business casen efter den 7. april, hvor den blev førstebehandlet i Kultur- og Fritidsudvalget. De føler derfor, at det er blevet hemmeligholdt, og at der har været ekstrem kort tid til at forholde sig til fremtidsperspektiverne.
Som ansvarshavende chefredaktør for ungdoms tv-stationen UP har forklaret til Modkrat, holder brugerne lige nu vejret, inden Kultur- og Fritidsforvaltningen den 28. April beslutter, om den vil arbejde videre med planerne. De ser det som deadline for beslutningen for, hvad der skal ske med Kraftwerket.
Jakob Kwederis erkender, at Do It Together:KBH har haft svært ved at leve op til sit navn, fordi forvaltningen har besluttet, at alle business cases i forbindelse med omprioriteringsbidraget skulle være fortrolig frem til førstebehandlingen.
Den 28. april skal heller ikke ses som en deadline, forklarer han.
- Det skal ske i dialog med samtlige brugere, hvis politikerne beslutter at gå videre med idéen. Og en eventuel beslutning om at rykke aktiviteterne et andet sted hen er i sidste ende op til brugerne. For uden dem er der ingen aktivitet. Vi er kede af, at det ikke er lykkedes os at forklare eller kommunikere klart, at vi ikke ønsker at lukke Kraftwerket, siger han.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96