Efter to strategiske fejlsatsninger leder SF fortsat efter en holdbar strategisk platform. SFeren Per Henriksen ser tilbage på partiets udvikling de sidste par år.
Det er nu 2 år siden, at SF faldt ud af regeringen i et kaotisk forløb med meget få fortilfælde i dansk politisk historie.
På få døgn mistede SF en relativ nyvalgt formand, en politisk ordfører, to næstformænd, seks ministertaburetter og tre folketingsmedlemmer, heraf to ministre.
Havde man smidt en håndgranat i SFs gruppeværelse, havde skaderne - på partiet - sandsynligvis været mindre omfattende. Da det politiske granatchok var begyndt at fortage sig, stod resterne af SF forslået tilbage uden nævneværdig indflydelse, troværdighed, lederskab eller strategi.
SFs landsmøde i 2014 var på mange måder et absolut nulpunkt. Opgaven for den nye partiformand var stor, troværdigheden skulle langsomt genopbygges, og der skulle udarbejdes en ny politisk strategi.
En væsentlig grund til SFs regeringskrise var, at der ikke var mange SF-vælgere, der havde kunne se SFs fingeraftryk på den førte politik.
SF havde ikke været i stand til at sætte en tydelig retning, og ledelsesretten endte reelt med at være deponeret uden for partiet.
Et afgørende element i Pia Olsen Dyhrs nye strategi var at etablere en alliance med Dansk Folkeparti om en dagpengeløsning.
Før det havde Pia Olsen Dyhr trukket Dansk Folkeparti med ind i forligskredsen bag togfonden.
SF-DF-alliancen skabte store spændinger mellem SF og de tidligere regeringspatnere, der mente, at SF op til Folketingsvalget forærede DF en social profil, der slet ikke var dækning for.
Den store strategiske uenig I rød blok blev meget tydelige for et år siden på et møde mellem Statsminister Helle Thorning-Schmidt , Økonomi- og Indenrigsminister Morten Østergaard, Johanne Schmidt-Nielsen og Pia Olsen Dyhr på bøf-restauranten MASH.
Problemets kerne var SFs forhold til Dansk Folkeparti.
Thorning mente, at SF var gået alt for langt i omfavnelsen af Dansk Folkeparti og frygtede, at Olsen Dyhr og Thulesen Dahl i valgkampens hede vil indgå en alliance om dagpenge.
Pia Olsen Dyhr endte med at skride i vrede midt i bøffen, og efterfølgende indgik SF en dagpenge-alliance med Dansk Folkeparti på trods af, at DF netop var en af arkitekterne bag den udskældte dagpengereform.
Efter valget sprang DF da også fra dagpengeaftalen med SF - og medvirkede efterfølgende til gennemførelsen af en stribe brutale, sociale besparelser.
Da det var få tusind stemmer (et enkelt mandat), der afgjorde Folketingsvalget, kan det ikke udelukkes, at SFs alliance med DF gjorde en forskel.
Aftalen med DF har muligvis medført en marginal bedret dagpengeaftale?
Men samtidig har SF i mere end en forstand, brændt broerne bag sig.
Dansk Folkepartis annullering af togbroen over Vejlefjord op til SFs landsmøde i Vejle er også på mange måder symbolsk.
Det kan læses som endnu en DF-begmand til SF, fordi en demolering af væsentlige dele af togfonden først og fremmest repræsenterede et nederlag for regeringspartiet SF - og Dansk Folkeparti har eksplicit begrundet partiets manglende regeringsdeltagelse med netop SFs manglende indflydelse og resultater.
SF står derfor idag uden en egentlig strategi.
Helle Thornings tidligere spindoctor Noa Redington har i Politiken skrevet, at SF ikke kommer i regering igen, før solen den brænder ud.
Pia Olsen Dyhr har kvitteret ved, at kritisere Helle Thorning-Schmidt for, at der manglede en rød tråd i regeringssamarbejdet (DJØF-mission).
SF-DF-alliancen er nedsmeltet, det samme er udsigterne til at SF kommer med i en ny S-regering i al overskuelig fremtid.
Tilbage står en række forlig, som SF deltager i.
Det mest problematiske er forliget om at lade Goldman Sachs børsnotere DONG Energy.
Det har potentiale til at udvikle sig til en ren farce. Hvor skatteyderne og el-kunderne står tilbage som de helt store tabere og Goldman Sachs scorer en betydelig skattefri gevinst.
Det andet forlig, der skaber dybe panderynker, er forsvarsforliget, hvor SF om godt en måned skal forsvare anskaffelsen af nye kampfly.
I meningsmålingerne er SF fastlåst på det næstdårligste valgresultat i partiets over 50 årige historie, og DONG, kampfly og TTIP har potentiale til yderligere at udløse nye vælgerafskalninger - så SF bliver kastet ud i en konservativ dødsspiral med kurs direkte mod spærregrænsen.
Indtil videre har SF-ledelsen valgt den position, som H. C. Andersen beskriver i eventyret Den grimme Ælling:
»Hen mod Aften naaede den et fattigt lille Bondehuus; det var saa elendigt, at det ikke selv vidste til hvad Side det vilde falde, og saa blev det staaende.«
For SF gælder det først og fremmest om at overleve de kommende valg, uden at miste yderligere fodfæste.
Efter en perlerække af fejlslagne strategier, er det måske forståeligt, at SF ikke aktuelt har en egentlig politisk strategi.
Pia Olsen Dyhr snakker dog om en såkaldt tredje vej i bl.a. flygtningepolitikken, hvor SF vil forsøge at placere sig mellem dem, der »strammer for symbolikkens skyld, nemlig Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti på den ene side og på den anden side nogle utopister i Alternativet, Radikale og Enhedslisten, der ikke vil anerkende, der overhovedet er nogle problemer....Der er visse af dem, der ikke vil tage hul på diskussionen om kulturforskelle, og det er en vigtig diskussion. En anden diskussion, der også er vigtig, det er diskussionen om antal, og vi er nødt til at komme tættere på, hvad vi kan gøre ved det.« (Berlingske 15. Januar 2016).
Det er denne tredje vej, der op til landsmødet omsættes i et forslag om, at SF vil stoppe kontanthjælpen til hjemmegående ikke-vestlige kvinder, hvis de ikke tager en uddannelse eller et job.
Om vælgerne kan få øje på nogen tredje SF-mellemvej i en meget polariseret debat, tvivler jeg meget på.
SF har således stadig ikke fundet sine ben, efter at først regeringensstrategien og dernæst alliancestrategien med Dansk Folkeparti viste sig i praksis at være fatale.
Det er derfor stadig uklart hvad SF vil og kan, hvis Mette Frederiksen vinder næste valg.
SF kan, som det mindste støtteparti for en ny regering, nemt blive fanget i en konservativ position, hvor det er nødvendigt at true - for overhoved at blive hørt?
Det, som jeg tror virker så bagvendt på mange, er, at Søren Pape og Naser Khader indtil for få måneder siden, ikke interesserede sig et klap for miljøpolitik.
Deres valgkamp handlede stort set udelukkende om; STOP for naziislamisme.
Den store strategiske brøler var, at der ikke var ret mange af dem, der stemte på partiet, der havde nogen som helst ide om, at Pape Poulsen ville stille ultimative krav til landbrugets kvælstofsforurening - noget de færreste konservative vælgere efter min vurdering forstår, eller mener er specielt afgørende.
Så hvis SF ikke skal blive fanget i det samme strategiske tomrum, er det vigtigt snart at sættes en tydelig retning, og hvis det er en tredje vej; at det bliver lysende klart hvori den afgørende adskiller sig fra de andre veje.
»Strategi uden taktik er den langsomste vej til sejr. Taktik uden strategi er larmen før nederlaget«
- Sun Tzu, kinesisk krigsfilosof
Per Henriksen er medlem af SF.
Se også linksamlingen fra Modkraft Biblioteket »Socialistisk Folkeparti, SF, (1959 - )«
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96