Ingen garanti for et eneste nyt job. Men en ladeport er nu åben for, at arbejdsgiverne kan udnytte flygtninge som billig arbejdskraft. Det er indholdet af trepartsaftalen mellem regeringen, Dansk Arbejdsgiverforening og LO.
Hvad ikke lykkedes for Helle Thorning (S), kan Lars Løkke (V) nu notere på sin resultattavle: En aftale i hus med arbejdsmarkedets parter – en delaftale, som angiveligt skal skaffe alle de mange flygtninge ud på arbejdsmarkedet.
LO kunne og burde have valgt at sige fra, først og fremmest fordi der ingen garanti er for, at aftalen virker, men tværtimod risikerer at skabe et marked for underbetalt arbejdskraft, som presser andre ansatte ud af ordinære jobs.
Ligeværdighed i de såkaldte trepartsforhandlinger er der ikke tale om, for regeringen har fra starten lagt rammen og sat betingelserne. Helle Thorning og Bjarne Corydon forsøgte med et krav til lønmodtagerne om, at de skulle arbejde mere (12 minutter om ugen). Det sagde de som bekendt nej til.
For Lars Løkke og hans beskæftigelsesminister, tidligere DA-formand Jørn Neergaard Larsen (V), var kravet til lønmodtagerne, at de skulle sige ja til en eller anden form for flygtninge-arbejdspladser, hvor arbejdsgiverne ikke skal betale normal løn.
Det sagde LO ja til. Kun Dennis Kristensen (forbundsformand, FOA, red.) siger nej.
Ved siden af alle de fine ord om mål og hensigter er det aftalen om den ny integrations-grunduddannelse (IGU), der står tilbage som det konkrete resultat. Den skal nu udmøntes i lovgivning.
»Med den her aftale får flygtninge en uddannelse og bliver opkvalificeret samtidig med, at det sker til en overenskomstaftalt løn,« siger LOs nye formand, Lizette Risgaard, som glæder sig over, at »parterne sammen er i stand til at løse væsentlige samfundsudfordringer.«
Men aftalen indebærer en dårlig (og dårligt betalt) uddannelsesmodel og vil ikke løse det åbenlyse problem, at de ledige jobs, som flygtninge umiddelbart kan gå ind i, ….. ikke findes.
De mest sikre jobs, der vil komme ud af aftalen, er nye stillinger i det kommunale system til medarbejdere, som skal rende arbejdsgiverne på dørene og fortælle dem, at de nu har mulighed for at ansætte en flygtning i en IGU i to år, hvor de kun skal betale elevløn.
Hvis de siger ja, får de en bonus på 20.000 kr. efter seks måneder og yderligere 20.000 kr. ved fuldført IGU-forløb. Er de i tvivl, kan de starte med at få ham gratis i praktik og eventuelt derefter i et næsten-gratis løntilskudsjob.
For kommunerne er der, bortset fra lønudgiften til de nye konsulenter, i første omgang kun et plus i regnskabet: Det gælder om at få flygtninge hurtigt i uddannelse, praktik eller (lønnede eller ulønnede) jobs, så man slipper for at betale kontanthjælp og/eller får mere refusion fra staten.
I regnskabet spiller det ingen rolle, om det giver mening for flygtningen.
Flygtninge, der måtte komme gennem et IGU-forløb, kan dog glæde sig over en ting: De vil være berettigede til dimittendsats og opnå medlemskab af en A-kasse.
Det er blevet et mantra, at flygtninge skal i arbejde straks, og det ligger også som ramme for hele trepartsaftalen.
Parterne er enige om, at »flygtninge og familiesammenførte i integrationsprogrammet fremover som udgangspunkt skal mødes som jobparate og dermed møde et klart krav om, at de skal arbejde og forsørge sig selv og deres familie. Kun i de tilfælde, hvor flygtninge og familiesammenførte helt åbenbart ikke er klar til en jobrettet indsats pga. sociale eller helbredsmæssige problemer (eksempelvis på grund af stærk traumatisering), skal de visiteres aktivitetsparate.«
Ovenstående afspejler et gradvist skred i forståelsen af integrations-indsatsen, hvor det nu er blevet altafgørende at få sendt flygtninge ud på arbejdsmarkedet - hurtigt.
Denne nye forståelse er båret frem af enkelte, men ikke særligt repræsentative, historier med nye flygtninge, som til medierne fortæller, enten at de er lykkelige over at være kommet i arbejde (hvem vil på tv sige, at man er blevet tvunget til et lortejob?), eller veluddannede syrere, som på flydende engelsk siger, at de er klar til at arbejde i morgen.
Det har fået politikerne til at kræve aktivering/arbejde fra dag ét, samtidig med at de på en eller måde må erkende virkeligheden, nemlig at langt de fleste flygtninge ikke er særligt højt uddannede, (selvfølgelig) ikke taler dansk og sjældent engelsk, og ofte er stærkt påvirket af situationen i deres hjemland.
Men man kan skam sagtens arbejde, selv om man ikke taler dansk. Det mener for eksempel Mette Frederiksen (S), som til Ritzau den 3. februar udtaler:
»Vi har i mange år sagt ”først sprog, så arbejde”. Det tager vi et opgør med nu. Når vi bytter rundt på sprog og job, så er det fordi, man ikke lærer sproget på en sprogskole. Den eneste måde at lære det på er ved at tale det. Og det gør man, når man er på arbejde.«
Lad den stå et øjeblik. Mener hun virkelig, at man ikke lærer dansk på en sprogskole?
Omvendt er der rigtig mange arbejdspladser, hvor man stort set ikke taler (dansk) sammen. Der findes faktisk mange virksomheder, som af en eller anden grund foretrækker udenlandsk arbejdskraft, som ikke taler dansk (gæt hvilken), og hvor den sparsomme kommunikation derfor foregår på engelsk eller via en mellemmand.
Men den historie passer naturligvis ikke så godt ind i Mette Frederiksens verdensbillede.
Nu handler integration kun om at komme ud på arbejdsmarkedet. Det gælder dog stadig, at »kommunen skal fortsat være forpligtet til i op til 5 år at tilbyde relevant og gratis danskundervisning, uanset om den pågældende deltager i virksomhedsrettede tilbud eller er i beskæftigelse«, men »danskundervisningens indhold og tilrettelæggelse moderniseres og gøres mere arbejdsmarkedsrettet,« hedder det i aftalens afsnit om danskundervisning.
Her er det mindst kontroversielle ideen om, at undervisning i højere grad skal lægges ud på de arbejdspladser, hvor flygtninge er i beskæftigelse.
Det kan sikkert være en god ide, hvis rammerne er i orden, og hvis der er en tilpas stor gruppe, som har behov for undervisning i dansk på nogenlunde samme niveau. Men det er kun realistisk på meget store arbejdspladser.
Mere problematisk er, at den almene del af den undervisning, der foregår på sprogskolerne, prioriteres ned til fordel for et snævert fokus på det, man skal sige og forstå på sit arbejde. Man lærer mange ting om Danmark (og sig selv), når man arbejder (på dansk) med forskellige emner på sprogskolen.
Integration handler ikke kun om arbejde, men også om at begå sig som samfundsborger og i sociale fællesskaber fritiden.
Generelt er tilbuddet til udlændinge om at lære dansk blevet forringet gennem de senere år, blandt andet ved at reducere antallet af lektioner om ugen og ved at presse gennemløbshastigheden.
Flere og flere kommuner udliciterer sprogundervisningen til billigste udbyder for at spare penge. Dertil kommer, at den nedsatte integrationsydelse, som træder i kraft 1. juli, også vil motivere flygtninge til den afsluttende eksamen så hurtigt som muligt – blot man kan bestå på et minimum.
Bestået prøve i dansk 2 eller dansk 3 udløser nemlig 1500 kroner ekstra om måneden. De bogligt svage, dvs. med ingen eller ringe skolegang, som visiteres til danskuddannelse 1, er derimod afskåret fra denne bonus.
Der er mange uklare punkter i den integrationsgrunduddannelse IGU, som der nu er indgået aftale om.
Modellen er bygget efter modellen i erhvervs-grunduddannelsen (EGU), som er et tilbud til unge med svage boglige forudsætninger – meget praktik, lidt skole.
IGU-forløbet (ansættelsen) kan vare op til 24 måneder og »skal indeholde et uddannelsesforløb, som opkvalificerer den enkelte sprogligt og fagligt for at sikre progression frem mod ordinær beskæftigelse eller erhvervsrettet uddannelse. Forløbet består for eksempel af skoleundervisning, AMU- og sprogkurser m.v. i et omfang på 20 uger, som kommunen afholder udgifterne til.«
Men der er ikke aftalt noget konkret om indholdet i uddannelsen, kun at LO og DA skal drøfte en proces, der »kan sikre, at uddannelsesforløbene indeholder en tilstrækkelig kvalitet.«
Det står også helt uklart, hvordan et IGU-forløb hænger sammen med tilbuddet om dansk-undervisning frem mod en afsluttende prøve. Nu varer dette skoleforløb typisk tre år med skolegang tre dage om ugen. En del flygtninge er i praktik eller anden form for beskæftigelse de andre dage.
Der vil selvfølgeig være nogle af de tusinder af flygtninge, som vil være glade for et IGU-forløb, og for hvem det kan blive begyndelsen på et arbejdsliv og senere et rigtigt job til overenskomstmæssig løn.
Men alligevel er man nødt til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad man kan bruge IGU til efterfølgende.
Det er jo ikke en uddannelse, som kvalificerer på et højt niveau – og heller ikke løfter meget i forhold de sproglige barrierer, der er den største udfordring for at kunne starte en normal uddannelse.
Derimod ser det ud til, at IGU er et godt (billigt) tilbud til arbejdsgivere, der kan bruge en voksen udlænding. Man forpligter sig ikke til fastansættelse, og flygtningen er nødt til at finde sig i det meste, for ellers risikerer man, at kommunen sanktionerer med fratagelse af integrationsydelse.
Man kan forudse, at det især vil være i ufaglærte jobs, at der kan oprettes IGU-forløb – og for flygtninge, som har erhvervserfaring, muligvis også i faglærte jobs.
De ufaglærte jobs er der bare ikke så mange af. Mange er forsvundet til andre lande, og andre er taget af østeuropæiske arbejdere. Ufaglærte danske arbejdere søger også disse jobs.
Eftersom IGU-forløb ikke skaber nye jobs, er der derfor en åbenlys risiko for, at arbejdsgivere vælger at tage flygtninge ind i IGU-forløb i stedet for at ansætte folk i ordinære jobs.
Der åbner en risiko for splittelse på arbejdspladsen, hvis ikke kollegaerne byder den nye IGU-flygtning velkommen. Ikke mindst Dansk Folkeparti vil forstå at puste til en potentiel splittelse.
Derfor burde medarbejderne/tillidsrepræsentanten have indflydelse på, hvordan integrationen skal foregå. LO burde have krævet en vetoret fra medarbejdersiden, når IGU-forløb oprettes.
Allerede i dag eksisterer der mulighed for, at flygtninge kan komme i kortvarig beskæftigelse med løntilskud eller i forbindelse med jobrotation (ud over de gratis praktikforløb). Det kan være en relevant mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet. Det kan misbruges som gratis arbejdskraft, men det kan også bruges, så det hjælper en flygtning videre på vejen til varigt job.
Men for flertallet af de (især unge) flygtninge, der kommer til Danmark, vil det give mere perspektiv at tage en rigtig uddannelse på vejen til selvforsørgelse.
Det er i stigende grad de faglærte og ikke de ufaglærte jobs, der er fremtid i. Det største problem er de sproglige vanskeligheder, men det bliver ikke prioriteret på IGU.
Alligevel skal målet med IGU angiveligt blandt andet være, at man kan starte en erhvervsrettet uddannelse.
Hvis man ønsker, at flere flygtninge skal i gang med en uddannelse, skulle man i stedet afskaffe de skærpede adgangskrav til erhvervs-uddannelserne, som blev indført sidste år. Stramningerne gælder (også) de dansk-sproglige krav, så langt færre flygtninge og indvandrere nu har adgang til erhvervsskolerne end tidligere.
Desuden er de særlige introduktionsforløb for udlændinge fx til sosu-uddannelsen også blevet afskaffet. Tværtimod burde man etablere særlige brobygningsforløb målrettet udlændinge, så man blev klædt på til at starte en uddannelse.
Der vil stadig være en gruppe, som aldrig vil blive i stand til at gennemføre en dansk uddannelse. Mange af dem får meget svært ved at finde arbejde i Danmark, med mindre kommunerne skaber målrettede jobs til denne gruppe, eller arbejdsgiverne får vredet armen om og bliver tvunget til det.
Også derfor burde kommunerne udbygge velfærden ved at skabe flere arbejdspladser inden for ældrepleje og på børneområdet, hvor flygtninge og andre kunne komme i arbejde.
Et interessant foretagende er det svenske statsejede Samhall, som beskæftiger 21.000 personer. Selskabets opgave er at skabe/finde arbejdspladser til folk med funktionsnedsættelse.
Enhedslisten foreslår, at der etableres en statsligt ejet socialøkonomisk virksomhed dette forbillede, »der skal skabe arbejde til folk med nedsat arbejdsevne og til de ca. 30 pct. af flygtninge, der grundet krigstraumer og andre psykiske problemer ikke kan arbejde fuldt ud.«
Åge Skovrind er medlem af Enhedslisten Roskilde. Læs mere i Enhedslistens notat om trepartsaftalen og forslag om Flygtninge i job.
Teksten har tidligere har været bragt i webmagasinet Socialistisk Information.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96