De flygtendes bevægelse har i de seneste måneder igen vendt Europa på hovedet. De har sat Dublin-systemet midlertidigt ud af kraft og har praktisk talt fra den ene dag til den anden gjort bevægelsesfrihed til en ret tilegnet af mange hundrede tusinde.

Bevægelsen har bogstaveligt talt overvundet grænser og dermed for anden gang inden for et år bevist, at det er muligt at sætte spørgsmålstegn ved magtforholdene i Europa. Bevægelser opstår i disse tider med så høj frekvens, at de udfordrer det herskende krisemanagement.

De skaber nye muligheder for den politiske intervention imod det tysk-europæiske nedskærings- og migrationspolitiks autoritære korset. Og de vidner om, at man på kort tid kan få selv yderst fortættede magt- og voldsstrukturer som det europæiske grænseregime til at briste. 

Afpresningen af Grækenland var et nederlag

Flygtningenes bevægelse beskriver den ene side af kampen om forandring. Den anden side er, at den europæiske venstrefløj, at vi, i sommeren 2015 led et nederlag. Afpresningen af Grækenland, som blev gennemført af særligt den tyske regering, havde det formål at demonstrere, hvordan der hverken kan eller skal være et alternativ til det autoritære kriseregime og dets nedskæringspolitik.

Gadernes opbrud, selvorganiseringen, bevægelsen for forandring, som prægede foråret 2015 og udfordrede den europæiske magt, blev besejret. Men elitens sejr blev efterfulgt af det næste angreb fra neden. For de flygtendes bevægelse er et endnu mere resolut opbrud, en social bevægelse i ordets bogstavelige betydning. Men også her ved vi, og ser vi, at den politiske elite naturligvis arbejder på højtryk med at restaurere grænseregimet, ved at indføre nye asylstramninger, med at absorbere velkomstinitiativerne. Kort sagt: Med et forsvar for den herskende orden.

En europæisk kommune hinsides staten

De sidste par år har vi ofte kigget imponeret mod Grækenland og Spanien. Under de betingelser af nød, som nedskæringspolitikken har forvoldt er der, opstået selvorganiserede solidaritetsnetværk, som er baseret på direkte-demokratisk socialisering og har udviklet sig til politiske aktører med sundhedspleje, forsørgelse, undervisning eller boligprojekter, der er blevet organiseret hinsides den borgerlige stat.

Overalt, hvor den borgerlige stat ikke længere ville eller kunne, er denne form for socialisering blevet tilkæmpet som alternativ.

Siden sommeren har hundrede tusinde igennem antifascistiske og antiracistiske velkomstinitiativer vist praktisk solidaritet med flygtningene, støttet dem med at overvinde grænser, forsynet dem med det mest nødvendige og har dermed kompenseret for statens kunstige utilstrækkelighed.

Disse initiativer udgør en ny, stærk og imponerende social bevægelse, komplementær til den flygtendes selv. Også mange Blockupy-aktivister har taget aktiv del i sådanne solidaritetsstrukturer, der hvor det virkelig gælder, fra Lesbos til Malmö. Vi deler nu erfaringer og tager helt praktisk del i en fælles kamp. I kampene så man glimt af det, der kunne blive den europæiske kommune som vi i den seneste tid ofte har snakket om. 

Det sociale spørgsmål er igen aktuelt

Denne fælles erfaring af en europæisk kommune er enormt vigtig for emancipationens fremtid. Men den er ikke i sig selv nok, fordi ankomsten af vores mange nye naboer i Tyskland, også ændrer betingelserne inden for hvilke områder, de kommende kampe for forandring skal kæmpes. De har reformuleret et gammelt spørgsmål på ny, stiller det under nye udgangsbetingelser: Spørgsmålet om social retfærdighed, om (borger)rettigheder, om udfoldelse- og bevægelsesfrihed for alle, om hvordan vi skal leve sammen, om retfærdig fordeling, om ejendomsretten og om politisk medbestemmelse.

Det sociale spørgsmål er igen aktuelt og det har højrefløjen allerede forstået. Om det er i form af PEGIDA-vredesborgeren[1], der i den forventede sociale konkurrence med de flygtende gør krav på deres formodede privilegier og deres boliger. Eller om det er i form af markedsradikale ideologer, som ved indvandringen ser deres snit til endnu engang at skære i mindstelønnen og på andre sociale områder.

Den måde hvorpå den politiske elite truer og højrefløjen mobiliserer igennem racisme, er i bund og grund ikke anderledes end den tilspidsede sociale konkurrence mellem de underpriviligerede: Mellem de nyankomne og dem, der har været i landet i lang tid; På arbejdsmarkedet, om sociale ydelser, sømmelige boligforhold, osv. Efterhånden som de flygtende forlader lejrene og institutionerne, for at finde arbejde og rimelige boligforhold, tager fordelingskampene til. Tilsvarende gælder behovet for institutionspladser i skoler og børnehaver, for socialrådgivning og sygepleje.

Højrefløjens offensiv og samfundets polarisering

Imens vi står over for denne udfordring, hærger den diffuse angst for de fremmede og de nye, og udmønter sig i voldelige overfald mod de flygtende og solidaritetsbevægelsen såvel som i en voksende opbakning til de højrepopulistiske partier. Og mens højrefløjen, som følge af sin reaktion, kan notere sig en succesfuld mobilisering, forbliver vi tavse.

Foreløbigt har den offentlige diskurs hovedsageligt været styret af et vekselspil imellem højrefløjsgrupperinger som PEGIDAs og AfDs voldelige hob på den ene side og den politiske og økonomiske elites hardlinere på den anden side. Den bredde og kraft som de to komplementære bevægelser – migrationsbevægelsen og solidaritetsbevægelsen – har altså indtil nu ikke formået at skabe en form for fælles politisk artikulation.

Deres tavshed gør det let for vredesborgeren at præsentere den herskende orden, at inkorporer bevægelsen og omfortolke den som et tysk kulturgode, som den ”tyske velkomstkultur”. Men det er ikke desto mindre bevægelserne, der har sat agendaen, som højrefløjen og den politiske elite hektisk reagerer på, for at forsvare deres orden. 

Samfundet bliver mere og mere polariseret. Imens et væld af mennesker på den ene side har engageret sig i at muliggøre de flygtendes ankomst og efterfølgende forsyne dem med det mest nødvendige, er menneskerne på den anden side bange. Den ene side viser empati og vælger den humanitære vej, den anden reagerer med afstandstagen. De er bekymret for julen, der efter sigende skal afskaffes, eller deres beskedne pension. Vi kan hermed konstatere to ting: På trods af bevægelsernes politiske tavshed er den humanitære vej enorm stærk. Og: Den nye situation tvinger mennesket til at tage en beslutning.

En transnational bevægelse

Parallelt til de lokale alliancer og aktioner er der også brug for opbygningen af et nyt overregionalt og transnationalt sted, hvor vi kan mødes og udveksle erfaringer, for at imødegå faren for den tendentielle usigtbarhed og for udelukkende at fortabe os i de vigtige lokale spørgsmål.

Vi forestiller os aktivt at bruge alle de lokale facetter i hele Europa og og internationalt, igennem civil ulydighed, praktisk solidaritet, bemægtigelse af det sociale. Vi må tilkæmpe os fortolkningsretten i de offentlige medier og i samfundet – ødelægge højrefløjens sump af talkshows-runder og ikke overlade dem retten til at svare på nye og gamle kriser med nationalisme og racisme! Det er er pålagt os alle igennem de muligheder, som vi bestemmer og igennem vores kreativitet, ikke længere at lade højrefløjens voldelige hob og den europæiske elites brutalitet slå igennem.

Blockupy var og er så vigtig for os, fordi vi som konsekvens af de europæiske massemobiliseringer, på en ny måde har tilegnet os et transnationalt perspektiv. I overensstemmelse dermed vil vi sammen med alle erklære et sted og en dag X og derefter vil vi lade den internationale solidaritets bølge slå til, derefter vil vi vide, at det igen er tiden til at samles i massevis. Hertil er der rigeligt af anledninger og muligheder.

I 2017 er der valg til Forbundsdagen. I et tysk domineret Europa er det et europæisk anliggende. År 2017 er imidlertid også hundrede året for Oktoberrevolutionen – og da vil det hedde sig, at Europas Kommuner mødes i Berlins gader.

Oversat fra ”Die soziale Frage ist offen. Lassen wir sie nicht rechts liegen!” af Nicklas Weis Damkjaer

Interventionistische Linke (tidligere Avanti) er en politisk organisation på den tyske venstrefløj, som blev grundlagt i 2005, da en lang række venstreradikale og antikapitalistiske grupperinger slog sig sammen. Organisationen, den største af sin slags på den tyske radikale venstrefløj, er lykkedes i at skabe en platform, som hverken er et parti eller et rent interessenetværk og som forsøger at løsrive sig fra venstrefløjens ofte fastgroet sprogbrug og taktikker. Her minder IL om Allt åt alla i Sverige og Plan C i England og har som dem formået at skabe en enorm succesfuld organisation med mange aktive medlemmer, der intervenerer på mange forskellige planer.