Man må sige, at Enhedslistens Pelle Dragsted tager det alvorligt, det med at Enhedslisten skal være det nye Socialdemokrati. I et blogindlæg på Politiken.dk går han endda så langt, at han graver LO- og S-toppens selvdøde krikke, ØD (Økonomisk Demokrati), op af graven.
Pelle Dragsted: Lad os genopfinde Ankers drøm om Økonomisk Demokrati (Politiken.dk, 24. marts, se note **)
Indlægget kommer i anledning af tidl. statsminister Anker Jørgensens død. Pelle leverer en meget velformuleret eventyr-fortælling om ØD, som mange i dag måske vil synes lyder rigtig, fx: “ØD vil forrykke styrkeforholdene i vores samfund og indskrænke den magt, som en snæver elite af virksomhedsejere i dag besidder.”
Og Pelle sætter trumf på ved at sige: “Det er efter min mening bestemt ikke venstrefløjens stolteste stund, at spænde ben for planerne om ØD.”
Det er rigtigt, at venstrefløjen dengang (VS og DKP som de største) var meget klare i kritikken af ØD-forslaget. Men den kritik omtaler Pelle D kun i overskifter – han gør intet for at modargumentere den.
Men nu var det ikke kun venstrefløjen (og arbejdsgiverne), der afviste ØD. ØD fik (som vi skal se: af gode grunde) aldrig nogen aktiv opbakning i arbejderklassen – på trods af et meget omfattende propagandaarbejde fra LO og Socialdemokratiets side.
Som VS skrev i deres ØD-pjece fra 1978 (“Økonomisk Demokrati! Arbejderkontrol – eller den kontrollerede arbejder?”):
“Det er jo et af LOs problemer, den danske arbejderbefolkning ønsker ikke ØD, næsten ingen fagforeninger har rejst kravet om ØD. Alligevel bliver det sat i centrum ved de kommende overenskomstforhandlinger.” [1]
For at forstå, hvorfor ØD-forslaget aldrig fik opbakning (at det var en selvdød krikke), vil jeg kort ridse hovedlinjerne i det op.
Selve ØD-forslaget gennemlevede forskellige inkarnationer, men de centrale ideer ligger i det forslag fra 1973, som blev udarbejdet af et Fællesudvalg med repræsentanter for LO og Socialdemokratiet og med tidl. finansminister Henry Grünbaum i spidsen.
SF lavede (som mange andre) deres eget forslag (med de fleste af de samme grundlæggende problemer).
Principperne i LO-S-forslaget var ret enkle:
Variationerne i de forskellige forslag gik bl.a. på, om der skulle tages udgangspunkt i lønsum (LO-S), overskud (Metal) eller værditilvækst (SF) – med forskellig konsekvens for kapital- og arbejdskraftintensive virksomheder. Og det gik på størrelse og sammensætning af fondsbestyrelsen (SF ønskede direkte valg). Samt på om virksomheder med mellem 20 og 50 ansatte også (hvis de var rentable) kunne beholde 2/3 af bidraget i virksomheden (+ div. tekniske variationer).
Forslaget blev både fremsat som lovforslag i folketinget, men trukket igen, og som overenskomstkrav op til OK-1979, hvor det også blev trukket efter en uge. I begge tilfælde fordi man ikke kun få de borgerlige/arbejdsgiverne med på ideen.
Baggrunden før og efter krisen for alvor slog igennem i efteråret 1973 var ret forskellig. Indtil 1973-krisen var det tænkt som et “statskapitalistisk fremstød” (Proletar! nr. 6, nov. 1973), der skulle styrke investeringerne især i de store eksportrettede virksomheder.
Som den højre-socialdemokratiske Metal-formand Hans Rasmussen sagde i januar 1973:
“Selv om vi i øjeblikket er underkastet en blandet økonomi, så skal vi vist nok passe på, hvorledes vi lægger vore fremtidige økonomiske dispositioner til rette, og vi kan måske blive stillet overfor et valg, der går ud på en bevarelse af det socialt-liberalistiske, men dog kapitalistiske samfund, eller helt overgå til en fastere statskapitalistisk samfunds- og erhvervsform.” [2]
Men efter krisen slog igennem, gennemførte den socialdemokratiske regering – under førnævnte Anker Jørgensen(!) – på kort tid en lang række “indkomstpolitiske” angreb, som LO oftest accepterede. Indgrebene var starten på den krisepolitik, som vi de seneste år har set skærpet igen og igen.
Fagtoppen kunne ikke blive ved med at lægge ryg til de mange angreb – især ikke da de ikke førte til de øgede investeringer, de angiveligt skulle (velkendt også i dag). Så de ville have noget igen.
ØD var en måde at sikre, at fagtoppen fortsat kunne støtte den kriseramte kapitalisme, mod at de selv fik indflydelse på investeringerne. Deres medlemmer fik så et stykke papir, hvor der stod, at de havde “medindflydelse”.
Arbejdsgiverne kunne kun være tilfredse med denne tvangsopsparing (som det hed i DKP’s ØD-pjece fra 1979: “ØD – en narresut” [3]).
LO-S-forslaget opererede fuldt og helt med, at investeringerne (som med ATP-fonden, Dyrtidsfonden osv.) skulle ske efter “forretningsmæssige kriterier”, som det hed i bemærkningerne til lovforslaget. Eller i “større virksomheder, der for at overleve, skal gennemgå en strukturtilpasningsproces med et stort kapitalbehov”.
Eller en tredje variant: “Det er formålet med bestemmelsen at sætte fonden i stand til at kanalisere fondsmidlerne hen til de dele af erhvervslivet, hvor vækstmulighederne og kapitalbehovet er størst ...” [4]
Det, arbejdsgiverne var utilfredse med, var den centrale fond, som ville give fagtoppen øget indflydelse på en betydelig del af investeringerne. Fondens midler ville efter få år blive ganske betydelige og efter 15 år nå op på over 100 mia. kr.
Derfor fremsatte både de og Det Radikale Venstre forslag uden den centrale fond – altså ren tvangsopsparing.
Desuden var der det problem, at mindre virksomheder (under 20 eller 50 ansatte) ikke ville få del i investeringerne fra fonden. Altså en sanering til fordel for store virksomheder på bekostning af de små.
Venstrefløjens kritik af ØD-forslaget og -tankegangen gik især på:
a) at ØD ikke var en del af vejen til socialisme
b) at ØD ville blive betalt af arbejderklassen
c) at ØD ikke ville betyde mere demokratisering eller angribe kapitalens interesser væsentligt
d) at ØD ikke ville mindske arbejdsløsheden
e) at ØD derimod ville binde fagbevægelsen (og især fagtoppen) endnu mere til kapitalismens profit-problemer og dermed gøre kampen for at gøre fagforeningerne til klassens kamporganisationer sværere
Da pkt. a) ikke (direkte) er en del af Pelles argumentation, vil jeg koncentrere mig om de andre punkter.
Selv om ØD-indbetalingerne formelt set skulle indbetales af arbejdsgiverne, så var der ingen tvivl hos hverken fagtoppen eller venstrefløjen om, at prisen ville være, at man til gengæld ikke kunne komme igennem med andre overenskomstkrav. Der var altså en pris. Det er den “pæne” udgave af argumentet.
Den mere reelle udgave er den, som Røde Mor populariserede i deres sang “Økonomisk demokrati”: At S-LO i 1975-76, hvor LO’s ØD-kampagne kørte på sit højeste, allerede havde henholdsvis foretaget eller støttet en lang række angreb på tilkæmpede rettigheder. I Røde Mor-sangen var det dyrtids-reguleringen (som fra 1976, under Anker J, delvist blev indefrosset i den førnævnte Dyrtidsfond, suspenderet fra 1983 og endeligt afskaffet i 1987).
Eller sagt på en anden måde: Den anden side af ØD var indkomstpolitik og nedskæringer.
Som det hed i VS’s ØD-pjece: “Hvis derfor ØD-forslaget skal medvirke til en øget opsparing totalt, kan det kun ske, hvis arbejderne betaler fonden i form af løntilbageholdenhed.” (s. 16)
Eller i DKP’s: “ØD er ... blot en forlængelse af indkomstpolitikken ...” (s. 8)
Oveni dette skulle indbetalingen fra offentligt ansatte (selvfølgelig) foretages af staten og dermed betales af arbejderklassen gennem skatten. (Det er ikke helt klart for mig, men jeg tvivler ret meget på, at fonden kunne investere i offentligt ejede virksomheder. Så der er også her tale om omfordeling til det private erhvervsliv.)
Og da de private arbejdsgiveres fondsbidrag var fradragsberettiget, skulle godt 1/3 af deres bidrag ligeledes betales af staten (selskabskatten var dengang 36%!). (s. 6 i DKP’s pjece)
ØD ville ikke betyde et opgør med, at “få individer har kontrollen med afgørende dele af vores økonomiske samfundsliv”. (Pelles blog)
Det ville give nogle (meget få) flere del i den kontrol, nemlig toppen i LO og de største fagforbund. (Kun SF’s forslag opererede med direkte valg, men det er ikke det, Pelle roser.).
Men det heller ikke er rigtigt, at “medejerskabet ville sikre en demokratisk forvaltet kapital, der kunne investeres til gavn for samfundet og lønmodtagerne – fx i nye og gode arbejdspladser.” (Pelles blog)
For det første, fordi investeringerne (som før nævnt) skulle ske efter “forretningsmæssige kriterier”.
For det andet – og væsentligere – fordi kapitalens problem ikke er mangel på ledig kapital, men mangel på profitgivende investeringsmuligheder. Især siden 1973 er der ophobet enorme mængder kapital, som ikke bliver investeret, fordi profitten (kapitalistisk set) er for lav.
Anker & Co.s forslag ville ikke demokratisere produktionen, men kun bringe fagtoppens og regeringens fond ind som en spiller på investeringsmarkedet.
For det tredje, fordi “gode arbejdspladser” (højere sikkerhed, bedre arbejdsmiljø osv.) også er dyrere arbejdspladser. Dvs. arbejdspladser med lavere konkurrenceevne.
Anker & Co.s forslag ville ikke røre markedsmekanismerne. Og så længe man ikke vil det, må virksomheder enten rationalisere eller gå under – uanset om de er ejet af fagtoppens fond eller ej. Det har vi set før med “arbejderejede” virksomheder.
Det er med andre ord blot en anden måde at sige på, at arbejderklassen selv skal betale for bedre arbejdspladser. (Ud over at det ville være i modstrid med bestemmelserne i ØD-loven, om at fondens primære formål skulle være at styrke konkurrenceevnen.)
De eneste undtagelser, hvor ØD-fonden ville gøre en forskel, er “virksomheder, der for at overleve, skal gennemgå en strukturtilpasningsproces med et stort kapitalbehov” – eller rene spekulationslukninger.
Pelle skriver, at venstrefløjens modstand (bl.a.) var begrundet i, at ØD ville “gøre arbejderne til små-kapitalister”. Det er lidt for nemt – og affærdigende.
ØD ville gøre fagtoppen til storkapitalister (langt større end ATP- og Dyrtidsfonden). Og det ville være endnu nemmere at sige, at nu må I lige løbe lidt stærkere, for “jeres egen” virksomhed har problemer.
Og ikke mindst: Den slags signaler ville komme med endnu større styrke fra fagtoppen, der jo ville sidde med dobbelt-kasketter på: Ledere af arbejdernes interesse-organisationer – og samtidig medejere med en stor aktiepost.
For socialdemokrater er det ikke noget principielt problem – de store virksomheders interesser er for dem også arbejdernes interesser. Og som vi har set, har LO-toppen – fra Thomas Nielsen til Harald Børsting – ikke de store problemer med at støtte angreb på arbejderklassen. Med en ØD-fond ville de blot få nemmere ved det.
Men det er i høj grad et problem for en venstrefløj, der forsøger at styrke arbejderklassens kampevne.
Fagtoppen ville med ØD i langt højere grad blive en direkte modstander.
At Pelle også hopper let hen over den del, er ærligt talt rystende. For datidens venstrefløj var det en af de absolut store bekymringer, hvad ØD ville betyde for de faglige organisationer.
ØD døde efter få år en uceremoniel død af meget enkle årsager:
- arbejdsgiverne ville ikke lege med
- flertallet af arbejdere kunne (af gode grunde) ikke se fidusen i det – trods den massive propaganda fra LO-toppens side (der i øvrigt er glimrende beskrevet i VS’s pjece).
Det er bekymrende, at et ledende medlem af den yderste parlamentariske venstrefløj nu forsøger at hive krikken op af graven – og end ikke besværer sig med (bare antydningsvis) at imødegå den meget omfattende kritik, som datidens venstrefløj havde af ØD.
Efter min opfattelse var det afgjort en af “venstrefløjens stoltere stunder”, at man så klart gennemskuede – og videreformidlede – de mange problemer i ØD-forslaget (som jeg kun har berørt i overskrifter).
Pelles eventyr om at genoplive en “arbejder-fonds-kapitalisme” burde ikke høre hjemme på venstrefløjens dagsordener. Det var – og er – en socialdemokratisk klassesamarbejds-dagsorden. (Men selvfølgelig, hvis man gerne ville være et nyt socialdemokrati ...)
Det, vi i stedet har brug for, er en venstrefløj, der vil organisere modstand mod krisepolitikken. Det er kun ved at organisere flere arbejdere, studerende osv. til modstand, at vi kan ændre styrkeforholdene. (Som i øvrigt både VS’s og DKP’s pjecer understregede.)
Pelle indleder sin artikel med:
“Efter nyheden om Anker Jørgensens bortgang har aviser og sociale medier flydt over med minde- og lovord over den folkekære arbejdsmand, tillidsmand og statsminister. Og det er fuldt fortjent.”
Der er ingen tvivl om, at Anker J som person var af en ganske anden type end fx Thorning og Corydon. Og at han af mange arbejdere blev set som “en af vore egne”. Respekt for det.
Men det er patetisk, når venstrefløjen så ukritisk omfavner hans minde. Anker J’s regeringer var også dem, der gennemførte en lang, lang række angreb på arbejderklassen. Som indledte den lange periode med socialdemokratisk krisepolitik, hvor Thorning-Corydon-regeringens angreb blot er det seneste lavpunkt.
Han praksis viste, at han ikke var “en af vore egne”.
Det er også en del af historien om Anker J – og en vigtigere del end hans personlige egenskaber. For som en gammel konservativ engang sagde: “Skal man for alvor have gennemført nedskæringer, skal man have socialdemokraterne til det!”
Uden Ankers baggrund og personlige egenskaber ville han næppe kunne have kommet helskindet gennem den opgave.
Vi er nødt til at lære af historien, hvis vi ikke vil begå de samme fejl igen og igen. Historien om Ankers regeringer er meget lærerig.
1. “Økonomisk Demokrati! Arbejderkontrol – eller den kontrollerede arbejder?”, VS-Forlaget 1978, s. 6.
2. Hans Rasmussen, Politiken 17.1.73. Citeret fra Proletar! nr. 6, s. 14, november 1973: "Økonomisk demokrati - et statskapitalistisk fremstød", side 14-23. Af Lilli Zeuner & Steen Scheuer.
3. “ØD – en narresut”, Forlaget Tiden 1979.
4. Citaterne er fra bemærkningerne til lovforslaget. Citeret fra Proletar! nr. 6, s. 19, november 1973.
Se også linksamlingen om ØD-debatten på Modkraft Biblioteket.