I 1956 brød storkonflikten ud på det danske arbejdsmarked. Fagbevægelsen havde stillet krav om nedsættelse af den ugentlige arbejdstid fra 48 til 44 timer om ugen, med fuld lønudligning, løntillæg til de lavtlønnede, ligeløn og flere andre tungtvejende krav. Forhandlingerne brød sammen, midt i marts måned opgav forligsmanden og de første strejker begyndte. Snart var 65.000 arbejdere ude i konflikt. Det særlige ved 1956-konflikten var, at Dansk Arbejdsmands Forbund etablerede konflikt over for sårbare områder som dagspressen og de store olieselskaber. Organisationerne afviste den socialdemokratiske regerings henvendelser om at dispensere for disse vigtige samfundsfunktioner. Den 31. marts fremlagde forligsmanden et forslag, som begge parter kunne anbefale medlemmerne. Men da afstemningsresultatet forelå den 12.april, var der et nej-flertal på arbejderside. Natten mellem den 12. og den 13. april ophævede regeringen det forkastede mæglingsforslag til lov. Det var første gang en socialdemokratisk regering havde ophævet et mæglingsforslag, som arbejderne havde forkastet, til lov. I de følgende dage var der omfattende demonstrationer i de store byer og især i København. Foran Christiansborg talte kommunisternes formand Aksel Larsen, som udnævnte de københavnske tillidsmænd til «situationens generalstab». Tillidsmændenes råd var, at kampen skulle føres ud på arbejdspladserne. Mandag morgen den 16. april mødte arbejderne i det store og hele på arbejdet. I 1956 havde en socialdemokratisk regering for første gang gennemført et politisk indgreb over for en storkonflikt og gennemført et mæglingsforslag, som arbejderne havde forkastet ved afstemningerne.

I årene efter 1956 var der et stigende antal overenskomststridige arbejdsstandsninger. ...