Dagbladet Information er i gang med selvransagelse over, hvorfor det bruger så relativt få kvinder som kilder. Både chefredaktøren og kulturredaktøren har været ude med bodsøvelser, der indrømmer, at der er plads til forbedringer, men også samtidig forsvarer/forklarer tingenes tilstand.

Chefredaktøren beklagede i artiklen »Stadig stort flertal af mandlige kilder i Information« (16.02.2016) manglen på balance. Kulturredaktøren forsvarede senere Information over for en kvindelig PhD-studerende, der havde sat spørgsmålstegn ved selve præmissen om, at det skulle skorte på kvindelige eksperter.

Information opgør også i artiklen, hvor mange kvindekilder den bringer relativt til mænd. To lagkagediagrammer, ét for hver af ugerne mellem d. 1. og d. 14. februar, illustrerer situationen. I første halvdel af februar var kun sammenlagt 29% af kilderne kvinder, og procenten var endnu lavere, når det kom til 'det gamle oplysningsprojekt', hvorimod 40% af 'erfaringskilderne' var kvinder.

Den PhD-studerende gjorde opmærksom på (18.02.2016), at Informations Medieskole for forskere har 80% kvindelige deltagere. Skulle der mon ikke være nogle citeringsværdige blandt dem? Problemet om nogle af dem forsker i det umiddelbare, og hvor de så rubriceres, kommer hun ikke ind på.

Kulturredaktøren kom sin chefredaktør til undsætning i tredje omgang. Hun sprang alle mellemregningerne over og gik ud fra, at det var sværere at få kvindelige forskere til at udtale sig. Det havde chefredaktøren selv hørt fra sine journalister, og det svarede også til hendes erfaring.

Kulturredaktøren forklarede det med socialiseringsfaktorer, såsom at piger fra barnsben bliver undervurderet  (20.02.2016).

Man burde dele spørgsmålene op i en flertrinsraket: Hvor meget materiale får Information, hvor meget kasserer bladet, hvor mange eksperter henvender bladet sig til, og af dem, hvor mange vil så udtale sig, alt i forhold til køn.

Det er jo ret nemt at lave den slags opgørelser i Danmark, hvor vores fornavne er kønsspecifikke – indtil videre da. Spørgsmålene om spontane henvendelser fra 'offentligheden', in casu fra kvinder, og spørgsmålet om, hvem Information henvender sig til, er dybest set indbyrdes forbundne.

Det er i hvert fald min erfaring, at Information 'får mange' kronikker og debatindlæg, og bladet har åbenlyst en forkærlighed for de personlige udsagn om eget liv, enten noget der gør 'rigtig' ondt eller for og imod curling-forældre, folkeskole versus privatskole, sex og parforhold, alle slags middelklasselivsvalg, der har mange vinkler, og som der kan skrives om uden ende, og her er kvinder godt repræsenteret.  

Så Information burde også lave en opgørelse over indholdet af de artikler, bladet får i forhold til ophavets køn. Man ved jo, at folk bliver offentlige eksperter ved at have fået artikler i aviserne.

Man kan derfor med fuld ret spørge, om Information selv skærer information bort, om valget af emner og behandlingsmåde er med til at fremme en bestemt ekspertise. Og er kun 'forskere' eksperter eller gode kilder? Når man tænker på, hvordan universiteterne konfigurerer sine folk. Derudover bringes mange forskeres udtalelser pga. at bladet er blevet opmærksomt på forskningen. Når det drejer sig om verdensproblemer, er mange af bladets kilder journalister, tænketanke, NGO'er, skribenter, aktivister.

Når det kommer til fortolkning af de tunge sager, der kræver teoretisk fundering, spørger Information gængse kilder.

Økonomer er også i Information mænd og veletablerede på universitetet, og vi kender deres tilgang. Ind imellem spørges en venstrekeynesianer. Så er feltet vel dækket. Ok, det spørger nok også Nina Smith, der ud over at være professor i økonomi er medlem af en række bestyrelser, bl.a. af  Nykredits, hvor hun og Merete Eldrup brillerer som de to kvindelige medlemmer ud af de ti, der ikke er valgt af medarbejderne. Hvis man skulle spørge Nina Smith om Nykredit, ville hun så være erfaringskilde eller en del af oplysningsprojektet ifølge Informations kategorier?

Naturligvis har alt det at gøre med magtstrukturer i samfundet. Det vil chefredaktøren ikke vide af, for han vender sig mod kvoter i sin slutsvada med følgende velkendte argument, »... men hvis vi står med valget mellem en mandlig kilde, som er den førende ekspert på et bestemt område, og en kvinde, som ikke har undersøgt samme emne til bunds, så skal vi jo ikke vælge den kvindelige kilde frem for den mandlige.«

Sådan et valg er naturligvis fiktivt, men fører lige lukt til bombastiske selvfølgeligheder, der går uden om problemet.

Spørgsmålet har at gøre med, hvilken grad af viden og forståelse man fremmer. Ikke fordi der er kvindelig viden som sådan (når vi ser bort fra oplagte emner), men fordi kvinder – nogle  – kan have en anden og mere skeptisk videnstilgang og dermed en mere dybtborende måde at se på tingene på. Måske fordi diskrimination sidder i kroppen på dem. Diskrimination over ikke at blive hørt eller at blive overhørt.

En parallel. Lige fra jeg første gang satte fødderne i Afrika (det er både længe siden, og jeg har gjort det i sammenlagt mange år) har det slået mig, hvor meget dybere forståelse af økonomisk-politisk-sociale sammenhæng de folk har, der har en historie af undertrykkelse bag sig, en historie som fortsætter ind i det postkoloniale.

De skal altid forsvare f.eks., at de 'stadig' er fattige på trods af alle de penge, der er kommet ind i bistand.

Det har taget mange år, før den simple erkendelse er begyndt at dæmre, at mange flere penge går ud igen via råstofmarkedet, de facto overtagelse af jord og miner osv. af udenlandske selskaber og direkte kapitalflugt, end der kommer ind via bistand. Og værre: Disse forhold er med til at undergrave eksistensgrundlaget.

De, der diskrimineres og ses lidt ned på, har tit noget mere interessant at sige end de veletablerede udviklingsarbejdere og konsulenter, for når man bliver anset for at være bistandsklient, skal man stramme sig an. Det samme med racespørgsmål. Læs i øvrigt Ta-Nehisi Coates Between The World and Me.

Jo, det er mere dramatisk om 'black life matters' i USA end de her ekspertkvindespørgsmål i Danmark, men dybest nede ligger historisk undertrykkelse, og for flertalskvinders vedkommende i dette land om ikke undertrykkelse på nuværende tidspunkt, så forskubbelse og usynliggørelse. Hvis kvinder skal avancere i det 'etablerede samfund', den private eller den offentlige sektor, skal de helst være mere konforme end tilsvarende mænd.

Vi er da på sæt og vis kommet langt. Unge kvinder har meget mere selvtillid end min generations — den der frigjorde sig i tresserne. Godt nok lagde vi helt på hylden at mene både før og siden, at vor fatter var meget mere end en pompøs nar. Men vi har jo skullet være på det almindelige arbejds- og andet gedemarked, evt. politiske, og der går de gamle strukturer igen. Som man naturligvis efter hver ny oplevelse må grine bort.

Er det nødvendigvis en stor lidelse? Nej. Er det irriterende? Ja. Det er vel også en smule uretfærdigt, selvom de privilegier, vi har i vores del af verden langt overstiger de her modhager. Det er dog en diskussion værd. Også for at få flere piger til at udvikle interesser, der går langt ud over dem selv, der rækker til stoffet, til verden, til alt det, der ligger derude. Heldigvis er der nok at studere og lære.

For nu at runde Information af: Der er eksperter, der er kvinder, og som har mere originale bidrag end mange af dem, det bringer om de 'hårde' emner. Og derudover behøver man vel ikke bringe en ekspert på banen for helt selvindlysende observationer. Tag dog ansvar selv.

Der er eksperter, der er kvinder, og kvinder, der er eksperter. Bring dem i samklang.

Karen Helveg Petersen er ansvarshavende redaktør på tidsskriftet Det ny Clarté. Hun har en Ph.D. i økonomi, er marxistisk økonom og skribent om politisk økonomi samt konsulent i udviklingsarbejde (energi).