Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Gæsteblog: Det er bevægelsen, der giver modstand!

7. marts 2016 - 15:39

Gæsteblog: Det er bevægelsen, der giver modstand!

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Victoria Risbjerg Velásquez

Du kan også få lov til at gæste-blogge her, hvis du gerne vil komme med inspark til debatten. Kontakt mig, https://www.facebook.com/victoriarisbjerg/, hvis du ønkser at gæste-blogge.

 

Vi i Enhedslisten er i vores egen selvforståelse bevægelsernes parti. Vi skriver blandt andet i vores princip Program fra 2014:

”Enhedslisten deltager i at opbygge, støtte og samarbejde med politiske bevægelser, og vi arbejder for, at de bliver så aktive og demokratiske som muligt. Det gør vi både som parti og enkeltmedlemmer”

Enhedslisten har altid haft en 2 benet strategi, der anerkender vigtigheden af, at parlamentarisk repræsentation alene ikke flytter hegnspælene afgørende i vort samfund – det sker bedst gennem et samvirke med udenomsparlamentariske bevægelser.

I dette forår har vi igen en debat i partiet om, hvorvidt Enhedslisten skal opstille selvstændigt eller fortsat være en del af Folkebevægelsens liste ved det kommende valg til EU parlamentet.

Set ud fra en snæver parlamentarisk forståelse er det forståeligt, at kræfter i Enhedslisten igen har fået den tanke at stille op selvstændigt eil Europa Parlamentet, selvom det baserer sig på noget så flygtigt som medvind for partiet ved folketingsvalg og i meningsmålinger.

Da jeg første gang blev præsenteret for idéen om selvstændig opstilling besluttede jeg at ville vælge ud fra, hvad der bedst kunne bevare og styrke den folkelige progressive modstand mod EU, idet kampen mod EU's liberalistiske politik må være overordnet alle andre hensyn, i en sådan vurdering.

Jeg vil derfor her forholde mig til 3 ting:

1: hvordan bevarer vi bedst en stærk folkelig modstand mod EU?

2: hvordan stiller det Folkebevægelsen fremadrettet ?

3: hvordan flugter selvstændig opstilling med Enhedslistens principielle ønske om at fremstå som ”bevægelsernes parti”.

Tilhængene af selvstændig opstilling argumenterer med, at vi ved sidste valg til parlamentet oplevede, at op mod 45% af Enhedslistens vælgere ikke stemte på Folkebevægelsen, i henhold til en analyse, der blev lavet efter valget. Bag disse tal gemmer der sig for det første det faktum, at stemmeprocenten ved EU valg kun er godt det halve end ved folketingsvalg og at en del af Enhedslistens vælgere ikke deler partiets synspunkter omkring EU – hvilken vel er naturligt, når vi på få år er gået fra en tilslutning på 22% i 2007 til 7,8% i 2015. Med mindre der kan tiltrækkes nye vælgergrupper betyder tallene, at et eventuelt valgforbund mellem Enhedslisten og Folkebevægelsen kun vil give et mandat og det med overvejende sandsynlighed vil gå til Enhedslisten.

Der vil således ikke være tale om en styrkelse af EU modstanden parlamentarisk set, men kun om status quo.

Det naturlige spørgsmål herefter er så, om det overhovedet betyder en forskel, om det er Folkebevægelsen eller Enhedslisten, der får det enlige mandat? Ja, det mener jeg faktisk det gør.

Folkebevægelsen er den store samlende kraft for den progressive EU modstand, en kraft, en kraft vi har så hårdt brug, for hver gang vi skal stemme om de danske forbehold, hvilket vi senest så i december 2015 ved afstemningen om retsforbeholdet, som næppe var endt med et nej uden Folkebevægelsens indsats.

Hvis Folkebevægelsen mister sit mandat i Europa Parlamentet, kan man rette frygte, at bevægelsen får overordentlig svært ved, at overleve på lidt længere sigt og derved risikerer vi at miste en kampagne-gearet bevægelse med 44 års erfaring som bl.a. har skabt 3 sejre ved afgørende folkeafstemninger.

Er det muligt for Enhedslisten at overtage denne rolle? Nej, det er det ikke af 2 årsager:

For det første vil Enhedslisten som erklæret socialistisk parti have sværere ved at tale til borgerlige og socialdemokratiske EU modstandere og skeptikere end den tværpolitiske Folkebevægelse. For det andet er kampagner af denne art ikke Enhedslistens stærkeste spidskompetence.

Styrker en selvstændig Enhedsliste opstilling den samlede progressive EU modstand? Næppe. Hvordan stiller det Folkebevægelsen mod EU fremadrettet? Sandsynligheden taler for, at en exit fra Europa Parlamentet vil svække Folkebevægelsen, til skade for den samlede modstand.

Ganske vist lægger tilhængerne af selvstændig opstilling op til, at vi skal dele økonomi og sekretærbistand med Folkebevægelsen. Men det anser jeg ikke som det væsentligste. Mister Folkebevægelsen sit mandat, kan bevægelsen ikke deltage i nye valgkampe før der er indsamlet over 70.000 underskrifter for at blive opstillingsberettiget igen, hvilket kan blive svært og om ikke andet vil tage lang tid. Vi mister altså en vigtig allieret i TV debatter i forbindelse med nye folkeafstemninger – og de vil komme – da kun partier og lister der er opstillingsberettigede til Folketinget og Europa Parlamentet får taletid.

Den eneste årsag til at Enhedslisten igen overvejer selvstændig opstilling, er såvidt jeg kan gennemskue, at partiet for nogle år siden første gang blev så stort, at det giver mening. Men det er efter min bedste mening en kortsigtet strategi. Selvom jeg ønsker mit parti alt godt og fortsat fremgang, viser mange eksempler, at det går op og ned i politik. Hvis Folkebevægelsen i kraft af selvstændig Enhedsliste opstilling mister mandatet, og bevægelsen derefter svinder ind, så er skaden uoprettelig, og der er ingen garanti for, at Enhedslisten ved det efterfølgende valg kommer i nærheden af et mandat. Og så er EU kritikken overladt til Dansk Folkeparti, som jo i realiteten er varme tilhængere af EU.

Endelig argumenterer tilhængerne af selvstændig opstilling med behovet for en øget socialistisk EU modstand, en analyse jeg er enig i. Men da det er i Danmark kampen skal vindes for en dansk udmeldelse af EU, er det også her den socialistiske EU modstand skal øges.

Der argumenteres med at der kan skabes alliancer med andre progressive kræfter ved repræsentation i parlamentet, men dels har disse kræfter et meget forskelligt syn på, hvordan EU skal udvikle sig og dels partiets, i forvejen, gode forbindelser på den europæiske venstrefløj uden at have plads i parlamentet.

Enhedslisten nærer ingen ambitioner om at ændre EU inde fra og selvom det var tilfældet, kan man stille sig det spørgsmål, hvor meget et mandat kan udrette blandt parlamentets 751 medlemmer.

Så ja, den socialistiske EU modstand skal styrkes – så sæt i gang i Folketing, kommunalbestyrelser og i bevægelserne.

Lad os sikre at progressive EU modstand styrkes – det gøres bedst gennem en styrkelse af Folkebevægelsen mod EU – derfor kære kammerater i Enhedslisten – stem nej til selvstændig opstilling i næste uge.

Allan Krautwald, Svendborg

Medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse