Trods lovgivning, der forbyder det, er det et udbredt fænomen, at mange unge piger og kvinder fra den laveste kaste i Indien, fjerner afføring for mad og småpenge i husholdninger. Med arbejdet følger diskrimination, social stigmatisering og livsfarlige sygdomme.
I Indien er det stadig et udbredt fænomen, at husholdninger får deres tørlatriner tømt ved hjælp af menneskehænder. Arbejdet bliver især udført af kvinder og unge piger. De samler bæen sammen med koste og de bare hænder og bærer det på hovedet i flettede kurve ud til opsamlingssteder.
De kvindelige arbejdere, der udfører det beskidte arbejde tilhører oftest lavkasten Dalit.
Arbejdet er tit ulønnet, i stedet får de betaling med mad, lidt tøj, et sted at bo. The International Dalit Solidarity Network (IDSN) skønner, at omkring 1.3 millioner mennesker, primært kvinder, arbejder som manuelle afføringsindsamlere.
Mænd fra samme gruppe arbejder ofte med at rense rendestene og kloakker, for det meste uden det rigtige beskyttelsesudstyr.
Ifølge IDSN møder kvinderne på grund af deres erhverv både diskrimination fra det omgivende samfund, og fra deres egne familier. En kvinde ved navn Mayu udtaler i et interview til Guardian om sit arbejde, at: ”Selv min mand bad mig om at vaske mig mange gange om dagen, fordi jeg fjernede andre menneskers lort, men han havde ingen problemer med at spise den mad jeg bragte hjem fra arbejdet”.
Ashif Shaikh, medstifter af den indiske menneskerettighedsgruppe Jan Sahas Social Development, mener at folk er blevet socialiseret til at tro, at de er nødt til at udføre dette arbejde: ”De siger, at dette arbejde er givet dem af gud, og at de er heldige for det giver dem noget at spise”, fortæller han til the Guardian.
Læs artikel »The women who refuse to do India’s dirtiest job«
Afføringsarbejderne er fanget i ekstrem fattigdom og diskrimination pga. deres kastetilhørsforhold som dalit. Som kvinden Geeta Devi udtaler til India Today: ”Vi kunne ikke få andet arbejde pga. diskrimination, og fordi vi havde dette arbejde blev vi diskrimineret endnu mere”.
Læs artikel »Sanitation workers’ daughters turn smart cabbies in Delhi«
Sætter arbejderne sig imidlertid op imod forventningen om, at de skal arbejde som manuelle afføringsarbejdere, mødes de af massivt socialt pres fra højere kaster, og risiko for vold og fordrivelse. Flere af dalitternes hjem er før blevet brændt ned i protest. Og de får ikke tilstrækkelig hjælp fra de lokale myndigheder.
Kravet om, at det er dalitter der skal udføre det usunde og uhumske arbejde, finder sin begrundelse i kastesystemet, hvor dalitter udgør nogle af de nederste i hierarkiet. Men diskrimination ud fra en kastebegrundelse, samt den medfølgende betegnelse ’urørlighed’, blev ulovliggjort tilbage i 1955.
Der er siden sket flere retlige tiltag for at ændre på det, bl.a. en lov fra 1993 som utvetydigt forbyder ansættelsen af manuelle afføringsindsamlere. Den blev yderligere strammet i 2013, og kan give op til fem års fængsel, hvis man ansætter mennesker til at være manuelle afføringsarbejdere. Alligevel er det et udbredt fænomen.
Den indiske socialminister Thaawar Chand Gehlot udtalte i et interview i september 2015 til India Today om praksissen, at ”manuelt afføringsarbejde er en afskyelig forbrydelse, det er nødvendigt helt at få det udryddet. Det er vores (regeringen, red.) mål at rehabilitere disse arbejdere og give dem et værdigt erhverv”.
Læs interview med socialministeren »How big is the challenge of manual scavenging«
Antallet af tørlatriner og manuelle afføringsarbejdere varierer meget. F.eks. viser en officiel undersøgelse fra 2011, at 180.657 mennesker arbejdede i dette erhverv, men tallene fra Dalit-foreninger er gerne højere.
Lederen af den indiske NGO Hazards Centre, Dunu Roy, mener at der foregår en udbredt underrapportering, i det man ikke indregner tallene fra Dalitforeningerne selv. Desuden er blot fem procent af landsbyernes sanitære forhold blevet kortlagt.
Der er også store forskelle mellem de indiske delstaters andel af vandtoiletter og antallet af manuelle afføringsarbejdere. Med over dobbelt så mange i rurale landsdele som i byerne.
Men i hovedstaden Delhi findes også flere hundrede sådanne tørlatriner, der tømmes af menneskehænder, og desuden grise der æder det menneskelige affald – både i Delhi og resten af landet.
Læs artikel »Manual scavenging health risks that hunt cleaners«
Halvdelen af Indiens befolkning benytter sig af udendørs latriner og tørlatriner hvilket udgør en stor helbredsrisiko. Den indiske regering, under premierminister Narendra Modi, indførte i 2014 et tiltag, som skal omdanne åbne latriner og tørlatriner til vandtoiletter, men officielle tal viser, at regeringens mission om at indføre bedre sanitære forhold blot har resulteret i 8 mio. toiletter på landsplan.
Ifølge India Today døde to manuelle afføringsarbejdere i oktober sidste år af kvælning pga. gasser der udledes fra affaldet. Også sygdommen leptospirosis rammer mange igennem kontakt med grises blod og urin. Sygdommen resulterer i feber, ledsmerter, blodmangel, samt lever- og nyreinfektioner, og kan være dødelig.
Både regeringen og NGOer arbejder med at få stoppet det manuelle afføringsarbejde. Premierminister Narendra Modis regering har fremlagt en plan, der på et tidspunkt skal opkvalificere 900 kvinder i Delhi til taxichauffører. Kvinderne på kurset lærer også kampsport og får et mindre stipendium at leve af samt et lån så de kan købe en mindre bil.
Jan Sahas Social Development Society har arbejdet med dette område de sidste 12 år. I 2014 startede de et særskilt program for at nå disse kvinder og piger, og flere hundrede er nu blevet oplært i andre færdigheder, såsom broderi og skrædderarbejde.
Et uofficielt estimat foretaget af Hazards Centre viser, at der er omtrent 60.000 manuelle afføringsarbejdere alene i Delhi.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96