Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Tribunalforening vil undersøge grundlag for krige i Irak og Afghanisten efter kommissionsnedlæggelse

Demokrati
12. februar 2016 - 11:30

Tribunalforening vil undersøge grundlag for krige i Irak og Afghanisten efter kommissionsnedlæggelse

Et nytdannet Irak-tribunal vil undersøge, om der er foregået ulovligheder og bevidst er tilbageholdt oplysninger i forbindelse med Danmarks deltagelse i Irakkrigen. Tribunalforeningen venter betydelig modstand fra ministerier og militær.

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Gitte M. Rasmussen

Tribunalforeningen vil tage arven op efter den nedlagte Irakkommission, som Venstreregeringen og blå blok valgte at nedlægge i efteråret 2015 trods brede protester.

– Med regeringens lukning af Irakkommissionen må civilsamfundet gøre dét, regeringen ikke vil, siger Carsten Andersen, der er medstifter og bestyrelsesmedlem i Tribunalforeningen til Modkraft.

Foreningen valgte i den første weekend af februar bestyrelse.

– Der er foregået noget uldent, og dét vil vi have belyst. Det skylder vi også soldaterne, der er vendt hjem med ar på sjæl eller legeme, siger han.

Ulovlig krig?

Det nystiftede Tribunalet har som formål at dokumentere og afdække forløbet op til Danmarks indtræden i Irakkrigen i 2003 og drage konklusioner om, hvorvidt der var tale om en ulovlig krig, og om politikere, embedsmænd eller andre kan drages til ansvar. Tribunalet vil også forsøge at afdække om krigens love er blevet overtrådt i forbindelse med fangeudleveringer og tortur.

– Det bliver en stor opgave at løfte, pointerer Carsten Andersen, som også forventer modstand mod foreningensarbejde:

– Det bliver op ad bakke og med betydelig modstand fra ministerier og militæret. Men vi forventer, at alle myndigheder samarbejder positivt om at få klarlagt, hvad der faktisk skete, siger han. 

Foreningen vil selvfølgelig søge om aktindsigt, men dens bekymring går på, at relevante papirer måske er fyldt med sorte overstregninger.

Ingen juridisk myndighed

Foreningen håber, at igangværende tribunaler i andre lande kan have en positiv effekt på den danske proces, for tribunalet har ingen reel magt eller juridisk myndighed.

– Det er et demokratisk projekt: Hvor meget vil de danske politikere have frem? Krigene påvirker vores liv og muligheder. Alle danskere er påvirket af en øget terrortrussel, der er udviklet i takt med, at Danmark er blevet et aggressivt, krigsførende land. Vi skylder derfor både de udsendte og hinanden at gennemføre en åben erfaringsopsamling og lære af, hvad der er sket, siger Carsten Andersen.

– Det er ikke kun krigsmodstandernes eller venstrefløjens interesse. Krigspolitikerne, militæret og højrefløjen må da også ønske at kunne handle på et bedre grundlag i fremtiden. Politikerne skal fremover have et bedre oplyst grundlag for at kunne beslutte, om man skal gå i krig, og reglerne for krigsførelse skal overholdes, siger han.

Tribunalet kan indkalde vidner, for eksempel tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, men hvis han ikke ønsker at deltage, er der ingen konsekvens, da tribunalet ikke kan indkalde folk med mødepligt og under vidneansvar. Foreningen forudser at de blandt andre vil invitere irakiske vidner.

– Befolkningen har fået forkerte oplysninger fra politikere og militær, som har fortalt, at Danmark ikke kendte til mishandling af fanger. Men alligevel har vi set filmoptagelser, som militæret påstod ikke eksisterede, af irakere, der tages til fange, uddyber Carsten Andersen.

Hvad vidste danske politikere?

– Vi fik også at vide, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, men Colin Powell (tidl. amerikansk udenrigsminister, red.) har sidenhen vedgået, at USA vidste, at dette ikke var sandt, allerede før de gik ind i Irak. Vidste danske politikere også det, førend vi gik ind i krigen? spørger han.

Tribunalforeningen står for at rekruttere frivillige, oprette et sekretariat, rejse økonomiske midler, udbrede kendskabet til tribunalet og iværksætte, at det egentlige tribunal dannes.

Selve tribunalet kommer til at bestå af blandt andre advokater og jurister, men også personer, der ifølge foreningen har en troværdighed i befolkningen.

Tribunalets arbejde er selvstændigt, og det tilrettelægger selv undersøgelserne og deres form ved at sikre indsamling af materiale, vidneudsagn, og dokumenter fra Danmark og udlandet.

– Konklusionen er ikke skrevet på forhånd, men soldaterne har en interesse i at få et ansvar placeret højere oppe. At lukningen af Irak-kommissionen var problematisk, er der bred opbakning til, både fra soldater, officerer, fagforeninger, og kulturpersonligheder. Man har forsøgt at skjule noget, siger Carsten Andersen.

Far til afdød soldat valgt som formand

Johan Kirkmand fra Horsens, hvis søn døde som soldat i Irak i 2005, er blevet valgt som formand for foreningen.

Tribunalarbejdet er i sin tidligste vorden, og selve tribunalet forventes først at være klar til at påbegynde en undersøgelse ved starten af 2017.

Besøg Tribunalforeningen til undersøgelse af Danmarks krige i Irak og Afghanistan

Redaktion: 
Nyheder
Emneord: 
Danmark Irak Demokrati

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96