»Gys i giftgryden! Hvor grimt kan det blive? Med godt skal ondt fordrives!« Anne Marie Helgers tale ved Bedsteforældre for Asyls demonstration imod asylstramninger den 26. januar i København.
Hvor er det godt at stå her sammen med jer meddemonstranter mod asylstramninger.
Hvem har kaldt os sammen? Det er igen de bedste: Bedsteforældre for Asyl!
I, Bedsteforældre for Asyl, er tidens sande beundringsværdige helte. Midt i jeres livs travleste tid.
I er jo i gang med en hundesvær PHD. Jeg skal osse selv i gang med min PHD = Pensionist Hele Dagen.
I, Bedsteforældre for Asyl, er i sjælden grad nogle gæve, grå hjælme, der hjælper, lindrer og vækker til mod og modstand mod afskyvækkende asylstramninger.
De stramninger kan ikke strammes strammere, så kvæler de flygtningene. Men det er vel osse det, der er meningen.
Stakkels medmennesker på flugt, hvis de ikke er druknet eller udsultet eller pint og plaget til døde, så kan de komme til Danmark og blive kvalt. Langsomt.
Det er skam ikke kun i Syrien, at IS hærger – næh det er osse her i Danmark, vi skal slås med IS = Inger Støjberg og alle hendes skyggeledende smykkebeslaglæggende ledere fra Dansk Frikadelle-fundamentalistparti.
På denne dag sidder de inde i eregeringen på Christiansborg og trediebehandler, at folk på flugt ikke må se deres børn og deres kære i tre år eller mere.
De folkevalgte folk derinde i Folke-ingentinget – ja det har jeg omdøbt det til: Folke-ingentinget. Fordi folket får ingenting af de folkevalgte folk derinde – de eneste, der får noget ud af Folke-ingentinget, er de folk, der udnytter folket, så det vil noget.
For folk på flugt gives der ingen nåde.
Men Bedsteforældre for Asyl gør noget –
Denne demonstration, og I demonstanter, gør noget –I der står her forfrosne og modige. Civilbefolkningen gør mere end noget, for den ved, at hvis vi ikke hjælper folk i nød – nødstedte medmennesker – så er vi jo det Danmark, de skriver så dårligt om ude i verden: Danmark med: D for Dumhed. A for Angst. N for Narsisisme. M for Menneskeforagt. A for Afmagt. R for Råhed og K for Kynisme!
Gys i giftgryden! Hvor grimt kan det blive?
Det må snart vende – tryk avler modtryk. Med godt skal ondt fordrives!
Anne Marie Helger er skuespiller. Teksten er hendes tale ved en demonstration imod asylstramninger, som Bedsteforældre for Asyl holdt på Nytorv i København den 26. januar 2016.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96