Efter de første par år af min tid som hjemløs på i alt 12 år, boede jeg på sofaen hos venner og familie. Men den kvote blev opbrugt.

Derfra gik det op og ned med at finde et sted at opholde sig - og især at overnatte.

Det blev ikke nemmere af, at flere og flere opgange fik dørtelefon og dermed låste opgangsdøre, så det var næsten umuligt de sidste par år at komme inden døre.

Jeg overnattede meget på Vestvolden, i de gamle bunkere der stadig står der. De er låst og svejset til i dag. Men dengang indrettede jeg en hel stue med kasseret indbo fra containeren. Jeg havde sågar en seng med dyne og hovedpude.

Jeg fik »lov« til at bo der i næsten tre måneder. Men en dag jeg kom »hjem«, stod militærpolitiet og voldbetjenten der.

De var i gang med at smide mine ting op på ladet af en lille lastbil. Jeg gik hen til dem, og sagde, at det var mine ting, og at jeg faktisk boede der.

Tingene blev ikke brugt til noget alligevel, og da jeg kom, var der fyldt med rottelort, visne blade og gamle fuglereder, og der var mennesker, der havde besørget på begge måder. Altså lort og pis, og der stank værre end, ja puha, det taler vi ikke om.

De stod og så noget overraskede ud, da jeg kom. De troede, at det var børn, der havde lavet en klub eller hule. At der ligefrem boede nogen der, overraskede dem.

Der var næsten lidt for pænt til, at det kunne være børn, der befandt sig der.

Jeg havde fundet noget maling i containeren et par måneder før, og jeg havde malet vægge og loft henholdsvis hvide og orange. Der var også lidt grønt og blåt hist og her. Det så godt ud, og lignede næsten noget nyt indenfor.

Voldbetjenten spurgte mig, om jeg havde set nogen, der havde smadret vinduerne i det nærliggende hus, hvor hjemmeværnet holdt til. Jeg svarede, at der havde været ret meget uro og larm ugen forinden, men at jeg ikke havde set efter, hvad det var, der foregik.

Jeg havde kreeret en snedig dør, som var lidt besværlig at lukke. Både indefra og udefra. Så jeg gad ikke se efter. Derefter spurgte han, om jeg var villig til at holde vagt, hvis jeg nu fik lov til at blive en måneds tid. Den var jeg med på.

Voldbetjenten sagde til politiet, at han ville give mig lov til at blive, så jeg kunne holde udkig efter vandalerne. Han var bange for, at det var indledningen til et indbrud måske. Så jeg skulle huske at passe på mig selv.

Betjentene satte det hele på plads igen, og jeg fik adresse og telefonnummer til voldbetjenten og politiet.

Der fandtes ikke mobiltelefoner dengang, og telefonboksene, der fandtes, var meget ofte i stykker. Tit var røret simpelthen hevet af, så det var ikke lige sådan at alarmere nogen. Og voldbetjenten boede over en kilometer væk.

To dage efter kl. halv to om natten rumsterede det igen, og jeg kunne høre stemmer og en bildør, der smækkede. Ganske stille fik jeg døren op, så jeg lige kunne knibe mig ud. Jeg listede om bag et stort træ for at se, hvad der foregik.

Der var fire mænd og en varevogn. To af dem var ved at pille den plade, der var sat for vinduet af. De andre ventede. Jeg tog min frakke på og forsvandt lydløst, men hurtigt, væk fra stedet og styrtede op til telefonboksen. Heldigvis virkede den, og jeg fik ringet til politiet og bagefter til voldbetjenten.

Inden jeg var nået helt tilbage, så jeg flere politibiler, uden blink og horn, men stille trillede hen og spærrede enhver flugtvej. Så stormede de op til huset, hvor tyvene var ved at tømme det hele.

De fik fat i alle fire. Men de skulle lige ud på en løbetur. En af dem faldt og brækkede armen.

Det tog flere timer med at Falck skulle komme efter varevognen, og politiet skulle afhøre mig osv.

Men da de endelig kørte, blev voldbetjenten, og han spurgte mig, om jeg ville med hjem og have noget morgenmad. Klokken var efterhånden blevet næsten seks om morgenen. Så jeg tog med ham hjem.

Vi sad og sludrede en stund, og pludselig sagde han, at han forresten havde en ven, der lejede værelser ud. På Brøndbyvestervej. Og om han skulle spørge vennen, om der var noget ledigt.

Jeg fik jo bistandshjælp, så mon ikke jeg kunne klare det. Men det kom an på, hvor meget jeg skulle betale for det.

Om aftenen kom voldbetjenten ned til mig, og sagde, at der var et værelse ledigt, men at det var det største af de fire værelser, der var. Og derfor kostede lidt mere. Men at jeg måtte leje det resten af året gratis (tre måneder), men skulle fra januar betale 1.800 kroner om måneden plus strøm og varme. I alt cirka 1.950 kroner.

Det var egentlig billigt nok, så jeg jublede indvendig og fik dermed en base. Et hjem. Selvom det ikke helt var mit, så var det mit værelse. Med egen nøgle til hoveddøren og værelset.

Det blev en del af starten til et stoffrit liv. At jeg kom i egen bolig. Jeg skulle dog lige omkring Horserød fængsel for at afsone mine forseelser.

Men i dag har jeg egen bolig, og jeg er stoffri. Jeg har en meget indholdsrig hverdag, hvor jeg dyrker mine interesser og hygger mig. Jeg fik nemlig en førtidspension året efter, at jeg kom i egen bolig.

Steen Rosenquist er landformand for SAND, De hjemløses landsorganisation.

Teksten er en del af serien »Opråb fra bunden«, som er historier om udsattes liv indhentet af netværket Bekæmp Fattigdom NU.

Har du lyst til at bidrage med din historie så send den til bekaempfattigdomnu@gmail.com