To nye klasser er vokset dramatisk de seneste år: »prekariatet« og den »nye kreative klasse«. To grupper i samfundet, som værdimæssigt, og i deres livssituation, adskiller sig radikalt fra de klassiske arbejdere, den traditionelle middelklasse og den gamle overklasse.

Prekariatet

Den hurtigst voksende klasse i Danmark i dag er prekariatet. Den kendetegnes af, at menneskers sociale situation på forskellige måder er prekær, dvs. befinder sig i »en usikker position«. Man har i øjeblikket mad på bordet og tag over hovedet, men har alligevel grund til at være urolig for sin livssituation og fremtid.

Prekariatet har mange interesser, der ikke tages hensyn til af den klassiske arbejderbevægelse, som i højere grad tager udgangspunkt i de problemer og værdier, som præger den almindelige lavtlønsmodtager.

Det som adskiller prekariatet fra det klassiske proletariat, er at medlemmerne af prekariatet ikke blot er dårligt stillet i forhold til ejerskabet af, og indflydelse på produktionsforholdene, men at de til og med er dårligt stillet i forhold til, overhovedet at kunne deltage i samfundets produktionsforhold.

Prekariatet står dermed i en lang vanskeligere situation end arbejdere med fast tilknytning til arbejdsmarkedet, som også ofte er organiserede i fagforeninger. Mange er havnet i en ”prekær” situation, fordi de på den ene eller anden måde har sociale, psykiske, følelsesmæssige eller eksistentielle problemer.

Det handler altså ikke bare om, at sikre løn- og ansættelsesvilkår, eller en forlængelse af dagpengene, men derimod om noget så basalt som at skabe bedre rammer for mennesker at fungere psykisk og socialt i hverdagen – en hverdag hvor der tages større hensyn til den enkeltes specielle behov.

For mange i prekariatet er det altså ikke umiddelbare materielle mangler, som er problemet. Disse er mere et symptom på, at der er indre immaterielle aspekter af tilværelsen, som ikke fungerer optimalt.

Vi ser, at mange oplever daglig ydmygelse, dehumaniserende bureaukratiske systemer og arbejdsgivere med ofte urimelige krav og udnyttelse. Prekariatets interesser er at få tryghed og større mulighed for at deltage i samfundet. Hvis disse ikke tilgodeses, kan det føre til at personer havner i en udsat situation med psykisk sygdom, misbrug og kriminalitet – noget som til sidst får negative effekter på resten af samfundet.

Den nye kreative klasse

Den nye kreative klasse udgør den del af samfundet, som er tættest knyttet til de innovative og vidensbaserede dele af økonomien.

Men selvom en stor del af denne gruppe på mange måder tilhører en privilegeret del af samfundet, udmærker den sig ved, at dens medlemmer strækker sig over hele det socioøkonomiske spektrum: fra ludfattige gøglere og aspirerende kunstnerbohemer, studerende som helliger sig frivilligt NGO-arbejde og sociale og miljømæssige projekter, deltidsansatte med små og store projekter ved siden af, til den øvre middelklasses designere, skribenter, kulturarbejdere og arkitekter osv.

Det, som forener den nye kreative klasse, er bestræbelsen på at gennem idéer, formgivning, viden og kunst udvikle samfundet og kulturen, samt et fælles behov for bedre rammer og infrastruktur til understøttelse af deres aktiviteter.

Den nye kreative klasses interesser deles også af andre i de andre klasser (i særlig grad prekariatet), eftersom dens aktiviteter kommer dem til gode i form af øget samfundsudvikling, men også i og med at mange er havnet i prekariatet, fordi de ikke har lykkedes med, at omsætte deres kreative interesser og evner i noget, som giver dem en ordentlig løn.

Den nye kreative klasse spænder altså også over store indkomstforskelle. Det, som forener disse mennesker, er i stedet, at de har andre værdier end den klassiske middel- og overklasse. Værdier som er udpræget postmaterialistiske og kendetegnes af idealisme.

Grønne partier som f.eks. Alternativet, og til dels Enhedslisten, SF og de Radikale, bygger i vid udstrækning på den progressive kraft i den nye kreative klasse, eftersom den kreative klasse bærer mange af frøene til løsninger for et bæredygtigt samfund, socialt, miljømæssigt og økonomisk.

Deres arbejde beriger kulturen på måder, som fører frem til flere kritisktænkende medborgere med mere postmaterielle værdier. Derfor bør den nye kreative klasses interesser forsvares, for hele samfundets skyld.

Dette kan f.eks. indebære, at faciliteter og plads til kreativt iværksætteri bør støttes i både det offentlige, erhvervslivet og civilsamfundet.

Mange i prekariatet har det til fælles med den nye kreative klasse, at de pendler mellem en usikker plads på samfundets bund og deltagelse i den kreative økonomi. Det gælder i høj grad mange kunstnere og personer med kreative uddannelser, som ofte ikke finder jobs, der modsvarer deres evner.

Udgangspunkt for progressive partier

Begge disse klasser er voksende grupper, og de repræsenteres ikke på en tilfredsstillende måde af de gamle partier. De to nye klasser burde være ethvert progressivt partis klassemæssige udgangspunkt.

Dette betyder derimod ikke, at man skal undlade at arbejde for alle klassers interesser. Disse sammenfalder dog i det lange løb med den nye kreative klasses og prekariatets, eftersom at det er her de nye løsninger på samfundets store problemer er at finde.

De store sociale problemer i dagens Danmark er ikke at finde hos den klassiske arbejderklasse, men derimod hos prekariatet. Mange i denne gruppe er dog for udsatte til selv at repræsentere egne interesser.

Det er derimod i overvejende grad hos den nye kreative klasse, at den største forståelse og viden om udsatte menneskers situation ofte er at finde, og også her findes der resursestærke mennesker, som kan afstedkomme politisk indflydelse.

Ud fra dette forhold findes der grundlag for en tæt alliance mellem den nye kreative klasse og prekariatet i fremtidens politik.

Emil Ejner Friis er aktiv i tænketanken Metamoderna og sympatisør af Alternativet.