Mindedagen for det 20. århundredes folkedrab, Auschwitz-dagen, markeres den 27. januar under overskriften ’Medborgerskab og sætter fokus på to temaer medborgerskab og folkedrab.

Op gennem historien har intolerance og giftige fordomme været brugt til dæmonisering, forfølgelse og i sidste ende systematisk udryddelse af »uønskede« medborgere. Som da Hitlers horder i ly af krigens ragnarok trawlede Europa igennem i jagten på jøder og gennemførte et folkemord Die Endlösung, hvor seks millioner jøder blev ofre for et nazistisk inferno af myrderier og udryddelseslejre.

Adolf Hitler ses som inkarnationen af absolut ondskab. En massemorder uden sidestykke i verdenshistorien, som alle har kunnet distancere sig fra.

Længe passede det ikke ind i det gængse mediebillede at hive den dæmoniske førerskikkelse ned på jorden og lade ham fremstå i close-up som et almindeligt menneske af kød og blod. Og Hitler som 17-årig følsom teenager i dyb sorg over sin mors sygdom og død – det var for kontroversielt, og dèn historie blev i årevis skubbet ud i historiens tusmørke …

Men selv om Hitler var rodfæstet i indædt jødehad og antisemitisme, har historikere haft kendskab til èt enkelt tilfælde, hvor han var til at tale med, når det gjaldt udryddelsen af jøderne.

Da nazisterne i marts 1938 havde invaderet Østrig og proklameret Anschluss, satte forfølgelsen af jøderne ind med det samme med plyndring af jødiske hjem og butikker. Jøderne blev ydmyget, mishandlet, deporteret til KZ lejre og mange myrdet.

Få måneder senere modtog Hitler et privat brev fra Dr. Eduard Bloch, der boede i Hitlers hjemby Linz i Østrig.

Den 66-årige læge skrev, at han var blevet tvunget til at lukke sin lægepraksis, og han bad indtrængende Hitler om hjælp. Han nævnte, at han som huslæge for Hitlers forældre 40 år tidligere havde behandlet såvel Hitlers far Alois Hitler som moderen Klara, da hun blev ramt af en dødelig brystkræft.

Også Hitler selv, der dengang var en stor dreng, havde han taget sig af, da han blev syg med lungesymptomer.

Det viste sig senere, at Hitler aldrig havde glemt familiens jødiske huslæge. Hitlers far var død allerede i 1903, og fire år senere blev moderen ramt af kræft. I januar 1907 blev Dr. Bloch opsøgt i konsultationen af Klara Hitler, der klagede over smerter i sit bryst, og nærmere undersøgelser afslørede en uhelbredelig kræftsvulst.

Da lægen fortalte børnene, 17-årige Adolf og 10-årige Paula, om moderens alvorlige sygdom, kunne han se, hvor tæt Hitler var knyttet til sin mor.

I sine håndskrevne erindringer, der opbevares i US Holocaust Memorial Museum i Washington, skrev Eduard Bloch senere:

»Hans lange, gustne ansigt var fortrukket. Tårerne flød fra hans øjne. Havde hans moder ingen chance? spurgte han. Da kunne jeg se, hvor stærkt båndet var mellem moder og søn.«

Selv om mulighederne for helbredelse var ringe, blev det besluttet at lade moderen indlægge på Krankenhaus der Barmherzigen Schwestern i Linz for at gennemgå en operation.

Også her slog det Dr. Bloch, hvor tynget Hitler var af sorg og bekymring. Hans ansigt var stribet af tårer, øjnene trætte og rødsprængte:

»Han havde kun èt spørgsmål. Med grådkvalt stemme spurgte han: Har min moder smerter?«

Igennem flere måneder kom Dr. Bloch dagligt for at tilse sin patient og lindre hendes smerter, mange gange helt uden at få betaling, ligesom han afslog at modtage penge for ekstra medicin. Moderens sygeseng blev placeret i det eneste rum i huset, der kunne varmes op, og Hitler fik anbragt en divan, så han kunne være tæt på moderens dødsleje dag og nat.

Hitlers ungdomsven August Kubizek kom i huset under moderens sygdom og mødte tit Dr. Bloch.

I sine erindringer The Young Hitler I Knew, der udkom i 1953, beskrev han Bloch som Hitler-familiens »elskede Doktor Bloch, som i byen blev kaldt ´de fattiges doktor´… et hjertensgodt menneske, der ofrede sig for sine patienter.«

Kubizek fortalte, at den unge Hitler var vendt tilbage fra Wien og i disse måneder gjorde alt for at drage omsorg for sin mor. Han tog sig af sin lille søster Paula, hjalp hende med lektierne, sørgede for madlavningen, gjorde rent overalt:

»Aldrig tidligere havde jeg bemærket en sådan kærlighed og medfølelse hos ham …«

Klara Hitler døde den 21. december 1907 kun 47 år gammel, og aldrig havde Dr. Bloch oplevet en ung mand så nedbrudt af sorg som den unge Adolf Hitler, da han efter begravelsen takkede lægen med gråd i stemmen:

»Adolf havde et mørkt jakkesæt og et løst knyttet halstørklæde … Han trådte frem og tog min hånd. Mens han så mig i øjnene, sagde han: Jeg vil være Dem taknemmelig for evigt.«

Efter begravelsen tog Hitler tilbage til Wien, men han glemte ikke Dr. Bloch.

For at udtrykke sin taknemlighed sendte han til nytåret 1908 et postkort, som han selv havde malet, hvor han på bagsiden havde skrevet: »Mine allerbedste ønsker for det nye år, med evig taknemlighed, Deres Adolf Hitler.« Han forærede også lægen et af sine malerier.

Straks efter at have modtaget brevet fra Dr. Eduard Bloch i 1938, greb Hitler ind og satte Bloch-familien under Gestapos beskyttelse med vidtrækkende privilegier.

Hvor andre jøder i Linz blev forfulgt, fordrevet fra hus og hjem og deporteret til KZ lejre, kunne Bloch-familien uforstyrret blive boende i huset på Palais Weissenwolff.

De bevarede retten til telefon og skrivemaskine, de kunne uhindret telegrafere over Atlanten, de fik regelmæssigt fornyet deres pas, de måtte køre bil. Som alle ikke-jøder modtog de også rationeringsmærker og kuponer til tøj og andre forbrugsvarer.

Men da de sidste jøder, der var tilbage i Linz, i november 1940 blev tvangsdeporteret til KZ lejre, turde Dr. Bloch ikke vente længere. I december søgte Bloch-familien tilladelse til at emigrere til USA, og de modtog et beskyttelsesbrev fra Rigskancelliet med tilladelse til at rejse ud af landet. Samtidigt fik de lov til at sælge huset på normale markedsvilkår og beholde pengene.

I forbindelse med Anschluss i 1938 havde Hitler aflagt et besøg på rådhuset i Linz. Han spurgte den lokale rådmand Adolf Eigl om nyt fra sin hjemby og bragte da Eduard Bloch på bane:

»Lever min gode gamle Dr. Bloch endnu? Ja, hvis alle jøder var som ham, ville der ikke findes antisemitisme.«

»Ein Edeljude« kaldte Hitler familiens gamle huslæge, der i sine erindringer fandt det »mærkeligt, og på en måde smigrende, at Adolf Hitler i det mindste kunne se noget godt i èt menneske af jødisk race.«

Dr. Eduard Bloch døde i Bronx i New York den 1. juni 1945, 73 år.

Louis Bülow er freelanceskribent.