Klummeelitens pirater

Der er opstået en diskurs i det danske politiske landskab. Det er en nationalkonservativ diskurs, som snedigt har bevæget sig ind i mediernes nyhedslup og skabt en attraktiv platform for massekommunikation. Som kun venstrefløjen kan misunde. En diskurs, der benytter sig af samme retoriske og sproglige greb, som fascismen og som ikke er altid er tydelig for det blotte øje.

Repræsentanter for denne nationalkonservative diskurs er hyppige gæster i DR2 deadline eller klummeskribenter på Berlingske og Jyllands-Posten. De har nærmest rockstjernestatus på den yderste højrefløj og tæller medlemmer af den intellektuelle elite som Rune Toftegård Selsing, Mikael Jalving, Morten Uhrskov, Maria Karup, Søren Kraup og Søren Hvid Pedersen.

En af de mest ekstremistiske er dog den Berlingske blogger Eva Agnete Selsing. Hun er på en nationalkonservativ mission, hvor hun benytter sig af ovenstående sproglige og retoriske greb krydret med løgn, had, dæmonisering og nationalisme. Hun er magtelitens fyrtårn

Et eksempel på hvorledes Eva Agnete Selsing benytter sig af løgn, dæmonisering og dehumaniseringer er hendes kommentar fra 3. maj 2015 om boligsituationen i Kokkedal, Nordsjælland:

”Det dæmrede efterhånden for os: Huspriserne er lave i alle de områder, der er berørt af kulturimpulserne fra steder som Egedalsvænge i Kokkedal og Nivåhøj i Nivå. Vold, kriminalitet, islamisk undertrykkelse, racisme mod etniske danskere, social kontrol og en generelt fjendtlig stemning, er gift for enhver by. Ikke just ideelt for en børnefamilie”

Og videre:

DET ER ALLIGEVEL trist at tænke på, at et af landets smukkeste, tryggeste og mest ressourcestærke områder så småt er ved at opløses. Tænk på alle de mennesker, der stavnsbindes til huse, fordi multikulturen har ædt værdien op. Tænk på den civile orden, de tryghedsskabende bånd mellem naboer, der ætses væk. Tænk på hyggelige gader, der forvandles til potentielle overfaldssteder. Og tænk på, hvor hurtigt, det er gået. Alt sammen på grund af en katastrofal, socialdemokratisk boligpolitik, presset fra store asylcentre på små samfund, den ikke-eksisterende indsats mod røverier og, selvfølgelig, bagtæppet: En amokløbet godhedsideologi. Nej tak. Der skal vi ikke bo.

Eva Agnete Selsing får i sine blogskriverier Dansk Folkeparti til at fremstå som stuerene, Marie Le Pen som moderat og Morten Uhrskov som rationel. Når hun møder modsvar er hendes gængse svar: ”Hvis det er fakta, benægter jeg fakta!”

At sejle under bekvemmelighedsflag

Der er en papirtynd væg mellem den nationalkonservative diskurs og fascisme. Både historisk og aktuelt. Fascisme starter ikke som en massebevægelse med masseappel. Fascisme, nazisme og racisme er ikke begreber udviklet af storby- og landsbytosser. Det er overklassen, der har opfundet systemet og klassificeringerne. Det er en taktik, der skal skabe splittelse blandt almindelige mennesker og aflede opmærksomheden fra de vigtigste problemer i samfundet. Fascismen forsvarer nationen, racen og patriarkatet. Den angriber derfor også alt, der forsøger at anfægte dette. Eva Agnete mener eksempelvis i ramme alvor, at kernefamilien er den eneste rigtige familieform, at racisme ikke er racisme, men erfaringer, og at alt der lugter bare en anelse af udland er et angreb på nationen.

Diskursen starter i periferien og sejler under bekvemmelighedsflag til den rammer fastlandet og går i land. Racistiske og fascistiske ytringer fremstår pludselig som rationelle analyser og logiske løsninger på de problemer som arbejderklassen rammes af. I det øjeblik ytringerne går i land uden at støde på retorisk grund, er de legaliseret. Grundlaget for ekstremisme er hermed lagt.

At støde på grund

Når racistiske og fascistiske ytringer støder på retorisk grund råbes der ”Ohøj - racismekort i sigte!” Det er klummeelitens standardsvar, hvis man påpeger at den nationalkonservative diskurs er racistisk og leger med fascismen.

Men for det første er det ikke et kort. Det er at kalde en spade for en spade. For det andet er der 6 mio. grunde til at kalde racistiske og fascistiske ytringer det, de er!

Det er en del af den nationalkonservative og fascistiske strategi at devaluere racismebegrebet. Alle ved af historiske grunde, at det ikke er stuerent at være racist eller fascist. Derfor er det af afgørende betydning for sådan nogle som Selsing at devaluere racismebegrebet. Det forhindrer nemlig en debat om indhold og fremme en debat om form. Når Selsings ytringer bliver kaldt det de er – racistiske - devaluerer hun modsvaret ved at kalde det et ”racismekort” – et flot sprogligt greb. Problemet er bare, at denne devaluering af racismebegrebet er med til at legalisere racistiske ytringer og det er en del af en strategi.

Selsing kan eksempelvis frit slippe af sted med at sige, at kriminelle østeuropæere skal anmeldes på meldenøsteuropæer.dk. Malkowskis modsvar til denne DF-initierede side – meldenracist.dk er derimod et anslag mod ytringsfriheden. Og i øvrigt er racisme slet ikke racisme i Eva Agnete Selsings optik. Det er en beskrivelse af erfaringer. Og erfaringer er i følge hende en fortrinlig vej til erkendelse.

De nyttige idioter og diskursens arsenik

Klummeelitens skriverier er fremmedfjendtlige, xenofobiske og uhyre generaliserende. Der er intet belæg for de rystende påstande, Eva Agnete Selsing eksempelvis fremsætter. Men hun erobrer og monopoliserer sproget med det ene formål at forsvarer sin nationalkonservatisme. Hun gør 30’ernes nazistiske og fascistiske sproglige greb kunsten efter. Det bemærkelsesværdige er, at der hvor hun erobrer og monopoliserer sproget er temaet altid flygtninge, indvandrere, velfærdsstaten eller kernefamilien. Alt der kan anfægte nationen, racen eller patriarket, bliver omskrevet. Dem der vil tage imod flygtninge er ”opløsningsfetichister”, Sverige er ”Ondskabens imperium”, de offentlige institutioner er servicemonopoler og dem, der ikke lever i en kernefamilie, tilhører ”relativismens rækker” og skilsmisseforældre, der dominerer den offentlige debat er en ”pressionsgruppe”.

Victor Klemperer skriver i sin bog ”Det tredje Riges sprog: ”Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.” Det virkeligt absurde er, at Selsing på ingen måde anerkender præmissen om, at ord skaber virkelighed.

At reducere den nationalkonservative intellektuelle elite, til en gruppe kritiske medborgere med legitime bekymringer, er i min optik, at være nyttig idiot for et meget farligt projekt. Moralsk forargelse over deres ytringer forslår som en skrædder i helvede. Vi kan varme os ved kakkelovne over, at vi har de rigtige holdninger, men det forandrer intet.

Vi er ikke bare i Danmark, men internationalt vidne til, at den nationalkonservative diskurs langsomt, men sikkert flytter hegnspælene for, hvad der er legalt at mene og sige. Donald Trump står for massedistribution af fascistiske ideer, som kan skabe grundlag for en fascistisk bevægelse i USA. Gyldent Daggry i Grækenland brugte år på at nå til, hvor de er i dag.

Derfor kan man ikke bare tie den nationalkonservative diskurs ihjel. Fascismens sprog flyder ud i medierne hver eneste dag. I dag i på nationale medieplatforme. Og med større og større styrke. Den nationalkonservative diskurs er skrækeksemplet på, hvor nemt det er med et magtapparat (medier, politikere, partier og regering) i ryggen at sætte sig på sproget. Det er i bedste sendetid blevet politisk korrekt at overbyde hinanden med intolerance, dæmonisering og dehumanisering.

Heldigvis er der mange danskere, der siger fra overfor udviklingen. Men der er også brug for at adressere og konfrontere den stigende indflydelse, som den nationalkonservative diskurs har på den politiske udvikling og offentlige mening.

Kapitalisme uden racisme og fascisme lige så usandsynlig, som kristendom uden helvede. Fascisme og racisme forstærkes, når der er kriser. Den nyliberale krisepolitik, som føres overalt i Europa, forstærker politikerleden og den understøtter racistiske og fascistiske strømninger. Man kan sige at vi er vidner til 30’erne i slowmotion på det europæiske kontinent.

I Danmark symboliseres det af Eva Agnete Selsing og hendes venner i den nationalkonservative eliteklub. En klub med ambitioner om noget meget mere og større. En klub som kræver vores opmærksomhed.

Hvis vi skal kunne opløse ideerne, må vi også fjerne det materielle grundlag for dem. Det tryk, der fører folk ud i racisme og fascisme, er et faktisk materielt tryk. Det bliver vi som venstrefløj nødt til at forholde os til. Det hjælper ikke at benægte eller nedtone den nationalkonservative diskurs leg med fascisme. En spade er en spade, og en racist er en racist.