Den 27. november har Enhedslistens miljø- og teknikborgmester i København, Morten Kabell, en kronik i Politiken, som desværre savner enhver form for analyse eller kritik af den kapitalistiske storby.

Det kunne man ellers forvente sig af en repræsentant for Enhedslisten, som har et mål, der er formuleret således i partiets principprogram:

»Den store udfordring i de kommende årtier bliver at vise, hvordan vi kan sænke det samlede materielle forbrug, samtidig med at livskvaliteten øges. I Danmark såvel som i de andre rige lande må vi først og fremmest gøre livet bedre gennem kortere arbejdstid, mindsket spild, bedre og mere holdbare produkter, samt vækst i ikke-materielle goder som natur, viden og færdigheder, sundhed, sociale relationer og kulturel udfoldelse«.

Ergo: Færre penge til forbrug.

Ifølge Morten Kabell skal middelalderbyen nu gøres bilfri for bl.a. at forbedre »muligheder for spontane indkøb«. Kronikken handler især om forbrugets velsignelser, om bedre forhold for butikker og flere cafeer, til trods for at indbyggerne vånder sig under det nuværende pres, som de larmende gående horder øver på bydelen.

Trods Enhedslisten erklærede mål om nedsættelse af vores materielle forbrug, ser borgmesteren frem til en stigende omsætning i Indre by med mere albueplads til endnu flere forbrugere og flere turister på gader og stræder, som nok skal bidrage til øget C02, hvis ikke flyene erstattes med luftballoner.

Jeg kan huske, da der var biler, sporvogne og busser overalt i indre by. I dag er biltrafikken stærkt begrænset, og gående har reelt forrang i de fleste gader.

De alvorlige trafikproblemerne i København ligger på indfaldsvejene, og i de andre bydele, hvor de fleste af os bor og lever, så at bruge mere krudt på Indre by og nedlægge 800 parkeringspladser, lyder som en vittighed.

Det, der er brug for, er radikale forslag til løsninger på den omfattende pendling og skævvridende erhvervsstruktur og på en byudvikling med en ulighedsskabende grundsprisstruktur, som er resultatet af den kapitaliske bys specialisering som stedet for kapital, spekulation og omsætning.

Morten Kabells skriver at Indre by er en »by for mennesker«, men det er først og fremmest for arten »homo oeconimus«, som udgøres af byens forbrugere og de erhverv, der understøtter finanskapitalen.

Derfor er den en »by for omsætning«, og den er først og fremmest en lokalitet for kapitalistisk akkumulation af penge og profit.

Det, der engang gjorde denne del af byen til en by for mennesker, er for længst forsvundet. I dag bor der i sammenligning med tidligere, næsten ingen i Indre by, og da slet ikke folk fra lavere sociale lag.

Alle de små værksteder, ismejerier og næringsdrivere, bosatte arbejdere, værtshuse, bohemer, sømænd, ludere og lommetyve, som gjorde byen til en levende smeltedigel for social interaktion på tværs af klasser og kultur er væk.

Bageren i Nørregades gamle slogan, »Har du penge så kan du få, og har du ingen, så må du gå«, omfatter nu alle adresser i Indre by.

I dag er det også ildeset at sætte sig på en bænk eller trappesten med en høkerbajere, for det pæne mondæne byliv tåler ikke det ikke. Der er ikke mere plads til de fattige nasserøve i byen, og byens trappesten er underlagt den private ejendomsret, hvad angår uretmæssig ophold.

Byens som ramme for forbrug, profit og kapitalspekulation

Overalt i Europa har de gamle bycentre mistet deres gamle by-funktioner, men husene står som historiske kulisser, der minder om noget autentisk. Bag de renoverede facader har nye kapitalstærke personer og funktioner fortrængt de mennesker, erhverv og levende bysamfund, der var før.

Hvor det gamle bycenter engang var en samlet ramme for boliger til alle samfundslag, materiel produktion, håndværk, handel og omsætning, er byen i dag kun ramme for kommercielt forbrug, profitskabelse og kapital- og boligspekulation.   

Den amerikanske sociolog Zukin har skrevet,

»at ægte autenticitet handler om herkomsten, om det levende og eksistensen, som noget der er forankret på et sted, og som har en kontinuitet. Autenticitet taler for retten til en by og et kvarter, der giver beboere, arbejdere, butiksejere, gadehandlere muligheden for at slå rødder – og på en paradoksal måde så sælger autenticitet ligesom havne- og havudsigt på ejendomsmarkedet. Tømt for arbejdende er gamle industrier og værkssteder blevet til cool urbane væksthuse, og tømt for arbejdere er de gamle kvarterer blevet pæne og hyggelige. Autenticiteten, der stammer fra en helt anden samfunds- og erhvervsstruktur, er blevet et nostalgisk forbrugsgode og eftertragtede kvarterer domineres totalt af bestemte livsstile, man retter ind efter.«

Den erhvervsmæssige specialisering, de høje ejendomspriser og huslejer i byen har med politikernes velsignelse medført, at den tidligere arbejder- og underklasse er blevet fortrængt fra de attraktive kvarterer, hvis historiske autenticitet, man finder så charmerende.

Udviklingen har ført til en uundgåelige geografisk klasseopdeling og ghettoisering, ikke kun i byen, men også i resten af landet.

Dette fremgik tydelig af, hvor der blev sagt Ja eller Nej til retsforbeholdet; også i København, hvor nej’et faldt i de mindre velhavende dele af kommunen, som stadig huser arbejderklassen.

Vi lever stadigvæk i et klassesamfund og der foregår stadig en klassekamp, selv om den politiske og økonomiske elite fornægter begrebet, og den etablerede venstrefløj intet gør for at sætte klassekampen i perspektiv med kampen for socialisme.

Man behøver ikke at være socialist for at kunne se, hvor og hvordan de mere velhavende klasser af tilflyttere og boligejere har overtaget byen. Foruden ejerskab til deres boliger, opstiller de netop et moralsk og værdimæssigt ejerskab til byens rum, som ikke giver plads til afvigere fra deres egen kultur, livsstil og selvopfattelse.

Med andre ord har middelklassen tilranet sig retten til byen ved at marginalisere og udstøde de mange, som ikke lever op til dens livsstil og normer eller opfylder kravene til kommercielt forbrug.

Det kapitalistiske samfunds love om umistelig rettighed til privat ejendom og de ubønhørlige krav til vedvarende høje profitrater får i sociale sammenhænge, store negative konsekvenser i by og på land, og ghettoiseringen breder uundgåeligt i takt med de uddannelses- og indkomstforskelle, der støt vokser mellem byens rige og fattige.

Grundet de voldsomme grundpriser som spekulation på ejendomsmarkedet medfører, kan man logisk set ikke bygge sig ud af ghettoiseringen med 50-100 almene boliger hist og her. De skal fortsat huse folk uden for arbejdsmarkedet og den lavtlønnede arbejderklasse, som aldrig får et ben til jorden i det dyre boligmarked, som vokser og breder sig i hele byen.

De, der har pengene, ønsker bevidst og åbenlyst både fysisk, økonomisk, kulturelt og mentalt at distancerer sig fra folk, de tydeligt opfatter som underklasse.

Hvad styrer byudviklingen?

Der synes at være et totalt fravær af en kritisk forholden sig til de økonomiske mekanismer, der styrer moderne byudvikling, hos Enhedslistens repræsentanter på Københavns rådhus.

Den amerikanske professor i geografi David Harvey, der har beskæftiget sig med byudvikling i årtier, er en af de internationale intellektuelle, der fortsat fastholder en marxistisk venstreorienteret position med kapitalismekritik, både på et lokalt og globalt plan. (Jf. bøgerne: The Enigma of Capital, 2010, Rebel Cities – From the Right to the City to the Urban Revolution, 2012, og 17 modsætninger og kapitalismens endeligt, 2015).

Harvey kritiserer venstrefløjen for ikke at følge med tiden ved at lægge for meget vægt på produktion, i stedet for at se på arbejderklassens nutidige arbejdsvilkår, arbejdstillingspræg, organiseringsgrad og ikke mindst på kapitalens sammensætning og karakter i moderne storbyer.

Han mener, at venstrefløjen i for høj grad begrænser definitionen af arbejderklassen til dem, der producerer merværdi i den umiddelbare produktion. Venstrefløjen forholder sig ikke til kapitalens cirkulation og den samlede produktionsproces.

Pointen er, at den producerede vares værdi ikke er realiseret for kapitalen i vareform, før cirkulationen af kapitalen er fuldbyrdet via markedet.

Harvey definerer derfor arbejderklassen, som klassen, der producerer og reproducerer byen, og konsekvensen er at fokusere på byen, frem for fabrikken som hovedsædet for fremstilling af merværdi.

Kapitalismen i dag favoriserer kapital i sig selv frem for arbejde, og kapitalen lægger i dag enten likviditeten brak eller bruger den på spekulative gevinster på aktiemarkedet og ejendomme.

Finansfolk investerer kun i jobskabelse eller i en robotisering af arbejdsprocesser, hvis det er rentabelt.

Moderne kapitalakkumulation bygger derfor i højere grad på andre principper end den ’gode’ gammeldags, industrielle kapital.

Kapitalen er blevet financialiseret gennem spekulation i aktier og obligationer samt i gæld og lån, som ikke geninvestereres i en fysisk produktion af varer.

Det er denne gælds- og spekulationskapital, som er drivkraften i det omfattende byggeri, vi ser i København og andre storbyer.

Den moderne urbanisering er først og fremmest udtryk for realisering af den merværdi, som opstår i denne verden af svimlende formuer skabt af spekulativ kapital.

Arbejderbevægelsens fortsatte forankring i industrisamfundets forestillinger kommer derfor til kort i kampen mod denne spekulationskapitalisme, hvorfor det er nødvendig at finde nye kampformer og veje til mobilisere og organisere folk på arbejdspladserne og i byen, hvis man vil ændre vores livs- og levevilkår.

Arkitekt Peter Schütz Jørgensen har i flere artikler i dagbladet Arbejderen beskrevet David Harveys ideer.

Han har her bl.a. skrevet:

»Via byplanlægning og investeringer i nye byområder skaber staten og kommunerne rammer for møder mellem den finansielle sektor, akkumuleret kapital og ejendomsmarkedet. Harvey peger på, at byudvikling er en af måderne til at absorbere – eller destruere – den overskydende kapital på via lån. Det sker i form af offentlige anlægsarbejder, som byfornyelse og infrastruktur eller private projekter. Harvey beskriver det som en farlig udvikling: En af de neoliberale myter handler om 'trickle down', eller når det regner på præsten drypper det på degnen. Når den ophobede rigdom i toppen af samfundet bliver reinvesteret og drypper nedad, skabes mere efterspørgsel. Sker det ikke, svækkes købekraften og en underforbrugskrise forstærkes. Det er denne paradoksale situation, hvor økonomien holder sig flydende og omfordeler via en svimlende gældsætning og kapitalakkumulation, der skaber destruktion af samfund og af byerne.«

Venstrefløjen på Københavns Rådhus har på intet tidspunkt kritiseret eller kommenteret denne udvikling, formuleret alternativer, eller taget fat i den konkrete sociale og økonomiske uret, som opstår, fordi retten til privat ejendom og profit overtrumfer enhver anden tænkelig opfattelse af umistelige rettigheder.

De øgede klasseforskelle vi ser er jo en logisk konsekvens af byens kraftige erhvervsspecialisering og af gentrificeringens internationale følgesvend: ghettoiseringen. 

Ingen i Københavns borgerrepræsentation har kritiske holdninger til fremvæksten af de destruktive former for endeløs kapitalakkumulation, som kommer af udvekslingen på et marked, der bygger på en juridisk konstruktion af individuelle økonomiske rettigheder; uanset følgerne for miljøet, naturen og almenheden.

Politikernes visioner for København, inkl. miljø og teknikborgmesterens, handler ført og fremmest om flere veluddannede indbyggere med gode lønninger, der kan bidrage til et øget kommercielt forbrug og hermed kapitalens akkumulation i byen, og som i kraft af deres ejerboliger vil kunne bidrage til den gældsspiral, som styrer verden.

Derfor vægter man metro, cykelstier, træer i gaderne og andre gode fornuftige tiltag, men udtrykker ingen radikale visioner eller ideer for sociale og økonomiske forandringer, som kunne gøre en virkelig forskel for byens indbyggere.

Uanset grøn energi og en nedsættelse ad CO2 udslip vil den såkaldte ’grønne kapitalisme’ forsætte med at drive rovdrift på jordens råvarer og ressourcer, så over- og middelklasse kan fortsætte med et enormt forbrug af boliger, gucchitasker, sko, kaffe, flæskestege osv., samt forsat udbytte eller overflødiggøre den arbejdskraft, som dyrker, avler og fremstiller alle disse produkter med henblik på økonomisk profit frem for alt andet.

Hvor er utopien?

Hvis der skal være mening med den kapitalismekritik, som fremgår af Enhedslistens principprogram, må partiet og dets repræsentanter nødvendigvis også forholde sig til byen som forudsætning for et bæredygtig samfund med andre tiltag end at koble sig på den grønne kapitalistiske væksts vogn.

En CO2 neutral by ændrer ikke en tøddel ved kapitalismens sociale og økonomiske uretfærdigheder.

Det kræver, man ser på andre systemoverskridende og vidtrækkende sociale og økonomiske perspektiver end dem, Morten Kabell i sin kronik formulerer for København.

For som Harvey skriver:

»Byen er der, hvor vores politiske fremtid ligger på venstrefløjen. Spørgsmålet om hvilken by, vi vil have, kan ikke adskilles fra spørgsmålet om, hvad slags mennesker vi vil være, hvilken slags sociale relationer vi søger efter, hvilken slags natur vi værner om, hvilken livsstil vi stræber efter, og hvilke æstetiske værdier vi vil have. Individuelt og kollektivt skaber mennesker byen med deres handlinger og politiske, økonomiske engagementer, men byen former også os.
Vi kan drømme om og spekulere over alternative by-verdener, og vi behøver samtidig utopiske planer og idealer om retfærdighed, for de er uundværlige for enhver motivation og handling”.

Men hvor er de socialistiske utopier og idealer, som fører til handling?

Hanne Schmidt er arkitekt og medlem af Enhedslisten.