Teoretisk kan man forbyde al anvendelse af ikke-fornybare ressourcer og forurening, men det ville ødelægge livsvilkårene, som vi kender dem i dag, og bringe mere sult og elendighed med sig. Derfor bør vi nøjes med at forbyde det værste og med økonomiske redskaber, som afgifter, tilskud, kvoter og told, trække kloden i en bæredygtig retning.

Der er naturligvis også offentlige kampagner, nudging og almindelig social kontrol, men de redskaber virker tilsyneladende ikke når det handler om vores elskede biler, fritliggende boliger med hyggeskabende pejs og brændeovne, store røde bøffer, fast fashion og hurtig udskiftning af IT-udstyr. Der er brug for økonomisk straf og tilskud, når menneskelig adfærd skal styres og virksomhederne skal deles om begrænsede ressourcer. Fordelen med disse økonomiske redskaber er, at de tillader et frit valg for forbrugerne og omkostningseffektivitet for virksomhederne; på det punkt er jeg enig med de borgerlige og med Bjørn Lomborg, som sagde ”mest miljø for pengene” og skabte en voldsom miljøpolitisk debat i 0’erne om forbud kontra kvoter og afgifter.

Neutrale afgifter og tilskud

Visse omkostninger i produktionen er ikke private og kommer derfor ikke med i prisen til forbrugerne. Det klassiske eksempel er fabrikken, der leder forurenet vand ud i floden, hvilket gør fiskeri længere nede af floden til en trist oplevelse. Her vil sælgeren af fiskekort være villig til at betale den forurenende virksomhed for at rense sit spildevand. I praksis vil myndighederne gribe ind med regler, kontrol og afgifter. Det er noget borgerlige økonomer i den neoklassiske skole er helt med på. Forureningen kaldes negative eksternaliteter og social costs og opgaven består i at måle og veje samt internalisere dem i virksomhedens økonomi. Omvendt kan der være positive eksternaliteter, f.eks. er skovdrift med til at producere ilt og opsamle CO2, hvilket kan berettige tilskud til naturpleje. 

Der findes efterhånden så meget registrering og statistik i sundhedssektoren, at der kan beregnes omkostninger på mange forskellige former for forurening og misbrug og besparelser ved motion og sund kost. Tilsvarende kunne man regne på kommunernes oprensning af spildevand og lægge afgifter på p-piller og medicin, samt salg af kemikalier til husholdningerne og virksomhederne. I min kommune, Helsingør, får boligejere 20.000 kr. for at afkoble sine nedløbsrør fra det kommunale kloaksystem; den slags klimatilpasnings-tilskud vil sikkert blive mere udbredt i fremtiden.

Adfærdsregulerende afgifter 

Rygning er skadeligt og det er de senere år mange steder blevet forbudt at udsætte andre for passiv rygning. Men det er ikke forbudt at ryge. Til gengæld er der høje afgifter på cigaretter og røgtobak, og man kan fastsætte afgiften så den finansierer behandling af KOL og lungekræft forårsaget af rygning. På denne måde kan afgiften altså gøres neutral. Rygere behøver ikke at stigmatiseres, de har blot valgt at leve livet farligt ligesom bjergbestigere, der betaler en højere forsikring end andre.

Derimod gav det meget debat om elitens moralisering da der blev lagt afgifter på sukkerholdigt sodavand og fedtstoffer i forsøg på at begrænse fedme-epidemi, især fordi andre end målgruppen blev økonomisk belastet. Fede mennesker hånes ofte, fordi mange mener at de fede ”selv er skyld i fedmen, mens vi andre skal betale for at de kan behandles”.

Problemet med de fleste afgifter er, at de er asociale; de vender den tunge ende nedad; de betyder mere i husstanden med lille indkomst end i husstanden med høj indkomst. Derfor skriver vi i forslag til Enhedslistens produktions- og erhvervsprogram: ”Enhedslisten vil arbejde på …- At der gives økonomisk kompensation til borgere med lave indkomster, hvis der indføres afgifter, der vender den tunge ende nedad.” Dermed ønsker vi at forhindre at EL igen går med til økonomisk ulighed, som da EL deltog i energiforliget med afgift på fjernvarme - fjernvarme bruges stort set lige meget af rig som fattig. Når man kompenserer folk med små indkomster, vil de i gennemsnit have råd til at forbruge lige meget af den afgiftsbelagte vare/tjeneste, men pga. ændring i de relative priser (substitutionsforholdet) vil de formentlig sammensætte deres forbrug med mindre af den dyre vare/tjeneste og mere af de andre varer/tjenester. Kompensationen vil give samme grad af frit forbrugsvalg for dem med de mindste indkomster, mens folk med høje indkomster vil opleve en begrænsning i deres samlede forbrug.

”Kompensationen kan finansieres af afgifterne, ligesom indtægterne fra disse kan anvendes til at finansiere alternativer f.eks. præmiering af miljøtiltag og anvendelse af alternativ energi.” Her kan man erindre den såkaldte betalingsring om København, som blev upopulær både fordi den vendte den tune ende nedad og fordi der ikke var udsigt til gode og billige alternativer. 

Adfærdsregulerende tilskud

De sidste mange år har der lydt kritik af afbrænding af fast brændsel i brændeovne og pejse. For det første udledes små partikler, som går direkte i lungerne og rundt med blodet. Senest offentliggjorde Aarhus universitet en undersøgelse af luften i København, hvor brændeovne slet ikke er nødvendige, da der er fjernvarme. For det andet mener mange at afbrænding af træ ikke er CO2 neutralt pga. tidshorizonten og transporten af træ, samt tilvirkning af træpiller. For det tredje er afbrænding af enhver form for bioenergi – både 1. generation (træ og biofuel) og 2. generation (affald fra landbruget; majstoppe, køkkenaffald, etc.) et tyveri fra jorden, da humuslaget bliver stadig mindre og dermed mangler organisk materiale til fremtidigt dyrkning.

Men brændeovne og åbne pejse er en af danskernes ”hygge-elementer” og derfor er det ikke lykkedes at komme igennem med afgifter på afbrænding. Dertil skal siges at det heller ikke er helt enkelt at målrette afgiften, for hvad hvis folk køber træ hos trælasten eller (endnu værre) brænder bygningsaffald og mælkekartoner af? Der arbejdes på et måleudstyr i selve skorstenen, så man kan graduere afgiften mod de mest forurenende beboere, men man skal også forhindre at dem, der ikke har eller kan få adgang til fjernvarme, belastes. Som Klimarådet konstaterer i sin nye rapport er der ingen afgift på denne afbrænding, mens der er en meget høj afgift på el-forbrug f.eks. til el-ovne, også selvom de måtte bruge el fra vedvarende kilder som vind, sol og bølger.

Som delvist tiltag mod partikelforureningen åbnede Miljøstyrelsen for et par uger siden for en pulje til skrotning af gamle brændeovne.  Det er jo dejligt for dem, som ikke bruger deres brændeovn og dem, som lige skulle til at skifte den gamle ud. Og derfor er spørgsmålet hvor meget mindre udledning af giftige partikler og forbedring af CO2-regnskab regeringen får for pengene?

Men tilskudsredskabet er godt nok, for tilskud på et fast kr. beløb betyder mere økonomisk lighed mellem borgerne. Og tilskud er noget husstanden selv vælger, det er ikke en påført tvang som afgifter er. Derfor er tilskud til den "gode adfærd" både spiseligt for venstrefløjen og den borgerlige fløj og det er brugt ved opsætning af solceller, etablering af varmepumper og rejsning af vindmøller. Men når det gælder de forurenende brændeovne, så ville det være bedre at give tilskuddet til helt at forsejle skorstenen. Bliver det dyrt? Måske på kort sigt, men statens vil spare udgifter i al fremtid på færre sygedage og mindre udgifter i sundhedssektoren.  

Allokering af begrænsede ressourcer

CO2-kvoter og fiskekvoter er eksempler på politiske besluttede grænser for forbrug og fordeling af de begrænsede ressourcer til de mest omkostningseffektive. Salget af retten til at forurene med udledning af gasser og opsamle udrydningstruede fisk foregår ved en auktion, hvorved prisen indgår i den pågældende produktion og (formentlig) salgspris. Pt. virker CO2 kvoterne ikke efter hensigten, fordi der er for mange af dem og prisen derfor er alt for lav. Kvoterne for fiskeri har udviklet en koncentration i erhvervet, som kunne stoppes af Konkurrencestyrelsen, hvis der var politisk vilje til det, og desuden er der problemer med bifangst. Men ellers vil jeg fastholde at kvote-redskabet er godt. Når vi i Enhedslisten siger at antallet af svin skal halveres, forestiller jeg mig at redskabet skal være kvoter (som jeg  skrev i bloggen om svin). Hvis man kan tælle, hvor mange svin en landmand sætter i verden, vil man oven i købet indbygge et dyrevelfærdsincitament. For hvis 25 % af de fødte svin dør før de når til slagteriet, som det sker i dag, bliver det dyrt i svinekvote. Hvis smågrisene omvendt får gode forhold, ikke tages fra soen så tidligt, osv., vil flere overleve og udløse indtægt ved salg.  

Told og tekniske handelshindringer

I den internationale konkurrence mellem stater og multinationale selskaber bruger staterne importforbud og told til at regulere handlen til egen fordel.

Som rigt land med et meget stort økologisk fodaftryk bør Danmark vende politikken helt om. Vi bør begrænse vores import af råstoffer til dansk landbrug og industri med importtold og transportafgifter. Her vil halvering af svinene betyde et stop for import af soyaprotein fra sydamerika og dermed en kraftig reduktion af Damarks økolgoiske fodaftryk.

Danmark bør heller ikke presse på ”for at eksportere danske varer og tjenesteydelser til fattige lande. Vi finder at den nuværende sammenblanding af eksport og udviklingsbistand er en forfejlet udviklingsstrategi og mest er udtryk for dansk økonomisk imperialisme. Vi anerkender fattige landes behov for at beskytte deres produktion med importtold og tekniske handelshindringer samt at bruge toldindtægter til at opbygge velfærdsinstitutioner og infrastruktur.” (citaterne er igen fra forslaget til Enhedslistens produktions- og erhvervspolitiske program, som diskuteres i partiet og på offentlige møder i de kommende måneder)

Når vi importerer varer fra fattige lande, bør vi sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold samt beskyttelse af miljø og ressourcer; i stedet for at EU skal tjene på handlen, bør importtold-indtægterne gå tilbage og anvendes til fattigdoms- og miljøorienteret udviklingsbistand i fattige lande. 

Min konklusion er, at der er meget stort potentiale i økonomiske redskaber i miljøpolitikken og at en stor del kan gennemføres sammen med borgerlige, som hylder nytteteori og omkostningseffektivitet - altså også dem, som kalder beskatning for tyveri, jf. Lasses omtale af sine medstuderende på polit-studiet.