Her på morgenen for den store demonstration er jeg faktisk en smule nervøs. Der er en masse ting der løber gennem mit hoved og efter i går og jeg har været i tvivl om hvorvidt jeg skal tage med.

Idéen med demonstrationen er at gå på gaden og alle have noget rødt på. Et tørklæde, en paraply eller vores seje ”Climate justice now”-pandebånd. Det røde skal symbolisere en grænse for klimaet. ”Her til og ikke længere!” Det er derefter meningen at vi skal samles og på en måde formere os, så vi peger ned mod det finansielle centrum i Paris og peger på dem der er ”klimasynderne”.

I går blev vi briefet omkring sikkerhed, retslige anliggender og fik at vide hvordan man skylder peperspray ud af øjnene. Det var jo ikke lige min forestilling om en non-violent, fredelig demonstration. Det er stadig meningen, men som koordinatorerne og vores turledere bliver ved med at sige til, så kan vi ikke vide det.

Jeg er ikke sikker på jeg har besluttet mig endnu, for jeg synes det er vildt vigtigt, at være der og sende et signal om at vi er der og vi VIL have forandringer. At de aftaler det lykkes dem at lave ikke er tilstrækkelige. Og at vi er en KÆMPE bevægelse der ved at hvad end de får lavet af aftaler er der meget der fortsat skal kæmpes for. 

På den anden side sidder min mor på min skulder og hvisker mig i øret at jeg skal passe på mig selv. Og helt ærligt.. Hvor stor en forskel gør lille jeg imod verdens ledere?

Vi har jo været på gaderne og vi har mødtes med en masse andre danske organisationer for at tage et billede sammen, så vi kan sende vores budskaber til den danske regering. Så skal jeg, eller skal jeg ikke? Det finder jeg snart ud af!

 Se også linksamlingen om COP21 på Modkrafts tidslinje 30.november 2015.