Ja-siden har et forklaringsproblem!
I disse dage, efter folkeafstemningen om den nye udgave af retsforbeholdet, bliver der ikke lagt fingre i mellem. EU er på randen af et sammenbrud, og skylden er tilsyneladende vores – vi, der stemte nej.
Det har ikke været let, at beslutte sig denne gang. Jeg er varm tilhænger af et europæisk samarbejde, og jeg mener, EU er det bedste bud, vi har. Jeg ser gerne, at EU kommer til at spille en mere central rolle globalt set, og jeg ønsker, at vi løser en række opgaver i fællesskab. Suverænitet er for mig at se et elastisk begreb, som ikke giver meget mening alene. Det må sættes sammen med noget, som skal udøves suverænt, og en lang række opgaver kan ikke løses suverænt af et land som Danmark. Miljø, sikkerhedspolitik, krisehåndtering – herunder konfliktløsning i verden omkring os.
Flygtninge og asylpolitik kan kun løses i fællesskab, med mindre vi er tilfredse med at se mennesker dø ved vores grænser mens vi konkurrerer på nye stramninger.
Jeg så gerne retsforbeholdet hen, hvor peberet gror, men den model der var til folkeafstemning, ville have udskudt dansk deltagelse i en fælles asylpolitik til et tidspunkt, hvor Venstre, DF og Socialdemokraterne bliver enige om at ønske det, eller – når solen brænder ud, som nogle udtrykte det.
EU's problemer i dag, skyldes ikke et dansk nej til at ophæve retsforbeholdet.
Det skyldes et EU-ja til vanvittige projekter, som har gjort det mere end vanskeligt for nationale politikere at opfylde deres vælgeres forventninger.
Grækenland er et godt eksempel på, hvordan Euroen umuliggør en socialt ansvarlig politik. Og situationen i Grækenland var det, modstandere af Euroen forsøgte at advare imod, da EU-begejstringen var på sit højeste i blandt andet Danmark.
Udvidelsen var et nødvendigt projekt. Et endeligt opgør med jerntæppet og den kolde krig. Men flere af os -især på venstrefløjen – advarede dengang mod, at gennemføre integration i bredden og dybden på samme tid. I SF anbefalede vi dengang et Europa i flere rum, for at sikre et Europæisk hus med plads til alle. I stedet fik vi en europæisk spændetrøje, som først og fremmest passede til det mulige kompromis mellem tyske og franske forhold.
Ved alle de folkeafstemninger, der har været siden afstemningen om det indre marked i 80 érne, har den del af venstrefløjen, jeg har været en del af, advaret mod europæiske ambitioner, som satte samarbejdet på spil. De fleste gange uden held. Det er fortrinsvis ja-siden, der har vundet, og fortrinsvis deres linje, der er blevet gennemført – selv efter nej´et til Maastricht aftalen i 1992. Danmark har haft sine særlige forhold og aftaler – javel. Men at gøre dem til ansvarlige for at EU i dag er ved at slå revner, er mildest talt ude i hampen. Ansvaret ligger hos ja siden, som erstattede den demokratiske dialog med den ene integrationsmotor efter den anden. Først det indre marked, som slap markedskræfterne løs, så der blev behov for en lang række harmoniseringer af produkter og krav om at fjerne enhver form for beskyttelse af national produktion og arbejdspladser. Så Euroen, som kræver en fælles økonomisk politik, hvis den skal overleve, og hvor beskæftigelse og offentlige investeringer bliver tabere. Og sideløbende ser vi verden brænde omkring os, mens den rigeste del af verden – EU – er ude af stand til at agere samlet.
Det er ja-siden, der har aben!