I sin tekst ”Tanker om en hottentotkarussel: Man skal vide hvem man taler med” (4.12.15) går David Hansen i rette med den kritik, der i sommeren 2015 blev rejst af en række af forlystelserne i Djurs Sommerland.

Hansen har forskellige indvendinger mod Djurs Sommerland-kritikken, for eksempel at den bestod i at ”skælde folk ud i kølige akademiske vendinger”, og at den må ses som resultatet af en universitetsuddannet identitetspolitisk bevægelse, som især opererer på de dele af venstrefløjen, der har sin gang på Nørrebro, og som ikke har forståelse eller indsigt i de liv, der leves i provinsen.

Djurs Sommerland-kritikken fik derfor, ifølge Hansen, kontraproduktive effekter, fordi den affødte endnu mere racisme. I tilfældet med Djurs Sommerland vidste de identitetspolitiske antiracister nemlig ikke, hvem de talte til: helt almindelige jyder, der kommer fra en verden med ”en del (ubevidst) racisme”.

For Hansen er historien om Djurs Sommerland-debatten dermed først og fremmest en påmindelse om, hvad der sker, når intellektuelle racisme-kritikere går forkert i byen, fordi de ikke tager bestik af klasseforskel.

At klasse er en vigtig (og ofte overset) faktor i forhold til racisme, er vi enige i. Men der er samtidig en del elementer ved teksten, som er problematiske: For det første at den udelader centrale aspekter ved Djurs Sommerland-debatten, for det andet at den fremstiller Jylland som et særligt racistisk og uoplyst sted, og for det tredje at den rejser et krav om, at racialiserede minoriteter bør appellere til den hvide majoritets følelser.

Alt det der glider ud af billedet

Forløbet omkring Djurs Sommerland-kritikken er mere nuanceret og komplekst, end Hansens tekst giver indtryk af. Det var nemlig ikke ”identitetspolitiske” københavnske universitetsstuderende, som oprindelig rejste kritikken. Det var derimod Jin Vilsgaard, adoptionspolitisk og ikke-universitetsuddannet aktivist, som rettede et spørgsmål til Djurs Sommerland på deres offentlige Facebook-side (jf. Vilsgaard, se også kommentarfeltet under Hansens tekst). Vilsgaard opfordrede Djurs Sommerland til at forholde sig til racismen i forlystelser som Afrikaland (med Hottentot-karrusel og Kannibalgryder) og Westernland (med indianerbyer).

I dagene derefter støttede andre racialiserede aktivister op om Vilsgaards intervention, herunder African Empowerment Center (AEC). Repræsentanter fra AEC blandede sig både i debatten på de sociale medier og i nyhedsmedierne. Når vi skriver dette, er det ikke fordi, vi ønsker at udpege, hvem der er de(n) retmæssige ophavsperson(er) til kritikken, men det komplicerer unægtelig Hansens udlægning.

For med reduceringen af Djurs Sommerland-kritikken til et snævert intellektuelt projekt glider spørgsmålet om aktivisme blandt racialiserede minoriteter i Danmark – og de vilkår den føres under – ud af billedet. I kølvandet på Vilsgaards kritiske spørgsmål til Djurs Sommerland måtte hun og andre racialiserede aktivister nemlig stå på mål for en lang række racistiske og truende kommentarer fra ”almindelige” hvide danskere, som blev rasende over kritikken af forlystelserne. Den dimension fylder ikke meget i Hansens tekst, som i stedet er snublende tæt på at konkludere, at de racismekritiske stemmer selv var ude om den racisme, de blev gjort til genstand for.

I stedet for at se Djurs Sommerland-kritikken som den intellektuelle identitetspolitiks brain child forstår vi den i højere grad som en del af den politiske mobilisering af racialiserede minoriteter, som har fundet sted gennem de seneste par år, og som rækker ud over de traditionelle (overvejende hvide) venstrefløjsgrupperinger, der færdes på Nørrebro.

Mange af de racialiserede minoriteter, som i dag er med til at formulere racismekritik i Danmark kommer ikke nødvendigvis fra privilegerede akademikerhjem i Indre København. En del er – ligesom Hansen selv – migreret til København fra andre steder, både i og uden fra Danmark. Nogle er højtuddannede, andre er ikke. Racismekritikken har dermed flere og mere komplekse baggrundshistorier end Hansen har blik for, og som racialiseret minoritet kan der være store omkostninger forbundet med at være aktivist og blande sig i den offentlige debat.

Når det er sagt, så er vores pointe ikke, at mobiliseringen blandt racialiserede minoriteter og de politiske strategier, der arbejdes med, er hævet over kritik. Men vi mener, der er mere presserende spørgsmål at forholde sig til end at gøre en dominerende fantasi om ”identitetspolitik” og ”intellektuelle universitetsstuderende” til syndebuk.

Vi finder det eksempelvis mere oplagt at spørge til, hvorfor den hvide venstrefløj overordnet set forholdt sig tavs og passiv, da det gik vildest for sig med trusler og racistiske kommentarer i kølvandet på diskussionerne om Djurs Sommerland? Hvem har været (u)villige til at tage den diskussion? Og hvad bliver konsekvenserne af det?

Jylland og den ubevidste racisme

For det andet er der spørgsmålet om klasse, som står centralt i Hansens tekst, og han beskriver sin egen erfaring med at vokse op i en jysk familie, hvor der ikke var mange penge til rådighed – derfor gik turen til Djurs Sommerland frem for til udlandet. Vi anerkender vigtigheden af denne erfaring – ikke mindst som en væsentlig kritik af økonomisk ulighed, og at konsekvenserne af denne ulighed varierer fra region til region.

Samtidig ser vi også erfaringen som en vigtig indgang til at forstå, hvordan økonomisk og social ulighed (også) kan skabe følelsesmæssige investeringer i Djurs Sommerland.

Men spørgsmålet er, hvorfor betydningen af klasse, skal skrives frem gennem en absolut modstilling af et elitært København over for et ikke-elitært Jylland? Det er en klasseanalyse, der både fremstiller jyder som nogle, der skal have alting serveret i mundrette portioner, og samtidig klassegør ”den ubevidste racisme”. Dette lægger op til forståelser af – modsat Hansens intentioner? – at ubevidst racisme udgør et særligt problem blandt jyder, som i øvrigt bedst forstår tingene gennem følelser frem for rationelle argumenter.

Dette er paradoksalt, fordi sagen om Djurs Sommerland viste, at det netop ikke kun er mennesker fra Jylland uden akademiske uddannelser, som har problemer med at forstå racismekritikken. Den modstand er langt bredere funderet både klassemæssigt, geografisk og politisk.

Men der er også en anden dimension ved Hansens påstand om racismekritikkens elitære forankring, som handler om, at kritikken taler ned til folk. At abstrakt akademisk sprogbrug kan føre til eksklusion og hierarkisering, er vi fuldstændig enige i. Og på den baggrund kan man sagtens spørge til den måde, hvorpå underskriftsindsamlingen mod Hottentot-karusellen var formuleret med henblik på at forestille sig andre strategier.

Men Hansens tekst er samtidig blind for, hvordan anklager om ”elitær” og ”akademisk” ofte bruges til at afmontere racialiserede minoriteters kritik af racisme – hvad enten de er akademikere eller ej. Som racialiseret minoritet i Danmark kan det være svært, hvis ikke umuligt, at tematisere strukturel racisme uden at blive banket på plads som utroværdig, hysterisk og fanget i egen offermentalitet.

Set i det lys er det måske ikke så mærkeligt, at racismekritikken i et vist omfang gør brug af et akademisk sprog for at opnå autoritet og legitimitet i en offentlighed, hvor racisme har ringe muligheder for at blive forstået som andet end et problem, der eksisterer på den alleryderste højrefløj.

For os, som er blevet akademikere, er det dog ikke sådan, at akademisk status i sig selv er lig med en fribillet til at tale med autoritet om racisme og diskrimination i den danske offentlighed (se også Nazila Kivis ”Rigtige minoritetskvinder holder kæft”). Som racialiseret akademiker bliver man ofte mødt med argumentet om, at det at man er blevet akademiker i sig selv modbeviser racismens eksistens. Man bliver med andre ord gjort til det omvandrende bevis på racismens ikke-eksistens.

Vores pointe med at skrive dette er ikke, at akademiske redegørelser for racisme bør have forrang eller at de bør stå alene – tværtimod – men for nogle af os er det (også) vores akademiske uddannelser, som har givet os sprog til at sætte ord på vores levede erfaringer med dansk racisme.

Det, som allermest kalder på at blive diskuteret, er, hvordan racismekritikken er fanget i et catch 22. Den anses enten som et resultat af irrationelle følelser og personlige problemer eller som en alt for abstrakt og intellektuel øvelse, der ikke er forbundet til ”virkeligheden”. Det er gennem denne logik, at racismekritik igen og igen bliver brutalt fejet af banen i Danmark.

Brune mand: Tal til det hvide hjerte

Set i det lys bliver det derfor paradoksalt, når Hansen foreslår, at racismekritikken i højere grad bør lægge det akademiske sprog væk og i stedet tale til folks følelser:

”Havde en venlig racialiseret familiefar, gerne af afrikansk afstamning, lavet en video foran figuren og fortalt, hvordan det påvirker ham og hans familie og gør dem kede af det, så havde folk måske set, at det ikke var nogle onde akademikere, som var kommet for at fortælle dem, at de bare gør alting forkert. Men en far eller mor af kød og blod ligesom dem selv, som også var i Djurs Sommerland for at more sig med familien. Igennem hjertet kunne man måske åbne op for en mulig kritik af figuren.”

Hansen appellerer her til, at racialiserede minoriteter skal udføre et følelsesmæssigt oplysningsarbejde, så folk i Jylland kan forstå sagens alvor. Den hvide majoritetsfamilie bestående af far, mor og børn skal kunne genkende sig selv i den afrikanske minoritetsfamilie og i dennes smerte. Men på en ikke-truende og ikke-akademisk måde.

Der er flere ting at sige til dette forslag. For som tidligere nævnt var der racialiserede minoriteter, herunder mennesker af afrikansk oprindelse, som tydeligt fortalte den danske offentlighed i tv og andre medier, hvorfor de syntes, at Afrikaland var problematisk for dem selv og deres familier. Jyllandsposten citerede eksempelvis Josef W. Nielsen, forperson for African Empowerment Center, for følgende:

”Så snart det handler om sorte, har vi fra kolonitiden en idé om, at dem kan vi godt gøre grin med, for de er jo dumme og ikke nær så menneskelige som os andre. Derfor kan vi fremstille dem som kannibaler og hottentotter og mindre civiliserede end os andre. Det er det selvbillede, som vores børn skal vokse op med” (26.6.2015).

At racialiserede minoriteter, som eksempelvis Nielsen, således stod frem og direkte pegede på de racistiske konsekvenser for mennesker af afrikansk oprindelse ledte dog hverken til at ledelsen i Djurs Sommerland følte sig forpligtet til at ændre kurs, eller at ”folkestemningen” vendte. Den strategi, som Hansen foreslår, er med andre ord allerede afprøvet uden succes.

Det er sigende, at i Hansens tekst går en stærk insisteren på, at racialiserede minoriteter skal forbedre deres formidlingsstrategier hånd i hånd med et fravær af opfordringer og krav til den hvide majoritet. De strategier, som Hansen forestiller sig kan være virksomme, forudsætter en fuldstændig asymmetrisk arbejdsfordeling: Den hvide majoritet skal bearbejdes, mens vi racialiserede minoriteter skal servere det kritiske budskab uden akademiske gloser. Vi skal være venlige. Og vi skal optræde i en kernefamilie.

Men mest af alt skal vi tale til det hvide hjerte.

Der er noget paradoksalt i at læse en sådan opfordring, underskrevet af en faglig meningsdanner, på en platform som Modkraft. For kunne man forestille sig den danske fagbevægelse opfordre de arbejdstagere, der ikke får udbetalt løn efter overenskomst, om at droppe strejkekrav og klasseanalyse for i stedet at satse på at appellere til arbejdsgivernes følelser og forståelse – fx ved at stille sig op foran fabrikken og fortælle, hvorfor de er kede af det? Og at fremsætte deres lønkrav så tilpas venligt, at arbejdsgiveren ikke føler sig fremmedgjort?

Det er vel ikke på den måde, at den danske fagbevægelse har vundet sine sejre og kæmpet sine kampe? Så hvorfor skal kampen mod racisme baseres på, at racialiserede minoriteter skal udføre et følelsesarbejde, der mest af alt skal sikre, at den hvide majoritet ikke må føle sig stødt på manchetterne?

Venstrefløjens solidaritet og fælles kamp mod racisme kunne også starte dér, hvor vi spørger til, hvad fagbevægelsen egentlig synes om Hottentot-karuseller, kannibal-gryder og indianerbyer? Bidrager den koloniale og racistiske symbolik i disse forlystelser eksempelvis til at skabe et godt arbejdsmiljø for såvel racialiserede som hvide arbejdere?

Dét kunne også være en indgang til at diskutere racisme.