I et indlæg i oktober nummeret af Kritisk Debat og nu her på Modkraft (d. 2/11) tilslutter Anders Lundkvist sig Böhm-Bawerks klassiske kritik af Marx’ værditeori. Men denne kritik hviler på en fejlopfattelse af Marx’ værditeori, der af Böhm-Bawerk (og AL) opfattes substantialistisk, ikke som primært en værdiformanalyse.

I stedet falder Anders Lundkvist tilbage på en generel historisk materialisme. Det kan man gøre. Det har jeg selv gjort, først og fremmest fordi en række af de samfund jeg studerede var samfund med manglende kapitalistisk eller fejlslagen kapitalistisk udvikling (Østeuropa, Rusland). Men kommer vi til udviklede moderne kapitalistiske samfund, så er en forståelse af hvad ’kapitalisme’ i sin grundstruktur og funktionsmåde egentlig er nødvendig. Og her er Marx’ kapitalanalyse og værditeorien igen uomgængelig, men bestemt ikke uden problemer.

Nu har der eksisteret ’udbytning’ i alle klassesamfund. Det er netop det der er karakteristisk for klassesamfund.  Ved ’udbytning’ kan man igen forstå det samfundsmæssige forhold, at et lille mindretal i kraft af kontrol over produktionsmidler og andre ressourcer tilegner sig det samfundsskabte merprodukt og bestemmer over dets videre anvendelse. I vidt forskellige samfund og under vidt forskellige regimeformer, orientalske despotier, antikke slaveøkonomier, middelalderens feudalsamfund, kapitalistiske samfund, Det tredje Rige, Stalins Rusland, latinamerikanske militærdiktaturer, og moderne vestlige ’demokratier’, forekom og forekommer der ’udbytning’ i denne elementære forstand. Det spørgsmål, der rejser sig, er imidlertid spørgsmålet om hvad der er det særegne for ‘udbytning’ i kapitalistiske samfund, hvad er dens specifikke samfundsmæssige form?

Spørgsmålet er provokerende og dybt kritisk fordi al mainstream historieskrivning og samfundsvidenskab siden kapitalismens begyndelse simpelthen har benægtet at noget sådant forekom. I den moderne neoklassiske økonomi taler man f.eks. om ’produktionsfaktorernes aflønning’, men slet ikke om ’udbytning’ og ’klasser’. Ja, knap nok om ’kapitalisme’ blot om ’markedet eller ’økonomien’, i moderne sociologi om ’individernes selvrealisering’ og i statskundskaben om ’medborgerskab’. Man kan med de begreber, som man opererer med i mainstream samfundsvidenskaberne, ikke en gang tænke ’klasser’, ’udbytning’ og ’kapitalisme’. Men det kan Marx. Det er derfor de første er mainstream, medens Marx er en outcast.

Det særegne for kapitalismen er at det er et ekstremt vareproducerende samfund og det særegne for kapitalistisk udbytning er at den fremkommer gennem et sådant samfunds helt normale funktionsmåde. I kapitalistiske samfund råder der en dobbelt adskillelse mellem de der kontrollerer produktionsmidlerne og de der ikke gør det og mellem de direkte producenter indbyrdes. Der råder det grundforhold, at producenterne blot kan forholde sig til hinanden på en indirekte måde gennem udvekslingen af varer på et marked. Den samfundsmæssige arbejdsdeling der må finde sted i ethvert samfund for at dette overhovedet kan fungere og reproducere sig selv sker i kapitalistiske samfund på en kaotisk, krisefyldt måde.

Værditeoriens formål er netop at blotlægge og analysere denne proces. Som den engelske marxist John Weeks udtrykker det: ” No divison of labor is established by custom or central authority prior to production . Producers discover through the exchange of their products whether their individual production decisions conform to the requirement that a society as a whole be reproduced in an adequate manner. In some manner, via the interaction of commodity producers, private labor must be integrated into a socially cohesive whole. The labor theory of value is the analysis of how private labor becomes socialized and explains this process through an analysis of how concrete, specific labor is rendered abstract.”[1]

Marx selv kritiserede så de klassiske politiske økonomer, selv de største af disse, Adam Smith og Ricardo, for eensidigt at fokusere på værdistørrelser (som for dem samtidig var lig med pris) og abstrahere fra værdiformen. Men derved forbiså de netop den historisk-sociale specifikation: ”Die Wertform des Arbeitsprodukts ist die abstrakteste, aber auch allgemeinste Form der bürgerlichen Produktionsweise, die hierdurch al eine besondere Art gesellschaftlicher Produktion und damit zugleich historisch charakterisiert wird ”, erklærede Marx heroverfor. [2]

En vares værdi er ikke en substans, en egenskab som varen besidder, men en relation, nemlig relationen mellem individuelt arbejde og samfundets totale mængde arbejde således som formidlet gennem udvekslingen på markedet. Det er analysen af selve værdiformen der er det vigtigste for Marx. En for eensidig optagethed af det kvantitative problem, spørgsmålet om værdistørrelser tilslører dette fokus og fører i øvrigt let tilbage til den substantialistiske værditeori, som han brød med.

Michael Heinrich fremsætter endda i sin indflydelsesrige Die Wissenschaft vom Wert den tese, at Marx i sin almindelige bevægelse bort fra den klassiske økonomis og den efterfølgende marginalismes paradigmer i sit  brud med disse og under udviklingen af sit nye paradigme ikke desto mindre på flere punkter blev hængende i de gamle opfattelser, hvilket igen forklarer en række af ambivalenserne og problemerne i hans egen efterfølgende teoriudvikling.[3]

Vi kan altså slå fast, at hos Adam Smith og Ricardo var værditeorien en pristeori. Det var den ikke for Marx. Men da den klassiske økonomi blev fortrængt af Marshall og marginalismen blev også Marx fejet til side som værende ’forældet’ fordi han -troede man- hyldede en forkert pristeori. Marx’ værditeori havde imidlertid et helt andet sigte end både den klassiske økonomis og senere den neoklassiske økonomis teorier om værdi/pris.

Den neoklassiske økonomis interesse er spørgsmålet om optimal fordeling af knappe goder og ressourcer i ethvert samfund.[4] Marx er interesseret i at analysere det historisk specifikke i kapitalismens funktionsmåde. Den neo-klassiske økonomi naturaliserer økonomien. Marx historiserer og sociologiserer denne. Den neo-klassiske økonomi fokuserer på priser forstået som ad hoc krydsningspunkter mellem udbuds- og efterspørgselskurver. Marx fokuserer på værdi som et sammenfattet udtryk for den proces hvorved adskilte konkrete arbejder bliver til abstrakt arbejde i et samfundsmæssigt hele. Pris og værdi er for Marx forskellige størrelser. Marx’ hele teori er ikke nogen pristeori i neo-klassisk forstand, men en historisk-sociologisk teori om den rendyrkede kapitalismes funktionsmåde.

Pris og værdi er altså hos Marx helt forskellige størrelser. Men der er på den anden side dog også en relation mellem pris og værdi. I ’Kapitalens’ bind I behandler Marx produktionen af værdi og merværdi og akkumulationen af kapital.[5] I bind II behandler han cirkulationen og dens problemer. [6]Bind III er så tænkt som en sammenfatning af hele processen. [7]

Marx bevæger sig herunder op og ned ad abstraktionsstigen idet han først søger at udvikle de mest abstrakte begreber for så efterfølgende stadigt at tilføje nye bestemmelser således nærmende sig den givne konkrete virkelighed. I den forbindelse indfører han så i bind III begrebet ’produktionspriser’ og forsøger at omregne sine værdistørrelser til prisstørrelse. Dette i sig selv underordnede problem har haft stor betydning i diskussionen omkring Marx’ værditeori fra Böhm- Bawerks kritik til Samuelson og også ført til at mange tidligere marxister helt har opgivet værditeorien.

Den amerikanske marxist Andrew Kliman har gennemgået hele striben af de gængse kritikere på dette punkt og tilbagevist dem en efter en. Hvis man opgiver kritikernes statiske sammenligning af input og output og i stedet analyserer forbindelsen mellem input og output som en flow over tid, the temporal single-system interpretation, så forsvinder alle angivelige modsigelser og paradokser og Marx’ teori kan opretholdes som værende konsistent.[8]

Det egentlige problem og udfordringen består så i nærmere at analysere ’sammenstødet’ og ’brydningerne’ mellem værdi og priser. Men værdi forbliver for Marx den fundamentale kategori. Vi befinder os tillige også her på forskellige abstraktionsniveauer, hvilket i sig selv ikke er  problemløst. Og måske er også selve sammenligningen af prisstørrelser og værdistørrelser halsløs gerning. [9]

Vi tilbagestår med det intrikate problem om værdistørrelsen. En række marxister søger her at analysere den moderne kapitalismes problemer og bevægelser ud fra de grundlæggende bevægelser i værdien. [10] Hvordan harmonerer disse bestræbelser med alternative opfattelser der netop fremhæver værdiformen? Jo mere man fokuserer på værdistørrelser, des mere bevæger man sig i retning af at udvikle en alternativ marxistisk økonomi, men desto større bliver også risikoen for at glide tilbage i et substantialisisk, det vil sige Ricardiansk, værdibegreb. Den fare undgår man hvis man alternativt helt fokuserer på vædiformen. Til gengæld bliver det så svært at udvikle en alternativ økonomi. Man kan så her forsøge at fokusere på akkumulationen og den fremadskridende forstening af alle sociale forhold, samt den grundlæggende proces af udbytning.

Marx påviser hvorledes der i kapitalismen er indbygget en særegen dynamik i retning af vedvarende og eskaleret akkumulation, ikke af brugsværdi, men af værdi og dens synlige udtryk penge. Denne akkumulationslogik er i dag endnu mere fremtrædende end på Marx’ tid. Den abstrakte værdiskabelse er helt overgribende og styrer i dag alle samfundsmæssige aktiviteter og institutioner. Ikke blot traditionelle områder for materiel produktion, men også immaterielle erhverv, medierne, sygehuse, skoler, ja, selv universiteterne er i dag reduceret til instrumenter for denne vedvarende jagt på akkumulation af værdi. Alt er underkastet ’den store akkumulations-Molok’. [11] Produktionen af brugsværdier er kun en bi effekt, ikke den styrende målsætning og dynamik. Hele den type analyse undsiger man sig ved at vælge Keynes og Roemer frem for Marx.

I den kapitalistiske reproduktions proces foregår der alt imens en stille upåagtet overførsel af det samfundsskabte merprodukt til den herskende klasse, som er defineret ved netop denne tilegnelse. Denne overførelse og tilegnelse er ikke blot skjult, den er mystificeret af bevidsthedsformer der udspringer af selve kapitalismens fundamentale struktur og funktionsmåde. Marx taler i et berømt afsnit i ’Kapitalen’ om Fetichisme. [12]Man kan ikke læse om Fetichisme hos Keynes endsige hos mainstream økonomerne.

Der er heller ikke tale om blot snyderi, manipulation eller primitiv voldsudøvelse. Det er som om Marx siger til os: Lad os tage kapitalismens ideologer på ordet og antage at kapitalismen faktisk fungerer efter principperne ’frihed, lighed, ejendom og Bentham’.[13]Sådan ser det også ud når vi betragter cirkulationssfærens overflade: ’frihed’ fordi vi har at gøre med formelt frie lønarbejdere, ’lighed’ fordi ækvivalent byttes for ækvivalent, ’ejendom’ fordi enhver tilsyneladende råder over sit eget og ’Bentham’ fordi slutresultatet tilsyneladende er den størst mulige lykke for det størst mulige antal. Går vi imidlertid her videre end til kun at betragte cirkulationssfæren så viser det sig, at hele den samfundsmæssige proces i kraft af forskellen mellem arbejdskraftens værdi og arbejdets værdi fungerer, lige som tilfældet er det i ethvert andet klassesamfund, således at det samfundsskabte merprodukt overføres til de der kontroller produktionsmidlerne. Marx’ ’Kapitalen’ er dybt ironisk.

Så vidt, så godt. Marx er i dag mere aktuel end nogensinde simpelthen fordi kapitalismen er så uhyre stærk og altgennemtrængende. Kapitalismekritikken med samt værditeorien er påtrængende aktuel. Alligevel er der også en række problemer. For det første er der det forhold, at Marx’ ’Kapitalen’ aldrig blev færdig, at der eksisterer forskellige planudkast, samt rekonstruktioner foretaget af Friedrich Engels. [14] Dette maner til forsigtighed når det gælder udtalelser om ’hvad Marx egentlig har ment’. Det afgørende må være selve hans tilgang og forskellen til mainstream økonomien og andre samfundsvidenskaber.

Derudover rejser der sig en række grundspørgsmål: Hvor bliver aktørernes handlinger af i alt dette? Det er som om den af Marx analyserede kapitallogik får selvstændigt liv, et problem Marx i øvrigt selv lå og rodede med.[15] Hvorledes er nærmere forholdet mellem aktører og strukturer?  Det konkrete forhold mellem forskellige områder og aktiviteter i historisk konkrete samfund? Og forholdet mellem kapitalisme og ikke kapitalistiske ’omgivelser’? Hvorledes skal i det hele taget forholdet være mellem den abstrakte kapitalanalyse og analyser af konkrete historiske forløb? 

1970’ernes kapitallogiske skole veg uden om en lang række af de oven angivne problemer og spørgsmål. Ikke så mærkeligt, at de fleste kritiske studenter på statskundskab i Århus den gang valgte at lade sig inspirere af Althusserskolen. Den forekom at være mere brugbar når det gjaldt analysen af politiske og samfundsmæssige forhold i ’den tredje verden’ som mange her interesserede sig så stærkt for. Hans Jørgen Schanz fortalte dem blot at de her måtte ”gå til den borgerlige videnskab”, altså den form for videnskab de netop rebellerede imod. Det var dybt frustrerende. Men ovre på Idehistorie havde de ikke de problemer. Så her rådede kapitallogikken i dens daværende form. Anders Lundkvist var en af de få på statskundskab, som var inspireret af datidens kapitallogik.

Jeg var selv på det tidspunkt meget optaget af Roman Rosdolsky’s tolkning af Marx, der var en øjenåbner i forhold til den mainstream økonomi vi kendte og den løbende reduktion af Marx til ’fejlslagen økononom’, som vi var udsatte for. Under et ophold på Freie Universität i Berlin havde jeg desuden også stiftet bekendtskab med den tyske kapitallogiske skole, specielt den solidt arbejdende gruppe ’Projekt Klassenananlyse’ der bla.a. producerede en række bøger om nogle af marxismens klassikere, f.eks. Lenin, Kautsky og Rosa Luxemburg. [16]Gruppens fokus var imidlertid, syntes jeg, alt for indsnævret til de pågældendes kapitallæsning. Derudover havde den en alt for enkel, lineær opfattelse af forholdet mellem teori og praksis. Politiske fejl blev her forklaret ene og alene ud fra en angivelig forkert teoriforståelse. Men det er sandelig meget mere kompliceret end som så.

Jeg havde i det hele taget generelt en kritisk indvending mod den kapitallogiske skoles arrogante nedvurdering af hele den marxistiske politiske tradition som blev kategoriseret som værende blot ’postmarxisme’, én sump af uforstand og uformåenhed.[17] Jeg havde beskæftiget mig med Marx’ egen politiske teori, med Kautskys og Luxemburgs studier af arbejderbevægelsens og socialismens udvikling i Europas mest dynamiske industrielle kapitalistiske samfund, med Lenins analyser af den revolutionære bevægelses vilkår og karakter i et periferisamfund, med Trotskys teori om ujævn og kombineret udvikling, med Luxemburgs, Lenins, Bukharins og Hilferdings teorier om imperialisme og verdenskrig, med Angelo Tascas, Otto Bauers og August Thalheimers analyser af fascismen og med Antonio Gramscis analyse af reifikation, hegemoni og organisk krise. Nu fik jeg at vide, at det alt sammen var værdiløst fordi disse teoretikere ikke havde læst Marx på samme måde som man gjorde det på Idehistorie i Aarhus i 1970’erne. [18]

Nicos Poulantzas interesserede sig i det mindste for politik og hans strukturalisme var en nyttig modvægt til mainstream statskundskabens også den gang så ensidige adfærdsorientering. [19] Vi var den gang opdraget i den officielle statskundskabs ambition om med afsæt i David Easton at udvikle en generel teori om menneskelig adfærd i dets politiske aspekt.[20] En modteori måtte være historisk bevidst, bevidst om strukturelle forhold og samtidig også om handlingsdimensionen. Det var faktisk en kamp overhovedet at vriste sig løs af den dominerende metodologiske individualismes og behaviouralismes jerngreb. Althusserskolen var her et velkomment bud.

 Men på den anden side var jeg generelt utilfreds med Althusser skolens abstrakte strukturalisme og manglende interesse for handlingsdimensionen.[21] I stedet søgte jeg så, støttet til Thesen über Feuerbach og Deutsche Ideologie, at rekonstruere Marx som struktur-aktør teoretiker.[22]Samtidig valgte jeg et andet fokus end både kapitallogikerne og Althusserskolen: Hvor kapitallogikerne var optaget af den abstrakte kapitalanalyse og Althusserskolen hang for meget fast i et fokus på strukturer og strukturel kausalitet, dykkede jeg ned i den konkrete historie, i de faktiske -og forskellige- historiske processer. Men samtidig ville jeg dog undgå at glide tilbage i den rene adfærdsanalyse, som var så dominerende på Statskundskab.

Min teoretiske ur-inspiration blev her Marx’ analyse af forholdet mellem samfundsmæssig adfærd (Verhalten) og samfundsmæssige forhold (Verhältnisse) og Rosa Luxemburgs dialektiske analyser af spillet mellem massernes handlinger og det hun kaldte ’die Logik der Sache’. Denne optagethed af handlingsdimensionen og dialektikken mellem Verhalten og Verhältnisse styrkedes yderligere under mine mangeårige studier af europæisk arbejderbevægelses og socialismes udvikling, hvor jeg blev fascineret af det komplekse forhold mellem teori, ideologi og handling.  Endelig blev jeg under et ophold på LSE i London i begyndelsen af 70’erne teoretisk inspireret til at se Marx som den dialektiske ’Aufhebung’ af de modstående teoretiske positioner hos aktør teoretikeren Max Weber og den sociale objektivismes teoretiker Emile Durkheim.[23]

Men jeg er i de senere år, under indtryk af kapitalismens enorme styrke, tillige blevet mere og mere overbevist om nødvendigheden af en supplerende analyse af kapitalismens fundamentale struktur og funktionsmåde. Det er nok vigtigt at studere de konkrete bevægelser af arbejdermodstand og socialistisk kamp i deres historiske mangfoldighed og kompleksitet og herunder lære af begåede fejl. Men det er også nødvendigt – mere end nogensinde- at studere den udfoldede kapitalisme, herunder dens grundstruktur og –proces, hvilket igen kræver en analyse af kapitalismen i sin ’ideale Durchschnitt’.  De to spor må kunne føjes sammen.

Det der er blevet kaldt ’die neue Marx-Lecture’ deler heller ikke længere 70’ernes kapitallogiske skoles begrænsninger (dog desværre stadig dens arrogante forsimpling af arbejderbevægelsens og socialismens historie og kamperfaringer), men udfolder sig over et bredt felt med mange varianter og nuancer og også indbyrdes diskussion. Og også uden for denne retning er der en bred vifte af tilgange og forsøg. Neomarxismen er mangfoldig, åben og under’ stadig udvikling, men den stritter unægtelig i noget forskellige retninger, hvilket vel heller ikke i sig selv er nogen ulempe. [24] Problemet ligger mere i manglen på en samlet massebevægelse og en heri forankret relation mellem teori og praksis.

Der er også en anden bemærkelsesværdig forskel: 70’ernes kapitallogikere var som besat af den tanke, at der er en eentydig, autentisk Marx, som man kunne rekonstruere, når blot man kunne gå bagom ’postmarxismens’ mange mislæsninger og misforståelser. Når man så havde rekonstrueret den autentiske Marx, havde man ’svaret’, facitlisten, så at sige. De moderne marxister er meget mere søgende. De er opmærksomme på ambivalenser, problemer og uklarheder hos Marx. De ser mere Marx’ teoretiske virksomhed som en proces, end som et afsluttet, færdigt arbejde, mere som en udfordring og inspiration end som en færdig facitliste. Omvendt for mange af de moderne eks-marxistiske Marx kritikere: Når de ikke længere kan bruge Marx som en sådan facitliste, er han for dem uinteressant. I virkeligheden er det dem der lukker til.

Løsningen ligger under alle omstændigheder ikke i nogen tilbagegang eller overgang til mainstream samfundsvidenskabernes ahistoriske skematiske og individfiksering. Marx anlagde et totalitetsperspektiv og en historisk betragtningsmåde og søgte med sin værditeori at indfange det historisk specifikke i det ekstremt vareproducerende samfund. Teorien er uomgængelig hvis man vil forstå dette samfund som et historisk skabt og forbigående produkt og ikke nogen tidløs ’økonomi’ som i mainstream økonomien eller ’historiens afslutning’ som i statskundskaben.

Marx og traditionen efter ham har formået at tackle en række komplicerede grundproblemer samt også til stadighed ’nye’ problemstillinger der dukkede op i de faktiske historiske processer.[25] Traditionen har vist sig at være forsknings frugtbar og den udgør samtidig det eneste kritiske alternativ til andre bestående traditioner for samfundsanalyse. Den har et revolutionært potentiel. Det har Keynes ikke. Og hvad mainstream samfundsvidenskaben angår, så er den netop mainstream og indgår som sådan i den herskende ideologi.