Lad det være sagt med det samme: Jeg er blevet godt underholdt og synes på mange måder godt om Kim Kristensens biografi Søren Søndergaard – professionel revolutionær, som Informations Forlag udgiver den 4. november.

Jeg har faktisk haft svært ved at lægge bogen fra mig under læsningen og flere gange læst et par sider mere end planlagt eller passende i forhold til andre aktiviteter, jeg egentlig skulle have lavet.

Og alligevel er jeg skeptisk og kritisk over for resultatet. Ikke så meget over for det bogen er, men mere over for det, den mangler: en seriøs fremstilling og forståelse af venstrefløjens historie gennem de sidste godt 40 år.

Biografien

Kim Kristensens biografi er – sådan overordnet set – fortalt kronologisk fra Søren Søndergaards opvækst i Gentofte, over hans voksende politiske engagement som ung til hans politiske arbejde som voksen for især det trotskistiske Socialistisk Arbejderparti, Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU.

Den får samlet set tegnet et respektfuldt og sobert portræt af en politiker, der er dybt engageret, arbejdsom og sympatisk – et billede, jeg kan genkende fra mit eget overfladiske venskab med Søren Søndergaard.

Biografien får også fortalt en masse personlige historier og anekdoter – nogle ukendte, andre mere udbredte – og den følger Søren Søndergaards politiske udvikling loyalt (delvis fortalt ud fra hans point of view, delvis ud fra forfatterens/en alvidende fortællerstemme).

Biografien får også – som det hedder i pressematerialet om bogen – fortalt et »stykke levendegjort politisk samtidshistorie for alle, der interesserer sig for dansk politik – og ikke mindst for den danske venstrefløj før og nu«.

Den får eksempelvis fortalt om Søren Søndergaards opbygningsarbejde af en Gladsaxeafdeling af Revolutionære Socialisters Forbund, RSF, en forløber for Socialistisk Arbejderparti, SAP, og om begivenhedsforløbet/forhandlingerne mellem SAP, Danmarks Kommunistiske Parti og Venstresocialisterne (VS), der fører frem til dannelsen af Enhedslisten.

Den får også fortalt om uenigheder og brudflader i Enhedslisten og SAP, om personlige konflikter og (forbavsende?) alliancer på tværs af gamle politiske skel.

Den får endelig også placeret Søren Søndergaards politiske arbejde og venstrefløjens aktiviteter ind i en samtidssammenhæng, der blandt andet handler om både storpolitiske begivenheder som Kennedy-mordet, Vietnamkrigen, våbenkapløb, Sovjets sammenbrud mv., og lokale forhold som faglige uenigheder på B&W, regeringsdannelser og ikke mindst interne stridigheder i SAP mv. 

Når jeg alligevel ikke er imponeret af biografien, skyldes det først og fremmest dens historiske blik på begivenhederne – ikke for det, den skriver (selv om det tit er svært at skelne, om de politiske domme, der fældes, er Søren Søndergaards eller Kim Kristensens), men om det, den udelader.

Lad mig fremhæve tre eksempler.

Malingsaktionen

Bogens startkapitel handler om de konflikter, der udvikler sig i Enhedslisten, da to unge aktivister fra Globale Rødder i 2003 angriber statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller med rød maling i protest mod den danske tilslutning til krigen i Irak.

Synsvinklen er hovedsageligt lagt hos Søren Søndergaard og flertallet i Enhedslistens folketingsgruppe, der straks fordømmer aktionen.

Det er for så vidt i orden. Bogen får dermed præsenteret en central og gentagen politisk konflikt i Enhedslisten (og på den øvrige venstrefløj), nemlig om forholdet til aktionsformer, der kan opfattes som problematiske, antidemokratiske eller ligefrem voldelige.

Problemet er den måde, som bogen beskriver de venstrefløjsfolk, der har forståelse for aktionen: Det sker gennem et karaktermord på Pernille Rosenkrantz-Theil, der præsenteres som en del af en gruppe unge, højtråbende revolutionære »der nok ved, hvordan verden skal indrettes. Ofte kommer de ind fra venstre for at gå til højre«.

Karikaturen bliver ikke mindre, når biografien derefter drager en parallel mellem malingskast og tortur – begrundet i at personen, der er mål for aktionen »i et kort sekund kan frygte for sit liv [….] En af torturformerne er netop at lade folk tro, at de skal dø. Et splitsekund er nok til at give traumer«.

Og helt omnipotent bliver den historisk dom over malingskastet, når bogen konkluderer, at det er aktionen, der blokerer for de sidste muligheder for at stoppe den danske krigsdeltagelse og/eller bringe den borgerlige VK-regering til fald på sagen:

»[…] Irak-krigen [er] ikke uundgåelig – ellers ville modstanden jo også være nyttesløs. Men han [Søren Søndergaard, red.] tænker allerede på tiden efter. Irak-krigen kan blive Anders Fogh Rasmussens banesår […] Det er denne historiske mulighed, Søren Søndergaard ser forsvinde sammen med Lars Grenaa med to a’er«.

Problemet i denne måde at fremstille forløbet og dilemmaerne i forhold til antikrigsarbejdet i 2003 er ikke, at det er subjektivt fremstillet fra Søren Søndergaards side. Det er helt regulært, at han oplever malingaktionen som benspænd for det parlamentariske arbejde og aktionen som etisk uforsvarlig.

Problemet er, at biografien ikke forholder sig til, at venstrefløjens og Enhedslistens problemer med militante aktioner – ikke mindst dem, der er eller ligger på grænsen til vold – er funderet i nogle realt eksisterende problemer og dilemmaer: Nemlig hvordan man forvalter og forvandler den afmagt, som ikke kun er basis for venstrefløjens samfundskritik, men også det store befolkningsflertals samfundsmæssige situation.

Og at det er svarene på den modsætning, der er grundlag for uenigheder – ikke om politiske modstandere på venstrefløjen er pseudorevolutionære, ved at forvrænge af aktionskoncepter eller ved at afsige af deterministiske historiedomme.

RSF’s særkende og smågrupperne

Et andet eksempel på en afgørende mangel i biografien er beskrivelsen af venstrefløjens situation i 1970’erne, hvor den trotskistiske gruppe, som Søren Søndergaard tilslutter sig, blot er en af utallige smågrupper.

Biografien fortæller i konkret form, hvordan Søren Søndergaard opsøger kontakt med og bliver medlem af det daværende SUF (Socialistisk Ungdoms Forum), der senere forvandles til RSF og SAP.

Men den fortæller ikke, hvorfor det bliver lige præcis den gruppe. Den fortæller hvordan Søren Søndergaard før optagelsen er i forbindelse og deltager i diskussioner med en af de to leninist-inspirerede fraktioner i VS, nemlig PSA (Proletarisk Socialistisk Arbejdsgruppe), men ikke hvorfor valget falder på SUF – ikke på PSA, VS eller SF.

Biografien forholder sig slet ikke til de politiske forskelle, der er mellem det utal af smågrupper og partier, der opstår og diskuterer indbyrdes i begyndelsen af 1970’erne.

Den prøver heller ikke at forholde sig til rationalet for smågruppernes dannelse: F.eks. at Venstresocialisterne er tæt på at gå i opløsning omkring årsskiftet 1972-73, da både Leninistfraktionen og PSA melder sig ud og danner egne organisationer, henholdsvis Kommunistisk Forbund (KF) og Internationale Socialister.

Det kan måske begrundes med, at de to organisationer ikke siden kommer til at spille en afgørende rolle på venstrefløjen. Men i det mindste KF spiller en central rolle på venstrefløjen i Odense, Aarhus og Aalborg op gennem 1970’erne. Og da KF i sluthalvfjerdserne søger tilbage mod VS, der har genrejst sig som den udogmatiske revolutionære venstrefløjs centrale kraft – ja, da lancerer RSF/SAP et samlingsprojekt mellem KF og sig selv, som dog bliver afvist med et skuldertræk af KF, der lader sig optage i VS i 1980.

Biografien fortæller heller ikke, hvad det er, der adskiller 4. Internationale-traditionen fra resten af venstrefløjen i Danmark – ud over at den er trotskistisk og på den måde står i modsætning til andre ideologiske strømninger.

Ultrakort er fem af særtrækkene:

1. et leninistiske partikoncept med aktivitetspligt og demokratisk centralisme (der ind imellem kunne give et instrumentalt forhold til bevægelserne);
2. opfattelsen af Sovjet og østlandene som »degenererede arbejderstater« (dvs. som udemokratiske, men dog mere progressive end kapitalistiske lande);
3. tilslutningen til en strategi om opstilling af såkaldte overgangskrav (dvs. systemgennembrydende reformkrav som nationaliseringer og arbejderkontrol);
4. teoretisk forståelse af socialdemokratiske og kommunistiske partiet som grundlæggende arbejderpartier, der dog er bureaukratiserede og reformistisk; og
5. tilslutning til 4. Internationale som medlemssektion.

Problemet er her ikke kun historisk – at stridighederne mellem partier og smågrupper nu kan forekomme ligegyldige. Men også at biografien dermed ikke tager Søren Søndergaards politiske aktivitet i denne periode alvorligt – biografien fortæller nok, hvordan han bliver en drivende kraft i organisationen og i opbygningen af en lokalafdeling.

Men den forklarer ikke, hvorfor det er SUF/RSF/SAP’s fuldpakke, han støtter.

Eller hvorfor det opbygningskoncept for udviklingen af en slagkraftig venstrefløj først går i stykker for SAP i anden halvdel af 1980’erne – mens de fleste andre smågrupper opløses eller optages i VS, DKP og Fælles Kurs omkring 1980.

SAP reagerer, så vidt jeg kan vurdere, på samme udviklingstendenser som resten af venstrefløjen i den periode: Nemlig med dels det, biografien kalder vendingen mod arbejdspladserne, dvs. proletarisering af medlemmer, og dels med navneforandringen fra RSF til SAP.

Det sidste er ikke kun en kosmetisk ændring, men indebærer også et taktisk politisk skifte: nemlig en selvstændig opstilling til folketingsvalgene.

Men det viser sig at være en Münchhausen-reaktion: SAP forsøger at trække sig op med egne hårrødder, men når aldrig til månen.

Det kommer man først i nærheden af med dannelsen af Enhedslisten. Til gengæld forsvinder SAP helt og aldeles ud af biografiens horisont, da den når frem til denne periode.

Enhedslistens dannelse

Et tredje eksempel på mangler i biografien opstår for mig at se i beskrivelsen af Enhedslistens dannelse og udvikling i de første år. Bogen fortæller ganske vist en del om de samarbejdsrelationer, som Søren Søndergaard indgår i.

Men den fortæller kun meget lidt om udviklingen af det politiske indhold, der ikke kun valgteknisk gav mening, men også lagde grunden for at Enhedslisten kunne udvikles fra et topstyret samarbejde mellem tre selvstændige organisationer med vetoret til en egentlig medlemsorganisation.

Søren Søndergaards rolle beskrives som pragmatikeren, der er med til at sikre, at det ikke er gamle historiske modsætninger, der står i vejen for samarbejdet. Det er sikkert rigtigt.

Men det var – og er – eksempelvis også en afgørende politisk forudsætning, at organisationer og medlemmer ikke alene kunne lave et kompromis om forståelsen af Sovjet og Østblokken, men at de kunne nå til enighed om, at de samfundsmæssige forhold i østlandene før murens fald intet har til fælles med den socialisme, som man kæmper for i Enhedslisten.

Diskussionerne om forståelse af landene som »degenererede arbejderstater«, »statskapitalisme« eller »klassesamfund af en ny type« bliver med murens fald og Sovjets opløsning selvfølgelig marginale.

Men – og det er jeg ret sikker på at Søren Søndergaard er enig i – forudsætningen for Enhedslistens forvandling til medlemsorganisation og partiets senere parlamentariske succes er ikke kun hårdt arbejde og pragmatiske løsninger, men først og fremmest, at tavlen blev vasket ren for gamle politiske modsætninger og uenigheder, ikke mindst på en række ideologiske områder.

Selv om SAP og 4. Internationale stadig eksisterer – også med ideologisk positioner, der bygger på årtiers tankegods – har organisationerne forvandlet sig i praksis. 4. Internationale vedtog eksempelvis for at par år siden, at de leninistiske organisationsprincipper ikke længere er en betingelse for optagelse i internationalen. Da jeg forsøgte at udfritte centrale folk i Internationalen, om den samtidigt løsnede på det strategiske koncept om overgangskrav, var svaret langt mere uldent.

Videnskabelig afhandling eller biografi?

Jeg har under læsningen af Søren Søndergaard – professionel revolutionær spekuleret over, om min skepsis over for bogen skyldes, at jeg stiller krav om en videnskabelig afhandling i stedet for en biografi?

Det gør jeg måske.

Men det ændrer ikke ved min hovedanke mod biografien: Det lykkes nok at få portrætteret Søren Søndergaard som en professionel politiker. Det lykkes til gengæld kun i begrænset omfang at indfange hans liv som revolutionær socialist.

Ole Wugge Christiansen er redaktør af Modkraft og har været aktiv på den danske venstrefløj siden 1972.

Kim Kristensen: Søren Søndergaard - professionel revolutionær. Informations Forlag 2015. 332 sider, 299,95 kroner.