Som 28 årige kvinde uden børn er det svært at lade være med at blive provokeret når Københavns kommune mener at jeg skal tælle mine æg, når DR mener jeg skal knalde for fædrelandet og når rejsebureauer har en stærkere holdning til om jeg får børn end mine egne forældre.

En af kvindebevægelsen største sejre er at vi i 1973 fik fri abort. At vi fik retten til at bestemme over vores egen krop. Nu er det så alligevel som om, at dem jeg betaler skat og licens til vil blande sig i mit underliv.

Jeg kan ærlig talt ikke se førnævnte kampagner som andet end et tilbageskridt for den ligestillingskamp som er blevet kæmpet lige siden kvinderne for over 100 år siden gik på gaden for at få stemmeret på lige fod med deres mænd.

Når jeg tænker over hvorfor jeg ikke selv har børn endnu, er det nok for det første fordi jeg ikke har fundet den rigtige at få et barn med (ikke at det behøver at være en hindring), men det er nok mest af alt fordi jeg har prioriteret andre ting i livet.

Da jeg var 24 år blev jeg valgt til folketinget, og det er da noget jeg er stolt af. Samtidig er det ikke lige just nemt at passe et barn ind i politiker – jeg – arbejder -80-timer-om –ugen- livet.

Ligesom det er rigtig svært at passe et barn ind når man arbejder på skæve tidspunkter, som fx butiksassistenter der ofte er på arbejde til langt ud på aftenen eller sygplejersker med weekend og natarbejde.

Rigtig mange danskere arbejder rigtig meget. Faktisk så meget at de bliver stressede. Og netop arbejdspresset er da også noget, som rigtig mange børnefamilier peger på, er noget der gør det svært at få familielivet til at hænge sammen. Derfor var der måske flere der ville få børn hvis det nemmere at tage orlov mens børnene var små.

Samtidig med det, er der (for) mange unge danskere der har rigtig svært ved at få job, der er på kontanthjælp eller anden ydelse – og når man har svært ved at få økonomien til at hænge sammen er børn måske ikke lige det første man tænker på. Og  det skal vel heller ikke være det – vi skal vel ikke til at opfordre folk til at få børn, de ikke kan forsørge?

Jeg mener ikke at fordi man er fattig skal man ikke få børn, jeg mener at vi er nødt til at kigge på om det er for dyrt for nogen at få børn.

Så vidt jeg kan regne ud er det ikke en gratis fornøjelse at få børn. Derfor burde det være billigere at have sit barn i vuggestue og børnehave.

Fødselstallet er dalende ja, og gennemsnitsalderen for førstegangsforældre er stigende ja. Men er det egentlig et problem?

Inden kvinderne blev en del af arbejdsmarkedet var fødselstallet højere, fordi der var tid til at få børn.  Kvinderne gik derhjemme og havde rig mulighed for at passe både børn og hus, samtidig var de også økonomisk afhængige af deres mænd. 

Så gjorde kvinderne indtog på arbejdsmarkedet og blev økonomisk uafhængige af deres mænd, og det var et fuldstændig afgørende skridt for ligestillingen og jeg håber da ikke at hverken Københavns kommune eller DR vil tilbage til den gang hvor kvinderne ikke havde de muligheder vi har i dag. 

En del af at fødselstallet har været faldende over tid er jo netop at kvinderne har gjort indtog på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet og det er kraftedme en god ting. En ting vi skal være stolte af.

Jeg tæller ikke mine æg – jeg tæller mine ECTS point, og det  vil jeg ikke have dårlig samvittighed over.   Jeg tæller mine ECTS point fordi det er vigtigt for mig at gøre min uddannelse færdig, så jeg forhåbentlig kan udleve mine drømme på arbejdsmarkedet og kan leve et liv hvor jeg arbejder med noget brænder for og hvor jeg tjener mine egne penge.   Samtidig er det også det jeg har lyst til lige nu, og derfor er det, det jeg gør.

Det er faktisk også noget jeg er stolt af, og jeg er taknemmelig overfor de mennesker der i mere end 100 år har kæmpet for ligestilling mellem mænd og kvinder, som jo netop har betydet at min egen generation af kvinder har muligheden for at gå på universitet og være en del af arbejdsmarkedet.  Der altså en meget god og vigtig grund til at vi er et andet sted end vi var for 50 år siden.

Uanset hvordan vi vender og drejer det er det en god ting at kvinder har ambitioner og drømme om hvordan de vil leve deres liv, om det er med eller uden børn.

Og ærlig talt så skal vi da fejre at vi er kommet dertil hvor kvinderne ikke nødvendigvis går derhjemme, vi skal fejre at vi kommet dertil at der  er mange kvinder der tager en uddannelse og vi skal fejre at vi har retten til at bestemme over vores egen krop, eller i hvert fald vores underliv.

Derudover skal man da overhovedet heller ikke få børn for at redde sit fædreland. Man skal få børn fordi man har lyst til det. Man skal få børn fordi forældrelivet, hvad det så end er , er et liv man har lyst til at leve.  Hvis ikke man har lyst til at få børn, skal man lade være.

 I øvrigt så tror jeg en del af årsagen til at det er skide svært at vælge at få børn i en ung alder er at hvis man arbejder meget mens man har et barn så er man en dårlig mor,  men hvis man omvendt vælger at holde lang barsel og vente med jobsøgningen bliver man kategoriseret som uambitiøs. Med andre ord; damned if you do, damned if you dont.

Samtidig er hele æggedebatten et vink med en kæmpe vognstang om at vi ikke er nået i mål med ligestillingen.

Når man som kvinde fravælger at få børn i en tidlig alder handler det også om den måde vores arbejdsmarked er skruet sammen på.

Det er kvinderne der tager størstedelen af barslen, og derfor oplever rigtig mange kvinder at  blive direkte eller indirekte spurgt om børn når de søger job.

Og når man gerne vil følge sine drømme om et hvilket som helst job man brænder for, så betyder netop det spørgsmål – udtalt eller ikke udtalt at man sætter børnene lidt i baggrunden.

Hvis Københavns Kommune, DR og Spies virkelig ønsker sig flere børn burde de kæmpe for at strukturerne i vores samfund blev ændret. At der er øremærket barsel til far, at der er orlovsordninger der gjorde det nemmere at gå ned i tid mens børnene er små og at det ikke slå bunden ud af økonomien at sende sit barn i institution eller en tur på lejrskole.