HUNDEN – en sammensværgelse.
13.kapitel
af Sean McGuffin
oversat af Inge Kongsgård Hansen & Alfred Lang
San Francisco
Sikkerhedsfolkene afsluttede ransagelsen, pakkede deres sager sammen og tog sporhunden med udenfor. Værelse 367 på Hotel Fairmont var clean. Ingen bombe, ingen mikrofoner. Geoffrey Mason, den nye britiske udenrigsminister, ville være i sikkerhed her.
Programmet var stramt. Ankomst til SFX-lufthavnen kl. 18.30. En limousine ville bringe ham den hurtigste vej til Commonwealth-klubben, hvor han skulle spise og holde en tale for de indbudte gæster, der var af højeste rang. Derefter til Hotel Fairmont på Nob Hill for at sove. Morgenmad kl. otte. Limousinen ville hente ham kl. 9 og kl. 13 skulle han tale i Los Angeles, ved en frokostsammenkomst i Det republikanske Parti.
Jim Adair, ministerens personlige sikkerhedsofficer, gennemgik programmet. Han måtte lige kigge nøjere på denne Commonwealth-klub. Det kunne han ikke overlade til det lokale politi og FBI, selvom de så ud til at være ganske dygtige. Han var helt tilfreds med sikkerhedsforanstaltningerne i lufthavnen, og limousinen var uangribelig, mente han. Begivenhederne i Paris ville ikke gentage sig her. Han vendte sig mod sin assistent.
»Jenkins, De og Evans er i tjeneste indtil vores afrejse herfra imorgen tidlig kl. 9. En af jer må hele tiden holde vagt ved dette værelse. Ingen, jeg gentager, ingen må komme indenfor uden min udtrykkelige tilladelse. Ingen tjener, ingen stuepige, intet postbud. I nat vil jeg befinde mig i værelse 369. Jeg tager nu hen og inspicerer Commonwealth-klubben og derefter henter jeg ministeren i lufthavnen.«
Han kiggede på uret. 15.30 . Han havde god tid. Han kiggede sig endnu engang omkring i værelset og nikkede anerkendende. Disse yankier havde stil. Friske blomster. Et superbt udvalg af drikkevarer i køleskabet. Kabelfjernsyn. En skopoleringsmaskine og en buksepresse. En telefonsvarer og et vækkeur. Sågar en fuldautomatisk kaffemaskine. Han kom til den konklusion, at de engelske hoteller godt kunne lære et og andet af disse amerikanere. Det var de fine nuancer, som adskilte de fremragende hoteller fra de gode hoteller. Han kastede et blik ud af vinduet og nød udsigten over bugten. Vidunderlig by. Det var en af hans bedre tjenesterejser, fastslog han tilfreds.
Han låste værelset af og sagde farvel til Jenkins, der stod og kedede sig ved siden af døren. Jeg kunne nu bedre tænke mig at spille dart end at stå her og kuggelure, tænkte waliseren. En gratis rejse til syndernes by, og jeg ender med at stå i en hotelkorridor. Det er på høje tid at tænke på pension.
Adair tog elevatoren ned i lobbyen. Han så sig omkring med sit professionelle blik og bemærkede straks FBI-agenten og manden fra MI6. De sad i plyssofaer langt fra hinanden og foregav at læse avis. Alt i orden, tænkte han og nikkede til chaufføren i døren. Han slukkede straks sin cigaret og ilede afsted for at hente limousinen.
Da han forsvandt med store skridt gennem svingdøren, lagde han slet ikke mærke til den afslappede, men elegant klædte Jim Jackson, der sad ved hotelbaren og nippede til et glas Margarita. Englænderen bemærkede imidlertid Adair og smilede, da han så ham forlade hotellet. Adair havde inspiceret værelset uden at finde noget som helst. Et udtryk, som hans ven fra Derry ofte havde anvendt, optog hans tanker. Upåklageligt. Det var det.
»Upåklageligt, min søn« mumlede han i skægget, så drak han ud, gav bartenderen sine drikkepenge, strakte sig og slentrede udenfor for at finde en taxa.
På vejen til det sidste sikkerhedstjek sad Adair afslappet og rolig i sin limousine. Hvis han for 3 timer siden havde set Jackson på værelse 367 iklædt en piccolouniform, så ville han sandsynligvis ikke have været i så godt humør. Han ville nok have undret sig over, hvad en piccolo mon skulle med en kassettebåndoptager og en dåse hårspray.
*
»God nat, Jenkins.« Geoffrey Mason lukkede døren, gik ind i værelset, tog skoene af og trådte ind i badeværelset. Han løsnede sit Harrow-slips og forberedte sig på at gå i seng, efter han havde bevilget sig selv en godnatdrink.
Førsteklasses natlogi det her. Var det ikke stedet, hvor TV-serien Hotellet, som hans kone altid kiggede på, blev optaget ? Jeg må tage en eller anden souvenir med til hende herfra. Han besluttede sig hurtigt for at hugge enten et af de talrige håndklæder eller askebægeret.
Når alt kommer til alt, var denne rejse indtil nu gået som smurt. At vise flaget. Hans tale i klubben var blevet mødt med velvilje, tænkte han. Den irske republiks konsul var tilstede og havde hilst hans bemærkninger om Noraid med bifald. »Dødens handelsrejsende« havde han kaldt dem. Den britiske informationstjeneste arbejdede forbandet godt her, måtte han anerkendende konstatere. Dette kunne Paddierne intet stille op imod.
Han tændte for den sene nyhedsudsendelse på kanal 5 og var ganske fornøjet over at se, at et uddrag af hans tale blev gengivet mellem reklameindslag for menstruationsbind og et middel mod kvalme. Sådan er vilkårene, helt i orden! Det er Amerika, det her.
Han tog sit armbåndsur af, slog sengetæppet tilbage og krøb i seng. Han slukkede for fjernsynet med fjernstyreren. Meget smart, sådan én vil jeg anskaffe mig, når jeg er hjemme igen, tænkte han, før han faldt i søvn. Klokken var henad 23.45.
Han sov dybt og fast. Da klokken var ti minutter i et, hørte han ikke den stille klikken fra det tidsindstillede urværk, som satte kassettebåndoptageren igang. Omtrent ni minutter kørte båndet lydløst, derefter kunne man fornemme den blide lyd af en irsk harpe, som snart accelererede til megahøje toner. Mason rev sig ud af Morfeus omfavnelse.
Hvad satan i helvede var det for noget?
»God morgen, hr. minister.« Det var en engelsk stemme. »Her taler Enwright/Morgan-brigaden fra den Irske-Republikanske Hær. Vi ønsker dem forsat en god dag – i helvede! Dette budskab vil tilintetgøre sig selv indenfor fem sekunder.«
Mason fumlede sig fremad for at tænde lyset, da Jenkins stormede ind i værelset for at vælte sig over båndoptageren. Han rev kassetten ud, kylede apparatet ud i badeværelset og gloede på den britiske ministers paniske ansigtsudtryk. Ud af øjenkrogen nåede han lige netop at se det røde lys fra den automatiske kaffemaskine og dampen, som langsomt steg op af den.
Dette var det sidste, som de to herrer så, før hårsprayen inde i maskinen blev overophedet og en eksplosion raserede værelset totalt. Trykbølgen, som udvidede sig med en hastighed på 12.000 kilometer i timen, omformede samtlige faste genstande til gas, som skabte et yderligere atmosfærisk tryk. En trykbølge ramte Masons åbne mund og forplantede sig opad i en spiralform, som rev hans hjerneskal af og oversprøjtede hele værelset med hjernemasse. Efter en brøkdel af et sekund fulgte den næste bølge i form af en ildtunge, som prallede tilbage fra muren og fik dele af loftet til at styrte sammen.
Da sikkerhedsbetjentene kort efter trængte ind i hotellets mange rum, så de Adair stå nøgen i sit værelse med pistolen i hånden. Eksplosionstrykket havde slynget ham ud af sengen i værelset ved siden af. Han var i chock. Mason var død og Jenkins var ved at dø.
Du milde Jesus! Hvordan skulle han dog fortælle dette til statsministeren?
North Beach
I Specs Bar, Columbus Avenue, kiggede Jim Jackson på uret.
»Klokken er to«, råbte Specs. »Sidste omgang.«
Jackson tøvede, og imens der for et kort øjeblik bredte sig en mild usikkerhed i ham, hørte han et mørkt rungende knald, der kom fra Nob Hill en kilometer borte. Jackson kunne ikke lade være med at grine af lettelse.
»Det lyder som om, der er nogle problemer deroppe«. Han lænede sig afslappet tilbage. »En sidste Bushmills, Specs, tak, og tag du også én på min regning.«
Da brandvæsenet ti minutter senere rasede mod Fairmont-hotellet på Nob Hill, rejste Jackson sig fra barstolen, forlod pubben og spadserede hen til den nærliggende telefonboks foran Clown Alley, grillbaren, som havde åbent døgnet rundt. Han kastede 20 Cents i apparatet og ringede til Examiners natjournaltjeneste.
Roligt, fattet og tydeligt talte han igennem et tørklæde.
»Her taler Enwright/Morgan-enheden fra Cuchullain-brigaden. Vi har netop jaget den britiske udenrigsminister på Fairmont-hotellet ud i rummet. IRA vil sejre!«
Efter han havde tørret sine fingeraftryk af, lagde han telefonrøret på igen, forlod telefonboksen og standsede længere nede af vejen en forbikørende taxa. »Geary Boulevard, hjørnet af Third Avenue«, instruerede han chaufføren.
Irland`s 32 var sikkert stadig åben. Han følte sig overhovedet ikke træt endnu.
Fortsættelsen af Modkrafts føjleton følger næste weekend...
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96