Anker Jørgensen er mest kendt som tidligere statsminister og fagforeningsformand. Men han var faktisk også aktiv i modstandsbevægelsen under krigen.
I en tid, hvor nød, krige og konflikter får tusinder af krigsofre til at strømme til Europa i en folkevandring som aldrig set før, sniger giftige fordomme sig ind i alle samfundslag og i alle kroge af landet. Hverdagsracisme, fremmedhad og intolerance gennemsyrer flygtningedebatten, hvor solidaritet og tolerance står for skud. Al anstændighed og socialt ansvar forflygtiges med demagogisk retorik, der skal fænge, og forslag, der skal flytte stemmer.
Politikens Herbert Pundik, der under besættelsen måtte flygte med sin familie over Øresund på grund af nazisternes terror og deportationer til KZ-lejre, har for nylig fortalt om mødet mellem en svensk patruljebåd og de chokerede flygtninge.
Pludseligt lød i nattens mulm og mørke de forjættende ord:»råbet ’Välkomna til Sverige’. De ord har fæstnet sig i sindet for altid i dyb taknemmelighed ...«
Herhjemme blev mange danskere under besættelsen ofre for nazisternes tyranni og undertrykkelse. Mens langt den største del af befolkningen så passivt til fra sidelinjen, tog ganske mange aktivt del i Gestapos forbrydelser. Og så var der de ganske få, der havde modet til at trodse nazisterne …
Èn af dem, der var gået forrest i kampen mod tyskerne, advarede ved et arrangement 60 år efter befrielsen mod at udstøde medmennesker, der ikke ligner dem, der medvirker i en Morten Korch-film: »Det er nemlig ikke nok at være dus med himlens fugle eller kunne hilse på en kronhjort. Vi skal lære at leve med resten af verden, der kommer til os …«
Tidligere statsminister Anker Jørgensen – for ham var det – var under besættelsen som 21-årig leder af en større modstandsgruppe i hovedstaden, og netop befrielsesaftenen den 4. maj 1945 skulle hans illegale gruppe til alarmprøve kl. 22.
I Anker Jørgensens dagbog for den store aften hedder det: »Kl. 21 Befrielsen. Panik og vild Jubel. Sporvognene med Passagerer paa Taget. Fuld Blus over det hele … Man græd den 9. April 1940 og sang nu den 4. Maj af Glæde ...«
Allerede tidligt under besættelsen gik Anker Jørgensen ind i modstandskampen. Historien om hans indsats er ikke ukendt, men fortoner sig med kun få spaltelinjer og beskeden omtale i efterkrigstidens bøger om besættelsen.
Efter befrielsen forsøgte han beskedent at nedtone sin egen rolle og undgå ethvert forsøg på helgenkåring: »Jeg har aldrig udøvet de store heltegerninger.« Men mange modstandsfolk blev taget af Gestapo og henrettet for langt mindre – og det var tæt på for Anker Jørgensen …
Midt under besættelsen gjorde han tjeneste ved telegraftropperne i Hellerup, men i juli 1943 blev han overført til Næstved Kaserne som værnepligtig gardehusar.
En måned senere - den 29. august 1943 - erklærede den tyske værnemagt militær undtagelsestilstand og gennemførte aktioner over hele landet for at afvæbne det danske forsvar. Også kasernen i Næstved blev stormet af tyske tropper, og netop dèn nat havde Anker Jørgensen vagten ved hovedindgangen.
Omkring kl. 5 ramte byger af mortergranater kasernens bygninger, der også blev beskudt med maskingeværer. Det regnede med knust glas og tagsten, græsarealerne omkring kasernen blev hullet af granatsprængninger, og heftige ildkampe brød ud. Men selv om de danske soldater forsvarede sig bravt, var der intet at stille op.
Efter en times kampe gav den danske kommandant ordre til overgivelse, og det blev Anker Jørgensen og en hornblæser, den senere så kendte trompetist Knud Hovaldt, der måtte gå i spidsen med det hvide flag, en hvid dug på et kosteskaft, mens kuglerne fløj om ørerne på dem. Signalet for overgivelse blev spillet, kampene indstillet og tabene gjort op.
Som Anker Jørgensen et par dage senere skrev i et brev til sin kammerat Svend Aage Hedmann: »Naar jeg skriver dette Brev er det som Krigsfange ... Kampen, hvis man kan kalde den det, kunde jo kun ende med et Resultat. Tyskerne var tre hvor vi var en.« Kampene ved Næstved Kaserne kostede flere danskere livet, mens adskillige blev hårdt sårede. Også tyskerne led alvorlige tab.
Seks uger efter interneringen som krigsfange blev Anker Jørgensen løsladt, og han sluttede sig til modstandsbevægelsen i hovedstaden.
Han fik samlet en større modstandsgruppe, der modtog våben og ammunition ved Gribskov i Nordsjælland. De mange kasser med våben blev læsset på lastbiler og transporteret videre til et stort illegalt våbenlager på loftet over Toftegårds Bio i Valby. Direktøren hèr var Kai Holm, en folkekære skuespiller, der også var aktiv i modstandsbevægelsen.
Fordeling af de mange våben til mindre depoter i kældre, lofter og private lejligheder indgik i modstandsarbejdet, og i marts 1945 fik gruppen med Anker Jørgensen i spidsen til opgave at fjerne et omfattende værnemager-kartotek fra Handelsministeriet på Sct. Annæ Plads.
Lørdag den 24. marts gik den dramatiske aktion i gang, hvor ni af modstandsgruppens medlemmer deltog. Mens Anker Jørgensen koldblodigt fik gennet ministeriets ansatte - næsten 30 mennesker - sammen i et lokale og holdt dem op med sin politipistol, gik andre modstandsfolk i gang med at læsse det omfattende kartoteks- og arkivmateriale ned på et par lastbiler i gården. Materialet kom til at indgå i de store retsopgør mod værnemagere efter krigen.
I de hektiske befrielsesdage stod Anker Jørgensens modstandsgruppe for arrestation og afhentning af formodede stikkere og værnemagere. Andre specialopgaver var bevogtningen af Dagmarhus, tyskernes berygtede hovedkvarter, og hele området omkring Paladsteatret.
Én af de sidste dage i april 1945 gennemførte Gestapo en razzia omkring Knippelsbro. Flere medlemmer af Anker Jørgensens gruppe kom i heftig ildkamp med tyskerne, deriblandt hans kammerat Svend Aage Hedmann. Anker Jørgensens gruppe skulle flytte nogle våbendepoter, og man havde aftalt at samles ved Nørreport Station. Medens gruppen endnu ventede på at blive fuldtallig, ankom en tysk patrulje på fem mand, der forlangte at visitere de ventende.
Det kom til skyderier, og i Anker Jørgensens dagbog fra dengang hedder det: »Torsdag den 26. April. Svend Aage og Svend Olaf Lange og Ernst Arleth er i dag dødeligt saarede ved Ildkamp med Gestapo … jeg tog straks til Sortedamsdosseringen og tømte det Lager af Vaaben der fandtes der. Lørdag den 28. April. Jeg kan ikke faa ind i mit Hoved at S. Aa. er død. Da jeg fik det at vide rystede jeg over hele Kroppen …«
Gestapo slæbte den hårdt sårede Svend Aage Hedmann til Vestre Fængsel, hvor han døde den næste dag. Efter befrielsen i maj 1945 blev gravene ved henrettelsespladsen i Ryvangen åbnet, og der blev fundet 202 lig, begravet af tyskerne. Det var Anker Jørgensen, der måtte identificere hans lig i Ryvangen.
Hedmanns jordiske rester blev ført til hans sidste hvilested på Solbjerg Kirkegård, hvor Anker Jørgensen holdt en bevægende tale over sin kammerat, der gav sit liv for en befrielse, han aldrig kom til at opleve.
40 år senere – den 4. maj 1985 - talte Anker Jørgensen, nu landets tidligere statsminister, ved en mindegudstjeneste i Frederiksholm Kirke. Han mindedes kampen for frihed, de faldne modstandsfolk og sin kammerat Svend Aage Hedmann:
»Svend Aage spekulerede meget på, hvordan Danmark ville se ud efter befrielsen … Vejen er så lang til fred og frihed. Men vi mennesker må rejse os og gøre vejen kortere - inden det er for sent.«
Louis Bülow er freelanceskribent.
Se også linkssamlingen på Modkraft Biblioteket om »Besættelsen 1940-45 - og modstanden«.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96