Det er vist en overdrivelse at påstå at LO’s kommende kongres i slutningen af oktober 2015 har LO’s omkring 900.000 medlemmers opmærksomhed og interesse. Der kan måske påstås en lidt større interesse, når det kommer til valg af afløseren for Harald Børsting. Men det vist kun længere nede i fagbureaukratiets fødekæde.

Der var ellers lagt i kakkelovne til formandsposten i LO, - i hvert fald hvis man skulle tro medierne. Skulle man tro de samme medier, så var det noget nær en revolution, at der var tre kandidater til formandsposten. For det utrænede øje kunne det se ud som et slags ”arabisk forår” i LO. Selvom der var kamp til stregen omkring formandsposten i 2007 mellem Harald Børsting (manden der aldrig blev kult) og ”jeg-placer-mig-altid-ved-det-rigtige-bord” Tine Aurvig-Huggenberger.

Men inden dramaet om LO formandsposten i 2015 kunne folde sig ud og give den helt store medieomtale valgte den ene af de tre kandidater at trække sig som kandidat. Nemlig Kim Simonsen, forbundsformand i HK, (mere af navn end gavn).

Tilbage er et ikke-valg mellem Lizette Risgaard, næstformand i LO Danmark og så den total ukendte for offentligheden, Flemming Vinther, formand for Hærens konstabel- og korporalforening (HKKF). Når jeg skriver ikke-valg, er det fordi Flemming Vinther aldrig har udvist den mindste interesse for andet end den navlepillede virkelighed indenfor fagbureaukratiets lukkede forhandlingssystemer og bonende gulve.

Hans politiske og fagpolitiske erfaring udenfor egen organisationscirkler, er stort set ikke eksisterende. Det kan godt være at han er konge i lorteland, men i kongeland er han en middelmådig fagbureaukrat. Dem er der i forvejen for mange af i fagbevægelsen. Uden nogen form for politisk og fagpolitisk vision, mod eller gennemslagkraft. Vi behøver ikke flere af dem i LO ledelsen.  Man kan desværre komme meget længere i den fagpolitiske karrierekanon med det modsatte. Just Look Around

Lizette Risgaard er på lange stræk det modsatte af Flemming Vinther og Kim Simonsen. Ja, Lizette Risgaard er faktisk den af de tre kandidater og de fleste andre i LO-toppen siden Thomas Nielsen, der har noget at byde på fagpolitisk og politisk. Lizette Risgaard udstråler det meget sjældne blandt faglige topledere, nemlig indignation, passion og oprigtighed. Uanset om vi taler kampen mod Ryan Air eller LGBT-lønmodtagere rettigheder så stiller Lizette op og har bud på ny offensiv politik.

Lizette Risgaard magter faktisk at lytte til de kritiske stemmer i fagbevægelsen. Hun udstråler ikke den traditionelle socialdemokratiske magtfuldkommenhed og magtarrogance, som vi er mange der brækker sig over.  

Men selvom Kim Simonsen havde fastholdt sit kandidatur, så havde det stadig også været et ikke-valg. HK har et slogan, der siger at ”Vi er alle en del af løsningen”. Men det gælder bare ikke Kim Simonsen. Han er en kranskagefigur i HK’s særlig struktur, der mere minder om et kinesisk æskesystem end en demokratisk organisation.

Kim Simonsen er trods hans flotte titel en person som mest alt, er kendt for ikke at være kendt. Når han endelig gør sig bemærket er det med synspunkter der er hentet i Dansk Industri og Dansk Erhverv. Han er, uden skam i livet, villig til at sælge alt, - medlemmer, de arbejdsløse, de unge og de nyuddannede. Men mest af alt er HK under hans forbundsformandsskab sindsbilledet på fagbevægelsens problem: at ingen giver fanden i HK’s lavtlønnede og ufaglærte kassemedarbejdere, butiksassisterer og andre i butiks- og servicebranchen

Derfor var Kim Simonsens kandidatur også dødsdømt fra dag ét. Han havde ikke engang opbakning i HK. Få støttede ham, flere lurepassede og flest ville ikke vide af ham hverken i HK eller LO. Men da Kim Simonsens selvforståelse er på niveau med hans navnebror Kim Jong-un, så var det først ca. 9 timer efter at Dansk Metals hovedbestyrelse gav deres anbefaling til Lizette Risgaard, at han på sin Facebook annoncerede i bedste komiske Ali stil, at han trak sit kandidatur. Hans største fingeraftryk i kampen om LO formandstitlen, og dét han vil blive husket for, er hans usmagelige personangreb på Lizette Risgaard. Men igen, hvad man ikke har i fagpolitisk talent og budskab, må man så have i personangreb, motivforskning og omvendt lommetyveri.

Normalt har der mere været tale om de facto udpegninger af efterfølgerne til topposter i fagbevægelsen. Selvom der i ny og næ opstår kampvalg, så handler det sjælden om politiske eller fagpolitiske forskelle. Men mere om personlige motiver om magt for magten skyld.

Det handler nødvendigvis ikke om hvem der er bedst kvalificeret fagpolitisk og politisk eller strategisk og taktisk. Men mere om hvem der har tjent systemet på en måde så alle kan leve med den nye sherif. Fanden stå i at der skulle komme én som Jeremy Corbyn, det engelske Labour partis nye venstreorienterede leder, og rokke båden. Eller en Dennis Kristensen type. For hvis der er noget fagbureaukratiet frygter mere end medlemmerne, så er det fagbureaukrater der vil forandre fagbevægelsen til demokratiske kamporganisationer.

Nå men i slutningen af oktober 2015, skal LO altså vælge en ny formand. Det er derfor op til LO-kongressens 400 delegerede fordelt på de 17 medlemsforbund, at finde en afløser. Det vil ikke medføre en paladsrevolution. Men med valget af Lizette Risgaard som LO’s første forkvinde, vil det være muligt at komme ud af dét hængedynd af ligegyldighed som har præget LO siden 1982, og med Thomas Nielsens udtryk, at "flyttet hegnspæle" igen!

På positivsiden skal det nævnes at der måske for første gang, også siden Thomas Nielsens tid, bliver valgt LO sekretærer (bliver måske omdøbt til næstformand) der bliver andet end usynlige mummitrolde. Tre kandidater har nemlig meldt deres kandidatur. De to kandidater, som stikker ud i forhold til mange års tidligere kandidater er, Nanna Højlund, FOA’s daglige ledelse og 33-årige Morten Skov Christiansen, nyvalgt LO Hovedstaden formand.

Morten Skov Christiansen, er noget så sjældent som en talentfuld socialdemokrat, der har gjort lynkarriere som man nu gør i fagbevægelsen (gennem ansættelser og ikke valg i fagbevægelsen). Nanna Højlund har været faglig aktiv siden sine unge dage og tilhørt den faglige venstrefløj. Modsat de fleste i hendes generation og position, så er hun stadig rød i ord og handling. Bliver Nanna og Morten valgt vil det styrke og understøtte den udvikling Lizette Risgaard står for.

Fagbevægelsen har brug for fagpolitiske ledere der tør og vil stille sig i spidsen i kampen for: – et klart nej til nedskæringer på velfærden, – et forsvar for pensionsordningerne, – et nej til social dumping og udbytning, - og nej til at vi skal betale med fyringer for at sikre profitten, – nej til privatisering og TTIP, – ja til at godt arbejdsmiljø, uddannelse og sundhed er gratis offentlige goder for alle.

Måske kommer vi ikke helt i mål ved denne kongres. For Rom blev ikke bygget på en dag. Men der er lagt op til en af de største forandringer i LO’s ledelse og politiske retning siden 1997. Og det er sgu fedt, især med de udfordringer vi står overfor.