Det oprindelige tasmanske folk ophørte med at eksistere den 8. maj 1876. Denne dag døde den sidste fuldblods tasmanier af alderdom, den tidligere prinsesse Truganini, også kendt som Lalla Rookh.
Den 73-årige Truganini havde ikke bare oplevet sin mor blive dolket ihjel af en europæer; sin søster blive kidnappet af europæere eller set sin mand blive druknet af to europæere, der tillige voldtog hende. Udover disse personlige tragedier havde Truganini set hele sit folk blive udryddet i et af historiens mest bizarre folkemord.
Øen Tasmanien, der er på størrelse med Irland, og ligger sydøst for det australske kontinent, blev opdaget i 1772 af en fransk ekspedition, der straks skød et antal indfødte. Fem år senere gik briterne i land, og i 1803 blev øen officielt koloniseret af britiske straffefanger. Året efter fandt den første massakre på indfødte sted.
Ifølge historikeren Clive Turnbull blev koloniseringen gennemført med en brutalitet, der meget hurtigt indbefattede »nedskydning, kranieknusning, levende afbrændinger og drab på indfødte til brug for hundemad«.
En mand ved navn Carrots blev således kendt, da han efter at have myrdet en tasmanier tvang dennes hustru til at bære sin døde mands hoved i et bånd omkring halsen. Som en af ganske få blev han dømt for sin forbrydelse: 25 piskeslag. Men det hørte til sjældenhederne. Kun uhørt bestialske overgreb – som for eksempel en mand, der skar ører og andre legemsdele af en levende dreng, eller en mand, der skar lillefingeren af en indfødt for at bruge den til at stoppe sin pibe – blev straffet. Ingen europæere overhovedet blev nogensinde straffet for at dræbe en indfødt.
De europæiske kolonialister diskuterede alvorligt, hvorvidt de tasmanske indfødte overhovedet kunne betragtes som mennesker. De betragtede tasmanierne som væsner, der udelukkende kunne udbyttes på den mest sadistiske facon. Ifølge UCLA professor Jared Diamond overgik denne sadisme de fleste fantasier:
»Taktikken til jagt på tasmaniere inkluderede nedskydning fra hesteryg, at sætte stålfælder ud til at fange dem i, og at sprede forgiftet mel, hvor de kunne finde det og spise det. Jægere skar penis og testikler af indfødte mænd for at se dem løbe nogle få meter inden de døde. På en bakke kaldet Mount Victory, slagtede nybyggere 30 tasmaniere og smed deres lig ud over en klippe. En gruppe betjente dræbte 70 tasmaniere og smadrede hjernen ud på børnene«.
Op gennem 1820’erne øgedes den hvide indvandring, og livsgrundlaget for de indfødte svandt hurtigt ind. Nybyggerne udryddede kænguruerne og satte får ud på en halv million tønder land. Den hvide befolkning fordobledes hver femte år.
De indfødte tasmaniere sultede og begyndte at stjæle fra de hvide for at overleve. Kolonialisterne satte fælder ud, skød tasmanierne fra trætoppene, og begyndte højlydt at kræve deportation af samtlige indfødte.
Den 1. december 1826 krævede en artikel i den lokale avis, Tasmanian Colonial Times, at »regeringen må fjerne de indfødte – hvis ikke, vil de blive jagtet som vilde dyr og udryddet«.
Knap to år senere indførtes undtagelsestilstand, og de hvide fik lov til at dræbe sorte, når de så dem. Der blev udlovet en dusør for hver tilfangetagen indfødt: fem pund for voksne, to for børn. Ifølge den svenske forfatter Sven Lindqvist regner man med, at der omkom ni tasmaniere for hver tilfangetagen.
Endelig besluttede regeringen i 1830 én gang for alle at indfange samtlige indfødte på øen. 5.000 soldater blev udkommanderet til en veritabel klapjagt, hvor soldaterne igennem flere uger gik i én lang kæde med 45 meters mellemrum tværs hen over øen.
Resultatet var imidlertid til at overskue. Ikke en eneste tasmanier blev indfanget, for der var ganske enkelt ikke flere tilbage. Efter 27 år var den indfødte befolkning reduceret fra omkring 5.000 mennesker til mindre end 75.
Da Charles Darwin i 1859 udgav værket »Om arternes oprindelse« var der ni kvindelige tasmaniere tilbage, alle for gamle til at føde børn, og da de indfødte nu ikke længere udgjorde en fysisk trussel, ændredes holdningen til dem.
Darwins teorier om udviklingslæren gjorde de indfødte til et slags kuriosum blandt de hvide kolonialister, der mente at have fået videnskabeligt belæg for at betragte dem som en laverestående race, der på grund af den naturlige udvælgelse af levedygtige arter var dømt til at uddø ligesom dronten og dinosaurerne. Nogle mente endda, at Tasmaniens indfødte udgjorde »the missing link« mellem aber og mennesker.
Da den sidste mandlige fuldblods-tasmanier, William Lanney, døde den 2. marts 1868, blev han derfor betragtet som et omvandrende klenodie, og hans lig blev genstand for maniske samlere. Allerede inden hans begravelse blev William Lanneys kranie stjålet, og senere blev liget gravet op og resten af skelettet plyndret.
Den 8. maj 1876 var det slut. Prinsesse Truganini, datter af den mægtige høvding Mangana, døde 73 år gammel i Tasmaniens hovedstad Hobart Town.
Selvom hun på sit dødsleje indtrængende bad lægen sørge for, at hun ikke blev skåret op, blev hun alligevel ligesom William Laney gravet op efter sin begravelse.
Hendes skelet blev udstillet på The Tasmanian Museum and Art Gallery, hvor det befandt sig i næsten 100 år. Først i 1976 lykkedes det forskellige interessegrupper at få udleveret hendes knogler til kremering. Hendes aske blev spredt over vandet nær hendes fødested om morgenen den 1. maj 1976, syv dage inden hendes 100 års dødsdag.
Se også artiklen Black War: The Destruction of the Tasmanian Aborigines (engelsk)
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96