v. Jannis Tsatsaris, Rasmus Weber og Victoria Risbjerg
Hvor skal venstrefløjen i Grækenland hen?
Vi ankom i går d. 17. september 2015 til Athen, og her er de første refleksioner fra et land i krise, valgkamp og frustration. I går nåede vi at mødes med Panos, der er skibsingenør og ved siden af laver venstrefløjsradio fra en café i Grækenlands svar på Nørrebro – Exarchia. Undervejs i vores snak, afbrydes vi dog af fyrværkeri, molotovs og det græske politis mest frygtede enhed – motorcykelbetjentene i DELTA, som ikke langt fra, hvor vi sidder, clasher med anarkisterne i området. Men det er en helt anden historie, vi vil skrive om i næste blogindlæg – dette indlæg vil i højere grad se makropolitisk på Grækenland om kampen med Trojkaen, hvem der skal føre grækerne ud af krisen og hvem der kan levere den socialistiske retning.
Syriza stod for håb
Syriza var for blot 9 måneder siden det store håb for venstrefløjen i hele Europa. I nogle kredse mødt med mere skepsis end andre. Ikke desto mindre kiggede vi alle til Grækenland for inspiration. Et parti bygget på de sociale bevægelser, med klar ambition om at forbedre almindelige menneskers hverdag og kæmpe mod finansinstitutionernes magt. I dag er partiet mærkbart forandret.
Syriza havde en politisk strategi baseret på forhandling med EU. Der var en indædt tro på, at Grækenlands geografiske placering og landets betydning for euroen var tilstrækkelige pressionsmidler til, at EU ville eftergive en tilstrækkelig del af Grækenlands gæld. Forhandlingerne har uden tvivl været svære – de peakede d. 5 juli, hvor Syriza havde udskrevet folkeafstemning om gældspakken. Afstemningen endte med et massivt OXI (nej), hvorfor regeringen nu havde en aktiv og bevidst befolkning i ryggen.
Panos fortæller at langt de fleste der stemte på Syriza og kom til venstrefløjn ved sidse valg, ikke er desillutioneret som ham. De mener at Syriza var modige, kæmpede og så blot tabte. Han mener svaret er mere nuanceret end det, at Syriza ikke skulle have taget kampen i den forhandlingssituation, men bruge de aktive medlemmer til at presse på for forandringer.
Og Syriza tog hvad det kan se ud til imidlertidigt fejl i deres tiltro til egen styrke og til EU’s projekt. EU viste sig villige til at lade den græske befolkning sulte i det økonomiske kup af statsmagten. Syrizas leder, Alexis Tsipras, måtte kapitulere og er nu den, der implementerer de omfattende nedskæringerne.
Kapitulationen får de interne modsætninger i partiet til at florere, med en kritisk venstrefløj der føler sig svigtet, og en moderat fløj der holder fast i, at Tsipras har gjort sit bedste, men at resultatet naturligvis ikke var ønskeligt.
Efter en tumultarisk regeringsperiode ankommer vi til i dag. Tsipras har udskrevet valg, der afsluttes om 2 dage, d. 20. september. Regeringsperioden har været så tumultarisk, at centralkomitéen (partiets ledelse/bestyrelse) endnu ikke har haft et eneste møde, hvorfor selve valget ikke er sanktioneret af partiets medlemmer, men udelukkende af Tsipras og hans nærmeste.
Syrizas split
Panos, der stadig er medlem af Syriza, men som ikke længere tror på Syrizas muligheder for at lave egentlige forandringer, beskriver dem i dag som beskedne socialdemokrater – et parti der vil administrere nedskæringerne med så humant et ansigt som muligt.
Partiets politiske skifte og udskrivningen af valget kommer som en kæmpe overraskelse for de ”organiserede” medlemmer – de bevidste og kerneaktive medlemmer, som har brugt de sidste mange år på at overbevise befolkningen om, at de skal stemme venstreorienteret. De nye, der er kommet til siden, har endnu ikke oplevet konsekvenserne af strategien, hvorfor Syriza stadig betragtes som håbet og som løsningen – og fortsat vil få mange stemmer på søndag. Partiet har imidlertid mistet ca. 10.000 medlemmer ud af 35.000, og det er særligt den erfarne garde og hele ungdommen. Nogle er gået til Folkelig Enhed, nogle er blevet partiuafhængigt lokalaktive og andre er emigreret til andre lande.
Partiet havde alle de demokratiske værktøjer, de skulle bruge for at redefinere planen, men de blev kastet til side til fordel for en valgkamp og et knæfald for EU.
Hvor skal den europæiske venstrefløj hen?
Den europæiske venstrefløjs mangel på en konkret, alternativ strategi til forhandlinger med EU viser sig nu helt tydeligt, og det skaber dårlige fremtidsudsigter. Der mangler en plan og et mål at samles om. En plan som ikke kommer til at udspringe af valget og det kan være svært at se Syriza ændre strategi dertil. Alle venstrefløjens partier påstår, at de har en sådan plan. Mange har en ide, nogle værdier eller et teoretisk grundlag, men ingen kan pege på, hvad der konkret skal gøres.
Hvis ikke grækerne skal ende som Europas arbejdskraftsreserve, som fremtidsudsigterne lidt polemisk bliver beskrevet, så er vi i hele Europa nødt til at udvikle en sådan plan, et alternativ til EU og en fælles vej frem.