Den bulgarske forfatter Ilija Trojanow har skrevet et provokerende essay med titlen ”Det overflødige menneske” – en lille bog på kun 80 sider, hvor man får en række rammende billeder og paradokser serveret om vores samfund.

Hvem er overflødig?

 Hvem er overflødig, vil langt de fleste spørge. Det er da en uforskammet påstand. Det er ikke desto mindre Trojanows påstand, som han på flere måder forsøger at begrunde.

 Mennesker der ikke producerer noget, konsumerer noget, ejer noget, er ikke fuldgyldige samfundsmennesker. Det fremgår af mange regnestykker og beskrivelser af vores samfund. Den økonomiske beskrivelse og ideologi har gennemtrængt hele samfundet.

Hvem er der for mange af?

Man møder synspunktet i debatten om en faktisk og formodet overbefolkning i verden. Hvor kommer den truende overbefolkning fra? Fra lande i Afrika og Mellemøsten med den største befolkningstilvækst vil mange sige.

Som Trojanow ironisk siger: ”Der er simpelthen for mange af de andre, mens der aldrig kan blive nok af vore egne” (s. 22). Hvis man imidlertid ser på de forskellige menneskers økologiske belastning (fodaftryk) på kloden er det imidlertid klart, at en selvforsynende bonde i Afrika med ti børn lever et langt mere bæredygtigt liv end et storbymenneske i en af den nordlige halvkugles metropoler. Den logiske konsekvens af dette er at mene, at der er for mange af os i metropolerne eller, at os her bliver nødt til at reducere vores velstand for at sikre de andre retten til føde og et menneskeværdigt liv.

Markedet og affaldet

Det uhyggelige i et samfund, hvor alt bliver målt og vejet og sat til salg er for Trojanow, at der kun er to afgørende realiteter tilbage: Markedet og affaldet, hvor grænsen mellem mennesker og affald bliver udvisket. Konkret ser man det hos romaerne på bulgarske lossepladser. De uundværlige og de overflødige mødes stort set aldrig i vores samfund (s. 28). Ganske vist er der asfalterede veje  til lossepladserne, men de bliver kun brugt af renovationsvæsnets lastvogne, og normale borgere forvilder sig ikke den slags steder hen og undgår også behændigt ghettoer og belastede områder.

Prekariatet

Et af de mest fremtrædende tendenser i hele verden er fremkomst af et voksende prekariat, mennesker med usikre, midlertidige ansættelser som er uden sociale rettigheder og social sikring, som bliver anden og tredje rangs borgere. På verdensplan udgør de fastansatte kun 20 procent af arbejdsstyrken (s. 33). At det er lykkedes at skabe en reserve bestående af billig, tilgængelig arbejdskraft uden at det har skabt massive protester, skyldes den skrumpende middelklasse, der indtil videre har vist sig mere solidarisk med de rige.

Hvidvask og hjernevask

Mange mener, at demokratiet i højere grad er truet af pøblen end af oligarkerne. Det har de senere års udvikling vist er forkert. I vesten har man set voldsomt stigende ulighed og opbygning af gigantiske formuer, der forsøges omsat til politik indflydelse. Sammenhængende hermed er vokset en ”blomstrende branche formuebeskyttelsesindustrien, der består af initiativrige bogholdere, advokater, revisorer og lobbyister” (s. 40). Meget rammende hedder det, at denne industri ikke alene beskæftiger sig med ”hvidvask” af penge, men også med ”hjernevask” ved bl.a. at være med til at skabe billeder af mennesker, der ikke har lønnet arbejde , som samfundssnyltere. (s.42).

Noget af det, der gør størst indtryk ved Trojanows essay, er de mange slående billeder, han tegner af modsætningerne og paradokserne i verden. Et er taget fra Indien:

Verden som en togvogn

”Verden minder i stigende grad om togvogne i den indiske delstat Bihar.  Nogle få har indrettet sig på 1. klasse, andre halvvejs privilegerede, er stuvet sammen på 2. og 3. klasse, men sidder trods alt inden døre i ly for regn og sol – i modsætning til størstedelen af passagerne, der enten ligger oppe på taget udsat for vind og vejr, klamrer sig til dørene eller kryber sammen mellem vognene.”. (s. 45).

Lønarbejdets betydning og fremtid

Trojanow ender sin lille bog med at præsentere os for den største modsætning og paradoks ved hele det verdenskapitalistiske system.

 På den ene side: ”lønarbejdet er rygraden i det kapitalistiske system, for uden lønninger ingen generel købekraft, uden købekraft ingen efterspørgsel, uden efterspørgsel ingen markeder, ingen vækst, ingen fremtidig produktion.” (s.60).

På den anden side er den teknologiske revolution, der er i gang, på vej til at afskaffe lønarbejdet.

Tre love for den fremtidige teknologiske udvikling

 Her gør han opmærksom på tre love, som indtil nu ikke er blevet modbevist, der viser deres tydelige sprog om fremtiden:

1. Moores lov som siger at en computeres kapacitet bliver fordoblet på halvandet år.

 2. Norbert Wieners kybernetiske lov, som siger at fremstillingen af maskiner bliver overladt til maskiner.

 3. Moravec’s paradoks der siger, at det er vanskeligere at udstyre maskiner med sansemotoriske evner end med højtudviklet intelligens.

Det vil sige, at maskiner har lettere ved at gennemføre medicinske undersøgelser og analyser end ved at udføre havearbejde. Det vil sige, at læger og piloter i fremtiden kun i sjældne tilfælde behøver at gribe ind.

Vi kommer til at opleve det paradoks at have et arbejdssamfund uden arbejde, hvor en stigende del af samfundet vil blive overflødigt. Konsekvenserne af maskinrevolutionen kan ende i kaos og vold.

Alligevel ender bogen ikke med en dystopi (det modsatte af en utopi – en skræmmende verden). Selvom om Trojanow ikke har meget konkret at byde på med hensyn til alternativer, mener han, at der er brug for utopiske ideer, for drømme. Når vi siger, at vi ingenting kan gøre, er vi dybest set med til at bevare de herskende forhold i samfundet.

Det usynlige bliver gjort synligt

Selvom lønarbejdet forsvinder, er ” de overflødige på ingen måde overflødige, hvis man ser bort fra tidens fremherskende definition på arbejde. De plejer deres gamle forældre, deres demente partner eller tager sig af børnene som enlige forsørgere. De hjælper naboer, kæmper for en sag eller forærer andre i familien hjemmestrikket tøj… Hvis man laver en kop kaffe til sin handicappede søn, er man et nul, hvis man serverer en espresso for sin chef, er man assistent.” (s. 34).

På den måde får Trojanow gjort det usynlige i det herskende økonomsprog synligt – det uformelle samfundsnyttige arbejde, som ikke regnes for noget i forhold til lønarbejdet.

Litteratur: Ilija Trojanow: Det overflødige menneske. Tiderne Skifter. 2014.