Så skete det. Forhandlingerne mellem EU og Grækenland fik i denne uge en afslutning. Resultatet blev et nederlag for det græske demokrati og landets befolkning, der blev tromlet EU-eliten.
En nedskæringspakke ser ud til at blive tvunget igennem med nye brutale sparekrav. Regningen for bankernes spekulation og en græsk korrupt elites uansvarlighed, bliver således endnu engang sendt til de fattigste i det græske samfund.
Strategien fra de øvrige euro-lande har været klar: SYRIZA-regeringen og grækerne skal straffes for at sætte sig op mod den tysk-dikterede nedskæringspolitik og eventuelle andre lande skal skræmmes for at følge det græske eksempel.
Men hvordan kunne det gå så galt i forhandlingerne og hvad kan vi lære af hele forløbet? Her er tre ting, som jeg ser, vi allerede nu kan udlede af resultatet af forhandlingerne.
Alexis Tspiras og den græske regering har kæmpet en hård kamp for at indfri sine løfter til det græske folk om at gøre op med en dybt forfejlet nedskæringspolitik og samtidig fastholde Grækenland i euroen. I dag må det konstateres, at de to ting ikke kan forenes.
Siden SYRIZA-regeringen blev valgt, har EU været på en demokratisk prøve.
En prøve, der skulle vise sig om, det var muligt for en befolkning at vælge en mere solidarisk kriseløsning inden for rammerne af euroen.
Denne demokratiske lakmusprøve har EU dumpet med et brag. Det står i dag mere klart end nogensinde før, at der inden for euroen, kun kan føres en økonomisk politik: Den tyske sparepolitik.
Selvom euroen består (endnu), er EU-elitens bedrag om euroen som et fælles og samlende europæisk projekt nu endeligt afsløret. Euroen er og bliver et fuldstændig uansvarlig politisk projekt, der kun har bidraget til at splitte Europa.
Et venstreorienteret projekt i Europa må derfor også nødvendigvis indeholde et mål om løsrivelse fra euroen og en kamp for at generobring af selvbestemmelse og demokrati.
Det er ingen hemmelighed, at et flertal i SYRIZA har været modstandere af et græsk exit af euroen og at der på dette punkt har været en politisk uenighed mellem den græske venstrefløj og Enhedslisten.
Allerede tillbage i 2012 deltog jeg i et debatmøde i Grækenland om den europæiske venstrefløjs holdning til euroen. Her diskuterede jeg netop spørgsmålet om græsk exit af eurozonen med Euclid Tsakalotos, der dengang var medlem af det græske parlament for SYRIZA, og som i dag er græsk finansminister.
Og selvom der var bred enighed om de grundlæggende fejl og mangler ved hele eurokonstruktionen, var der ikke enighed om, hvorvidt et exit af euroen var et politisk mål i sig selv.
For imens vi i Enhedslisten argumenterede for behovet for en mekanisme, der kunne sikre Grækenland en kontrolleret udgang af valutasamarbejdet som en holdbar løsning på den græske krise, fastholdte Euclid, at et exit fra euroen ikke var et reelt alternativ.
I forhandlingerne med EU har SYRIZA's tro på et progressivt potentiale i euro-projektet således været partiets største svaghed.
For du risikerer at blive tromlet i en forhandling, hvis ikke du har en alternativ plan i tilfælde af, at forhandslingssporet skulle vise sig at være en blindgyde. Man taler normalt om ”The Walk-away Alternatives” eller BATNA (Best Alternative To a Negotiated Agreement). Uden et sådan, forhandler du reelt I blinde.
Håbet var for mange, at man i toppen i SYRIZA havde en plan B i skuffen for et græsk exit af euroen. Og at denne plan ikke alene kunne bruges som en trussel i forhandlingerne, men også virkeliggøres i tilfælde af et dødt forhandlingsspor.
I dag ved vi, at der ikke har ekisteret en sådan plan B. I et yderst interessant interview har den tidligere græske finansminister Yannis Variofakis forklaret, at selvom han oven på folkeafstemningen var villig til at tage yderligere kampskridt ved bl.a. at overtage kontrollen med den græske nationalbank og udstede såkaldte IOU’s, har der aldrig været en reel plan i skuffen for et græsk exit af euroen.
I stedet forklarer han at, ”We had a small group, a ‘war cabinet’ within the ministry, of about five people that were doing this: so we worked out in theory, on paper, everything that had to be done [to prepare for/in the event of a Grexit]. But it’s one thing to do that at the level of 4-5 people, it’s quite another to prepare the country for it. To prepare the country an executive decision had to be taken, and that decision was never taken."
Den manglende plan B, blev i sidste ende fatal for den græske regering, der ikke så nogen anden udvej end at bøje sig for EU’s nedskæringskrav, da det blev klart, at de ikke var villige til at forlade euroen.
I et senere interview med Variosfakisk foretaget kort efter indholdet af den nye lånepakke stod klart, forklarer han, at han ikke længere er overbevist om, at et græsk exit af euroen ville have været det værste udfald, set i lyset af den nye nedskæringspakke.
Det endnu uklart om den nye låne- og nedskæringspakke vil gå igennem det græske parlament. Det er stærke interne uenigheder i SYRIZA. 109 ud af 200 medlemmer af SYRIZA's hovedbestyrelse har meddelt, at de er imod aftalen og flere parlamentsmedlemmer har allerede tilkendegivet, at de vil stemme nej.
Men selv hvis aftalen går igennem parlamentet, står det allerede nu klart, at den ikke vil løse krisen i landet – tværtimod.
De seneste fem års nedskæringspolitik i Grækenland har blot forværret landets økonomiske situation. Den græske økonomi er skrumpet med mere end 25% og landets gæld er som konsekvens vokset eksplosivt. Ved at forsætte denne forfejlede politik vil den økonomiske krise i Grækenland blot forværres og gælden vil blive endnu svære at betale tilbage. En situation, der kan betegnes som en lose-lose situation.
Senest har også den internationale valutafond IMF været ude og at erklære at den nye nedskæringspakke ikke er en løsning på den græske krise. Derimod forudser IMF, at den græske gæld i løbet af to år vil stige til 200 procent af BNP, en gældsbyrde som grækerne aldrig nogensinde vil kunne betale.
I stedet foreslår IMF at Grækenland som minimum skal gives afdragsfrihed på sin enorme milliardgæld i op til 30 år for at holde økonomien oven vande.
Vi kan derfor godt forvente, at der inden for kort tid igen vil komme usikkerhed om euroens bæredygtighed og den græske økonomi.
Kampen for national selvbestemmelse og et opgør med nedskæringspolitikken vil derfor fortsætte, ikke alene I Grækenland, men også i de andre kriseramte eurolande som Spanien, Irland og Portugal.
Den kamp skal vi være klar til at støtte.