I går var en af de hårdeste valgaftener jeg oplevet siden 2001. Vi, og med vi mener jeg den samlede rød blok, fik tæsk, så kort kan det siges. Men hvorfor gjorde vi det?
Efter at have snakket med mange vælgere over de sidste 3 uger og efter at have observeret og deltaget i dansk politik i 20 år, har jeg samlet lidt refleksioner om, hvordan jeg ser udfordringerne, og hvor jeg ser vejen frem for venstrefløjen.
Tese 1: Vælgerne tror ikke på os.
Vi gik i regering, eller blev støtteparti for samme, men vi etablerede aldrig et projekt, vi etablerede aldrig anden rød tråd end at få styr på økonomien. Dette til trods, så havde vi op til 2011 valget alle store ideer, visioner og planer for Danmark, men vi fik dem aldrig udmøntet. Nogle på grund af økonomien, men mange simpelthen bare, fordi vi på afgørende værdiområder havde for travlt med at lytte til embedsværket.
Vi glemte den gamle sandhed, at hvis du ønsker at ændre Danmark i morgen, så skal du blive embedsmand. Ønsker du derimod at ændre Danmark fundamentalt over tid, så skal du søge valg.
Vi brugte økonomien som undskyldning, men på mange områder kunne vi sagtens have gjort en forskel, uden at økonomien var skredet. Offentlighedsloven, ytringsfrihed, retssikkerhed, øremærket barsel til mænd, road pricing, fri hash, dagpenge, kompleks beskæftigelses lovgivning, kædeansvar, sociale klausuler og gensidig forsørgerpligt er alle eksempler på områder, hvor vi endte med at placere os forkert, områder hvor vi kunne have ændret Danmark, uden at det havde kostet statskassen særligt meget.
Vælgerne så, at vi på alle værdiområder lyttede mere til embedsværkets kortsigtede systembevaring i stedet for vores egne langsigtede visioner for, hvor Danmark skulle hen. Det gjorde, at de mistede tillid til os - ikke fordi de ikke tror på, at vi kunne regere Danmark, men fordi de ikke tror på, at vi kunne gøre det bedre end embedsværket, også kan man sgu lige så godt stemme på de andre, der reelt har ideer for Danmark.
Tese 2: Vælgerne tør ikke stole på, at vi reelt har flyttet os.
Det har været en sær oplevelse at føre valgkamp. Ofte har jeg til paneldebatter fået varianter af følgende svada:
”Jamen, det er jo hvad Lars Løkke siger, går I også ind for…”
eller
”Lyder det ikke lidt som, hvad DF plejer at sige, om….?”
Det har som regel været, når jeg sagde ting som at:
Vi skal gøre op med ghettodannelse! Det gør vi bl.a. ved at stoppe tilflytningen af socialt udsatte til områder med for høj koncentration af socialt udsatte, det gør vi ved at skabe en bredere beboersammensætning, kombineret med en stærk politiindsats, og en effektiv beskæftigelsespolitik, der får flyttet, især de unge, fra passiv forsørgelse til (ofte første) job.
Vi skal gøre det nemmere at drive virksomhed i Danmark! Vi skal gøre op med lovgivning og regler, der gør det til en jungle at drive virksomhed i Danmark. Vi skal rydde op i støtte og afgifter, så vi sikre, at incitamenterne til at starte og drive virksomhed er gode, vi skal investere i at virksomheder, der skaber og anvender ny grøn teknologi, kan vækste hurtigt.
Vi skal lette skatten for de lavestlønnede i Danmark! Ikke fordi det ikke kan betale sig at arbejde, men fordi de smalleste skuldre ikke skal bære så tungt et læs.
Vi skal give tilliden tilbage til den offentligt ansatte! Vi skal turde stoppe lovmaskinen og give tid til lave ordentlige rammer, i stedet for forhastet detailstyring af medarbejderne i vores fællesskab.
Vi skal gøre op med social kontrol i ghettoområder i Danmark! Vi skal støtte gode og moderater kræfter i flygtninge-/indvandrermiljøer i deres kamp for ligestilling, og mulighed for et frit liv.
Ovenstående er alt sammen eksempler på udsagn hvor S, F og Ø formodentligt sagtens kunne finde fælles fodslag - meget af har der været skrevet kronik på kronik om, men alligevel så tror vælgerne ikke på det. De tror ikke på, at vi rent faktisk mener det, fordi vælgerne er ikke dumme – de kan godt se, at vi snakker rigtigt meget om ovenstående, men udførslen halter. Man kunne med et gammelt udtryk beskrive det som:
”Røven går, men kommer der noget håndfast ud?”
Tese 3: Vejen videre går igennem visioner og bredt samarbejde, ikke gold oppositionskrig.
Vælgerne vil røde mandater, der arbejder for rød politik – ikke røde mandater der enten ikke fører rød politik, eller røde mandater der alene snakker om rød politik.
Vi skal finde vejen frem for brede samarbejder, hvor vi viser, at det gør en forskel at have os med i forligene. Vi skal kombinere benhård folkelig mobilisering med aktive mandater, der arbejder. Vælgerne skal se, at det giver konkrete forskelle at have rød blok med i forligene. Det betyder selvfølgeligt, at vi må omfavne nogle tornebuske, at vi til tider ender i forlig hvor 70% ikke er vores politik, men hvor vi er der for at ændre på de 30%. Men det er vigtigt, når vi gør det, så tør vi også sige højt, hvorfor vi er der.
Vi skal turde forhandle, men også turde være ærlige om, hvornår og hvilke dele af et forlig der ikke er vores politik. Vi skal ved næste valg kunne pege på konkrete resultater, hvor vi var med og konkrete konsekvenser af, hvad der sker, når højrefløjen fører blokpolitik.
Vi skal kort sagt være skarpere på indflydelsen og ærligheden. Fordi jeg tror på, at danskerne vil belønne de politikere, der både handler og er ærlige om, hvorfor og hvordan de gør det.
Tese 4: Der er bund i Danmark for vores tanker, men vi blev for systembevarende og danskerne stemmer ikke på den bedste embedsmand, men på den bedste politiker.
Overalt jeg, hvor jeg har været i valgkampen, har jeg mødt klangbund for ovenstående holdninger, men samtidigt har jeg også mødt skepsis overfor, om vi vil gennemfører noget af det. De fleste vælgere er såmænd nok med på, at vi mener det. Men de har ikke set os gøre det i praksis, de har alene set os administrere gældende praksis, ikke turde skabe noget nyt.
Det er vi selv skyld i. Vi har skabt en politisk kaste af dygtige administratorer, men vi har glemt, at man ikke stemmer på embedsmanden, man stemmer på tillidsmanden!
Man stemmer på den politiker, man tror på vil dække ens ryg i en skarp situation. Man stemmer på den, hvor man stoler på deres ideologiske fundament og klare strategi vil et bedre samfund, også når døren til forhandlingsrummet er lukket. Man stemmer ikke på den, der alene vil drifte status quo.
Vi skal derfor tilbage til visionerne, tilbage til rødderne. Vi skal genskabe den strategisk og ideologiske visionsdebat – vi skal lærer af alternativet og turde ryste posen mere. Næste gang vi forhandler om en offentlighedslov, så skal det være med udgangspunkt i gennemskuelighed og ikke driften af statsadministrationen. Næste gang vi forhandler om en kontanthjælpsreform, så skal det være med udgangspunkt i at skabe et bedre system og ikke i at lappe på et eksisterende skodsystem - og jeg kunne forsætte listen.
Tese 5: Erhvervs- og vækst-, skatte, friheds, arbejdsmarked- og miljøpolitikken er vores vej videre.
Vi har glemt, at det i 90’erne var venstrefløjen, der med benhård progressiv erhvervspolitik satsede på vind, satsede på isolering, satsede på intelligent erhvervspolitik. Vi forærede progressiv erhvervspolitik og debat til højrefløjen. Vi glemte, at uden virksomheder ingen arbejdspladser og uden arbejdspladser intet Danmark. Vi skal huske på, at symbiosen imellem virksomhed, lønmodtager og stat skal bevares og udvikles.
Vi har glemt Internationales 3 vers:
”Og vi flås af skattens skarpe klo”
For det plejede at være os, der kæmpede for, at lønmodtagerne ikke skulle aflevere mere end højest nødvendigt af deres indtægt til staten. Vi forærede skatte- og indkomstpolitikken til højrefløjen, imens vi klattede lønmodtagernes penge væk på latterlige projekter. Vi glemte, at det er et privilegium at administrerer fællesskabets hårdt tjente skatteindtægter.
Vi har glemt, at ytringsfrihed og religionskritik plejede at være venstrefløjens mærkesager. Vi har glemt, at fascister er fascister ligegyldigt om de er grønne, brune eller hvide – vi har svigtet i debatten og vi har foræret frihedsdagsordnen til højrefløjen.
Vi har glemt, at vores eksistensberettigelse ikke er den øvre middelklasse. Det er det brede lønmodtager-danmark, og når vi gang på gang ignorer dem i debatten, når vi gang på gang bruger vores taletid på at diskutere detaljer på universiteterne i stedet for de horrible forhold som landets tekniske skoler skal fungere under, så svigter vi. Når vi gang på gang laver aftaler, der tilgodeser arbejdsgiverdanmark eller blot det offentlige Danmark mere end det tilgodeser arbejdsmarkedet, så taber vi.
Vi individualiserede miljøpolitikken. Vi gjorde det til et spørgsmål om, hvorvidt det enkelte individ skulle shames for ikke at sortere sit affald, i stedet for at gøre det til et spørgsmål om struktur, et spørgsmål at ændre måden vi tænker miljø og klima på. Vi skal tilbage til, at miljøpolitikken er et kollektivt ansvar og ikke noget vi gør for at have en bedre mavefornemmelse af, at vi er de gode som affaldssortere.
Men hvad gør vi så nu?
Vi gør vores svagheder til vores styrker. Vi angriber højrefløjen på alt ovenstående. Vi bygger alternativer, der har rod i virkeligheden og vi fortæller ærligt om dem til danskerne. Vi indgår i alle forlig, vi kan komme i nærheden af, men vi fortæller ærligt hvad vi fik, og hvad vi ikke fik igennem, når vi forlader forhandlingslokalet. Vi styrker den folkelige mobilisering i bevægelserne og bygger bro imellem parlament og befolkning.
Vi genvinder befolkningens tillid ved at kunne 3 ting.
Ø har i de sidste 4 år været dygtige til nr. 1 og 2, men forfærdelige på nr. 3. SF halvgode/dårlige til alle 3 punkter.
S gode til nr. 3, men forfærdelige på nr. 1 og 2.
Fremadrettet skal vi kunne alle 3 ting, og så skal vi gøre højrefløjens styrker til vores styrker! Vi skal generobre vores mærkesager, fordi så generobrere vi Danmark!
Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015 og venstrefløjen.