Frank Aaen en en af de politikere, der ikke genopstiller til Folketinget. Han startede som studenteraktivist, blev kommunistisk partisoldat og endte som Enhedslistens finansordfører på Christiansborg. Nu takker han af som parlamentariker efter sammenlagt 17 år på borgen.
Frank Aaen er det tætteste Enhedslisten kommer på en »folketingsveteran«. Bortset fra perioden 2001-2005 har han repræsenteret partiet i Folketinget siden 1994.
Men med udskrivningen af valget stopper den 63-årige økonom på Christiansborg.
Franks kontor på Christiansborg er det fyldt med ringbind og papirer fra gulv til loft, som vidner om hans mangeårige arbejde.
– Jeg havde ikke drømt om, at jeg skulle komme til at sidde herinde i så mange år. En ting som jeg kommer til at savne er, at jeg ikke lige kan gå ned i salen og afkræve ministeren et svar, hvis jeg fx læser noget mærkeligt i Børsen. På den anden side ser jeg frem til at få mere tid til at skrive lidt. Det kan også godt blive for meget det med, at man hele tiden skal levere en aktuel kommentar, siger han.
Spurgt til Enhedslistens største udfordringer mener Frank, at det er at være med til at skabe bevægelse.
– Da jeg blev politisk aktiv i sin tid, var bevægelserne en stærk kraft, der satte sit præg på Danmark. I sidste ende handler politik jo om at skabe forandring. Det er ikke kun noget, der foregår på Christiansborg, det er også i høj grad noget, der foregår i bevægelser. Fagbevægelse, fredsbevægelse, miljøbevægelse, studenterbevægelse.
Men i dag er fagbevægelsen ifølge Frank blevet svækket, og kamptraditionen er svag. Fraværet af engagement for fx at hjælpe dem, der falder ud af dagpengesystemet, har ikke været opmuntrende.
– Hvordan organiserer vi arbejdet ude i bevægelserne? Det er afgørende nødvendigt, at man bruger energi på det. Men det er også afgørende, at man giver folk en tro på, at ting kan forandres. Du kan ikke skabe bevægelse uden et håb om forandring. I forhold til bevægelserne er der en stærk tradition fra Danmarks Kommunistiske Parti, som Enhedslisten kan trække på.
Frank Aaen er født i Nørresundby i 1951. Han begyndte for alvor at interessere sig for politik, da han startede på Aalborghus Gymnasium som 17-årig. Ungdomsoprøret satte naturligvis sit præg.
– Indtil da var jeg ret upolitisk og mest præget af Aalborg Stiftstidende, som var en konservativ avis. Jeg har altid læst avis og fulgt med. Men jeg blev aktiv i elevrådet og blev meget optaget af mere lighed i uddannelserne.
Frank blev bl.a. aktiv i kampen for at få etableret et universitet i Aalborg.
– På et tidspunkt var vi nogle gymnasieelever fra Aalborg, som fik organiseret en demonstration på Christiansborg Slotsplads, hvor vi sendte to særtog over med 1.000 nordjyske gymnasieelever. Det var min første store politiske aktivitet.
Efter et par år i København, hvor han bl.a. havde været fuldtidsaktivist hos Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), flyttede Frank i 1974 tilbage til Aalborg, hvor universitetet i mellemtiden var blevet en realitet.
Frank startede på det første hold på økonomistudiet.
– Flere af DGS’erne i København var medlemmer af Venstresocialisterne. Jeg havde også en VS-plakat derhjemme, den kendte med slangebøssen, siger han.
– Da jeg kom til Aalborg kunne jeg konstatere, at der ikke var nogen aktive VS’ere i Aalborg. På universitetet var det DKU’ere, der vidste, hvordan man lavede plakater og skilte, og hvordan man organiserede en demonstration. Og det var dem, der havde overbevisende politiske svar. Hvis jeg havde læst i Aarhus kan det da godt være, at jeg var endt som VS’er i stedet.
– Det er altid aktivitet, der former én politisk. Man kan godt læse tykke bøger, men de fleste af os bliver klogere gennem handling, aktivitet og debat. Jeg blev formet af kampen for et bedre universitet, for mere i SU og for flere kollegieværelser.
– Det, der har drevet mig, var at gå ud og bruge sig selv. Nogle af de første aktioner, vi lavede, var protester mod atomskibe i Aalborg Havn, som kom hver 4. juli på USA’s uafhængighedsdag.
– En gang prøvede vi at forhindre USA’s vicepræsident George Bush i at holde en tale. Det er den eneste gang jeg rigtigt har prøvet at få tæv af dansk politi.
– Et andet år havde vi fået fat i små motorbåde, så man kunne lægge sig imellem krigsskibet og kajen og på den måde forhindre skibet i at lægge til. Når man ligger i sådan en lille jolle med en flere meter høj betonkaj på den ene side og et kæmpe krigsskib på den anden side, så er man meget lille.
Det var også i Aalborg-tiden, at Franks ’karriere’ som kritisk aktionær startede.
– Jeg ønskede at sætte fokus på, at Aalborg Portland, som var hovedaktionær i eternitfabrikken, brugte asbest, hvilket var skyld i en del dødsfald. Så jeg købte en lille aktie, så jeg kunne deltage på generalforsamlingen og gøre opmærksom på problemerne. Jeg solgte aktien igen dagen efter.
Senere har også Danske Bank, Lauritzen-koncernen, Mærsk og en lang række andre firmaer haft Frank på talerstolen, og i 1998 stiftede han foreningen Kritiske Aktionærer.
– Jeg har altid holdt en pæn tone og undgået at være overdrevet polemisk. Derfor er jeg også normalt blevet behandlet meget pænt på generalforsamlingerne, fortæller han.
Frank blev aktiv i universitetsnetværket Kommunistiske Studenter (Komm. S.) og blev hurtigt en ledende kraft.
I halvfjerdserne blev han sendt på partiskole i Moskva to gange på tilsammen tre måneder. Det meste af undervisningen foregik på dansk.
– Det var fedt at fordybe sig i Marx og Lenin. Men den største oplevelse var næsten at møde folk fra hele verden i kantinen. Folk fra Vietnam, Nicaragua, Sydafrika og andre steder, som kæmpede mod imperialisme og uretfærdighed.
– Jeg havde jo læst om mange af disse kampe, men det var fantastisk pludseligt at stå over for de folk. Når de tog hjem, var de i stor fare for at blive slået ihjel. Det har også spillet en stor rolle for min egen politiske udvikling.
I 1977 blev han formand for Komm. S. på landsplan, som havde næsten 1.000 medlemmer.
- Komm. S. var i en lang periode i modsætning til VS’erne i studenterbevægelsen. VS’erne lagde nok mere vægt på, at man skulle være kritiske studerende, mens vi i DKU vægtede de sociale krav højere: Mere i SU, flere kollegieværelser og at alle danskere kunne få en uddannelse.
– Det burde vi jo nok have kunnet forene. Men vi brugte rigtigt meget energi på at slås mod hinanden i stedet for at demonstrere sammen for bedre forhold for de studerende. Det var i virkeligheden absurd. Der lærte jeg nok alligevel lidt om, hvor tåbeligt det er at bruge kræfterne på at slås internt på venstrefløjen.
Frank mener ellers, at én DKPs største styrker var, at de var gode til at organisere brede bevægelser.
– Vi lavede enhedsarbejde i fagbevægelsen og andre steder. Folkebevægelsen mod EU gik jo fx fra højre til venstre. Kommunisterne var den stærkeste organiserende kraft, men vi arbejdede bevidst for, at der var folk med andre synspunkter med i projektet.
– For vi vidste, at hvis man kunne isolere det hele til bare at være ekstremister, der var købt og betalt af Sovjet, så kunne vi ikke vinde nogen steder. Det er i høj grad traditionerne fra besættelsestiden med at skabe en bred, folkelig modstand.
Frank blev i 1986 sat ind som politisk redaktør for kommunisternes dagblad Land og Folk, på et tidspunkt, hvor der var en kæmpemæssig strid i DKP.
Han blev på den ene side presset af en flok journalister, som var særdeles kritiske over for Sovjet og på den anden side af partiledelsen, der som udgangspunkt ønskede loyalitet over for vennerne i Moskva.
– Jeg tror ikke helt, jeg vidste, hvad jeg blev kastet ind i. Det er nok den hårdeste periode i mit politiske liv, fortæller han.
Aaen betegner sig selv som en del af en midterfløj i DKP, og han prøvede at holde en vis balance i den redaktionelle linje, men var ikke videre populær på hverken den ene eller anden fløj.
Uenigheden var et billede på en generel splittelse blandt de danske kommunister i slutfirserne, der endte med at tage livet af DKP, hvilket Frank betegner som en »katastrofe«.
– Jeg ville gerne holde fast i de traditioner, som vi havde i DKP. Vi var med 8-10.000 medlemmer den stærkeste kraft på venstrefløjen, og det var et kæmpemæssigt tab for den danske venstrefløj, at DKP bare brød sammen.
– Vi var nogen, der prøvede at holde sammen på DKP, men det viste sig, at traditionalisterne og fornyerne hadede hinanden så meget, at det var umuligt at lave et kompromis. Derfor gik DKP i opløsning.
Frank Aaen forblev passivt medlem af DKP frem til 2002, hvor han meldte sig ud i forbindelse med en debat om, hvorvidt DKP skulle arbejde for at stille op til Folketinget.
– Jeg er ikke sovjetkommunist eller stalinist, men jeg er stadig kommunist. Kommunisme er målet om at have et samfund, hvor alle yder efter evne og forbruger efter behov. Jeg kan stadig ikke få øje på nogen smukkere måde at udtrykke visionen på end den.
Frank Aaen gik i slutfirserne med i opbygningen af Enhedslisten og blev folketingskandidat i Nordjylland. I 1994 blev han en del af Enhedslistens første folketingsgruppe.
Han har først og fremmest været partiets ordfører på finans- og økonomispørgsmål, men har også arbejdet med bl.a. forsvars- og udenrigspolitik.
Han er bl.a. glad for at have været med til at sætte fokus på de manglende skattebetalinger fra multinationale selskaber, men han mener ikke, at det er gået den rigtige vej de senere år.
– Det danske samfund er et af de mere lige og velfærdsorienterede samfund i verden. Men det går i den forkerte retning. Uligheden har været stigende i en del år, og mange danskere synes. det er helt i orden, at man gør de arbejdsløse fattigere. Det var utænkeligt for ti år siden.
– Og så den holdning, der er over for tilflyttere fra udlandet. Det overrasker mig alligevel lidt, at det har fået så nem en gang på jorden. Og CEPOS får frit spil til at komme med nogle helt grundlæggende angreb på vores pensionssystem, som trods alt har været præget af en vis form for solidaritet gennem tiderne. Der er flere ting, som jeg synes skrider i øjeblikket.
Når Frank stopper i Folketinget, ser han frem til at komme oftere i sit sommerhus i Gilleleje, og til at tilbringe mere til med familie og børnebørn.
Måske bliver der også tid til at se lidt mere fodbold, hvor hans foretrukne hold er AaB og Liverpool. Men han har bestemt ikke tænkt sig at droppe politik.
– Jeg tænker at arbejde videre med mange af de samme ting. De multinationale selskabers skattebetaling. Kritiske aktionærer. Det bliver udmærket at få bedre tid til også at skrive nogle længere tekster om, hvad der er op og ned i de ting, der kører i medierne.
– Jeg håber også fortsat at kunne påvirke den offentlige debat, og så er jeg selvfølgelig også klar til at hjælpe den nye folketingsgruppe i det omfang, de måtte ønske det.
På spørgsmålet om hvad han egentligt er mest stolt over at have udrettet politisk, kommer svaret prompte:
– Det er, at jeg har været med til at få Enhedslisten til at blive en vigtig del af dansk politik. I starthalvfemserne frygtede vi lidt, at venstrefløjen var ved at dø fuldstændigt ud som en betydende del af vores offentlige debat. Det kan man heldigvis ikke påstå blev tilfældet.
Jeppe Rohde er medlem af redaktionen for magasinet Solidaritet, hvor artiklen også bringes i nummer 2/2015.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96