Så længe jeg har været voksen har Danmark været i krig. Fra jeg fyldte 18 år har mine venner været udsendt i krigszoner, set og gjort ting, som jeg har svært ved at forstille mig.  Jeg er fra den første generation siden anden verdenskrig, for hvem det nu i 13 år har været normalt få ondt i maven når vi så en avisforside om danske tab, for alle i min generation kender nogle der er af sted eller  har været af sted.

Min generation af politikere har rykket meget, vores forældres generation og deres had til soldaterne har de fleste af os lagt på hylden – for os er parolen snarere at man kan være i mod krigene, men ikke i mod soldaterne – De er blot offentligt ansatte der for vores allesammens skyld påtager et ekstra ansvar. For uden mænd og kvinder der er klar til at risikere livet for Danmark, ingen nation, uden et forsvar intet Danmark.

Men efterhånden er der bred konsensus i folketinget om at vi som nation har et særligt ansvar for de der har risikeret alt for Danmark, vi har et særligt ansvar for at de også kan vende hjem til Danmark, til hverdagen. Men der er en gruppe vi stadig svigter, det er de som har gjort dansk indsats i Afghanistan mulig, de lokale tolke der iklædt dansk uniform og på linje med danske soldater dagligt har risikeret livet for at danske soldater kunne have en lidt mere sikker hverdag.

Ifølge forsvarets egne tal har Danmark haft 195 tolke ansat i vores tid i Afghanistan og politikerne har da også stærkt presset vedtaget en tolkepakke i 2013, en tolkepakke der i indledningen ellers slår en god tone an ved sige: ”Ingen tolke…. bliver ladt i stikken”. Men som med mange politiske aftaler er djævlen i detaljen, fordi i stedet for at sige at alle 195 tolke der har kæmpet på dansk side, og deres familier selvfølgeligt er berettiget til asyl i Danmark, så har man alene åbnet op for at tolkene stadigvæk skal individuelt igennem det danske asylsystem, hvilket ganske simpelt har medført at uhyre få af dem har fået asyl.

Siden lavede man stærkt presset, en tilføjelse til tolkeaftalen og sendte nu en taskforce af embedsmænd til Afghanistan, for ved selvsyn at observere om der nu var farligt(!)…. – i mens venter tolkene stadigvæk, de er i livsfare, fordi Taliban ser ikke med milde øjne på at de har hjulpet fjenden og indtil videre har 7(!) ud af de 195 fået asyl i Danmark.

Det er skammeligt at se mennesker der har risikeret alt for at hjælpe Danmark i mod Taliban behandlet på den måde – Folketinget skulle skamme sig.

Samtidigt i Danmark diskutere vi om Geert Wilders må komme til folkemødet eller ej, mens det samlede folketing ignorere at grunden til at de kan have debatten, er at danske mænd og kvinder, samt deres lokale tolke er klar til at sætte livet på spil for Danmark, og tolkene stadigvæk sætter livet på spil efter at vi er taget hjem i sikkerhed.

Kære folketing, min bøn til jer er klar:

Befri jer fra skammen, giv tolkene asyl og gør det hurtigt, for mens i fører valgkamp dør de.

Læs mere om sagen her