Kære folk,
Jeg skriver dette åbne brev fordi jeg er blevet bange og fordi jeg er blevet vred: Hvad stiller vi op med Danskernes Parti, og deres brutale venner i lige fra de franske ultranationalister til Gyldent Daggry?
Det kommende folkemøde er mit første. Jeg skal afholde debatter og repræsentere en af de organisationer jeg er aktiv i.
Men jeg er blevet bange for at deltage i Folkemødet, grundet de seneste informationer der er kommet frem i medierne.
Der kommer folk til Danskernes Partis paneldebat med tidligere medlemmer fra Svenskernes Parti, der har givet dødstrusler til Socialdemokraterne i Sverige og ødelagt flere arrangementer til den svenske pendant til folkemødet. Der kommer italienske fascister, der rent faktisk kalder sig fascister. Der kommer franske ultranationalister, der er blevet forbudt af den franske stat og Gyldent Daggry der har myrdet og smadret politiske modstandere og minoriteter.
Med rødder i Latinamerika, venstreorienteret, kvinde og fagligt aktiv, så må jeg indrømme at det bekymrer mig virkelig meget. Når brutale fascister er aktive på folkemødet, fratager deres antidemokratiske aktiviteter os muligheden for at kunne deltage. Kan det virkelig være rigtigt at man ikke skal kunne tage til folkemødet, blot fordi man er bange for at stå med mennesker der har begået mord på politiske modstandere?
Vil vi virkelig lade et panel stå til i "ytringsfrihedens" navn, selvom det ekskluderer rigtig mange andre? Nogle gange er demokratiske strukturer, de der sikrer så undertrykkelsesfri rum som muligt. Og desværre er netop undertrykkelse af andre, noget der kendetegner disse partier.
Jeg håber at der kan findes en løsning. Kan vi finde en sammen? Skal vi gøre noget op til folkemødet? Skal vi lave et konkurrerende arrangement? Skal vi lave en god gammeldags faglig blokade af deres arrangement? Hvilken modstand skal vi give?
/Victoria