Nationalstaten som ramme for politisk handling giver mindre og mindre mening. Grundlaget for det danske politiske system, som vi kender det, opstod i midten af 1800-tallet som svar på datidens politiske situation og de udfordringer og muligheder, der var i denne situation.

Dette er ikke længere vores situation.

I dag fremstår det politiske system i Danmark som et forældet og irrelevant administrationsapparat, der forhindrer den demokratiske styring af samfundets udvikling.

Verdensøkonomiens udvikling over de sidste halvtreds år har gjort det langt sværere for nationale parlamenter og regeringer at regulere økonomien, i en sådan grad at de er reducerede til implementeringsorganer for multinationale selskaber, finansmarkeder og internationale økonomiske og politiske institutioner, der som regel lider af et alvorligt demokratisk underskud.

At fortælle vælgerne, at man via Folketinget kan regulere den økonomiske udvikling, er at stikke dem blår i øjnene.

Folketingsmedlemmerne er blevet presset ud af rollen som lovgivere. Lovgivningsarbejdet foretages af EU, embedsmænd og kommissioner.

I stedet for at være lovgivere optræder folketingsmedlemmerne som professionelle mediepersonaer, der er optagede af at profilere sig selv og deres parti.

Folketinget er befolket af en politisk elite, der bliver mere og mere ensartet. Den politiske elite overlapper med andre sociale eliter i offentlige institutioner, medierne, diverse interesseorganisationer og erhvervslivet.

At være folketingspolitiker er en karriere eller et trin på karrierestigen – politikerrollen er blevet professionaliseret.

Parallelt med denne tendens er partierne også blevet professionaliserede og fungerer langt hen af vejen mere som private virksomheder end partier.

Partierne reproducerer den politiske elite og har udviklet professionelle kommunikationsafdelinger, laver vælgeranalyser og fokusgrupper for at skaffe vælgere.

De adresserer vælgerne som forbrugere, opfører sig som firmaer, der skal sælge en vare og gentager på mekanisk vis indstuderede reklamesætninger, der er udformet af spindoktorer og kommunikationseksperter.

Mange af de dårligdomme, der præger partierne, er opstået, udvikles og opretholdes i en vekselvirkning med de medier, der fungerer som de fleste vælgeres primære ’kontakt’ med det politiske liv på Christiansborg.

Medierne forstærker mange af de demokratiske problemer, der er ved den nuværende politiske situation.

De politiske kommentatorer, der som regel er tidligere spindoktorer, og som har en alt for stor rolle i mediebilledet, forstærker tendensen til at opfatte politik som et ’spil’, der først og fremmest handler om strategi og spin.

Medierne bidrager desuden til at styrke det demokratisk usunde fokus på personer frem for politik og taler ofte, ligesom partierne, til vælgerne som forbrugere, hvilket fortrænger det element af almenhed, der burde være i politiske diskussioner, til fordel for forbrugslogikkens fokus på enkeltindividers partikulære interesser.

Stem ikke – for demokratiets skyld

Det er åbenlyst at disse tendenser udgør et problem for udviklingen og sikringen af en demokratisk organisering af samfundet.

Det helt afgørende spørgsmål er, hvordan man ændrer ved disse forhold. Kan man gøre op med disse tendenser inden for det etablerede politiske system?

Kan man via folketingsvalget rette op på denne udvikling og udvikle mere demokratiske alternativer? Eller bliver man nødt til at organisere kampen for et mere demokratisk samfund ved siden af, uden for og i modsætning til det etablerede politiske system?

Det ville være uendeligt abstrakt og unuanceret at tage stilling disse spørgsmål på en generel måde.

Man kan ikke på en tilfredsstillende måde sige noget om, hvordan man generelt skal forholde sig til valg og nationale parlamenter. Den politiske aktion må altid bero på den konkrete analyse af den konkrete situation.

Og det er på grund af den konkrete situation, at det ikke giver mening at stemme til det kommende folketingsvalg.

Det kan godt være, at der i fremtiden opstår en situation, hvor det giver mening at stemme til folketingsvalg. Spørgsmålet om, hvorvidt man skal stemme er et spørgsmål om taktik.

Svaret på de ovenstående spørgsmål er efter min bedste overbevisning: Nej, det kan ikke lade sig gøre at ændre den måde, det politiske system fungerer på, inden for dette system selv.

Ja, vi bliver nødt til at organisere politisk handling og demokratiske praksisser uden for, ved siden af og i modsætning til det etablerede politiske systems funktionsmåde.

At undlade at stemme er det rigtige at gøre, fordi det er den eneste måde at tilkendegive på, at man er utilfreds, ikke bare med de partier og kandidater, man kan stemme på, men med selve den ramme, valget foregår inden for; at man er utilfreds med den måde hele det spektakel, man kalder folketingsvalget, udfolder sig på.

At undlade at stemme er den mest effektive måde at undgå at give legitimitet til de udemokratiske tilstande, vi lever under.

At undlade at stemme kan være en god politisk strategi, fordi det åbner op for en debat som vi mangler i Danmark.

Stemmeafgivningen står fast som et dogme, og ingen stiller spørgsmålstegn ved, hvad det egentligt betyder, at vi stemmer, hvorfor vi gør det, og om det overhovedet er en god idé.

At stemme er blevet en fuldstændig fastgroet vane, som ingen længere tænker over, og sådanne fastgroede vaner bliver farlige, når de befæster sig i det politiske liv.

Når man stemmer til Folketinget, udøver man ikke en demokratisk ret. Folketinget er ikke det sted, befolkningens vilje og ønsker udtrykker sig. Befolkningen bestemmer ikke over sig selv, når der er valg til Folketinget.

Forestillingen om, at vi lever i et velfungerende demokrati, hvor befolkningen via Folketinget har magten til at styre samfundets udvikling, er falsk. Og man gør ikke op med denne forestilling ved at blive ved med at stemme til folketingsvalget, dvs. ved at give sin støtte til dette politiske system.

Det første – men langt fra det sidste – skridt er at stoppe med at stemme til folketingsvalget.

I år er det hundrede år siden, at den grundlovsændring, der gav blandt andet kvinder og fattige mænd stemmeret til Rigsdagen, blev vedtaget. Før 1915 havde kun ca. femten procent af befolkningen stemmeret.

Kampen for kvinders og fattiges stemmeret var ubetinget progressiv.

I den konkrete historiske situation, som de befandt sig i, var det uden tvivl det rigtige at kæmpe for at få stemmeret.

Dem, der dengang kæmpede for at udvide stemmeretten, kæmpede for de marginaliserede befolkningsgruppers politiske indflydelse, de kæmpede for et mere demokratisk samfund.

Det er den samme kamp, vi må kæmpe i dag – mod illegitime magthierarkier, hvor de få bestemmer over de mange, og for en demokratisk politisk praksis, hvor alle bestemmer over alle, eller anderledes udtrykt: hvor samfundet bestemmer over sig selv.

Den historiske udvikling har skabt en situation, hvor vi på paradoksal vis må kæmpe denne kamp ved at gøre det modsatte af, hvad de progressive kræfter gjorde for hundrede år siden: I stedet for at kæmpe for at blive integreret i det politiske system, må vi kæmpe mod og på trods af det.

Man forbliver ikke tro mod dén demokratiske impuls, som kom til udtryk i kampen for at give kvinder og fattige stemmeret, ved at stemme til folketingsvalget – tværtimod er den eneste måde at forblive tro over for denne impuls på, at lade være med at stemme, og i stedet engagere sig i de konkrete sociale omgivelser, som man er en del af, og som rummer mulighederne for at skabe og udvikle nye former for demokratiske fællesskaber.

Søren Mau er specialestuderende i filosofi.

Artiklen er et uddrag af bogen Hæv stemmen, der er udgivet af forlaget Nemo i bogserien Tumulti.