EU tillader ikke Syriza at gennemføre sin politik.

Venstrefløjspartiet Syriza vandt som bekendt valget i januar og dannede regering sammen med et lille, borgerligt parti ANEL.

Syrizas valgprogram var formuleret i Thessaloniki. Programmet var temmelig moderat og ville rette op på de værste følger af den sociale krise Grækenland er udsat for – og sætte arbejde i gang.

Forudsætningen for programmet var, at Grækenland fik lov af EU, IMF og Centralbanken til at nedskrive sin gæld og få ændret tilbagebetalingsbetingelserne.

Umiddelbart efter valget gik den nye græske regering i gang med disse forhandlinger – og resultatet var en aftale, som siden skal præciseres og forhandles i hvert skridt.

Det som stod klart efter forhandlingerne var, at den nye græske regering har forpligtet sig til at betale gælden tilbage – og ikke har fået noget tilsagn om nedskrivning af gælden.

Det er klart i aftalen at gennemførte privatiseringer ikke må rulles tilbage og at privatiseringsprocessen skal fortsætte, men på visse betingelser, der er yderst uklart formuleret.

Yderligere er den græske regering forpligtet til, ligesom tidligere regeringer, at fremlægge deres politik for ”de europæiske partnere” – det som også kaldes Troikaen – og få godkendt denne.

Siden fortsætter forhandlingerne om godkendelsen af den græske regerings politik – og de vil blive genoptaget hver gang Grækenland har brug for et nyt lån – som først og fremmest går til at betale afdrag på gamle lån.

I dag er der intet der tyder på, at EU's Kommission og Centralbank og Den internationale valutafond vil give Syriza rum til at føre en social politik, der sætter arbejde i gang: EU følger sin natur som en kapitalistisk struktur, der i hele sin opbygning, såvel som sit juridiske grundlag, Lissabontraktaten, kun er struktureret til at opbygge kapitalismen og føre neoliberal politik.

Syriza bliver udsat for en langsomt kvælning. Den græske venstrefløjsregering bruger sine kræfter på taktiske forhandlinger og ikke på at aktivere det græske folk omkring et klart program.

Og vi, der er den græske venstrefløjs internationale venner, har svært ved at arbejde for solidaritet, når vi ikke ved, hvad det er for en politik, vi skal være solidariske med.

Denne situation er helt umulig.

I dag ser det ikke ud til, at det er realistisk at løse den græske sociale krise og få igangsat en fornuftig udvikling af det græske samfund indenfor de rammer EU sætter.

Alligevel er det stadig den politik, Syriza presser på for at gennemføre.

Problemet for Syriza er, at denne uklare forhandlingssituation lader EU sætte dagsordenen og gør det umuligt for Syriza-regeringen at kommunikere klart til grækerne og den europæiske befolkning, hvad det er regeringen vil, og hvilken politik man gerne vil have at befolkningen slutter op om.

Syriza risikerer, at den græske befolkningen mister tålmodigheden og vender sig fra Syriza, som man vendte sig fra Pasok, da dette græske socialdemokrati var i den samme situation. Det kan føre til en opblomstring af den græske fascistiske bevægelse omkring Gyldent Daggry.

Men hvad er alternativet?

Alternativet?

Alternativet presser sig på hele tiden og akut. Det vil opstå i det øjeblik forhandlingerne bryder sammen – når den græske regering er nød til at sige nej til EU for at kunne holde fast i det program, den er blevet valgt på.

Så stopper udbetalingerne af Euro til Grækenland – og så kan Grækenland ikke betale afdrag på sin gæld.

Resultatet vil blive en default – at Grækenland stopper tilbagebetalingen af gælden: Grækenland vil ikke længere kunne købe noget på kredit, det samme vil gælde de fleste græske virksomheder og enkeltpersoner.

Grækenland vil så bruge sine få valuta-reserver til at købe nødvendige importvarer, og de rige grækere vil fortsætte med at tage deres Euro ud af landet.

Det er faktisk ikke Grækenland, der så forlader Euroen, det er Euroen, der vil forlade Grækenland.

Dette vil umiddelbart føre til en social krise, mangel på brændstof (Grækenland er ikke selvforsynende med energi) og mangel på et betalingsmiddel til fx at betale lønninger.

Det er dette scenarium Syriza viger tilbage for, og det er derfor at man fastholder en politik med at søge en løsning med EU, selv om denne ikke er realistisk.

En sådan akut samfundsmæssig krise er selvfølgelig ikke noget at stræbe efter – men den kan være at foretrække frem for en langsom kvælning fra EU's side, hvor Syriza vil blive tvunget til at svigte sit valgprogram og de fattige i Grækenland, hvad der kan føre til demoralisering og muligheder for fascistisk fremmarch.

Der er en lang række skridt en regering kan tage, for at modvirke følgerne af, at Euroen forlader Grækenland.

Først er man nød til at sikre en fortsat fordeling af fødevarer gennem et fødevareprogram med distribution af fødevarer og evt. rationering – og også ved at give befolkningen muligheder for at brødføde sig selv.

Det betyder at samfundet skal overtage jord og landbrugsejendomme, der ligger ubrugt hen og fordele det til befolkningen i små jordlodder og til kooperativer.

Situationen i Grækenland er ikke dårlig for en sådan politik – da Grækenland er et godt landbrugsland, der også stadig har en høj procent del af befolkningen beskæftiget i landbruget.

I en situation, hvor der mangler Euro, vil det også være nødvendigt at regeringen griber ind i den private ejendomsret på en række punkter, fx ved at gen-nationalisere de veje, der er blevet privatiseret i de senere år.

Når man kører på vejene i Grækenland skal man jævnligt betale en 10-15 Euro for at køre på vejen, fordi denne er blevet privatiseret. Det er selvfølgelig umuligt, hvis befolkningen ikke har nogen og må stoppe, hvis samfundet skal fungere.

Det vil være nødvendigt at fremme folkelig selvorganisering, hvor befolkningen går ind og driver produktionen på virksomheder, der ellers er lukket, med henblik på at skabe sig selv et livsgrundlag.

Grækenland vil hurtigt løbe tør for energi bl.a. benzin til biler. Dette vil selvfølgelig skabe store problemer for at komme rundt i et land og i byer, der er lagt an på bilisme.  Men krisen rummer også kimen til løsningen. Man skal ikke have været særlig længe i Athen for at have den opfattelse, at det ikke kun ville være negativt, hvis den kaotiske biltrafik og de mange trafikpropper kunne stoppe.

Det vil også være nødvendigt at regeringen etablerer en valuta – drachmer – som den kan udbetale lønninger i, og som handel kan foregå ved.

Under alle omstændigheder vil der være brug for at nationalisere bankerne (som den græske stat allerede har betalt for) og at lave kontrol med valutahandlen.

En ny Drachme vil selvfølgelig være en valuta som ikke vil være internationalt gangbar – en blød valuta. 

Men da Grækenland er et fantastisk turistland, vil der også komme turister til Grækenland, som vil være klar til at købe drachmer og bruge Euro og derved vil tilføre Grækenland valutaresserver.

Det kan endda være en dejlig opgave for den europæiske venstrefløj at organisere solidaritetsturisme til Grækenland.

Her kan og vil jeg ikke skitsere noget fuldt program for hvad Syriza og grækerne skal gøre i tilfælde af at de bliver nød til at defaulte gælden.

Det er ikke muligt – det kræver et godt kendskab til det græske samfund og den græske politiske situation, som kun de selv har.

Men Grækenland ville ikke være det første land, der var ude for en default. Og erfaringerne viser, at når et land frigør sig fra gældens kvælertag, så kan det hurtigt få gang i en positiv udvikling.

En krise vil give problemer, men også muligheder og på længere sigt gode muligheder for at føre en anden politik – der fører i retning af socialisme.

Et brud med EU?

Hvis Syrizas regering opgiver at følge de diktater, landet får fra EU, og hvis ikke EU vil gå på kompromis med Syriza, så vil det selvfølgelig føre til en form for brud.

Men dette vil ikke i sig selv være et totalt brud, hvor Grækenland melder sig ud af EU, eller officielt meddeler at man aldrig igen vil bruge Euro.

Sådanne skridt kan komme senere, men er ikke automatiske følger af at nægte at betale gælden.

EU kan eventuelt efter en default overveje at smide Grækenland helt ud – det såkaldte Grexit. Det sidste er imidlertid mere end tvivlsomt. For hele EU og Euroen er en skrøbelig konstruktion, der på mange måder er i krise og i fare for at bryde sammen.

Hvis Grækenland har modet til at lave en default og afvise EU's krav, så kan dette vise sig at være et større problem for EU end for Grækenland. Det kan være en trussel mod selve Euroens eksistens og et eksempel for andre lande, som kan ændre styrkeforholdene.

I så fald er det muligt at ”parterne” kan vende tilbage til forhandlingsbordet – men denne gang med den græske venstrefløj i en styrkeposition og med offensive muligheder for venstrefløjen i hele Europa.

Det genrejser en klassisk diskussion på venstrefløjen om forholdet mellem reform og revolution.

En revolution opstår ikke, fordi de revolutionære er utålmodige, eller fordi de opstiller fantastiske krav. En revolution opstår, fordi det almindelige, daglige liv og almindelige dagligdags krav ikke kan opfyldes på andre måder.

Det er situationen i Grækenland i dag – og derfor er Syriza og den græske venstrefløj nød til at overveje revolutionære skridt for at forsvare det i grunden meget moderate og beskedne Thessaloniki program, man vandt valget på. 

Og Syriza er nød til at gå ud i en åben dialog med den græske befolkning om det – for revolutioner er folkelige begivenheder med massedeltagelse – ikke noget der forberedes i hemmelighed bag lukkede døre.