Vi norske kvinder kan nå så langt vi vil. Vi kan gøre karriere, have vigtige erhverv, to-tre børn og ægtefælle – og naturligvis egen økonomi. Vi kan blive ministre med barselsorlov, tage den lange Birken-tur på ski eller løbe maraton.

Og når vi trætte og svedige kommer hjem, serverer vores partner middag med sovs, han har lavet fra bunden af. Vi har næsten fuld daginstitutions dækning, vi har skolefritidsordninger og en af verdens bedste barselsorlovsordninger.

Har vi en gammel mor eller far, er der en stor chance for, at et plejehjem har det daglige ansvar for dem. Vi kvinder kan endelig »have it all«, akkurat som en hel del mænd har haft muligheden for i årevis. Vi er ligestillede. Vi kan vælge det liv, vi vil leve. Vi er frie.

Dette er det norske ideal.

Og det praler politikerne af, så ofte de har chancen: Norske kvinder er verdens mest ligestillede. Både mænd og kvinder kan kombinere omsorgen for børn med karrieren. Det forventes faktisk, at vi klarer det. Dette er feminismens triumf, ligestillingens konsekvens. Og for mange fungerer det godt.

Mange familier finder sig godt til rette med fultidsjobs, institutionsplads og børn, som trives i skolefritidsordningen.

Det er rigtigt, at vi i dag har velfærdsordninger, som er historisk unikke, og som giver os muligheder, som ingen tidligere generation har oplevet magen til. Der er ingen grund til at male tingenes tilstand sort.

Men der er en del ting i dette grå grænseland, som forvirrer mig. Og det er her, denne bog bliver til.

I dette grå ligger spørgsmål og tanker om den såkaldte tidsklemme, om ligestilling og kvindefrigørelse og om trends i arbejdslivet. For hvis det er så nemt, her i verdens bedste land at kombinere job og børn, så undrer jeg mig over et par ting:

Hvorfor arbejder næsten halvdelen af alle småbørnsmødre på deltid? Blandt gifte eller samboende mødre med børn i 3-6 års alderen er det kun 26 procent der arbejder fuldtid. 40 procent på deltid og 14 procent er midlertidigt fraværende fra arbejdslivet. De øvrige er arbejdsløse eller står helt uden for arbejdsstyrken. (Magasinet Kilden 6. april 2006) 

Hvorfor har vi debatter og forskningsfakta om tidsklemmer, stressede voksne, stressede børn og udbrændte og sygemeldte arbejdstagere? Kan vi bare afskrive dette som klynk, eller er der grundlag for at spørge om, der ligger alvorligere samfundstræk bag historierne om de travle dage?

Små ting i familien hænger sammen med større ting i samfundet udenfor. Alt hænger sammen med alt. Er det måske sådan, at tidsklemmen er et tegn på, at noget ikke fungerer så godt i vores ellers så velfungerende samfund? Er det et tegn i tiden på en udvikling, som vi må tage alvorligt?

Som forskningsjournalist har jeg mistet overblikket over de utallige interviews, jeg har lavet med samfundsforskere, som studerer endnu en variant af tematikken arbejde og familieliv, for der er stadig meget at tage fat på for den, som stiller de besværlige spørgsmål.

Det viser sig, at der kan være langt fra de politiske festtaler om ligestilling til almindelige menneskers hverdagsliv og udfordringer.

At kombinere et fuldtidsjob med omsorgs ansvar i hjemmet er fremdeles et puslespil, som løses kreativt i hver enkelt familie. Det er ikke kun det praktiske aspekt, som kan være en udfordring. Der er ofte stærke følelser involveret, når de mange behov dagligt kommer i konflikt: børnenes, jobbets, økonomiens, samfundets, dine, partnerens.

Før jeg selv fik barn, så jeg med undring på veninderne, som altid havde travlt, altid stressede, altid bagefter, aldrig havde tid – og jeg tænkte: Sådan vil jeg ikke have det.

Men akkurat sådan blev det.

Selvom jeg havde tanker om et deltidsjob og tid nok som småbarns mor, blev det ikke sådan. Vi havde huslån, to studielån og to usikre jobs, og vi var begge ansat på midlertidige kontrakter, da barnet kom.

At gå ned i tid når man arbejder på engagement ville være galskab. Desuden vidste vi, at deltidsarbejde ville betyde stærkt reducerede velfærdsgoder, hvis vi skulle få behov for det.

Så sad vi der, også os. I klemmen. Med et barn som havde svært ved at finde sig til rette i daginstitutionen, og mindst en voksen som havde svært ved at finde sig til rette som arbejdsaktiv og småbarnsforældre.

Bagefter kan man undre sig over, hvorfor man ikke gjorde tingene anderledes, men på det tidspunkt oplevede vi, at vi ikke havde så mange valg. Og alle de andre fik det jo til at gå. Gjorde de ikke? 

Dårlig samvittighed hele tiden, en følelse af ikke at have kontrol over min egen hverdag. Ikke gøre nok på jobbet, ikke være nok sammen med barnet. Det blev min tidsklemme. Dette lille sår i hverdagen, hvor hverken fysisk eller mentalt stress lod sig helt afvise, selvom jeg forsøgte. Vi ville så gerne have det til at glide.

Min tidsklemme handlede aldrig om egen tid, træningstid, tid med vennerne eller en storby weekend uden barn. Det er heller ikke sådanne drømme om mere fritid, der er mit tema her.

Da jeg begyndte at tale om denne hverdagsuro, viste det sig, at mange havde det på samme måde.

Det føles næsten som om, jeg har haft en eneste lang samtale med andre forældre om disse ting, så længe jeg har haft barn. Den foregår uden for lågen til daginstitutionen, til en fest, i en frokostpause, i en chat på Facebook.

Netop som det er sket, dukker debatter om tidsklemmen også op i medierne. Nogle gange handler de om kvinders sygefravær, andre gange om 1 årige i daginstitution, et krævende arbejdsliv eller manglende ligestilling i hjemmet.

Meget sjældent ses disse ting i sammenhæng, så det bliver muligt at tegne et helheds billede af vores samfund. For kan det være her, i selve det system vi lever i, at årsagen til tidsklemmen ligger? Og hvis det er et pres, der gør, at vi hele tiden er så hektiske: Hvad kan vi så gøre ved det?

Som freelance journalist og kommentator har jeg ofte skrevet om feminisme, børn, daginstitutioner, arbejdsliv og familieliv, bl.a. i avisen Klassekampen. Jeg havde flere spørgsmål end svar og ville finde ud af dem.

Ofte handlede det om en afstand mellem mine udfordringer i hverdagen, og hvad jeg oplevede som vigtige feministiske kampe. Og der var en hel tematik om børn og familie, jeg kæmpede med at finde plads til i moderne feministisk tænkning.

Hver gang jeg skrev om disse temaer, fik jeg mails fra kvinder og mænd med tilsvarende problemer og interessante observationer om ligestilling og familie.

Jeg plejede at bede dem om at sende et indlæg til avisens debatside, men fik ofte det svar, at det var uaktuelt. Det undrede mig, at så mange ikke turde eller ville sige højt, hvad de tænkte om børn, daginstitutioner, arbejdsliv og hverdagsstress.

For selvom mine argumenter handlede om, at vi må ændre samfundsstrukturerne for, at mennesker kan få en bedre hverdag, var det tydeligvis et tema, som folk oplevede som vældig privat. Det er muligt, at det ikke at fixe ligestillingen også er forbundet med en følelse af at svigte feminismen.  

Feminister i 1970’erne mente, at første skridt mod kvinders frigørelse var at tale om de udfordringer, hver enkelt følte i hverdagen for på den måde at finde et muligt samfundsmønster.  Derefter kunne man ændre det sammen.

Denne bog er et forsøg på noget af dette. Jeg vil gerne finde ud af, hvordan vi har det i vores kultur i dag, og hvorfor vi lever, som vi gør med tidsklemme og travlhed.

Jeg måtte tilbage til 70’erne for at finde nogle svar. For denne kvindefrigørelse, som de talte om, hvad var det egentlig, den skulle frigøre mig fra og til? Har jeg den nu? Var det sådan idealsamfundet skulle være: to forældre med fuldtidsjob, mens ungerne er otte-ni timer i institution? Eller var målet et helt andet, og i så fald hvad?

Feminister i 1970’erne deltog i debatter og krævede seks timers arbejdsdag eller ret til deltid for småbørnsforældre. De havde visioner om et andet samfund med større vægt på menneskers behov og mindre vægt på økonomisk vækst.

Sådanne ting må da være mere end relevante nu, hvor vi både har klimakrise og finanskrise.

Desværre er sådanne tanker om en større samfundsforandring som oftest fraværende i feministisk debat i dag. Måske har vi glemt samfundskritikken, når vi kæmper for ligestilling, eller vi har glemt at spørge om, hvad vi ville med al den ligestilling.

For at sige det helt enkelt blev kvindefrigørelsen måske ofret på ligestillingens alter.

Frihed er et evigt aktuelt tema, og det er ikke politisk neutralt.

Nogen vil mene, at jo mindre staten blander sig i vores privatliv, desto mere frihed har vi. Andre vil mene det modsatte, nemlig at det er gennem reguleringer og velfærdsordninger, vi virkelig får frihed til at vælge.

Frihed har været de undertryktes kampråb gennem historien, men i dag hører vi lige så gerne, at frihed kan betyde, at velstående familier får en mulighed for at ansætte tjenestefolk billigt.

I vores kultur er frihed forbundet med penge. Økonomisk frihed. At kunne betale regninger. Have et sted at bo.

Frihed hænger også sammen med velfærdsgoder, og hvilken slags støtte staten kan tilbyde, når det brænder på.

Men måske er frihed mest af alt forbundet med kontrol. En følelse af at kunne kontrollere sit eget liv, sin egen hverdag. Muligheder for at følge op på det som er vigtigt.

Det kan være friheden til at pleje en syg slægtning, selvom det er slidsomt og ansvarsfuldt. Det kan være ufrit ikke at have råd til at pleje den syge, fordi du i stedet for må arbejde.

Det er frihed at føle tryghed ved samfundets sikkerhedsnet, og det er værdigt at bidrage til det via skatten.

I kvindesagen er frihed, at kvinder har de samme muligheder og rettigheder som mænd. Det er også kvindesag at forskelsbehandle - at kvinder har særlige rettigheder i forbindelse med svangerskab, fødsel og amning.

Frihed betyder både at have frihed fra noget og frihed til noget. Kvinder har kæmpet for frihed fra et ufrivilligt husmoderliv og til frihed – ikke mindst økonomisk – i arbejdslivet.

I dag vil de færreste kvinder bilde sig ind, at friheden ligger i atter at blive hjemmegående, men frihed fra tidsklemmen og en bedre balance mellem hjem og job kunne være et feministisk krav i dag.

Frihed kan også betyde frihed fra markedets magt eller en arbejdsplads, hvor du føler dig ufri.

Tidsklemmen indebærer måske mest af alt en mangel på kontrol over hverdagen. En ubalance mellem ydre krav og indre ønsker som synes umulige at få i samspil.

Måske er det også en følelse af ufrihed, som kan forstærkes af fortællingen om, at vi har så mange valg i dag. Valgene fremstår som vores egne, og dermed bliver skylden også vores, når vi ikke kan klare hverdagen. Har vi så mange valg, som vi tror?

Til syvende og sidst betyder frihed en mulighed for at være med og bestemme både over eget hverdagsliv og i samfundet i øvrigt.

Det er derfor oplagt, at frihed altid har været og altid må være en essens i al feminisme. Kvindefrigørelse er et stærk begreb, som rummer uendelig meget mere end ligestilling.

Vi lever i forskellige samfundsklasser og har forskellige forudsætninger, og familier lever meget forskellige liv med forskellige værdier.

Men nogle gange, når jeg hører, der tales om ligestilling og valgfrihed, lyder det modsat: Vi er alle så lige og har alle lige mange valg. Vi er alle lige frie.

Professor i sociologi ved Oslo universitet, Marianne Nordli Hansen, beskriver det således i en kronik om norsk fattigdom i Aftenposten 19. juli 2008: »Den norske politiske debat præges imidlertid af en række forestillinger og myter. En er, at velfærdsstaten i hovedsagen giver alle lige muligheder. En anden er, at udviklingen går i den rigtige retning, således at stadig færre i samfundet falder uden for. En tredje er en forestilling om, at uheld og tilfældigheder kan forklare, hvorfor nogle falder uden for«.

Måske ligger djævlen i detaljerne. Måske fortæller måden, vi lever på i de små familier, os meget om verden rundt om os på godt og ondt.

Når du tror, du er ved at blive skør af stress, præstationsræs og besværet i hverdagen, så er det måske ikke dig, som er gal – men verden omkring dig.

Rammerne omkring os, hvilket økonomisk system vi lever i, arbejdslivets ideologi og krav, myndighedernes linje for velfærd, og hvilke slags værdier vi higer efter i dag, forsvinder som oftest fra debatten om tidsklemmen.

I denne bog forsøger jeg at beskrive disse sammenhænge.

Alle medlemmer af en familie er en del af samfundsmatricen gennem job, daginstitution, skole og velfærd. Vi kan ikke undslå os den alene, men vi må ændre den sammen, hvis vi ønsker det.

Jeg sagde mit faste job op og blev freelancejournalist i et forsøg på at undgå den værste tidsklemme. Beslutningen blev taget en morgen i november netop på det tidspunkt, hvor den mindste var begyndt i daginstitution.

Ungerne var blevet vækket i vintermørket, før de var vågnet af sig selv. Den mindste havde netop lært at gå og trods protester, blev begge pakket ind i vintertøj og båret ud af deres far og placeret på en kælk. Den ældste bagerst med armene rundt om den mindste, så han ikke faldt af.

Vi voksne var trætte og gnavne, af at have måttet opmuntre og motivere ungerne hele morgenen, af ikke at have sovet ud, af at have stresset med påklædning, madpakker, morgenmad og ekstra vanter i de små tasker.

Vi var trætte før dagen begyndte og den begyndte tilmed alt for hurtigt; vi var for sent på den – igen.

Det var en overvældende følelse at indse at dette var hverdagen, og at vi havde flere hundrede af dem i vente. Hverdagen fungerede ikke for os. Vi kunne ikke få den til det.

Ofte bliver jeg bare irriteret, når jeg hører festtaler fra ministre og andre ledere, som opfordrer kvinder til at gøre karriere, og søge bestyrelsesposter og lederjob.

Er det ikke nok at have et job? Skal jeg også have en karriere? Arbejde om aftenen?

Jeg tror, hverken ministre eller profilerede feminister ved noget om afstanden mellem det ideal, de triumferende holder op, og hverdagen som almindelige mennesker oplever den. Er det så vanskeligt for mange feminister at forholde sig til familien?

Læser vi om feminismen i dag, er den stort set omtalt i positive vendinger, som en eneste lang fejring af alt det, som er vundet, og hvordan vi må fortsætte kampen for, at alle kvinder skal kunne tage del i den vidunderlige ligestilling, vi mere eller mindre har opnået her i Vesten.

Jeg er på mange måder helt enig!

Det er et mål og en selvfølge, at kvinden skal være et selvstændigt individ, som tjener penge, og selv vælger sit liv. Det er oplagt, at temmelig mange kvinder har det godt i vores del af verden i forhold til andre steder.

Men er det så enkelt, at vi kan eksportere vores type ligestilling til andre lande og tænke, at dette er til alle kvinders bedste? For tænk, hvis det er sådan, at vi i samme åndedrag også eksporterer en ideologi og en markedsøkonomi, som ikke nødvendigvis tjener de fleste kvinder.

Det er en del af bogens projekt at finde ud af dette.

Jeg ønsker at tage debatten om tidsklemmen alvorligt for at forstå ræset i det moderne samfund.

Der er en afstand mellem ideal og hverdag, som ofte bliver overset, når vi snakker om feminisme. I dette grænseland mellem det dystre og idyllen er der meget, vi bør diskutere, når det handler om norske kvindeliv.

Over alle temaerne i denne bog hviler visheden om, at vi lever i en markedsstyret økonomi med helt bestemte krav til os i hverdagen. Det er vores samfunds herskende ideologi, som i vid udstrækning påvirker, hvordan vi lever og tænker.

Er feminister måske en del af denne ideologi, bevidst eller ubevidst? Hvis det er tilfældet, hvilke konsekvenser får det så for kvindekamp verden over og for små og stores hverdagsliv her hjemme? Dette perspektiv er med mig gennem hele bogen, når jeg skal forstå dagens kvindekamp og motivet for ligestilling.

Tidsklemmen fortæller os, at hverdagene er travle, og deltidsarbejdende kvinder er et signal til os om, at familier tager private valg for at lette den.

Dersom alle disse kvinder (og nogle få mænd) tager signalet alvorligt og kaster sig ind i karrierejagten, trænger overraskende nye spørgsmål sig måske på: Er det sådant et samfund vi vil have, hvor vi alle prioriterer lange dage på jobbet frem for dage med egne børn eller andre i familien?

Denne bog er selvsagt ikke skrevet på vegne af alle kvinder, den er ikke alle kvinders stille råb, men den er mit.

Der vil være skildringer af hverdage her, som mange overhovedet ikke kan genkende og referencer til forskning, som mange vil ryste på hovedet af, fordi de ikke kender det fra eget liv.

Men de hverdage jeg omtaler, de er sådan, som jeg oplever dem, og den forskning, de bøger og de interviews, jeg har lavet, er gengivet efter bedste evne.

Analyserne er det kun mig, der står inde for, og konklusionen er også min. Jeg havde imidlertid ikke skrevet dette, dersom jeg ikke var overbevist om, at andre end mig er overbebyrdet i hverdagen.

Og vi er overbebyrdede, fordi vi forsøger at holde trit med et markedsstyret samfund, som kræver, at vi altid er mere effektive, altid forbruger mere.

Efter en paneldebat jeg deltog i i 2013, kommer en ældre dame hen til mig. Hun havde selv arbejdet for kvindefrigørelse i mindst to generationer. Damen griber mig i armen, ser mig i øjnene og siger: »Det du snakker om, ved du, det er meningen med livet«.

Og det er det måske, tænkte jeg bagefter.

Tidsklemmen tvinger os til at tænke på, hvad vi hver især lægger i netop det, meningen med livet. For når hverdagen er så hektisk, at alt kan føles meningsløst, så bør vi standse op og tænke os om.

Tidsklemmen kan måske lære os noget vigtigere end det, vi ser ved første stressede øjekast. Vi har muligvis skabt et smart, samfundsøkonomisk gunstigt og effektivt system, men er det et klogt ét?

Linn Stalsberg er norsk sociolog, journalist og forfatter.

Artiklen er indledningen til Linn Stalsbergs bog Er jeg fri nu? Tidsklemte kvinder i verdens bedste land, der udkommer på dansk lørdag den 14. marts på forlaget Solidaritet.

Forlaget holder reception for både Linn Stalsbergs bog og Richard Seymores bog Deres krise – vores løsninger lørdag den 14. marts kl. 18.30 hos 3F København, Peter Ibsens Alle 27 i Københavns Nordvest-kvarter.