Da jeg var barn og teenager havde vi ikke mobiltelefoner. De fleste husstande havde kun én telefonforbindelse. Til gengæld var der nogle familier som havde flere telefoner i huset, der alle var koblet til den samme forbindelse, så de kunne tage telefonen i stuen eller i soveværelset eller hvor de nu var. Det betød at et andet medlem af husstanden kunne løfte røret i det andet rum og lytte med, hvilket ofte gav konflikter i familier. F.eks. hvis forældrene eller blot mindre søskende lyttede med på linjen, når en teenager talte med sine venner om fester, skole, kærester osv.

Det var jo ikke nødvendigvis fordi man talte om noget ”hemmeligt” - noget man ville holde skjult for de andre, og som de havde en legitim interesse i at få at vide - men slet og ret fordi det er møgirriterende ikke at kunne tale i fred med sine venner uden at en nysgerrig tredjepart lytter med. Selvom man bare sludrer om løst og fast, så kan man ikke tale frit og afslappet når man føler sig overvåget.

At kunne tale frit og afslappet kan være en nødvendig del af det at bygge sociale relationer og at være et menneske - både som ung og som voksen. Man udtrykker sig og tænker og føler forskelligt alt efter om man befinder sig i et ”privat” og intimt rum eller om man er i et mere eller mindre offentligt rum - og afhængigt af om man befinder sig sammen med folk man har et nært forhold til eller om der er fremmede eller autoriteter osv til stede.

I dag bruger mange mennesker også sociale medier til begge formål: Vi kan have ting vi skriver på Facebook e.l. til en lukket kreds og ting vi skriver offentligt, og vi kommunikerer forskellige ting og på forskellige måder afhængigt af om det er ”privat” eller ”offentligt”. Selv har jeg det sådan at jeg ikke bryder mig om at skrive noget som helst mens nogen kigger mig over skulderen, selvom det jeg skriver er noget der skal offentliggøres bagefter. De må gerne læse det når jeg er færdig, men jeg går i baglås hvis jeg ikke kan formulere mine sætninger alene mens jeg skriver dem.

Det jeg prøver at sige er at retten til og muligheden for at vide hvem der lytter med, hvem man taler med og hvilket ”rum” man befinder sig i, er væsentlig for om man kan ytre sig frit. Ytringsfrihed (og her taler jeg ikke bare om den politiske rettighed men den psykologiske mulighed for at udtrykke sine tanker) er altså ikke bare retten til at kunne sige noget offentligt, men også retten til at sige noget privat. Hvis vi skal kunne ytre os frit, så skal vi have en grad af kontrol over hvem vi taler til - hvem der lytter med.

Derfor er retten til privatliv også en af de grundlæggende politiske rettigheder. Og derfor er statslig (og ikke-statslig) overvågning og aflytning også noget der går ud over ytringsfriheden.

Det er lige så problematisk at staten lytter med på vores telefonsamtaler, læser vores breve og emails og private facebook-opdateringer, som det var da søskende eller forældre lyttede med på dine private samtaler på den fælles telefonlinje.

Det er ikke bare et spørgsmål om hvorvidt man taler om noget ”hemmeligt” - noget man vil holde skjult for myndighederne, og som de har en legitim interesse i at få at vide, men om at det er møgirriterende ikke at kunne tale i fred uden at en nysgerrig tredjepart lytter med. Selvom man bare sludrer om løst og fast, så kan man ikke tale frit og afslappet når man føler sig overvåget.

I et overvågningssamfund, hvor staten altid potentielt lytter med, kan man ikke tale frit og afslappet. Og det at kunne tale frit og afslappet kan være en nødvendig del af det at bygge sociale relationer og at være et menneske. Statslig overvågning er altså ikke bare en krænkelse af den enkelte borgers rettigheder men en trussel mod de sociale relationer i samfundet. Det forhindrer os ikke blot i at ytre politisk farlige eller juridiske problematiske ting, men også i at kommunikere åbent og ærligt med hinanden om ting som staten ikke har noget legitimt krav på at få at vide.

Det er altså underordnet om statens spioner i praksis kun virkelig lytter til og registrerer potentielt farlige ytringer. Hvis du er bevidst om at de altid potentielt kan lytte med, når du taler med din familie eller dine venner eller din sagsbehandler, advokat, pizza-bager osv, kan det hænge i baghovedet og ændre din adfærd - du mister muligheden for at kunne tale og tænke på den måde der ville være passende i den pågældende situation og tilpasser dig til den kendsgerning at der altid er en fremmed tredjepart, en autoritet, til stede. Du befinder dig nu permanent i ”det offentlige rum” og kan aldrig slappe af eller udtrykke dig frit.

Selvfølgelig findes der ytringer som staten kan have en legitim interesse i at overhøre og folk som den har en legitim interesse i at aflytte. Folk der er ved at planlægge alvorlige kriminelle handlinger for eksempel. Men betyder det så at vi skal opgive hele princippet om ”privatlivets fred” og muligheden for at kunne være frie mennesker der kan tale frit sammen uden at føle at statens spioner altid kigger os over skuldrene? Er vi nødt til at vælge mellem det frie samfund, hvor forbrydere og terrorister også er frie til at planlægge deres gerninger, og det totale overvågningssamfund, hvor ingen kan føle sig fri?

Nej. Det er et falsk dilemma. Der er faktisk en relativt simpel løsning, som i hvert fald i teorien muliggør at vi både kan fastholde det generelle princip om privatlivets fred og muligheden for at aflytte potentielle forbrydere. Den løsning har eksisteret længe og er en essentiel del af det der kaldes en ”retsstat”.

I en retsstat skal alle borgere kunne vide at de generelle friheder og rettigheder står fast og kun kan fraviges i konkrete enkelttilfælde når myndighederne har begrundet mistanke, som nødvendiggør og legitimerer en fravigelse fra den generelle regel. I en retsstat er det ikke den udøvende magt som vurderer anklager, men retsvæsnet og domstolene. Det vil i praksis sige, at politiet ikke kan aflytte din telefon, læse dine breve, visitere dig på gaden, ransage dit hjem osv på eget initiativ - de skal først gå til en dommer og få en dommerkendelse.

At blive aflyttet er at blive fratage en af sine grundlæggende rettigheder. Det vil sige at blive udsat for en slags straf. At blive aflyttet er at blive erklæret ”begrundet mistænkt”. Det vil sige at blive udsat for en slags dom. I en retsstat er det ikke politiet eller efterretningstjenesterne der afgør hvem der skal straffes og dømmes. Det er domstolene. Og domstolene skal først vurdere hvorvidt man faktisk har opført sig på en måde som begrunder denne dom og straf.

Dette princip skulle i princippet sørge for, at borgerne i en retsstat kan være nogenlunde sikre i sine rettigheder, med mindre de har opført sig på en måde, som gør at retsvæsnet giver politiet ret i, at der er en begrundet mistanke for at den pågældende borger vil gøre noget som legitimerer en fravigelse af vedkommendes generelle rettigheder. Således kan principperne om privatlivets fred m.v. godt fastholdes som generelle principper, mens de kan fraviges i meget specifikke konkrete tilfælde.

Og dermed kan vi alle tale frit og trygt med hinanden så længe vi ikke planlægger terror og bankkup og den slags.

I teorien. Altså teorien om retsstaten. Men disse principper - disse grundlæggende retsstatsprincipper - er for længst afskaffet i Danmark.

De seneste skiftende regeringer har indført tiltag på tiltag som afskaffer de grundlæggende retsstatsprincipper, herunder og især princippet om at borgerne skal betragtes som uskyldige indtil det modsatte er bevist og derfor kun kan fratages deres generelle rettigheder hvis myndighederne har begrundet sin mistanke overfor en dommer.

Det har konsekvenser, ikke kun for individets rent juridiske rettigheder, men også for vores muligheder for at bygge sociale relationer og omgås hinanden i samfundet.

Således har staten og kommunerne indført stikkerprogrammer, hvor de opfordrer naboer og kolleger til at spionere mod og rapportere hinanden, hvis de synes at nogen, der modtager offentlige ydelser, lidt for ofte får besøg af sin kæreste. En sådan rapportering kan medføre besøg af agenter - hemmelige og uniformerede - fra de sociale myndigheder, og straf i form af fratagelse af økonomiske muligheder. Ganske uden dom.

Vi behøver ikke at gætte om hvilke konsekvenser det kan have for menneskers muligheder for at omgås hinanden frit - hvordan det ødelægger naboskaber og skaber følelsen af altid at være potentielt overvåget af alle og enhver. Vi behøver ikke at gætte om det, dels fordi vi kender historiske samfund hvor det var dagligdagen - totalitære overvågningssamfund som DDR og USSR - og dels fordi det nu er virkeligheden i dagens Danmark. Jeg kender folk på overførselsindkomster, der er bange for at have sin kæreste overnattende og nervøse ved at tale med naboen, fordi man aldrig kan vide hvem der spionerer mod en og hvad man måske gør forkert. En simpel anonym henvendelse fra en sur nabo er jo nok til at gøre ens liv særdeles besværligt. Det har åbenlyst alvorlige konsekvenser for de sociale relationer i samfundet.

Sådan er det jo, når rettighederne ikke længere er generelle principper som borgerne kan føle sig nogenlunde trygge i. Når myndighederne kan fravige dem som de har lyst til uden at skulle begrunde sine fravigelser for en dommer. Så er der ikke længere tale om generelle rettigheder, der kun kan fraviges i konkrete tilfælde. Så er vi alle under potentiel mistanke - og opfører os derefter.

Jeg orker ikke at indsætte links til artikler og lovforslag, for eksemplerne er talrige: I løbet af de seneste to årtier er de politiske tiltag som afskaffer borgernes ret til og følelse af privatliv eksploderet, og både socialdemokratiske og borgerlige partier er enige om at statslig overvågning af borgerne skal fortsætte og udvides konstant. Uanset regering er der altså konsensus i Danmark om, at ingen skal kunne kommunikere og agere frit og trygt i visheden om at de befinder sig i et privat rum med folk de har et nært forhold til.

Disse tiltag bliver hovedsageligt begrundet med statens krig mod de to politiske hovedfjender: terrorister og sociale bedragere. Begge findes i virkeligheden, men bliver også pustet op til større trusselbilleder end de egentlig er, for at legitimere politikernes og statens konstante angreb på retsstaten og afskaffelse af snart den ene snart den anden rettighed.

Det seneste tiltag, som giver statens spiontjenester lov til at aflytte danske borgeres telefonsamtaler i udlandet uden dommerkendelse - og altså uden begrundet mistanke - er blot endnu et i rækken af tiltag, der får det fundament, som retsstatens grundlæggende principper skulle udgøre, til at smuldre. Dette forslag gør endegyldigt op med forestillingen om at rettighederne kun kan fraviges i konkrete tilfælde - nu behøver efterretningstjenesterne ikke engang at gå til en dommer for at få et gummistempel, der i det mindste formelt siger at de havde grund til at foretage netop denne konkrete aflytning. Nu er alle danske borgere automatisk mistænkte og kan uden nogen begrundelse aflyttes af de danske myndigheder så længe de er udenfor Danmark (det er vel blot et spørgsmål om tid før det også indføres indenfor Danmarks grænser).

Du behøver altså ikke at have gjort noget, som giver myndighederne grund til at tro at du siger noget som de har en legitim interesse i at overhøre. Nu kan de i princippet lytte med selvom du blot sludrer om løst og fast mens du er på ferie. De gør det sikkert ikke. Men du har ingen sikkerhed for at de ikke lytter med. De har lov til at lytte til alt hvad du siger og det eneste som begrænser dem er deres egne ressourcer og det at dine samtaler nok er for kedelige. Det ændrer ikke på at du er potentielt aflyttet uanset om du har noget at skjule eller ej.

Men det er ikke kun retssikkerheden der trædes under fode med den konstant voksende og indtrængende aflytning og overvågning af alt hvad vi gør og siger. Det er også vores mulighed for at ytre os frit og privat uden at føle at nogen konstant potentielt lytter med. Disse tiltag er altså også angreb på ytringsfriheden. Måske ikke i den strengt juridiske forstand, men i den grundlæggende menneskelige og psykologiske forstand at man ikke kan ytre sig frit når man ikke ved hvem der lytter med.