Danske tilhængere af den højreekstreme amerikanske konspirationsteoretiker Alex Jones fører kampagne imod børnevaccination, ebola-virus og Københavns Kommune.
De seneste uger er der flere steder i hovedstaden blevet ophængt plakater, der bærer Københavns Kommunes logo, advarer imod vaccination af børn og reklamerer for det amerikanske konspirationssite InfoWars.com.
Bag plakaterne stå en gruppering, der kalder sig ’Reality Roamers’ og som driver hjemmesiden LigeLovligtUlovligt.dk, hvor der kaldes til kamp imod en hemmelige verdensregering ved navn »illuminati«.
Børne -og Familie Centret København, der er mål for plakaterne og som bliver kritiseret på plakat-aktivisternes hjemmeside, ser med alvor på misbruget af kommunens logo.
Utilfreds med fjernelse af børn
’Reality Roamers’ beskriver sig selv som en selvvalgt familie af »menneskelige væsner/menneskedyr«, der lever i balance med naturen og deres børn, og i opposition til staten og resten af samfundet.
Kollektivets mest fremtrædende medlemmer kalder sig »Wofe«, »Mattam M« og »Hedda H«, og sammen har de kunstprojektet Art The Core, hvor de laver malerier, musik, poesi og videoindslag, der efterfølgende offentligøres på Youtube.
Se videoen »EarthMotion« af Art The Core.
Ifølge ’Reality Roamers’ hjemmeside, så blev kvinden, der kalder sig »Wofe«’s tre børn i en periode fjernet fra hende og placeret i familiepleje, da hun i 2012 var indlagt på en psykiatrisk afdeling.
Episoden har siden udløst en langstrakt klagesag over Børne og Familie Centret Københavns håndtering af sagen, som gruppen mener har karakter af et overgreb på deres alternative livsstil- og familiestruktur.
Sagen er ifølge ’Reality Roamers’ kun et af mange eksempler på, at vores samfund er uretfærdigt, og deres aktuelle plakatkampagne viser, at gruppen nu har engageret sig i udbredelsen af yderliggående amerikanske konspirationsteorier om verdens sande sammenhæng generelt.
Hjemmesiden LigeLovligtUlovligt.dk blev sammen med en facebook-profil med samme navn åbnet i begyndelsen af januar 2015 og tilbyder en politisk overbygning til resten af ’Reality Roamers’-projektet.
»Denne hjemmeside er oprettet for at informere enhver om hvad der rent faktisk foregår på kloden af menneskeforårsagede ødelæggende foranstaltninger – uden pludder-polemik eller yderligere overflødig data – og vil tilmed, i en forestående timing, komme med forslagene til hvordan disse foranstaltninger kan præventeres, ved lov og løsning,« kan man læse på hjemmesiden.
Hvad det er, der »faktisk foregår« og som ødelægger vores klode, fremgår også:
»Denne (for)styrelse indbefatter ikke de nationale politikere eller statsansatte, de (for)styrer bare hvad de er foreskrevet at gøre, vi skriver om ”eliten” / ”globalisterne” / såkaldte ”Illuminati”; top administratorerne af Verdensbankene, Rothschild og Rockefeller familierne, medlemmerne af Bilderberg group, Zionisterne osv. der bogstaveligt talt/skrevet får lov til at gøre hvad end de vil, hvilket de gør på bekostningen af ALT livet på kloden.«
Konkret har folkene bag hjemmesiden kastet sig ud i en regulær hetz mod vaccine af børn og kritik af den amerikanske præsident Barack Obama, som anklages for at udbrede den dødelige ebolavirus.
På plakaterne hængt op i København lyder budskabet, at vaccine af børn er en del af en »Ny Verdens-Ordnet (de) popularisering« af befolkningen, og at vaccine indeholder skadelige kemikalier og tungmetaller.
Budskabet er illustreret af et grædende barn, der får rettet en stor kanyle imod tændingen, og henviser til hjemmesiden InfoWars.com, som drives af den højreekstreme og stærkt omdiskuterede amerikanske radio- og tv-vært Alex Jones.
De dansksprogede plakater kommer efter, at Alex Jones har erklæret krig mod vaccinering af børn i USA, da har mener, at det dræber børn og giver dem hjerneskader.
Og de er sat op samtidig med, at der herhjemme er debat om manglende opbakning til de danske myndigheders børnevaccinationsprogram, der er med til at forhindre udbredelsen af blandt andet mæslinger, røde hunde og fåresyge.
Læs artiklen »Et lille prik for mennesket ...« hos Information.
Læs artiklen »Vaccinemodstandere er reflekterede folk« hos Information.
Det er ikke første gang, at ’Reality Roamers’ kører parløb med Alex Jones.
I oktober sidste år udlovede den amerikanske radiovært i en konkurrence præmier på adskillige tusinde dollars til dem, der fremstillede og udbredte de flotteste og mest provokerende plakater, hvor præsident Obama blev koblet til udbredelsen af den frygtede ebolavirus.
Konkurrencen havde navnet »Obola« og var et forsøg på at spænde ben for Obama-administrationens ønske om en reform af immigrationslovgivningen, som ifølge Alex Jones ville føre til, at den dødelige virus ville sprede sig fra Afrika til USA.
’Reality Roamers’ fremstillede i den forbindelse en række »Obola«-plakater, der bruger Demokraternes logo, argumenterede for, at Ebola er en menneskeskabt sygdom – af blandt andre Bil Gates – og henviser til Alex Jones hjemmeside. Den blev angiveligt sat op i flere lande.
Den amerikanske hjemmeside, der henvises til beskriver sig som et »Conspiracy-tinted site containing strong opposition to socialism, communism, and the New World Order«, og som tidligere beskrevet på Modkraft er en den foretrukne nyhedskilder for konspirationsteoretikere over hele verden.
Læs artiklen »How a Racist Political Hashtag Spread Like the Ebola Virus« hos Vocativ.
Kampagnerne mod Barack Obamas immigrationspolitik og myndighedernes vaccine mod børnesygdomme, suppleres i disse dage også med plakater mod ’Reality Roamers’ gamle kæphest: Københavns Kommune.
Her benytter gruppen ligeledes ’fjendens’ officielle logo og fordrejer deres budsskab, så det ligner en ironisk reklame for Københavns Kommunes Børne- og Familiecenter, men i stedet henviser nysgerrige til LigeLovligtUlovligt.dk.
Misbruget af kommunens logo bliver ikke vel modtaget i socialforvaltningen, hvor centeret hører under.
– Det er helt centralt, at borgerne har tillid til, at når et brev eller en plakat bærer kommunens logo med tårnene, så er afsenderen Københavns Kommune. Derfor er det et stort problem, hvis andre end Københavns Kommune bruger logoet, og det er noget vi ser med stor alvor på, siger Mads Vestergaard, der er kommunikationsansvarlig i Børnefamiliecenter København til Modkraft.
Modkraft har været i kontakt med ejeren af domænet til hjemmesiden LigeLovligtUlovligt.dk., men han ønsker ikke at udtale sig.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96